Kommentar

Klimakrisen er ikke som atombomben: Frygten er en helt ny erkendelse

Naturen er triviel, gennemskuelig og forudsigelig, og mennesket er dramatisk og interessant. Det har vi lært af vores filosofi. Men det passer ikke, skriver chefredaktør Rune Lykkeberg i dette debatindlæg
For en generation siden var det atombomben, vi frygtede. I dag er det så klimakrisen, som gør de unge usikre på jorden, skriver Rune Lykkeberg.

For en generation siden var det atombomben, vi frygtede. I dag er det så klimakrisen, som gør de unge usikre på jorden, skriver Rune Lykkeberg.

The Granger Collection

Debat
13. juli 2019

Klimakrisen er den nye atombombe. Det skrev DR allerede for ti år siden på hjemmesiden. Og til de unge, som i dag er bange for forandringerne i naturen, hører man ofte replikken: Vi voksne har også været bange engang. For en generation siden var det atombomben, vi frygtede. I dag er det så klimakrisen, som gør de unge usikre på jorden.

En filosof skrev for nylig i Berlingske, at han som barn havde været bange for Den Kolde Krig og atombomben og forklarede noget af denne frygt som »en grundangst, en angst for fremtiden, der blev projiceret ud i en genstand og blev til frygten for noget konkret«.

I Kristeligt Dagblad fortalte en psykolog, at hun havde frygtet, at russerne ville komme og tage hende, og at den næste generation »voksede op med angst for atombomber«. Også for hende var angsten for fremtiden et eksistentielt vilkår. 

Det er bestemt rigtigt, som forfatter Kirsten Hammann har sagt, at det sgu er farligt at være menneske. Og moralen er forståelig og beroligende: Vi har alle været bange for, at jorden gik under, og vi er her jo stadig.

Ikke enten-eller

Men analogien til atombomben og russerne er forkert, og det, der skulle være beroligende, bliver i det perspektiv foruroligende: Atombomben var noget, der kunne ske. Det var et enten-eller.

Klimaforandringerne er ikke et enten-eller. De finder allerede sted, og uanset om vi i morgen lader være med at lukke flere drivhusgasser ud i atmosfæren, vil forandringerne fortsætte de næste årtier. Steder, som engang var sikre bopæle, er blevet ubeboelige, millioner af mennesker er blevet klimamigranter, og mange har mistet livet efter voldsomme vejrfænomener, som vi hverken kunne forudsige eller forsvare os imod.

Det vil ikke udslette alt menneskeliv i verden, og jorden vil ikke gå under. Det er ikke en bibelsk apokalypse. Men vi oplever allerede langsomme forskydninger, vældige forandringsprocesser og komplicerede samspil, som er sat i gang og vil eskalere. Himlen, vandene, vindene, varmen og landet er forandret. Og det er kun lige begyndt.

De unge kan være helt sikre på, at politik i hele deres liv kommer til at handle om, hvordan man undgår at forstærke de destruktive processer, tilpasse sig til de forandringer, som vil fortsætte med at finde sted og udvikle nye teknologier og livsformer, som på en helt ny måde drager omsorg for deres omverden.

Verden forfra

De forkerte analogier afslører ikke kun klimaforandringerne som en ny historisk situation. De afdækker også, at vi må tænke menneskets plads i verden forfra. Det har i den filosofiske tradition fra Hegel og Kierkegaard frem til Heidegger og Sartre været en grundantagelse, at angsten var et grundlæggende fænomen.

Angsten handler om menneskets frihed og dødelighed, om at begribe vores liv som mulighed og endelighed. Frygten for konkrete trusler som russerne og atombomben var derimod noget afledt. Det, vi virkelig er bange for, er i denne tradition hele tiden menneskelivet selv. Frygten er overfladisk, angsten er dyb. 

I dag må vi erkende, at naturen er blevet uoverskuelig og uforudsigelig. Ikke fordi den er besat af ånder og styret af halvguder, men fordi de balancer, som har gjort jorden til et så fortræffeligt sted for mennesket at leve, bygge samfund og skabe civilisationer, er forstyrrede og forrykkede. Vi hører gang på gang, hvordan isen smelter hurtigere, og vejret bliver vildere, end vi havde regnet med, og vi opdager, at elementer i naturen, som vi tog for givet, er skrøbelige og forgængelige. 

For ikke så længe siden kunne Sartre sige, at vi nu befinder os på et niveau, hvor der kun findes mennesker. Og det var vilkåret for fremtiden. Vi må nu erkende, at vi befinder os på et niveau, hvor naturen er blevet farlig, og den, der reducerer frygten for vilde ting i verden til den velkendte angst i mennesket, ignorerer et verdenshistorisk drama.

Klimakrisen er netop ikke en atombombe, men fordrer gentænkningen af og omsorgen for vores særlige, udsatte plads i verden, som vi i en kort periode i historien havde glemt. Det er frygtindgydende, men det er også genopdagelsen af den mirakuløse sammenhæng, vi er sat ind i. Det er ikke religiøst eller metafysisk, men naturligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Gudnæs

Den mest konkrete trussel forbundet med klimaændringer må være risikoen for, at menneskeflokke på et tidspunkt begynder at vandre. Det er en katastrofe som vi har en mulighed for i det mindste at forsøge at organisere os ud af, men tilsyneladende er vore politikere lige så handlingslammede på det punkt, som de britiske politikere har været det på at forberede tiden efter Brexit.

Trond Meiring, arne tørsleff og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Hvorfor taler alle om atomvåben, som om de var afviklet og slet ikke udgør nogen trussel længere.
Der er stadig kernevåbenarsenaler nok til at destruere denne klode op til adskillige gange - og flere lande har dem i dag end under den kolde krig.

Truslen om et atomragnerok er bestemt lige så aktuel i dag, som den var under den kolde krig.
Der er stadig de samme magtkampe mellem stormagter og regioner som dengang - vi har bare defineret den kolde krig som afsluttet og medierne er holdt op med at skrive om den evige atomtrussel.

Det har ikke ændret ved de underliggende realiteter

/O

Thomas Tanghus, Ejvind Larsen, Lars Løfgren, Flemming Berger, Katrine Damm, Jan Fritsbøger, Niels Duus Nielsen, Trond Meiring, Grethe Preisler og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Jan Henrik Wegener

Det er da lidt af en påstand at "det har vi lært af vores filosofi", det med den trivielle natur. Mon det er fordi det er en plat og triviel udgave af "vores filosofi" der omtales?

Niels-Simon Larsen

Der er ikke noget, der kan sammenlignes med klimatruslen og det sammenbrud, der venter forude. Derfor er der heller ikke modstandsbilleder på vores nethinde om, hvad vi skal gøre i påkommende tilfælde. Det er for stort et problem at tænke på, men det er selvfølgelig noget pjat, for hvordan skal man lade være med at tænke på noget livstruende. De mennesker, der bor i det lave Danmark, må da tænke på, at det en dag kan gå galt. De, der bor i en skov og har det hyggeligt, må da tænke på, om der er brandbælter, til at standse ilden.

Hvad skal få os til at leve op til ansvaret? Der står ikke noget i de hellige bøger om, hvad vi skal gøre i tilfælde af klimasammenbrud. Klimaforskerne har hverken agt eller magt. Emnet er svært at tale om i almindelighed. Det ved enhver, der er bevidst om det.

Nu ser det lovende ud for høsten, men det gør det ikke i alle lande. Varmerekorder bliver slået hvert år, så vi er slet ikke sikret. Vi lever i en permanent frygttilstand, som vi må dæmpe, men bliver der født en lille ny i familien, kommer frygten straks op til overfladen igen.

Ejvind Larsen, Olaf Tehrani og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

@olivier goulin

Alt er forandret, og alt er som før:
"Lad os flyve til en stjerne, til en klode i det fjerne, lad os finde os en grøn planet med måneskin for to. Alle Stjernerne står tomme, venter kun på vores komme, lad os flyve til en ny planet, før denne nat er omme." (Lystspillet 'Verdens rigeste pige' fra 1958 med calypsoduoen Nina og Frederik fra Danmark og den sorte amerikanske jazztrompetist og sanger Louis Armstrong i hovedrollerne)

Men det er Rune Lykkeberg nok for ung til at at have nogen erindring om, da hans forældre vel sagtens knap nok var blevet tørre bag ørerne og gamle nok til at tænke på selv at stifte familie i 1958 ..... ;o)

Jens Hovmand

We choose to fight climate change within the next decade.
Not because it will be easy, but because it will be worse if we do not act now.
We find it natural that those generations, that caused this problem, shall contributed
in solving this self inflicted problem.
The nature of the sorcerers apprentice must become extinct.

Jeppe Lindholm

Hvis jeg var gud ville jeg have svært ved at holde mig for grin, når jeg fra oven betragter min skabning.

Jan Fritsbøger

Michael Gudnæs, du tager da fuldstændig fejl når du tror at menneskevandringer er den mest konkrete trussel fra klimaændringerne, men jeg forstår sådan set godt hvorfor du mener det, det handler om at menneske-vandringer i årevis er pustet op som problem, og dermed bliver problemet jo kolossalt hvis antallet øges markant, men du glemmer tydeligvis at grundene til menneske vandringerne er langt mere alvorlige end vandringerne i sig selv, velsagtens fordi propagandaen imod de fremmede totalt bagatelliserer deres grunde til at forlade deres lande, det bliver fremstillet som om de bare er opportunister som søger lukrativ forsørgelse hvilket er i den grad løgn,

vi kan IKKE organisere os ud af klimakatastrofen den eneste vej er at få stoppet opvarmningen så hurtigt det er muligt,
og vi burde sætte ALT ind på den opgave, deriblandt opgive vores overflod i en periode og skære forbruget af alt markant ned allerede i dag, for venter vi bliver det hurtigt for sent, det er dybt naivt at tro vi bare skal lave vedvarende energi og skifte vore biler ud med elbiler, jeg vil tro det globale forbrug skal reduceres med 80-90% de næste 50 år før vi kan føle os sikre og så er det jo klart at hverken vindmøller eller elbiler er nok.

Thomas Tanghus, Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen, Olaf Tehrani, Flemming Berger og Niels østergård anbefalede denne kommentar
Lisbeth Glud

Jan Weber Fritsbøger - jeg er sådan set enig; men det må vel være en omlægning af vores forbrug, forbrug er med til at holde økonomien i gang - og der SKAL jo være penge/indtægter til nødvendige tiltag/forskning m.v. til gavn for en fremtid vi kun kan gisne om hvordan bliver for verdenssamfundet. At komme i mål med at stoppe opvarmningen er en verdensomspændende opgave som Danmark naturligvis skal gøre sit yderste for at være med til at løse, men det nytter jo ikke så meget i det samlede regnskab hvis alt for mange andre lande ikke evner/ønsker at deltage. Som jeg ser det er Danmark i gang - opgaven ligger i at få hele verden med, ikke med.