Det er ikke høj moral, der har gjort mig til en klimaduks i denne ferie

Planen var, at jeg i selskab med min familie skulle være rejst til Athen for at holde ferie. Vi skulle have været afsted, selv om vi udmærket ved, at den rejse- og leveadfærd, vi senmoderne skiderikker har, er lig med destruktion og klimakrise, for ikke at tale om den lige så væsentlige naturkrise, hvis resultat er et dystopisk fald i biodiversitet.

Men når man lever i en travlt hverdag, er tanken om Grækenland bare meget fristende. Så simpelt er det. Derfor havde vi besluttet at rejse, og vi havde gennemgået klimaregnestykket, hvor jeg var i den sorte ende på grund af rejser til Afrika, der dog var vigtige rejser, himlede hykleren, for de handlede jo om at se skovene, tale med menneskerne, skrive om dem i avisen, men ikke desto mindre var der jo tale om flyrejser, og i familien er det ikke et gangbart argument, at man som egocentrisk digterrøv har opbrugt kvoten på at farte rundt ude i den store verden på bekostning af den nære derhjemme.

Det er bare meget svært at sige: Jeg kan ikke prioritere at holde ferie med familien et sted, hvor der er rart og varmt, for jeg har opbrugt min kvote. Det duer ikke, så vi købte de billetter, og vi glædede os, lige indtil nogle alvorlige personlige omstændigheder i familien tvang mig til at ændre adfærd.

Gå ind i det nære

Jeg sidder på en havestol i en kolonihave i Herlev og tænker: Det er mærkeligt med mennesket. Vi lever, som om livet var statisk, men det er foranderligt. Fra det ene sekund til det næste drejer pilen og viser den modsatte vej, og hele den massive konstruktion vakler, falder, hvorefter små mentale myrer begynder genopbygningen.

Det er et billede, der gælder i privatlivet. Stabile liv viser sig at være ustabile, lykkelige mennesker at være ulykkelige, moralske at være hyklere, men det er også et billede, der gælder samfundet. Man vil så gerne have, at skidtet virker, at ægteskabet holder, at vi kan løse klimaforandringerne ved at gøre, som vi plejer via forbrug og mere kapitalisme. Derfor bliver man ved med at ignorere det faktum, at det kræver omlægning helt ind i den inderste kerne af menneskets selvforståelse, hvis vi skal nå at etablere en bæredygtig fremtid.

På samme måde er det i privatlivet. Man tror, man kan løse sine ægteskabelige problemer ved at ignorere, bortforklare og efterrationalisere, for så bare at fortsætte, som om intet var hændt, når man for eksempel står over for skilsmissen. Man tror, man kan bilde sine voksne børn ind, at man havde det rigtig svært, dengang man fravalgte dem og lod dem vokse op i fravær. Man tror, at bare fordi man siger: Jeg var depressiv, jeg drak, jeg havde travlt med at lave kunst, med at tænke, med at forske eller lede mine ansatte på kondomfabrikken, så forsvinder konsekvensen af ens handlinger, men det gør de ikke: de forsvinder kun, hvis man tør realisere, at man skal ændre sin selvforståelse og sit forbrug af andre mennesker, hvilket mimer det store billede, hvor vi skal holde op med at misbruge klodens ressourcer.

Man skal turde gå ind i det nære, ind i kærligheden, og afgive noget af sig selv og fralægge sig sit ego. Det gælder også med naturen. Ellers bliver der tomt. Den samme tomhed, man oplever, når man passerer plantager i Cameroun, hvor der før stod regnskov. Træer, der nu er udskibet til den vestlige verden og Kina. Nu står der rækker af palmer eller gummitræer. Man høster såkaldt bæredygtig olie til fødevareindustrien eller naturgummi til sutter og præservativer.

Dumhed

Men vi er jo mennesker, så vi lever, som om alt var statisk, selv om det på ingen måde er det. Det er jeg også, et menneske, og det er som sagt alt muligt andet end min høje moral og snak i medierne, der gør, at jeg er blevet en klimaduks i denne ferie, hvor jeg i dette nu løfter hovedet og lytter til den lave summen fra motorvejene ud af København.

I ferietiden ændrer lydbilledet karakter. Det summer stadig i myldretiden, men når den er ovre, har jeg igen verden for mig selv sammen med solsorten, skaderne, svirrefluerne og de mange andre former for liv, der danner biotop og univers i nyttehaven i Herlev, anlagt på bunker af skrald og socialdemokratiske drømme om ordentlige forhold for den danske arbejderklasse.

Vi er ikke guder, selv om nogen af os har behov for at tro det om os selv. Derfor er det enkelte menneskes dumhed nem at spejle ud i det helt store verdenssamfunds dumhed. Det enkelte menneske kan prædike i avisen, sende artikler fra sin smartphone i en eller anden lufthavn for lige at nå deadline og så tage på økosafari ti timer væk i fly og stadig tro på det selv, for vi betaler jo de lokale, så de kan få en uddannelse. På samme måde er det med det store samfund, der tror på sine egne løgne om bæredygtighed, fordi det nu er blevet et plusord, man kan bruge til at vinde valg.

Tilgiver kloden?

Jeg fik muligheden for at sætte mig i vores kolonihavehus, at luge skvalderkål og så gulerødder, lave en kompost af alt det, jeg måtte fjerne fra de gamle staudebede. Jeg fik muligheden for at samle jordbær og skovjordbær med min datter, dufte til roser og se jasminen blomstre, som en hvid væg af uendelig skønhed.

Og så besluttede jeg at sælge vores bil og købe en Bullit. Den er orange, og som min kone sagde: Den passer godt til dit store ego. Cyklen holder og ser hollandsk ud i indkørslen. Esther er i gang med at lave en bane i haven af hynder og puder, og jeg står over taskerne, som vi skal have pakket, mens jeg tænker over den helt store forskel på det personlige fuck up og det kollektive: Som enkeltmenneske kan du angre, forsones, ændre adfærd, forandre og omlægge dit liv. Den vigtige menneskelige egenskab at elske og at tilgive er central her.

Man kan som enkeltperson blive ramt af smerten, og når den rammer, har man stadig en chance, men kan vi det med klimaet? Tilgiver kloden? Elsker den os nok til en chance til? Forsoner vores børnebørn sig med os, når vi engang er døde, og de står i vand til knæene? Tilgiver tilværelsen og eksistensen og naturen, at vi har været så utrolig egocentriske og ligeglade, så længe vi som små irriterende mennesker følte os set og bekræftet i vores behov?

Vi ved det ikke, men nu kører Esther og jeg snart ind i istidslandskabet, en del af naturen, der kender tiderne så meget bedre end mig. Det ligger lige på den anden side af Klausdalsbrovej. Smørmosen bare en kilometer væk. Derfra cykler vi ind på de stier, der knytter landskaberne sammen herfra og op til Kongernes Nordsjælland, hvor vi vil krydse gennem min barndoms Gribskov og videre til de strande, hvor der for ikke så længe siden boede isolerede kolonier af Luthersk Missionske fiskere, der aldrig tog mere fra naturen, end de skulle bruge, der levede med havet, med de fisk, de fangede, og med skoven bag sig. Strandene, hvor alle nu bader og glæder sig over, at dansk sommer er smukkere end alt andet, og at det er lige uden for døren, også når det regner.

Peder Frederik Jensen er forfatter