Kommentar

Jødebøsse er da i grunden et flot ord

Som bøsse har jeg lært at stå stolt ved at være en minoritet. Alligevel har jeg holdt min jødiske baggrund skjult – måske fordi det jødiske samfund gemmer sig væk i modsætning til LGBT+-samfundet, skriver Aleksander Demsitz i dette debatindlæg
23. juli 2019

Jeg sidder blandt venner og bekendte, da snakken falder på Eurovision Song Contest, som i år foregik i Israel. Et kontroversielt værtsland, mener de fleste. Jeg holder mig bevidst lidt uden for diskussionen. »Aleksander er jo jøde,« lyder det fra en ven.

Tankemylderet går straks i gang, mens jeg prøver at aflæse folks reaktioner. En skjult identitet er blevet afsløret, og jeg føler mig pludselig meget mere udsat end før.

Instinktivt begynder jeg at undskylde for mig selv:

»Jeg er jo ikke sådan rigtig jøde, for jeg er ikke religiøs. Og jeg går heller ikke ind for Israels bosættelser.«

Krisen er afværget, tænker jeg, men samtidig fyldes jeg med skam over ikke at turde stå ved min jødiske identitet. For med undskyldningen følger også en forsømmelse af mit ophav.

Lignende scenarier har jeg gennemlevet mange gange. Når jeg bekender kulør, har jeg en tendens til lige så hurtigt at distancere mig fra det. Jeg frygter, at ordet jøde sætter tanker i gang hos folk, som får dem til at ændre deres syn på mig.

Manglende synlighed

Men jeg burde have lettere ved at springe ud som jøde, for jeg er faktisk allerede en øvet udspringer. Jeg er også bøsse og er efter mange års træning nået til et punkt, hvor jeg kan vifte med regnbueflaget uden den store skam.

Når jøden titter frem, burde jeg kunne bibeholde den tilegnede styrke og springe ud som dobbeltminoritet, men der har simpelthen ikke været plads til de to ord ved siden af hinanden. Det vil jeg gerne lave om på nu.

Jeg har spekuleret meget over, hvorfor jeg stadig distancerer mig fra min jødiske identitet. Jeg er jo min mors søn – ergo er jeg jøde. Men noget har gjort, at det føles usikkert at stå ved, på trods af at det repræsenterer en stor del af min familiehistorie.

Det jødiske samfund har altid været gemt væk og derfor virket fremmed for mig. Den manglende synlighed har nok fået det til at føles som en mere udsat minoritet at tilhøre.

Til forskel har jeg haft mulighed for at spejle mig i en del forskellige bøsseliv, og derigennem fundet min egen plads som homoseksuel mand. Udsat er jeg måske stadig, men jeg ved, at jeg ikke er alene.

Der eksisterer en fortælling blandt mange jøder, som Sanne Cigale undersøgte i sin dokumentarserie »Jøde!« på DR, og den handler om, at vi lever sikrest i skjul. Uden for min mormors jødiske plejehjem husker jeg tydeligt det store salatfad, man længe skulle passere for at komme på visit.

At leve efter mantraet ’den, der lever stille, lever godt’ føltes jo pludselig nødvendigt. Hvis min mormor havde brug for beskyttelse, hvorfor skulle jeg så ikke også? Det har været nemt at rationalisere sig frem til, at det er lettere og bedre for os at leve i stilhed.

Noget i mig stejler dog over at skulle holde en del af mig selv hemmelig, for det står i skærende kontrast til alt det, jeg har lært som bøsse – at jeg skal stå stolt og bære regnbuen udenpå. Jeg er jo allerede sprunget ud af et skab – og jeg vil ikke være i flere.

Definerer selv identitet

Jeg har tit spurgt mig selv, om jeg overhovedet kan tillade mig at tage jødeidentiteten på mig, når jeg tydeligvis ikke lever op til stereotypen.

Der er noget paradoksalt i at sige, at man tilhører en religion, når man egentlig ikke er religiøs – og smider man bøsse oven i kalotten, bliver det først komplekst. Jeg har tilmed spist masser af flæsk, og mine forældre valgte ikke at lade mig omskære som lille.

Men for nylig fik jeg en vigtig erkendelse, som til forveksling minder mig om en erkendelse, der opstod i forbindelse med min seksualitet. At være jøde behøver ikke at betyde, at du skal efterleve særlige udefrakommende krav og forventninger.

For mig handler det meget mere om kultur og opdragelse end religion. Det er en familiefortælling, som uundgåeligt har præget mit liv.

Der skal ikke trækkes religiøse skrifter, omskæring eller israelsk politik ned over min jødiske identitet – det er ting, som ikke er en del af mit liv og nok aldrig bliver det. Jeg definerer selv min identitet, og hvad jeg kan få ud af den. Ligesom jeg selv har defineret, hvordan jeg er bøsse.

Jeg tager ejerskab over min egen fortælling, og måske er det roden til endelig omfavnelse af mig selv.

Jeg håber, at jeg tør tage endnu et spring og stå ved den del af mig uden at undskylde for mig selv i fremtiden. Jeg håber, at ordet jøde får den betydning, som jeg selv tillægger det. At jeg ikke føler mig dobbelt udsat, bare fordi der gemmer sig to bombastiske ord som identitetsmarkører under facaden.

Jeg ved dog, at jeg ikke vil leve stille længere, for repræsentation er evigt vigtig. Vi har brug for at se andre, der ligner os, før vi kan finde os selv. Så nu springer jeg ud fra timetervippen. Jeg er jøde. Med et bøsse bagpå. Jødebøsse. Og det er da i grunden et meget flot ord.

Aleksander Demsitz er tv- og medietilrettelægger

Polskfødte Anette Vainer var i skoletiden så flov over madpakken med den polske pølse, som forældrene havde lavet, at hun smed den ud. Egentlig elskede hun pølsen, men det var bedre at sulte for ikke at skille sig ud fra de danske elever på den jødiske skole.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Christian Mondrup
  • Mikael Aktor
David Zennaro, Christian Mondrup og Mikael Aktor anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Aktor

Held og lykke med det jødiske udspring, Aleksander. Jeg er også jøde og bøsse, men har ikke følt trang til at holde min jødiske baggrund skjult. Tvært imod, fremgår den klart og tydeligt af debatindlæg, læserbreve og opslag på sociale medier om min holdning til rituel omskæring, som jeg mener må kræve eget-samtykke fra den person, det drejer sig om. Det skal ikke bestemmes af andre.
Mærkeligt nok er der der ingen der har anfægtet min jødiske identitet. Jeg har ikke fået hademails eller nedsættende kommentarer om at være jøde. Men jeg har fået masser af ubehagelige beskeder om, at jeg ikke er jødisk nok, fordi jeg offentligt er kritisk over for omskæring. Både enkelte jøder og enkelte ikke-jøder har anklaget mig for at være "selvhadende" eller endda "jødehadende" jøde. Det er dybt paradoksalt. Enkelte mener, jeg som jøde må have et identitetsproblem, når jeg går ind for en mindstealder for omskæring. Så der har du normen for jødisk identitet: Du må godt være ikke-religiøs; du behøver ikke selv være omskåret, og du må godt undlade at omskære dine egne sønner. Men du må ikke offentligt tale for en lov mod ikke-terapeutisk omskæring, for så er der noget galt med din jødiskhed. Heldigvis er der endnu flere af mine jødiske venner, der også forholder sig kritisk til omskæring. Men de færreste taler højt om det. Så dét er også et udspring.

David Zennaro, Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel, Jacob Lorensen og Klaus Rasmussen anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Det svære ved at springe ud er ikke at gøre det, men at leve med familiens fordømmelse.

Når man gør det, så gør man det for at komme løgnene og fortielserne til livs og omgivelsernes reaktion er uforudsigelig. Så man får nye problemer at håndtere, nye fordømmelser og fortolkninger af hvem man er.
Så man skal være forberedt på de nedture der vil komme og gentagne diskussioner med venner og familie, det er som oftest familien der er værst og sværest at vinde over på ens side.