Klumme

Jørgen Leths Tour de France-podcast er hans uværdige farvel til cykelløbet

’Turen er reddet for Jørgen Leth, der ønsker at tilbringe juli i Frankrig, for vi har hjulpet ham med en ny Citroën, så han kan rejse komfortabelt dertil’, skriver Citroën om deres Tour de France-podcast satsning med digteren i spidsen. Det er klar tale: Podcasten handler mere om Leths tur end om Tour de France, skriver Lasse Jensen i dette debatindlæg
Jørgen Leth har i perfekt samklang med TV 2 gjort mere end nogen andre for at gøre cykelsporten stor. Meget stor. I samklang med Citroën har han valgt en epilog, som ikke er ham værdig, skriver Lasse Jensen i denne klumme.

Jørgen Leth har i perfekt samklang med TV 2 gjort mere end nogen andre for at gøre cykelsporten stor. Meget stor. I samklang med Citroën har han valgt en epilog, som ikke er ham værdig, skriver Lasse Jensen i denne klumme.

Jakob Dall

Debat
17. juli 2019

Denne klumme er en epilog. Ikke en nekrolog. Jørgen Leth er i høj grad i live.

Han (og hans søn Asger) laver hver dag en videopodcast på YouTube, der har den bombastiske titel Citroën redder turen.

Det kunne jo forstås som, at Tour de France ville være fortabt, hvis ikke det franske bilmærke havde finansieret Leths (og sønnens) ophold på et fransk hotel. Eller at TV 2 er fortabt, fordi Jørgen Leth nægtede at sidde i et »grimt studie« (hans egen beskrivelse) i Odense, som stationen foreslog.

Han forlod under brask og bram den tv-station, der i en halv menneskealder havde givet ham en platform, som gjorde ham – en fin, men smal filmkunstner og digter – til et bredt folkeligt medieikon.

Nu er han uden den professionelle platform, og Citroëns opsætning er en lidt deprimerende epilog over en fin 24 år lang karriere som poetisk og unik fornyer af cykelkommenteringen på tv.

God komfort

På sin hjemmeside giver Citroën denne forklaring:

»Turen er reddet for Jørgen Leth, der ønsker at tilbringe juli i Frankrig, for vi har hjulpet ham med en ny Citroën, så han kan rejse komfortabelt dertil.«

Bilfabrikanten (og dens reklamebureau Kunde & Co) gentager ordet komfortabelt i beskrivelsen af Leths tur til Frankrig, »der betyder så uendeligt meget for ham. Det land, som er ophav til den traditionsrige arv, kreativitet og innovation, Citroën består af«.

Det er altså Leths tur til Frankrig, der er reddet. Ikke Tour’en. Eller også er det Citroën. På reklamebureauets hjemmeside fortælles det, at Leths indsats som frontfigur i den tidligere kampagne øgede salget med 54 pct.

Nu sidder 82-årige Leth i hertugelige omgivelser på ’Hotel Leth’, som han med sin klædelige mangel på beskedenhed kalder Hotel Blomac i Carcasonne hundreder af kilometer fra løbets hidtidige etaper, og deler ud af sig selv og sine indimellem sporadiske erindringer og erfaringer på YouTube.

Hotellets søde personale sørger for, at den franske sportsavis L’Équipe ligger på morgenbordet sammen med »verdens bedste müsli«. Uden avisen ville Leth være helt fortabt.

Foran ham ligger også hans egen bog om Tour de France, som han gavmildt læser op af, når han løber tør for aktuelle kommentarer eller citater fra L’Équipe. Bogen er jo, som Leth selv siger: »en bibel – tourens bibel«.

Leths udtur

Jørgen Leths talent har været, som en af mine cykelentusiastiske venner udtrykte det, »at få noget ud af ingenting. Men på YouTube får han ingenting ud af noget«.

Anmeldere, som Politikens Henrik Palle synes, at det er »ret hyggeligt at se Jørgen Leth tulle rundt på et fransk slot og lave tourdagbog«, mens Berlingskes Kurt Lassen giver podcasten én stjerne, »fordi den er lige lovlig leth-købt« og »en svanesang, der er endt i cikadesang«. Ekstra Bladets Jan Jensen har ikke høje tanker om Leths arbejdsmetode og skrev:

»Således siger han i videopodcasten om sin teknik: ’Det er bedst, når jeg finder på det lige på stedet. Jeg behøver ikke at forberede mig så helvedes meget.’ Det gør han tydeligvis heller ikke, og blandt andet derfor minder podcasten mest af alt om en Jørgen Leth på afveje,« skriver Jan Jensen.

Han udelod den sidste sætning i Jørgen Leths beskrivelse af sin metode i podcast nummer to:

»Jeg plukker det ud af atmosfæren og situationen,« lyder det.

Atmosfæren og situationen i Leths håndholdte filosoferen i det smukke slotshotel er endnu fjernere fra Tour’en end det studie i Odense, hvor han selv valgte ikke at sidde. Men man skal ikke tage fejl. Citroën beskrev det jo klart. Det handler mere om Leths tur end om Tour de France.

Og brugerne har tilsyneladende kvitteret med en konstant flugt væk fra Leth. Den første podcast blev ifølge YouTube vist mere end 29.000 gange. Podcast nummer tre havde 18.073 visninger, nummer seks havde 8.649, og nummer ni havde 3.160. I skrivende stund mandag eftermiddag, havde Leth-podcast nummer ti fået 1.160 visninger.

En dramatisk nedtur, der må gøre ondt i Citroëns markedsføringsbudget. Mediet er budskabet, som den canadiske medieguru Marshall McLuhan fastslog.

Jørgen Leth har i perfekt samklang med TV 2 gjort mere end nogen andre for at gøre cykelsporten stor. Meget stor. I samklang med Citroën har han valgt en epilog, som ikke er ham værdig.

Lasse Jensen er journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

... og dertil er optagelserne rent teknisk - ikke mindst lyden - dårlige.

Torben Lindegaard

@Lasse Jensen

Ansoret ad din artikel checkede jeg et på udsendelser på med Jørgen Leth på YouTube.

Jeg er godt nok en stor fan af Jørgen Leths Tour de France kommentarer -
men du har ret - det her holder ikke standard.

Men Stéphanie Surrugue dukkede op i en af udsendelserne, så et eller andet har TV2 vel med sagen at gøre ??

Torben Lindegaard

@Lasse Jensen

Ansporet af din artikel checkede jeg et par udsendelser med Jørgen Leth på YouTube.

Jeg er godt nok en stor fan af Jørgen Leths Tour de France kommentarer -
men du har ret - det her holder ikke standard.

Men Stéphanie Surrugue dukkede op i en af udsendelserne, så et eller andet har TV2 vel med sagen at gøre ??

Anders Sørensen

@Torben Lindegaard, Stéphanie Surrugue er mig bekendt ansat på DR.

Erik Fuglsang, Benta Victoria Gunnlögsson, Eva Schwanenflügel og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Kenneth Jensen

Lidt nem konklusion at sige at Leth har fravalgt TV2. Man skal ikke kende Jørgen Leth særlig godt for at vide at han med sikkerhed ikke ville sige ja til at sidde i Odense under Touren, og det er jeg sikker på at TV2 har spekuleret i. De undgik balladen omkring en "fyreseddel", ved at give ham et tilbud de vidste at han ville afslå.

Uklædeligt af TV2, men desværre forventeligt.

Det er rigtigt, at TV2 gjorde ham stor, ligesom han gjorde Tour de France populær, selv psykologen fra Århus er blevet cykel fan, men hans podcast er ikke dårlige, flere af dem rummer udmærkede analyser.

Torben Lindegaard

@Anders Sørensen

Ah, ha .... så er det nok derfor !!

Bent Gregersen

Artiklens sarkasme og dens gennemgående holdning til Hr. Leth for mig til at funderer på dualiteten ”indsats og belønning”! anvendt på Hr.Leths virke.
Belært af sætningen

”en fin, men smal filmkunstner og digter – til et bredt folkeligt medieikon”

kalder så på et redaktionelt svar om, hvorfor man vil bruge spalteplads på historien.

Der er vel ikke noget galt i at gøre opmærksom på, at Jørgen Leth er ude i enestående sell-out, man kan vel nærmest tale om et soloudbrud væk fra kunsteren Jørgen Leth.

Sidste år solgte han sin stemme til letbanen i Århus.

Han startede udsalget i år med at sælge scenen fra "66 amerikanske billeder", hvor Andy Warhol æder en burger til Burgerking, til brug under verdens dyreste reklametid under Superbowl.

Nu er det så Citroen som han købt resterne af mandens sjæl til gengæld for et helt sikkert eksorbitant pengebeløb.

Kristian Von Hornsleth ligner - i sell-out sammenhængen med Jørgen Leth - en amatørrytter på søndagstur.

Søren Kristensen

Denne her er for nem: Det kommercielle menneske.
Hvis vi nu antager at selv en Jørgen Leth kan blive slidt op, så er det måske meget godt at hans deroute foregår sådan lidt offroad og ikke i den bedste sendetid. Både for ham selv og for os, der har nydt hans geni gennem alle de store år. Men nu vil jeg da ind og se de podcasts, som jeg ikke anede eksistensen af.

Der er ikke én, der larmer op over, at TV2 er smaskfuld af reklamer, fx gøres der flere gange i løbet en eftermiddag opmærksom på, at Touren er sponsoreret af Bauhaus og et kviklånsfirma. I Leths videocast nævnes Citroen blot få gange. Men der er åbenbart forskel på reklamer og hvordan de formidles.
Personligt ærgrer det mig, at DR ikke har kendt sin besøgelsestid i forb. med Touren og ansat Leth og den begavede og vittige Brian Holm som kommentatorer. Det ville løfte det bundniveau som TV2 befinder sig på, Her bruger Rolf Sørensen det meste af tiden til at tale om egne bedrifter og på-den-ene-side-og på-den-anden-side - ad libitum, mens Dennis Ritter forsøger at lyde som Leth, og nu er den der skal fortælle om landet, kunsten, gastronomien osv. Hvilket han kun har et nødtørftigt kendskab til.

Erik Fuglsang, Espen Bøgh, Kenneth Jensen og jens peter hansen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Han lavede en smuk film om Bud Powell (Stopforbud), som de færreste nok kender ham for - men at se og høre manden selv er helt ulideligt.

Det ulidelige menneske. Fuldstændigt.

/O

jens peter hansen

Jørgen Leth er en gammel mand nu, han er en uudholdelig, selvcentreret iscenesætter af Jørgen Leth, men han er også behagelig, vidende og vindende at se og høre på. Tour de France ville have været lige så populær som de tyske mesterskaber i markhåndbold, hvis ikke den gamle krukke havde været der og formidlet hele løbet og det halve Frankrig for os. Citronen er ham velundt men tilsyneladende også blevet bidt i af Lasse Jensen.

Michael Andresen

Arne Lund
Hvad skulle Jørgen Leth og Brian Holm kommentere? DR har jo ingen billeder fra Tour de France at vise.

Anders Sørensen

Hvis man ikke længere kan provokere middelmådigheden ved at tage kokkens datter, når man har lyst, kan man vel tage en Citroen og gøre det samme.

Jens Winther

Who cares..?

Michael Andresen - Hele løbet, naturligvis - og UDEN nyheder og åndssvage reklamer og ligegyldige afbrydelser om hvad der ellers sker på Wimbledon og andre sportspladser.

Michael Andresen

Arne Lund
Men DR har jo ingen billeder at vise. Det er TV2, der har købt rettighederne til at vise Tour de France.

Søren Kristensen

Det fede ved "Kanal Citroen" er at der ikke afbrydes med reklamer :)