Kronik

Det er ikke høj moral, der har gjort mig til en klimaduks i denne ferie

Forfatter Peder Frederik Jensen skulle have været med familien i Athen, men endte med at skrive om sin politiske ferie fra kolonihaven i Herlev. Herfra spejler han det enkelte menneskes dumhed ud i det store verdenssamfunds dumhed
Egentlig skulle Peder Frederik Jensen have holdt ferie sammen med familien i Athen. Men alvorlige personlige omstændigheder i familien tvang dem til at ændre adfærd. I stedet tog de til en kolonihave i Herlev. 

Egentlig skulle Peder Frederik Jensen have holdt ferie sammen med familien i Athen. Men alvorlige personlige omstændigheder i familien tvang dem til at ændre adfærd. I stedet tog de til en kolonihave i Herlev. 

Privatfoto

13. juli 2019

Planen var, at jeg i selskab med min familie skulle være rejst til Athen for at holde ferie. Vi skulle have været afsted, selv om vi udmærket ved, at den rejse- og leveadfærd, vi senmoderne skiderikker har, er lig med destruktion og klimakrise, for ikke at tale om den lige så væsentlige naturkrise, hvis resultat er et dystopisk fald i biodiversitet.

Men når man lever i en travlt hverdag, er tanken om Grækenland bare meget fristende. Så simpelt er det. Derfor havde vi besluttet at rejse, og vi havde gennemgået klimaregnestykket, hvor jeg var i den sorte ende på grund af rejser til Afrika, der dog var vigtige rejser, himlede hykleren, for de handlede jo om at se skovene, tale med menneskerne, skrive om dem i avisen, men ikke desto mindre var der jo tale om flyrejser, og i familien er det ikke et gangbart argument, at man som egocentrisk digterrøv har opbrugt kvoten på at farte rundt ude i den store verden på bekostning af den nære derhjemme.

Det er bare meget svært at sige: Jeg kan ikke prioritere at holde ferie med familien et sted, hvor der er rart og varmt, for jeg har opbrugt min kvote. Det duer ikke, så vi købte de billetter, og vi glædede os, lige indtil nogle alvorlige personlige omstændigheder i familien tvang mig til at ændre adfærd.

Gå ind i det nære

Jeg sidder på en havestol i en kolonihave i Herlev og tænker: Det er mærkeligt med mennesket. Vi lever, som om livet var statisk, men det er foranderligt. Fra det ene sekund til det næste drejer pilen og viser den modsatte vej, og hele den massive konstruktion vakler, falder, hvorefter små mentale myrer begynder genopbygningen.

Det er et billede, der gælder i privatlivet. Stabile liv viser sig at være ustabile, lykkelige mennesker at være ulykkelige, moralske at være hyklere, men det er også et billede, der gælder samfundet. Man vil så gerne have, at skidtet virker, at ægteskabet holder, at vi kan løse klimaforandringerne ved at gøre, som vi plejer via forbrug og mere kapitalisme. Derfor bliver man ved med at ignorere det faktum, at det kræver omlægning helt ind i den inderste kerne af menneskets selvforståelse, hvis vi skal nå at etablere en bæredygtig fremtid.

På samme måde er det i privatlivet. Man tror, man kan løse sine ægteskabelige problemer ved at ignorere, bortforklare og efterrationalisere, for så bare at fortsætte, som om intet var hændt, når man for eksempel står over for skilsmissen. Man tror, man kan bilde sine voksne børn ind, at man havde det rigtig svært, dengang man fravalgte dem og lod dem vokse op i fravær. Man tror, at bare fordi man siger: Jeg var depressiv, jeg drak, jeg havde travlt med at lave kunst, med at tænke, med at forske eller lede mine ansatte på kondomfabrikken, så forsvinder konsekvensen af ens handlinger, men det gør de ikke: de forsvinder kun, hvis man tør realisere, at man skal ændre sin selvforståelse og sit forbrug af andre mennesker, hvilket mimer det store billede, hvor vi skal holde op med at misbruge klodens ressourcer.

Man skal turde gå ind i det nære, ind i kærligheden, og afgive noget af sig selv og fralægge sig sit ego. Det gælder også med naturen. Ellers bliver der tomt. Den samme tomhed, man oplever, når man passerer plantager i Cameroun, hvor der før stod regnskov. Træer, der nu er udskibet til den vestlige verden og Kina. Nu står der rækker af palmer eller gummitræer. Man høster såkaldt bæredygtig olie til fødevareindustrien eller naturgummi til sutter og præservativer.

Dumhed

Men vi er jo mennesker, så vi lever, som om alt var statisk, selv om det på ingen måde er det. Det er jeg også, et menneske, og det er som sagt alt muligt andet end min høje moral og snak i medierne, der gør, at jeg er blevet en klimaduks i denne ferie, hvor jeg i dette nu løfter hovedet og lytter til den lave summen fra motorvejene ud af København.

I ferietiden ændrer lydbilledet karakter. Det summer stadig i myldretiden, men når den er ovre, har jeg igen verden for mig selv sammen med solsorten, skaderne, svirrefluerne og de mange andre former for liv, der danner biotop og univers i nyttehaven i Herlev, anlagt på bunker af skrald og socialdemokratiske drømme om ordentlige forhold for den danske arbejderklasse.

Vi er ikke guder, selv om nogen af os har behov for at tro det om os selv. Derfor er det enkelte menneskes dumhed nem at spejle ud i det helt store verdenssamfunds dumhed. Det enkelte menneske kan prædike i avisen, sende artikler fra sin smartphone i en eller anden lufthavn for lige at nå deadline og så tage på økosafari ti timer væk i fly og stadig tro på det selv, for vi betaler jo de lokale, så de kan få en uddannelse. På samme måde er det med det store samfund, der tror på sine egne løgne om bæredygtighed, fordi det nu er blevet et plusord, man kan bruge til at vinde valg.

Tilgiver kloden?

Jeg fik muligheden for at sætte mig i vores kolonihavehus, at luge skvalderkål og så gulerødder, lave en kompost af alt det, jeg måtte fjerne fra de gamle staudebede. Jeg fik muligheden for at samle jordbær og skovjordbær med min datter, dufte til roser og se jasminen blomstre, som en hvid væg af uendelig skønhed.

Og så besluttede jeg at sælge vores bil og købe en Bullit. Den er orange, og som min kone sagde: Den passer godt til dit store ego. Cyklen holder og ser hollandsk ud i indkørslen. Esther er i gang med at lave en bane i haven af hynder og puder, og jeg står over taskerne, som vi skal have pakket, mens jeg tænker over den helt store forskel på det personlige fuck up og det kollektive: Som enkeltmenneske kan du angre, forsones, ændre adfærd, forandre og omlægge dit liv. Den vigtige menneskelige egenskab at elske og at tilgive er central her.

Man kan som enkeltperson blive ramt af smerten, og når den rammer, har man stadig en chance, men kan vi det med klimaet? Tilgiver kloden? Elsker den os nok til en chance til? Forsoner vores børnebørn sig med os, når vi engang er døde, og de står i vand til knæene? Tilgiver tilværelsen og eksistensen og naturen, at vi har været så utrolig egocentriske og ligeglade, så længe vi som små irriterende mennesker følte os set og bekræftet i vores behov?

Vi ved det ikke, men nu kører Esther og jeg snart ind i istidslandskabet, en del af naturen, der kender tiderne så meget bedre end mig. Det ligger lige på den anden side af Klausdalsbrovej. Smørmosen bare en kilometer væk. Derfra cykler vi ind på de stier, der knytter landskaberne sammen herfra og op til Kongernes Nordsjælland, hvor vi vil krydse gennem min barndoms Gribskov og videre til de strande, hvor der for ikke så længe siden boede isolerede kolonier af Luthersk Missionske fiskere, der aldrig tog mere fra naturen, end de skulle bruge, der levede med havet, med de fisk, de fangede, og med skoven bag sig. Strandene, hvor alle nu bader og glæder sig over, at dansk sommer er smukkere end alt andet, og at det er lige uden for døren, også når det regner.

Peder Frederik Jensen er forfatter

Serie

Min politiske ferie

Det private er igen blevet politisk. Vi holder hinanden oppe på, hvorvidt vores livsstil lever op til vores idealer. I denne kronikserie holder Information skribenterne oppe på deres ferievalg: Er det konsistent med deres politiske overbevisning og selvforståelse?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Katrine Damm
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Arne Albatros Olsen
  • Herdis Weins
  • Britta Hansen
Morten Lind, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Arne Albatros Olsen, Herdis Weins og Britta Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

'Man' skal vare sig for at belære sprogekvilibrister, men der er - i det mindste for MIG(!) - noget svært fremmedgørende ved en for hyppig anvendelse af 'man' frem for 'jeg'.

'Man' gør så meget, mener så meget. 'Man' farer til Kreta eller andetsteds himmelblå. 'Man' rådner op i libyske fangelejre, mens man perverst nyder de perker-fri strande ved Rivieraen. 'Man' passer med omhu og flid sin helt egen have, mens 'man' hykler sig vej frem til det store og fri intet..

'Man' giver og tager på samme tid..

Det er, hvad det er, dette 'man': Et Intet. En ingen, intetsteds. En tom parodi.

Ret dig dog op, menneske!

Sådan mener i det mindste JEG.

Og jeg vil så i og for sig skide på, hvad 'man' måtte mene om den sag..

Lars Jørgensen, Carsten Svendsen, Katrine Damm, Niels Østergård, Niels Duus Nielsen, Leif Høybye, Karsten Lundsby, Kirsten Lindemark, John Larsen, Mogens Holme, Trond Meiring, Lone Ibsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Niels Jakobs

Nej ! Man er uomgængelig når man skal fortælle om sig selv i samklang med alle mulig andre; man er en berettiget forstørrelse af "jeg"

Søren Kristensen

Folk der arbejder på en kondomfabrik, om det så er i ledelsen eller på gulvet, gør allerede så meget godt for klimalet, at de har fortjent en gratis flybillet årligt, som de ikke behøver at have dårlig samvittighed over at bruge.

Charlotte Momberg

Tak:) for at se lige igennem alle vores "aflednings- og overspringsforklaringer" . Vi kan jo ikke hverken som enkeltpersoner eller samfund forbruge os ud af overforbrug. Jeg glæder mig til at dit blik på det nære bliver en væsentlig del af vores liv igen. Vores lokale natur, cykelferierne, kolonihaven og kærligheden giver meget mere end en uges charterrejse til et turistmekka. Og jeg skal hilse at sige, at der er rigtig god plads derude, det er meget sjældent man møder andre.......

Torsten Jacobsen

Niels Jacobs,

Hvis jeg tilretter dit udsagn til "man kan være en berettiget forstørrelse af "jeg", så er vi såmænd enige.

Problemet opstår, når den hævdede samklang mellem 'folk flest' og 'jeg' ikke længere er til stede. Når den klinger af, så at sige..

"Man sætter jo altid sig selv først", kan jeg for eksempel hævde, men giver jeg så udtryk for noget idiosynkrasi eller noget almengyldigt? Eller spurgt på en anden måde, hvad er sandhedsværdien i mit udsagn?

I det givne eksempel burde det være indlysende, at sandhedsværdien er lav: Masser af mennesker sætter hver dag andre før sig selv, og det i alle mulige sammenhænge.

"Jeg sætter altid mig selv først", kan jeg hævde. Men som det turde fremgå, så rummer dette udsagn en alvorlig blottelse: Jeg har sagt noget partikulært sandt om mig selv, og det helt uden at søge ly bag 'flokken'. Jeg løber med mit udsagn altså en betydelig risiko for at blive (be)dømt af andre mennesker - og i forlængelse måske endda af min egen samvittighed?

Det samme gør sig i og for sig gældende - måske endda i højere grad - når 'jeg' i skrift og tale udskiftes med et altinkluderende 'vi':

Jeg mener, at man med fordel kan forholde sig nysgerrigt og kritisk til motiverne bag et sprogbrug, hvor 'man' og 'vi' i høj grad tager 'jeg'ets plads. Hvad iscenesætter man i en sådan måde at udtrykke sig på? Hvad skjuler man, og hvorfor?

Katrine Damm, Jens Thaarup Nyberg, Trond Meiring, Flemming Berger, Niels Østergård og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Torsten Jacobsen
For nu at sætte mig før dig: har du et bud på hvad Peder Frederik Jensen iscenesætter med en sådan måde at udtrykke sig på? Hvad skjuler han, og hvorfor.

Torsten Jacobsen

Jens Thaarup Nyberg,

Det vil jeg gerne give et bud på. Bemærk dog venligst, at nedenstående linjer siger mere om mig selv - hvordan jeg læser denne form for 'bekendelseslitteratur' - end den nødvendigvis siger om Peder Frederik Jensens faktiske motiver og indre forestillingsverden.

---

Jeg vil primært fokusere på tekstens indledning, da den i og for sig fint illustrerer, hvad jeg taler om:

Peder Frederik Jensen indleder teksten med at iscenesætte sig selv i et 'vi', familiens enhed:

"Planen var, at jeg i selskab med min familie skulle være rejst til Athen for at holde ferie. Vi skulle have været afsted, selv om vi udmærket ved, at den rejse- og leveadfærd, vi senmoderne skiderikker har, er lig med destruktion og klimakrise, for ikke at tale om den lige så væsentlige naturkrise, hvis resultat er et dystopisk fald i biodiversitet."

Det er for mig et interessant sprogligt greb, da jeg i rubrikken er blevet lovet, at teksten skal handle om 'mig' - altså om Peder Frederik Jensen. Bemærk at det netop er i det citerede afsnit, at tekstens - og forfatterens - egentlige dilemma opstilles:

'Jeg opretholder en livsstil, som jeg ved er medvirkende til at destruere livsgrundlaget for kommende generationer'.

Se, det er jo noget af en smertefuld erkendelse at nå frem til. I det mindste hvis man er et menneske i besiddelse af nogen form for empati og fornemmelse for rigtigt og forkert: Et moralsk menneske, med andre ord.

Det er Peder Frederik Jensen tydeligvis: Et moralsk menneske. Derfor er det da heller ikke overraskende, at hans 'jeg' ikke helt kan bære at stå på egne ben i tekstens indledning. Det gemmer sig lidt: Først bag familiens 'vi' - den familie som 'jeg'et ikke nænner at skuffe - og umiddelbart efter i et mere altinkluderende 'vi' - alle vi 'senmoderne skiderikker', ikke sandt?

Vi har - for mig at se - her at gøre med et forsøg på at opløse eller i det mindste mildne en i grunden ganske smertefuld kognitiv dissonans.

Men i stedet for at vælge den mest enkle vej ud af moradset - nemlig at undlade at flyve til Athen, for dermed at genetablere en overensstemmelse mellem moralsk stillingtagen og konkret handlen - så forsøger Peder Frederik Jensen at rationalisere sig ud af miseren. Primært gennem en appel til 'et højere formål' - familiefreden og et godhjertet ønske om ikke at skuffe - men også ved at hævde eksistensen af og tilhørsforhold til en i samfundet normsættende gruppe: 'Alle vi senmoderne skiderikker'. "Sådan er vi jo alle sammen, ikke sandt? - nogle værre skiderikker!"

Den lettere ironiske reference til 'skiderikkerne' skal signalere overskud, humor og selvindsigt, men dette indtryk forrådes af 'jeg'ets manglende villighed til at træde tydeligt frem i teksten!

Og i begyndelsen af det næste afsnit melder 'jeg'et sig såmænd helt ud af teksten:

"Men når man lever i en travlt [sic] hverdag, er tanken om Grækenland bare meget fristende. Så simpelt er det. Derfor havde vi besluttet at rejse..."

Og jeg forstår såmænd udmærket, at 'jeg'et ikke finder anledning til at møde op til forsvar for det citerede: Det er et - moralsk set - bankerot argument! Resten af afsnittet er udformet som en selvanklage, der dog i sidste ende tjener det formål at vække læserens sympati: Vi indbydes til dels at imponeres over Peder Frederik Jensens overskudsprægede selvindsigt - han kalder sågar sig selv 'egocentrisk' og en 'hykler' - men vigtigst fremstår naturligvis igen den 'godhjertede familiefader's ønske om ikke at skuffe sin familie..
--

Så hvad skjuler Peder Frederik Jensen, og hvad ønsker han at iscenesætte? For mig at se? Det håber jeg i det ovenstående at have givet en form for svar på.

Torsten Jacobsen

Jeg kan for øvrigt varmt anbefale en (gen)læsning af Albert Camus' mesterlige roman 'Faldet', hvis man ligesom jeg har det lidt svært med bekendelseslitteratur. Romanen er udformet som éen lang bekendelse til læseren, helt frem til slutningen, hvor maskerne særdeles brutalt rives af..

Mere skal ikke afsløres her, men der er efter min mening tale om et såre imponerende, psykolgisk særdeles indsigtsfuldt, alt for underkendt lille mesterværk..