Jeg har som mange andre tygget en del på løftet med de 70 procents reduktion af drivhusgasser som formuleret i forståelsespapiret mellem regeringen og dens støttepartier.
På gode dage kan jeg ikke få armene ned. På dårlige bliver jeg mismodig og forbereder mig på skuffelsen. Også på dage som i søndags, hvor jeg gik langs Københavns Havn, står det klart, at vi har muligheden for at handle, men desværre er så uvante med at gøre det, at vi tror, at det utilstrækkelige er nok.
For der ligger de, krydstogtskibene som store fede manifestationer af klimaudfordringen og vores manglende evne til for alvor at tage den op.
For til trods for at de bruger energi som en middelstor by (fordi de er middelstore byer. Bare på vand), at de producerer skrald og kloakvand, der ofte dumpes direkte i havene, at de sejler på det mest beskidte af alt brændstof, den såkaldte bunkerolie, der indeholder 100 gange mere svovl end vejdiesel, er det en ferieform i voldsom vækst.
Over 27 millioner mennesker vil i år boarde et krydstogtskib, og det antal er steget med 20 procent de seneste fem år.
København i front
Og til trods for at det ikke er specielt lukrative turister for særlig mange andre end Royal Copenhagen og isbaren på Langelinje – de bruger jo forholdsmæssigt få penge, da de jo selv har seng og madpakke med – har Københavns turistorganisation Wonderful Copenhagen valgt at være vært for netværket CruiseCopenhagen, som samler havne, turistorganisationer, attraktioner osv. med det formål at gøre Danmark endnu mere interessant som destination.
Og indsatsen virker.
I 2017 anløb 463 krydstogtskibe danske havne ifølge Danmarks Statistik, og Københavns Havn står for 70 procent af de besøgende krydstogtskibe.
Jeg ville så gerne sige velkommen til, for det er det pæne at gøre, men problemet er, at væksten også kan opgøres i forurening.
Forureningen
Ifølge tal fra European Federation for Transport and Environment, T&E, indtager København, hvad der burde være en liden eftertragtet tiendeplads over de mest forurenede krydstogtshavne i Europa ud af mere end 270 havne.
Tallene fra T&E viser, at udledningen af SOx fra krydstogtskibene i 2017 udgjorde 14.425 kilo, mens hovedstadens samlede private bilpark ’kun’ udledte 2.511 kg.
Det betyder, at luftforureningen fra krydstogtskibene overskrider EU’s grænseværdier. Det er ikke engang tilfældet ved byens mest trafikerede vej, H.C. Andersens Boulevard.
Og aftrykket er ikke kun lokalt. Ser man på CO2, er krydstogtskibene også den absolut værste rejseform. Ifølge den største udbyder af krydstogter Carnival-koncernen udleder deres skibe i gennemsnit 712 kilo CO2 pr. kilometer. Selv med et fuldt skib er det 401 gram CO2 pr. passager pr. kilometer.
Det er mere end tre gange så meget som en passager på Boeing 747. Dertil skal man lægge, at langt de fleste krydstogtspassagerer tager fly til og fra skibet.
Når det kommer til alene Carnivals 203 skibe, der opererer i europæiske farvande, fandt studiet fra T&E desuden, at krydstogterne forurener mere end kontinentets 260 millioner biler.
Og med respekt for at du har en grænse for, hvor mange nederen tal du orker i en artikel, kommer her det sidste: I 2014 dumpede krydstogtskibe, ifølge Channel 4, mere end 3,8 milliarder liter spilde- og kloakvand direkte ud i verdenshavene.
Landstrøm?
Den kritiske tilstand for luftmiljøet i det centrale København fik i februar Rasmus Emborg, formand for DSU Valby, og Niels E. Bjerrum, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for S, til at kræve, at der blev bygget landstrømanlæg, så skibene kunne slukke motoren.
»Vi må og skal kræve, at krydstogtskibene ikke får lov at være omsejlende forbrændingsanlæg,« skrev de i denne avis. Og det lyder jo umiddelbart besnærende. Hvis den grønne omstilling altså handlede om blot at tage toppen af lortet og reducere de allernærmeste gener.
Venedig har forbudt skibene at lægge til i den indre havn, og efter en kollision denne sommer udbrød der protester med krav om helt at forbyde de flydende mastodonter.
Man skal som klummeskribent styre sig, når man har at gøre med stærkt metaformættede temaer. I dette tilfælde er den med orkestret, der bliver ved med at spille, mens skibet går ned, alt for fristende. Og heldigvis er billedet ret passende: For det er lige nu, at Wonderful Copenhagen bør pakke instrumenterne sammen.
Landstrøm eller ej. Krydstogtturisme er ikke en ferieform, der skal stimuleres af et grønt foregangsland.
Hvis vi skal vende den her skude – undskyld, ku’ ikke lade være – er det ikke lokale lappeløsninger, det kræver, men mod til at dømme det ude, der er for langt ude.
@Anna von Sperling
"For det er lige nu, at Wonderful Copenhagen bør pakke instrumenterne sammen."
Du har da helt ret; men check lige Wonderful Copenhagens bestyrelse:
https://www.visitcopenhagen.dk/da/wonderful-copenhagen/kobenhavn/wonderf...
Det bliver nærmest umuligt med den bestyrelse -
og Wonderful Copenhagen opererer med en særskilt "Director of Cruise", som også nok vil protestere.
Hvorfor er dette foruroligende, aldeles glimrende indlæg ikke en leder i den mindst ringe?
I Bestyrelsen for "Wonderful" Copenhagen sidder bl.a. Labil Alliances Laura Lindahl - indsat (af hvem?) en måned før hun røg ud af Folketinget. Er det tilfældigt, at der er "nogen", der synes det unge håb skal have et ben at gnave i, når nu vælgerne er så utaknemmelige ikke at belønne Lindahls indsats for privatisering og skattelettelsebetalte silikonebryster.
Fra arkivet: èn af de lokalpolitikere, der i sin embedstid arbejdede hårdt for at få endnu flere stinkende krydstogsskive til byen var --- EL's Morten Kabell. Også han havde - har - blik for hvad der gavne turistindustrien.
Se også Horisont - Turisthorderne kommer: https://www.dr.dk/tv/se/horisont/horisont-8/horisont-2019-06-24
Et krav om Scrubbere på samtlige skibe der anløber Københavns havn. Det må være et minimum at den giftige svovlbefængte luft bliver fjernet fra Østerbro. Hele Nordhavn området er også udsat.
Undrer mig over alle de rige udsætter sig selv for en kommende lungekræft!
I Kiel er gider klimaaktivisterne ikke høre mere snak:
https://www.ndr.de/nachrichten/schleswig-holstein/Kiel-Protest-Aktion-ge...
https://www.youtube.com/watch?v=Rs0sDvmnXe4
Kim Houmøller - Det er fordi de rige efterlever salig Lenins ord om, at de gerne vil sælge bødlen det reb de rige skal hænges i, når blot fortjenesten er stor nok. Således også her.
Jeg passerer af og til Rungsted Strandvej på cykel. På dage med pålandsvind - og det er der ca. 20 pct. af året - så stinker området af rådden tang og lign.
Der har været forslag om at omdanne strand langs Rungsted Strandvej til off. badestrand, og etablere høfder for derved at komme af med lugtgenerne. Men nej, sådan går det ikke for sig i Rungsted-ghettoen. For hvis der anlægges off. badestrand, så får de rige pøblen resp. folket alt for tæt på sig. Og skal der anlægges høfder, så stiger skatten, og det er i det miljø lige så slemt. Så hellere fortsat leve med stanken - på nogle af landets dyreste matrikler.
Spøjst!
Lige for at korrigere; det er forbudt at sejle på Heavy Fuel i Østersøen, som i den sammenhæng starter ved Skagen. Alle skibe der passerer Skagen, skal skifte om til olie, med lavere svovl indhold.
Der sidder f.eks. en "sniffer" på Storebæltsbroen der tjekker de skibe der passerer, om deres udstødning har for stort svovlindhold og der er indkøbt en drone af forsvaret, der skal udføre samme opgave.
Luftforureningen fra krydstogtskibene er altså "bare" almindelig diesel os, fra nogle meget store uhensigtsmæssigt placerede dieselgeneratorere.
Så til næste klumme, lidt bedre reasarch Anna Von Sperling.
Penge er gud - se venedig dø af krydstogtskibe
Historien om kong midas staver det, men de rige vil ikke læse skriften på væggen.
Lyset tændt, ingen hjemme
Seneste 1. januar 2020 falder udledning endnu mere for alle skibe.
Skibsfarten reducerer svolvindhold med over 80 pct. Ikke i danske farvande men over hele kloden.
Google "IMO 2020" for en masse information.
Nu er der faktisk nogle krydstogtsselskaber, der er ved at gøre noget ved sagen. F.eks. ved jeg, at AIDAs nybyggerier sejler på gas. Desværre er muligheden for at tanke gas begrænset til få havne.
Aner jeg en rivival for sejlskibe ?
For venedigs vedkommende er det ikke kun udledning men også skibenes monstrøse størrelse, som belaster byens skrøbelige fundament. Det er faktisk temmelig vanvittigt at se disse enorme sejlende huse ifht venedigs unikke arkitektur.
Og her ville et smukt sejlskib passe meget bedre. Men sådan eet kan jo ikke tilfredsstille nutidens frådende masseturisme.
Atomdrevne skibe er vejen frem.
Er enig i budskabet, men at det kun lige skulle være isboder, der nyder godt af cruise turister, passer hvertfald ikke overens med billedet her i Aalborg. Her læsses de på busser, der enten kører i store tal ud på diverse turistattraktioner, f.eks museer ellers står der guider klar til at tage dem med ud på byvandring.
Og her lægges der ganske mange penge, så undervurder ikke det økonomiske aspekt bare fordi du ikke selv lige ser hvad effekten er.
Udfra et klima (og syns-)perspektiv så jeg dem gerne hugget op og materialerne genbrugt til noget fornuftigt. Skønt jeg meget gerne så flere store, flot sejlskibe i havnene heromkring udover når det er tall ships race, er det ikke nær så sikkert for turister.
Underligt at de ikke fatter en skid. Med hovedet godt gemt under armen sidder der minsandten højtgagerede folk og anbefaler øget turisme. Sidste udkald, venner, og skuden kan ikke vendes i tide.
Jeg tvivler der er ret mange penge i de krydstogtskibe, sammenlignet med hoteller, men der er politisk prestige. Skidt med at københavnerne får en dosis partikler, de skal jo dø alligevel og helst 10 min. før de skal have folkepension.
Sejlskibe er en sjov ide. Det kan nok tiltrække nogle turister. Men vi lever i 2019, hvor flertallet booker forud og efter tidsplaner, og da sejlskibene sejler som vinden blæser, så holder den ikke. Hertil kommer, at der mangler kvalificeret besætninger og lønomkostningerne vil vanskeliggøre ideen.
I mange år har folk fra USA, nord og vesteuropa samt japanere holdt ferie og set verden. Inklusive vores egne børn, der rejser til Australien og New Zealand m.m.
Nu kommer der turister fra mange lande, der har tjent penge, og de vil også se verden. Det må vi nok indse.
"At rejse er at leve". "Verden bliver stadig mindre" og trods man kan se en attraktion på en skærm, er det ikke det samme som selv at se stedet.
Skal det så også forbydes at sejle til Bornholm?
Ikke nok med at krydstogtskibene udgør en enorm klimabelastning, de skader også miljøet lokalt, hvor de befinder sig.
Der har i mange år været en naiv begejstring over at kunne tiltrække krydstogtsturister, men der er god grund til at være skeptisk angående hvor meget destinationerne har ud af det, rent økonomisk, Undersøgelser fra Norge har vist, at krydstogtsturisterne kun lægger meget beskedne beløb de steder de besøger. Typisk kun nogle få hundrede kroner pr. landgang. Og det er jo ikke så mærkeligt, når man betænker at de har såvel indkvartering som fuld forplejning ombord på skibene.
Vi har meget mere ud af de turister, der bor på vores hoteller, og spiser på vores spisesteder.
I Køge havde man ifølge TV Lorry ikke set meget til krydstogtsgæsterne fra skibet, som ligger der nu. En enkelt på grønttorvet havde haft besøg af to amerikanere, som købte en bakke jordbær.
Flere interviewede så dog (naivt) frem til flere skibe og afkastet derfra. Og med afkast tænktes der udelukkende på penge.
Heldigvis ligger Langelinje og Nordhavnen ret heldigt placeret, hvad krydstogt angår. Men selvfølgelig er flydende højhuse, der møver sig lige ind i en historisk bykerne, ikke kun en visuel provokation. I Venedig, Barcelona og Dubrovnik skaber de store horder af turister simpelthen problemer for lokalbefolkningen, der i stigende omfang føler sig tivoliseret.