Kommentar

Kære Mette Frederiksen og Peter Hummelgaard: Støt op om den nye seniorpension

Den socialdemokratiske regering bør tage den tidligere regerings seniorpension til sig og forbedre den. Giv arbejdsløse ældre reel mulighed for at søge den og lad regionerne foretage vurderingen af sagerne, skriver Gunvor Auken i dette debatindlæg
Den socialdemokratiske regering bør tage den tidligere regerings seniorpension til sig og forbedre den, skriver Gunvor Auken i dette debatindlæg. På billedet ses Morten Østergaard (R) på vej til forhandlingerne om seniorpensionen tilbage i maj. 

Den socialdemokratiske regering bør tage den tidligere regerings seniorpension til sig og forbedre den, skriver Gunvor Auken i dette debatindlæg. På billedet ses Morten Østergaard (R) på vej til forhandlingerne om seniorpensionen tilbage i maj. 

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

16. juli 2019

Socialdemokratiet kan godt rose sig af den fremragende aftale om en ny seniorpension, som den tidligere regering indgik med Dansk Folkeparti og De Radikale, lige før valget blev udskrevet. Også selv om den givetvis var et modtræk til Socialdemokratiets forslag om ret til tidlig folkepension til nedslidte som følge af deres arbejde.

I forståelsespapiret for den socialdemokratiske regering er der opbakning til aftalen om seniorpension, som efter planen skal træde i kraft den 1. januar 2020. Så reformen skal gennemføres snarest og kan i bedste fald forhandles på ny og vedtages med støtte fra alle partier i rød blok.

Det fremragende ved seniorpensionen er, at ydelsen er på niveau med førtidspension og dagpenge og dermed næsten 6.000 kr. højere end almindelig folkepension. Det er betydningsfuldt for lave indkomster. Det fine er også, at pensionen kan søges allerede seks år før den aktuelle folkepensionsalder.

Der skal en vurdering til. Seniorpension er for dem, der kun kan klare 15 timer eller mindre om ugen inden for arbejdsområdet, de sidst har været på. De skal hverken gennem virksomhedspraktik eller ressourceforløb, og afgørelsen skal træffes inden for seks måneder. Udgangspunktet er den aktuelle arbejdsevne. Herved forstås et helhedssyn, hvor mere end bare det lægelige indgår.

Hvis ansøgeren er nedslidt, men har en arbejdsevne på 15 timer eller mere, er der i aftalen om seniorpension også en forbedring og forenkling af ældres ret til fleksjob, kaldet tilbagetrækningsfleksjob.

Helleperiode til ældre

Da rød blok nu har sagt ja til at gennemføre seniorpensionen, kan det give mulighed for en afgørende forbedring, nemlig at nedslidte ældre arbejdsløse også tør søge om seniorpension. Det tør A-kasser og fagforeninger ikke råde medlemmerne til i dag.

Det er en af grundene til, at den nuværende udskældte seniorførtidspension er søgt af og tildelt så få, selv om den skulle være et plaster på udfasningen af efterlønnen.

Problemet er, at man kun kan få dagpenge, hvis man står fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet. Men det er svært at garantere, hvis den ledige søger enten seniorførtidspension eller den kommende seniorpension. Det samtidig med at ældre ledige har svært ved at få arbejde og er overrepræsenteret i køen af langtidsledige.

Genistregen vil være, hvis der i loven om seniorpension og i arbejdsløshedslovgivningen kommer et princip om en helleperiode på de seks måneder, hvor ældre ledige, der søger seniorpension, friholdes for rådighedsvurdering, men bevarer deres dagpenge. Så tør de søge seniorpension som andre nedslidte, og så tør de faglige organisationer rådgive dem herom.

Det ville være en politisk håndsrækning til alle nedslidte ældre. Lige det, der er hele bestræbelsen.

Vurdering i regionerne

I den nævnte aftale om seniorpension står der også, at det skal afklares, hvem der skal bevilge pensionen. Det er i dag kommunerne, der bevilger seniorførtidspension. Det har bidraget til, at så få har fået den, for efter et år skal kommunerne betale 80 pct. af pensionen, og den er på størrelse med den almindelige førtidspension; en pension som kommunerne også er kritiseret for at være for karrige med at bevilge.

Nu hvor rød blok vil bevare regionerne, er det oplagt at placere bevilling af både førtidspension og en kommende seniorpension i regionerne, der er tæt på sundhedsvæsenet. Det kan også bidrage til det politiske ønske om en mere ensartet praksis i hele landet.

Socialdemokratiet kan sideløbende arbejde for forslaget om ret til fleksibel folkepension til nedslidte. Den kan sandsynligvis først træde i kraft efter næste valg, da De Radikale og Dansk Folkeparti er bundet op af politiske aftaler for indeværende valgperiode.

Der er jo også den store diskussion om, hvorvidt fleksibel folkepension kan gøres til en egentlig ret. Det kan forhandlinger med arbejdsmarkedets parter næppe råde bod på. Den ret vil kræve en masse dokumentation for ansøgerens arbejdsliv, der kan omfatte flere forskellige brancher. Mennesker med hårdt arbejde forsøger i en senere alder ofte selvrevalidering gennem lettere arbejde, og hvordan tæller det?

Frygten er, at nogle får pensionen som ikke er nedslidte, men har et arbejdslivsforløb, der giver ret til pensionen. Og andre, der er nedslidte, ikke får pensionen, fordi de ikke har et arbejdslivsforløb, der falder ind under lovgivningen.

Og så er der det problem, at folkepensionen er lav, og at seniorpension er næsten seks tusind kroner højere. Mon de ældre så ikke vil søge seniorpension, som de kan få allerede seks år før folkepensionen? Eller at et senere politisk spareforslag kan blive, at førtidspension og seniorpension ikke skal være højere end den tidlige fleksible folkepension og dermed bliver sat afgørende ned.

Gunvor Auken, Tidligere forbundssocialrådgiver i 3F

Som systemet fungerer nu, bliver man tvunget til at kaste håndklædet endegyldigt i ringen, hvad udsigten til bedring angår for allernådigst at få tildelt en førtidspension, skriver kontanthjælpsmodtager Anders Vang Nielsen. 

Billedet stammer fra en tidligere demonstration af Foreningen Jobcenterets Ofre (FJO) foran jobcenteret på Lærkevej i nordvest-kvarteret i København. De seneste år har der været mange historier i pressen om, hvordan syge og socialt udsatte borgere på ressourceforløb forfølges af jobcentrene, selv om de kun har ringe udsigt til beskæftigelse.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Thomas Tanghus
  • Dorte Sørensen
  • Torben Skov
  • Eva Schwanenflügel
Bjarne Bisgaard Jensen, Thomas Tanghus, Dorte Sørensen, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

"Eller at et senere politisk spareforslag kan blive, at førtidspension og seniorpension ikke skal være højere end den tidlige fleksible folkepension og dermed bliver sat afgørende ned."

Netop det er frygten, såfremt Socialdemokratiet får gennentrumfet deres forslag om differentieret ret til tidligere folkepension !!

Thomas Tanghus, Werner Gass, Dorte Sørensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

MF er trods alt årsagen til , at LLR fik trumfet aftalen om en bedre seniorpension igennem med støtte fra RV og DF før valget.
Forskellen fra en mere frivillig ordning for nedslidte som MF foreslår uden en tilladelse fra stat/kommunens side , men tilgengæld til den lave folkepension - netop et incitament til at KUN de nedslidte vil søge. OG LLR forslag om en forbedring i senioerpensionen, hvor det er en lægelig vurdering af folk og ikke deres egen bedømmelse , der skal være afgørende - dog til den højre førtidspension og 6 år i stedet for 3 år før den gældende pensionsalder.
I mine øjne har LLR lukket op for en langt dyre ordning end MF ture love, men uden folks eget FRIE VALG. - Det er faktisk ret sjovt, at LLR her går imod folks eget frie valg , det plejer ellers at være et "slagnummer" for i de blå-partier.

MEN GA's forslag om at det bliver Regionerne, der skal stå for vurderingen af seniorpensionen er ret godt set. Håber bare, at det så også kan føre til en tilbage føring af handicapområdet, så "vi" igen kan få nogle gode institutioner på benene efter LLR's massakre på dette område efter hans nedlæggelse af amterne og overdragelsen af opgaven til hver enkel kommune.

Torben K L Jensen, Thomas Tanghus, Werner Gass og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

"Eller at et senere politisk spareforslag kan blive, at førtidspension og seniorpension ikke skal være højere end den tidlige fleksible folkepension og dermed bliver sat afgørende ned."
Det samme frygter jeg med al den snak om en basisindkomst.

Torben K L Jensen, Werner Gass og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar