Allah, Jesus, Flyvende Spaghetti Monster og så videre. I kan godt pakke sammen, for verdenssamfundet har fået en ny messias, og hendes navn er Greta Thunberg – Halleluja!
Der er med 97 procent af verdens klimaforskere dannet et fundament for en apokalyptisk kraft. Deres religion er klimaalarmismen, og deres klimabevægelse har frelst millioner af sjæle, der alle har vendt deres tidligere kætterske tro – og forbrug af papkrus, flyrejser, plastikemballage, kød og meget andet – ryggen.
Klimabevægelsen, mainstreamforskere og klimatosser danner en selviscenesættelse og legitimitet for deres selvudråbte moralske overlegenhed. Grupperingen har tilsyneladende noteret sig som et af samtidens fastlåste dogmer som 1940’ernes racehygiejne og pavens guddommelighed, hvor de ligeledes danner fællesskab omkring deres egen virkelighed.
Ved siden af klimabevægelsen findes klimapaneler i stil med 1400-tallets inkvisitorer, der både dømmer og eksekverer dommen over dem, som har bevaret deres kætterske tro. Det vil sige dem, der sætter spørgsmålstegn ved menneskets skyld i klimaforandringerne.
De resterende tre procent af verdens klimaforskere må se deres forskning blive betragtet som verdensfjendsk. Men det er vigtigt, at vi tør stille spørgsmålstegn ved denne nye religiøse ånd, der bedst minder om middelalderens børnekorstog.
Før verdensopinionen blev synkroniseret omkring vores ansvar for klimaforandringerne, har videnskaben trods alt også stået bag knap så heldige teorier og paradigmer. Fra jordklodens placering i solsystemet til frygtelige teorier om den nordiske races overlegenhed, der i datiden også samlede anerkendelse fra et stort antal politikere og forskere.
Simon Hampe, bestyrelsesmedlem, Dansk Folkepartis Ungdom Lolland-Falster/Vordingborg
Vorherre bevare os for en gang ordgejl!
Informations debatredaktion skal have ros for at tage ytringsfriheden så dybt alvorligt, at dette indlæg er sluppet igennem.
Spørgsmålet om klimaforandringer er et spørgsmål om videnskabelige data og fortolkningen af dem, og må diskuteres som et sådant - ikke med påstande om, at de, der tror på menneskeskabte klimaforandringer er mere eller mindre religiøse, eller almindeligheder om, at "videnskaben" har taget fejl før, eller at vi skal kunne stille spørgsmålstegn ved dens resultater. Det skal vi naturligvis kunne - men det skal foregå på et rationelt, argumenteret grundlag med respekt for det, vi med vor til enhver tid givne viden må betragte som underbyggede data og fortolkninger, hvis det ikke bare skal være en gang varm luft som dette indlæg.
Inf mener tydeligvis at vi har godt af at komme ud af vores ekkokammer. Men et indlæg som dette fører ingen steder hen.
Jeg har efterhånden en konkurrence med mig selv: Hvor hurtigt kan jeg spotte en økonom. Reglen er egentlig enkel - og frit efter Jack Nicholson - viser det sig i deres hang til at skrælle fornuft og ansvarlighed fra.
Således også her. Økonom-bingo. I første afsnit.