Som så mange andre liberale var Karl Popper (1902-1994) østriger. Han var af jødisk afstamning, hvilket gjorde, at han tidligt noterede sig farerne ved nationalisme og indså, at filosofien måtte komme med et politisk bidrag til at løse samfundsproblemer og afvise totalitære idéer.
Men i 1930’ernes Wien var dette mere end vanskeligt. Dels var den politiske tænkning domineret af dogmatisk Marxisme og dels af spekulativ sprogfilosofi, der, anført af Ludwig Wittgenstein, som Popper afskyede inderligt, afviste, at filosofien skulle beskæftige sig med andet, end hvad der var meningsfuldt. Ikke hvad der var sandt. Videnskaben ville man ikke have noget at gøre med.
Popper blev aldrig optaget i den indflydelsesrige Wiener Cirkel, hvilket han sikkert var frustreret over dengang, men senere valgte at vende til sin fordel. Trodsigt gik Popper derfor i gang med at opfinde en helt ny måde at rammesætte videnskab på. Hvor videnskaben på Poppers tid var induktiv og besat af at indsamle tusindvis af observationer og fakta og ud fra disse udforme teorier, gik Popper bagvendt til værks.
Ordentlig videnskab bestod i at formulere hypoteser og få ideer og dernæst teste deres rigtighed. Ikke ved at finde alle de eksempler, der bekræftede ideen (verifikation), men ved nådesløst at finde alt det, som pegede i den modsatte retning (falsifikation).
Mod pseudovidenskaben
Det var ingen hemmelighed, at Karl Popper kunne komme på mere end én fix idé i sin samtid, hvor han konstaterede, at folk var mere optagede af at bekræfte deres idé end at underlægge den kritisk behandling. Disse ideer var blandt andet psykoanalysen og naturligvis marxismen, og Karl Popper var nådesløs over for dem begge.
Ifølge Popper var problemet med disse teoretiske darlings på den politiske venstrefløj, at de reelt ikke var videnskabelige, men pseudovidenskabelige. For modsat den almindelige visdom mente Popper, at gode teorier ikke var teorier, der forklarede alt, men derimod lidt. Karl Marx havde konstrueret sine avancerede ideer om økonomi, historie og samfund således, at alt kunne forklares igennem teorien, og det var reelt umuligt at afvise den.
Derfor var det ifølge Popper heller ikke videnskab, men pseudovidenskab, og værre endnu: Marxisme ville lede direkte til totalitarisme, fordi det netop afviste enhver rational kritik og enhver logisk afprøvning af sine argumenter. Marxismen hævdede, at historien havde et uundgåeligt forløb uafhængigt af mennesker og derfor uundgåeligt ville lede til det kommunistiske samfund.
Popper så i denne tænkning en farlig afvikling af individet, der aldrig blev nogen aktør i historien, men alene et passivt instrument for den. Nøjagtig den samme trussel så Popper i nationalisme og fascisme og ikke mindst i de filosofiske ideer, der kunne lede folk i retningen af dem.
Kimen til ufrihed
Ud fra sin videnskabsteori igangsatte Popper derfor et sønderlemmende angreb på nogle af tidens mest agtede filosoffer og tænkere i en bog, der den dag i dag er en sand eksplosion at læse. Det åbne samfund og dets fjender (1945) er stadig Poppers mest omdiskuterede bog, netop fordi den brutalt og polemisk kritiserer filosofiske koryfæer som Platon, Hegel og Marx, og fordi han, i disse politiske tænkere, finder selve kimen til totalitarisme og ufrihed.
Alle bygger de nemlig på en forståelse af verdens udvikling som formålsbestemt (historicisme). Platon ser fremtiden som et uundgåeligt forfald, der skal forhindres af en elitær despotisk ledelse. Hegel tror på, at nationen er altings mål, hvis indre ånd endeligt og automatisk bliver afdækket og historien afsluttet, og Marx forventer, at den historiske materialisme og en uundgåelig spænding imellem klasser vil føre til en ubalance, der ender i proletariatets diktatur. I alle versioner er individet pist væk. Tilbage står kun den store almægtige utopi og plan for samfundet.
Poppers forestilling om politik er en ganske anden. Han tror ikke på det gode samfund som udgangspunkt. Han er negativ utilitarist: Vi kan kun bestemme det dårlige liv og ikke det gode. Og det dårlige undgår vi ved at finde problemer, løse dem, eksperimentere og komme videre igennem »skridtvise forandringer«.
Ikke revolutioner og omvæltninger. Han tror heller ikke på lederen/føreren som et geni, der skal frelse os alle. Popper bemærker, med sin klassiske uimponerede realisme, at demokrati ikke er andre styreformer overlegen, fordi det sikrer os de ledere, der er de bedste, men fordi det sikrer, at vi kan komme af med de dårligste.
Vender sig i graven
Ligesom sin samtidige, Friedrich Hayek, er Popper dybt skeptisk over for det overmod, der opstår, når politikerne som socialingeniører tror, at de kan forudsige og planlægge en fremtid, der dybest set blot er resultatet af individuelle tilfældigheder. Samfundet er intet i sig selv andet end summen af de individer, der bebor det. Der er ingen særlig plan, intet politisk tusindårsrige, ingen uundgåelig destination for historien. Og troen på, at mennesket kan planlægge samfundet i detaljer, er alle dårlige ideers moder.
Jeg har stadig Popper med mig den dag i dag og ved, at hvis han havde været i live, så havde han tordnet imod det bionationale hokuspokus, der igen er ved at vise sit uhyggelige ansigt med sine mytologiske og forvrøvlede forestillinger om et etnisk kulturfællesskabs særlige iboende værdi.
For Popper var det noget vrøvl, at grupper og fællesskaber kunne have en særlig ret og en særlig værdi. Det var kun individer, der var i besiddelse af dette, og når gruppen pludselig står stærkere end individet, kan gruppen undertrykke individet med sine egne repressive fællesnormer.
Popper ville også have set med forfærdelse på, hvordan en såkaldt borgerlig-liberal regering har indført frihedsbegrænsende regler med det erklærede formål at ramme en bestemt gruppe. For Popper var den største fare mod det åbne liberale demokrati altid de indbildte farer, der fik staten til at indskrænke frihedsrettigheder med henvisning til »almenvellets interesser«. Han ville ikke have tøvet med at dumpe den tidligere regering ud fra disse liberale principper.
Frihed over lighed
For mig er Popper indbegrebet af borgerlig snusfornuft. Hans prosa er klar og enkel, fordi han foragtede den filosofiske dunkle jargon, han oplevede blandt den akademiske elite i Wien. Jeg husker, hvordan jeg selv på Aarhus Universitet, som barn af en elektriker og en butiksuddannet, befandt mig som en fremmed blandt børn af et akademisk aristokrati, der læste netop dunkle og selvrefererende tekster.
Jeg tænkte, at vi vel ikke kunne bruge fem år på et universitet, betalt af skatteborgerne, for blot at hygge os med at dekonstruere virkeligheden, der var sgu da en virkelig virkelighed derude med rigtige mennesker, der havde krav på, at vores akademiske øvelser nyttede noget?
Jeg lærte dog ret hurtigt, at den slags tænkning var småborgerlig, banal og udannet. I hvert fald ifølge den venstreorienterede elite, der stadig dominerede Institut for Antropologi i 00’erne. Men med Popper vidste jeg, at jeg var kommet hjem. Her diskuterede man ikke for diskussionens skyld.
Politik handler i høj grad om prioriteter, og jeg kunne se, at Poppers argumenter pegede i retningen af én klar prioritet over alle de andre: Frihed. Derfor blev jeg borgerlig, eller som Popper opsummerer det i sin selvbiografi:
»Hvis socialisme kunne kombineres med frihed, ville jeg stadig være socialist. For intet ville være bedre end at leve et beskedent, simpelt og frit liv i et lige samfund. Det tog noget tid, før jeg forstod, at dette ikke er andet end en smuk drøm; at frihed er vigtigere end lighed, at forsøget på at opnå lighed truer vores frihed; og at, hvis friheden er tabt, vil der ikke engang være lighed imellem de ufrie.«
Dennis Nørmark er antropolog, konsulent og forfatter
Højrefløjens helte
I denne kronikserie skriver nogle af Danmarks førende højreorienterede stemmer om deres politiske idol. Hvad har vedkommende betydet for dem? For verden? Hvad kan vi lære af idolet i dag?
Seneste artikler
Tidligere afdelingsleder i Farum: Det er beskæmmende for vores demokrati, at Jan E. Jørgensen har Brixtofte som sit idol
8. august 2019Venstrepolitiker Jan E. Jørgensen hyldede i sidste uge sin helt, Peter Brixtofte, som ægte liberalist. Det billede kan en tidligere afdelingsleder i kommunen slet ikke genkende. Brixtofte var en egenrådig hersker, der baserede sin ledelse på frygt og utryghed – særligt hvis man gav ham modspil, skriver Ellen Schultz Jørgensen i dette debatindlægMai Mercado: Poul Schlüter viste, at konservativt lederskab sikrer den rette balance
1. august 2019I sine 11 år som statsminister demonstrerede Poul Schlüter, at en konservativ fordomsfrit kan tage de nødvendige politiske beslutninger uden at skulle svigte nogen ideologisk grundbog, skriver Mai Mercado (K) i kronik om sit politiske forbilledeJan E. Jørgensen: Peter Brixtofte har fortjent et bedre eftermæle, han var en ægte liberal
30. juli 2019Farums tidligere borgmester er gået i graven med et ry som pamper med storhedsvanvid. Men han gjorde også Farum til verdens bedste kommune og gav Danmark sin første viceborgmester med anden etnisk baggrund. Han var ægte liberal – også på udlændingepolitikken, og det skal Venstre holde fast i, skriver folketingsmedlem Jan E. Jørgensen (V) om sin politiske helt
Det åbne samfund og dets fjender er muligvis en eksplosion, men den er også langt hen ad vejen temmelig tvivlsom som teorihistorie og kritik. Walter Kaufmann påviste i essayet "The Hegel Myth and Its Method" (Kaufmann, From Shakespeare to Existentialism, Boston 1959), at Poppers kritik af Hegel var en karikatur, og selv kunne jeg som studerende påvise, at hans kritik af Marx for essentialisme var ubegrundet.
Nørmark skriver,at:
"Marxismen hævdede, at historien havde et uundgåeligt forløb uafhængigt af mennesker og derfor uundgåeligt ville lede til det kommunistiske samfund."
"Marxismen" som teoretisk og politisk tradition har hævdet mange ting, men Marx hævdede i hvert fald ikke, at historiens forløb er uafhængigt af mennesker. Når han betragtede overgangen fra kapitalisme til socialisme og videre til det klasseløse kommunistiske samfund som uundgåelig - og det gjorde han, selv om det i dag er god tone blandt mange marxister at påstå det modsatte - var det netop ud fra den tanke, at modsætningen mellem produktivkræfterne og de kapitalistiske produktionsforhold vil få konsekvenser, som vil få arbejderklassen til at gennemføre en socialistisk revolution - ja ligefrem tvinge arbejderklassen til det.
Denne forventning, som bygger på den opfattelse af klassesamfundenes udvikling (det menneskelige samfunds forhistorie, kaldte Marx klassesamfundenes æra), at produktionsforholdene, der som udgangspunkt svarer til produktivkræfternes givne udviklingstrin, på et tidspunkt vil blokere produktivkræfternes videre udvikling, hvilket så indleder en revolutionær periode, da den klasse, der har en interesse i produktivkræfternes udvikling, vil reagere ved at omvælte produktionsforholdene. Det er denne formodede dialektik mellem produktivkræfter og produktionsforhold, som ifølge Marx er drivkraften i overgangen fra den ene samfundstype til den næste, indtil overgangen til det klasseløse samfund sætter punktum for klassesamfundenes æra, eller med Marx' betegnelse: det menneskelige samfunds forhistorie.
Hvad man så kan indvende mod denne forudsigelse, er menneskene langt fra fraværende i forbindelse med den - og iøvrigt ville det klasseløse, kommunistiske samfund efter Marx' opfattelse være "en sammenslutning, hvor hver enkelts frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling", som det er formuleret i Det kommunistiske manifest. Og Marx havde måske en pointe, som Popper overså: hvis det er selve den fundamentale samfundsorden, klassemodsætningerne, der er det grundlæggende problem, er "skridtvise forandringer" inden for denne ordens rammer ingen løsning.
Så mangler vi bare at forstå begrebet "friheds" sande natur.
Hvis nogen savner belæg for det oven for hævdede om ideen om dialektikken mellem produktivkræfter og produktionsforhold, kan der henvises til nogle vigtige steder hos Marx og Engels (MEW = Marx & Engels Werke, Berlin 1956 - ):
Marx & Engels, Die deutsche Ideologie, MEW, 3, p. 69-74, p. 424.
Marx, "Brief von Karl Marx an P. W. Annenkow vom 28. Dezember 1846", MEW, 4, p. 549.
Marx, Das Elend der Philosophie, MEW, 4, p. 140-141.
Marx & Engels, Manifest der Kommunistischen Partei, MEW, 4, p. 462-474.
Marx, Grundrisse, engelsk udgave, p. 749-750 (dansk udgave: p. 804-805).
Marx, Zur Kritik der politischen Ökonomie, MEW, 13, p. 8-9.
Marx, Das Kapital, 1, MEW 23, p. 790-791 (dansk udgave: p. 1060-1061).
Engels, Anti-Dühring, MEW, 20, p. 146-147, 3. Abschnitt, kapitel II, passim.
Det kan tilføjes, at Marx og Engels lagde ud med en udtrykkelig afvisning af teleologiske opfattelser af historien (Die heilige Familie, MEW, 2, p. 98; Die deutsche Ideologie, p. 45): Historien er intet andet end menneskene, der forfølger deres mål (jvf. Marx' ord i Der 18te Brumaire des Louis Napoleon om, at menneskene skaber deres egen historie, men under givne omstændigheder (MEW, 8, p. 115). Så meget for historiens forløb som formålsbestemt og uafhængigt af mennesker og individet, der er pist væk.
Endelig er det værd at nævne, at over for Poppers falsifikationsprincip har Lakatos opstillet ideen om videnskabelige forskningsprogrammer bestående af en "hård kerne" af overordnede antagelser (det kan for eksempel være den antagelse om historisk udvikling som en vekselvirkning mellem samfundsmæssige forhold og menneskelig praksis, der er grundlæggende i Marx' og Engels' historiske materialisme, og som så at sige er overlejret af deres forestilling om dialektikken mellem produktivkræfter og produktionsforhold som historiens drivkraft) og et "beskyttende bælte" af mere konkrete hypoteser.
Lakatos' pointe er, at så længe (men kun så længe!) man kan forbedre det videnskabelige forskningsprogram ved at korrigere eller udskifte sidstnævnte hypoteser, hvis de viser sig forkerte eller indbyrdes modstridende, er der ingen grund til at kassere kernen. Som eksempel henviser han til udviklingen af atomteorien fra Bohrs gennembrud i 1913 og frem som en proces, hvori man hele tiden stod over for ubesvarede spørgsmål og modstrid mellem hypoteser og eksperimentelle data, og hvor fremskridtene bestod i gradvis at løse disse vanskeligheder, hvorved man opdagede nye problemer osv. Sålænge man faktisk kan gøre fremskridt på grundlag af kernen, er den ikke gendrevet.
Det er et spørgsmål, om Popper var meget uenig i dette, men under alle omstændigheder kan spørgsmålet om almen en teoris værdi ikke uden videre afgøres ved at konfrontere den gendrivelsen af en konkret forudsigelse.
Der er rejst kvalificeret kritik af ideen om dialektikken mellem produktivkræfter og produktionsforhold som den historiske udviklings og historiske omvæltningers drivkraft (der kan henvises til Erik Olin Wright, Andrew Levine & Elliott Sober, Reconstructing Marxism, Verso, London 1992, Part I), men opgiver man denne idé, så har tanken om historisk udvikling som vekselvirkningen mellem samfundsmæssige forhold og menneskelig praksis til gengæld vist sig som et frugtbart udgangspunkt for historisk forskning, og Marx' analyse og kritik af kapitalismen er heller ikke tilbagevist med afvisningen af dialektikken mellem produktivkræfter og produktionsforhold.
Som en blind høne hylder Nørmark frihed - og kun frihed - uden at gøre sig nogle filosofiske tanker om forudsætningen for frihed. For hvad hvis han ligepludselig stod uden penge på hånden og skulle tigge eller sælge sig selv så dyrt som muligt? Han hylder frihed som noget frit i luften svævende der ikke har noget med økonomi at gøre, og er borgerligt blind for det store flertal af medmennesker der dagligt sælger sig selv i ufrihed for at skabe og tjene de penge der er nødvendige for at overleve. Han er en naiv, enøjet, borgerlig friheds-fundamentalist, uden fornemmelse for det nationale, økonomiske og kapitalistiske fællesskab, der en forudsætning for hans lille, personlige, "almægtige" frihed.
Filosofferne havde hver især en gruppe af mennesker til inspiration og så ophøje den til himmel og gjorde den gruppe til en "helt" med sin teori. Marx: proletariatet, Mao: bønder, Hegel: helte i historien, Platon: eliten etc.. En filosof skal ikke tage nogen gruppe eller individer på forhånd, men ser på mennesker som individer og som grupper, som fattig og rige, unge og voksne og ældre, Øst og Vest. Og specielt han skal se hvad interesserer de fleste. Hvis der skal finde på en uimodsigeligt sandhed. så finder man "flertallet", flertallet er nødvendig for at gå videre i analyse. En lille gruppe kan ikke være farlig, bare den skal ikke blive større eller påvirke andre, I såfald er den blevet større. Man kan ikke beskrive den nuverende europeere for en proletar, den kan være hvad som helst.
"Freedom's just another word for nothing left to lose...."
Henrik Ljungberg
Denne kronik af Dennis Nørmark er som at læse om de menneskeskabte klimaforandringer der spreder accelererede død, krig og ødelæggelse og nationale samt internationale politikere, der samstemmende kæmper for evig økonomisk vækst i samme avis.
Verdensøkonomien kan ikke vokse, uden at CO2-udledningerne følger med, det ved alle udemærket godt, der stilles naturligvis ikke kritiske spørgsmål til fantasterne.
Det er frihed!
Lad nu alle de fjollede teorier ligge i skuffen, der er ikke tid til mere sludder og vrøvl, der skal handles på de eksistentielle udfordringer nu, så kan fjolleri med teorier tages på igen, når der bliver tid til den slags tidsfordriv igen.
United Nations/FN
15. juli 2019
Der er 815 millioner i dag, to milliarder mennesker i verden forventet underernæret i 2050 forårsage af de menneskeskabte klimaforandringer i kølvandet på svindende eksistensgrundlag og medfølgende væbnede konflikter om de få tilbageværende resurser.
World hunger continues to rise due to conflict, climate change, says UN report.
United Nations
“A profound change of the global food and agriculture system is needed if we are to nourish the 815 million people who are hungry today and the additional 2 billion people expected to be undernourished by 2050.
Right now, our soils, freshwater, oceans, forests and biodiversity are being rapidly degraded. Climate change is putting even more pressure on the resources we depend on, increasing risks associated with disasters, such as droughts and floods.”
Link: https://www.un.org/sustainabledevelopment/hunger/
Hvis der er nogen der hylder friheden er det sgu da socialister !!
Hvem har opfundet friheden? menneske rettigheder´s erklæring? I hvertfald det er begreb som er kendt fra oldtiden. "Mohamed" svarede da han blev spurgt om slaveriet: hvordan accepteres det når mennesker er født fri fra deres mødre? Det ved alle.
Menneskerettighederne var et resultat af anden verdenskrig.
Friheden burde vi alle have.
@ Touhami Bennour
20. juli, 2019 - 21:14
Nej, alle ved IKKE hvad Mohamed svarede om slaveriet.
Oplys os venligst
Eva. Jeg har lært de citater for at bruge dem mod højrefløjen hos araberne, jeg er selv ikke troende. (Jeg har faktisk også ikke mødt mange "socialister der respekterer friheden, jeg mener her i Europa). Det er bedre at være bevæbnet med citater end med skænderier eller polemik.
Touhami, det du læser kan du muligvis bruge mod højrefløjen, men kun hvis alle ved hvad du taler om.
D
Du bliver nødt til at skærpe dine danskkundskaber ;-)
Leo; Jo, smukt sagt.
Men hvad er alternativet ?
Eva
Normalt alle arabere kender det citat, men jeg minder dem om bare, det er politikkens vilkår, hvis du forstår.
Touhami, jeg forstår :-)
Touhami Bennour. Hvad svarede Mohammed mht. slaveri?
Torben Skov
Som jeg sagde til Eva, det er et citat blandt mange andre citater jeg har lært mig da jeg var 18 år eller endnu mindre, Jeg var måske den yngste venstre orienteret og jeg har ikke læst coranen som voksen. så jeg kender ikke alt hvad mohamed sagde
om slaveriet, kun det citat jeg har givet til Eva, nemlig: "hvordan acceptere slaveriet, når mennesker er født fri fra deres mødre".Slut
Måske er et samfund bygget på socialisme hvor alle folk er frie, nok kun en drøm.
Vi ved det ikke med sikkerhed endnu idet der ret beset aldrig har eksisteret et socialist land.
Og hvis det kun er en drøm, så er det måske fordi kapitalismen vil dræbe ethvert forsøg på at skabe en reel fri socialistisk enklave i verden.
Problemet med "frihed til alle" som liberalismen hylder er, at den også kun er en kliche. For firheden er kun reel for de der penge. Andre har kun friheden til at gå i hundene.
Ethvert system er til fordel for nogle på bekostning af andre.
Når det kommer til stykket i virkelighedens verden, så foretrækker jeg et samfund som det danske men hvor der trækkes til venstre fra midten. Derfor vil jeg fortsat stemme på SF (Også efter partiet skulle lide den tort at ryge ud af folketinget, men stille op igen).
Men på bundlinjen er vi alle frie til at drømme.
Jeg er ligesom Dennis Nørmark stor fan af Karl Popper, der har leveret et fantastisk og helt uundværligt bidrag til den systematiske vidensproduktion - menneskehedens eneste rigtig store bedrift til dato.
Men jeg mener at Popper laver mindst én central og kritisk fejl i sin tænkning, der kan forklare den defekte logik i grundfilosofien, illustreret i det afsluttende citat - som mange liberale tænkere fx Dennis Nørmark, har gjort til fundamental læresætning:
»Hvis socialisme kunne kombineres med frihed, ville jeg stadig være socialist. For intet ville være bedre end at leve et beskedent, simpelt og frit liv i et lige samfund. Det tog noget tid, før jeg forstod, at dette ikke er andet end en smuk drøm; at frihed er vigtigere end lighed, at forsøget på at opnå lighed truer vores frihed; og at, hvis friheden er tabt, vil der ikke engang være lighed imellem de ufrie.«
Denne grundtese i borgerlig tænkning udspringer fra en defekt forestilling om jordens og de kritiske resursers grundlæggende uendelighed.
Denne forestilling har hersket overalt i vores verden, indtil for ganske nyligt, og danner grundlaget for den allesteds herskende tro på uendelig vækst.
Dette er selvfølgelig en håbløst absurd og naiv forestilling, der udstiller dyb grundlæggende ignorance, og som altså leder til misforståelser som den ovenfor citerede.
Frihed er en illusion i en verden af begrænsninger.
»Hvis socialisme kunne kombineres med frihed, ville jeg stadig være socialist. For intet ville være bedre end at leve et beskedent, simpelt og frit liv i et lige samfund. Det tog noget tid, før jeg forstod, at dette ikke er andet end en smuk drøm; at frihed er vigtigere end lighed, at forsøget på at opnå lighed truer vores frihed; og at, hvis friheden er tabt, vil der ikke engang være lighed imellem de ufrie.«
Meget enig - menneskets grundlæggende natur gør dene ultimative lighed umulig - med streg under ultimative. For selvfølgelig kan man som samfund tilstræbe en vis økonomisk lighed - præcis som vi gør i Danmark.
Bare se på forskellighederne i IQ - alene på dette område er det umuligt at skabe lighed.
Frihed.
Vi har som samfund, systematiseret vores tilgang til mad, ved opdyrkning af afgrøder og lagring af forråd, det har skabt velfærd i form af, at det først frigav tid, denne tid blev brugt til alt muligt andet end den tvungne brug af tid, fra tidernes morgen, fra en konstante nomade tilværelse for at overleve årstiderne som jægere og samlere.
Med dette overskud af tid kom brugen af penge og gæld, hvor penge og gæld oprindeligt repræsentere værdien, svarende til forråd af såsæd samt overskuds korn og lagring for andre mennesker.
De der måtte betale sig fra denne opbevaring af korn og såsæd for første gang, har nok måtte stifte gæld, så gæld og penge er sikkert opstået noglelunde samtidigt.
Frihed eller tid til andet end overlevelse, blev købt og betalt, det gav magt over et helt samfund, at prissætte og opbevare et helt samfunds opsparet kapital.
Den magt og misbrug af denne magt, har givet problemer fra dag ‘et’, anno 2019 er problemet eksistentielt.
Den sidste frihed.
Det er naturligvis vigtigt at reducere CO2 udledningen i Danmark set med globale øjne, hvis verdens største forbrugere og mest CO2 udledende lande målt på den enkelte borger ikke reducere CO2 udledningen, hvem skulle så?
Om 30 år vil det ikke være mere "folkepension" i Danmark. da de fleste opretter privatpensioner. Og det vil regne med at folke pensionister bliver større i fremtiden..Men det bliver altså mere sikkert fattig pensionister at regne med. Er det med sådan udvikling bliver Danmark rigere eller fattigere.
Problemet er, at det åbenbart er svært at tænke frihed uden at tænke enshed - men de er faktisk hinandens modsætning.
Bah- lighed i stedet for frihed, selvfølgelig: det er åbenbart svært at tænke lighed uden at tænke enshed - men de er faktisk hinandens modsætning. Lighed er til gengæld den nødvendige betingelse for frihed: kun hvis jeg ikke er underlagt nogen, og andre ikke er underlagt mig, er jeg fri.
"Underlagt" hos steffen, det minder med "udbytning" i Marx forstand. Men behøves det at gå så langt, Jeg mindes ikke et tilfælde hvor modparten ikke forventer et eller andet, gratis kameradskab findes ikke eller bare kenskab, de "fattige" har ingen venner. Det kalder man "frihed". Så frihed kommer før lighed.
Jeg mener Ikke at Situationen I Soviet kunne reddes. det samme sker i Skandinavien, Man har Forsømt folkets mentalitet og troede måske de erklæringer Fra politbureau var det nok. Jeg tror Popper ville være nyttig i dag. Man skal også ændre på folkets mentalitet.
Kære alle
Meget enig med Ib Gram-Jensen her :)
Marx, og Engels, har aldrig udtalt, at der var en naturlig overgang til det han kaldte proletariatets diktatur; og selv hvis/når han havde gjort det, kunne Marx ikke forudse opkomsten af socialdemokrater, og diverse socialistiske partier, der sammen med fagbevægelser i vestlige lande, netop lavede en form for revolution/evolution, som forbedrede arbejderklassens vilkår mm.
Og desuden kendte Popper ikke til det danske samfund anno 2019 - som Hayek, USA, og Popper selv måske ville kalde for socialistisk!
PÅ engelsk er der to ord for frihed: Freedom og liberty. Betydningen af de to ord er afgrundsforskellig, men vi blander dem kritikløst på dansk.
Freedom er den stærkes ret, liberty er den svages værn. Freedom rummer også hæmningsløshed, mens liberty er at være bundet på rette måde.