Kommentar

Kontanthjælpsmodtagere risikerer at skulle sidde med hatten i hånden

En ydelseskommission skal undersøge, om man kan skabe et mere enkelt kontanthjælpssystem, hvor man i højere grad fokuserer på tilskud. Men tankegangen kan underminere medborgerskabstankegangen og øger stigmatiseringen, mener post doc Kristian Kongshøj i dette debatindlæg
8. juli 2019

I det nye ’forståelsespapir’, der endeligt banede vejen for Danmarks nye regering, er det afslørende, hvordan nogle af de gode ambitioner er bedre udpenslet end andre.

Der er relativt konkrete målsætninger på de områder, som i den daglige politiske tale er gået hen og blevet ’kernevelfærd’, det vil sige de universelle ydelser på områder som uddannelse, sundhed og pasning af børn og ældre.

Den velfærd, der ikke er ’kernen’, og som har en langt tydeligere klassekomponent – dem på kanten af arbejdsmarkedet gør langt mere brug af den – og som ubehageligt nok også har en vis etnisk komponent, er sparket til hjørne. 

Retfærdigvis skal det understreges, at der også er målsætninger for psykisk syge, handicappede og hjemløse.

Hullerne er størst, når det gælder den ydelseskommission, der ifølge forståelsespapiret både skal bekæmpe børnefattigdom, understøtte at flere kommer i beskæftigelse samt gøre ydelserne mere enkle.

Kommissionen kommer til at håndtere flere dilemmaer, der forbigås i forståelsespapiret. Jeg vil her kigge på det vigtigste.

Mindre ydelse, større tilskud

Der er et klart dilemma imellem på den ene side at ønske sig mere enkle ydelser, hvis man samtidig ikke vil have, at ydelsesniveauerne bliver generelt højere for alle.

I mange år har det danske kontanthjælpssystem været relativt simpelt i international sammenligning. Ydelsen havde et højt bundniveau, men til gengæld meget lidt differentiering og stort set ingen særlige tilskud kun for kontanthjælpsmodtagere.

Det betyder også, at den danske kontanthjælp kan fremstå ret høj i nogle internationale husstandssammenligninger, mens den i andre fremstår mere gennemsnitlig for Nordeuropa.

De politiske vinde blæser nu mod et mindre simpelt system. Eksempelvis har børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i debatten om ydelseskommissionen henvist til det svenske system, hvor grundydelsen er lavere, mens der til gengæld for kontanthjælpsmodtagere er en særlig boligsikring, der dækker hele huslejen.

Den kombination af lavere grundydelser med større tilskud til diverse behov vil man genfinde i de fleste af vores nabolande. I forståelsespapiret søsætter man ligeledes et særligt midlertidigt tilskud til børnefamilier, mens ydelseskommissionen arbejder.

Dette trækker således mod et mindre simpelt system med flere særlige tilskud rettet mod bolig og børn.

Fordelen ved sådan et system kan være, at det i højere grad tager hensyn til folks forskellige behov og situationer. Eksempelvis vil særlig boligstøtte bidrage til at afhjælpe, at kontanthjælpsmodtagere af nød klumper sig sammen i områder med lave huslejer.

Større tilskud til børn kan også gøre det nemmere at bekæmpe den børnefattigdom, vi ved er ødelæggende for disse børns fremtid.

Danske forskningsstudier har fundet, at relativ fattigdom i barndommen har negativ indflydelse på vores ressourcer og evner til at håndtere livets udfordringer.

Også ulemper

Ulempen er, at systemet kan blive mere bureaukratisk og ufleksibelt. Samtidig vil konsekvensen blive, at ydelsesmodtagere i højere grad skal sidde med hatten i hånden og godtgøre eller dokumentere forskellige udgiftsbehov (som det eksempelvis også er tilfældet i Sverige).

Dermed underminerer vi muligvis noget af medborgerskabstilgangen, hvor man søger at minimere den stigmatisering eller følelse af udskamning, der er forbundet med at være på kontanthjælp. Samtidig vil de, der ikke lige er tænkt med i de nye tilskud, kunne blive væsentligt ringere stillet end i dag.

Det er ikke sikkert, at det behøver gå så galt, men der er faldgruber ved et system, der i højere grad skal afdække individuelle behov. Reformer af kontanthjælpsydelsen i 1987 og 1994 gik netop i den modsatte retning og gav os det system, vi hidtil har kendt, til dels som følge af disse afvejninger.

At vi nok ikke får et mere simpelt ydelsessystem bliver helt tydeligt, når vi medtager den etniske elefant i rummet.

Vi har jo reelt skabt et tostrenget kontanthjælpssystem. Her oplever primært indvandrere at få helt ned til det halve i kontanthjælp, selv om reduktionen er mindre for folk med børn. Eftersom socialpolitikken også her er blevet opslugt af dansk politiks gøgeunge, udlændingepolitikken, er det svært at se en harmonisering af ydelsesstrukturen for sig.

Samtidig ved vi, at det er her, behovene er mest udtalte. I foråret dokumenterede en rapport fra Økonomi- og Indenrigsministeriet således, at lidt over halvdelen af de relativt fattige børn i Danmark har indvandrerbaggrund. Det er lidt af en bombe under fremtidens integration.

Den nye ydelseskommission står således i et dilemma mellem behovsorientering og enkelhed, målretning og universalisme. Det forværres yderligere af den politiske logik på udlændingeområdet. Det kræver behændig afvejning, hvis ikke medborgerskabsperspektivet skal undermineres som følge af det politiske pres for mere målrettede ydelser.

Kristian Kongshøj er postdoc ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet

Når du har arbejde, så har du penge, og så kan du forbruge. Når du er arbejdsløs, har du ikke så mange penge. Så er du nul og niks, og så må samfundet gerne sparke til dig. Også selvom du i forvejen ligger ned.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Marianne Stockmarr
  • Hans Larsen
  • Carsten Svendsen
  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Johnny Christiansen
Marianne Stockmarr, Hans Larsen, Carsten Svendsen, Dorte Sørensen, Eva Schwanenflügel og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Typisk er det den enlige kontanthjælpsmodtager, der vil få problemer med at dokumentere behov for særlige ydelser, sådan som tilfældet også er idag.

Og udlændingepolitikkens onde ånd er ej heller manet bort.
Måske er det netop for at skabe tid og afstand til den forrige regerings og støttepartis symbolpolitiske vrangbilleder, og for at have solid basis til grundlæggende ændringer, at en Ydelseskommission skal berede den tornede jord?

Det bliver dog en lang og hård ventetid.
De 300 afsatte millioner rækker ikke langt som redningskrans i et år eller mere..

Jan Andersen

Kontanthjælpsmodtagerne er en broget gruppe af økonomisk fattige som "midlertidigt" er parkerede på uværdige fattigdomsydelser, da politikerne ikke vil se sandheden i øjnene, som er at de fleste af dem ikke hører til på arbejdsmarkedet.

Alle politikere fra det yderste højre og til SF sanktionerer en politik som gør bunden af Danmark fattigere og øger uligheden. Politikernes ønsker går ikke ud på at formindske antallet af mennesker som ingen indtægt har - tværtimod har de udvidet antallet betragteligt gennem de konstante nedskæringer, gennem love som smadrer de socialt udsattes livsgrundlag.

De såkaldte reformer har flyttet pengene væk fra bunden og op til de rigeste 3 % samt til virksomhederne, disse penge skal tilbageføres med renter.

Der skal slås hul på den tiltrængte omfordeling, hvor pengene pumpes ned i bunden af samfundet. Politikerne har dumpet en hel underklasse og totalt drænet bunden for penge.

Den førte politik har leveret den største stigning i børnefattigdom i nyere tid. Flere og flere børn bliver nægtet den start i livet de fortjener. Enhver stigning i antallet af børn i fattigdom er en skamplet for samfundet.

Det er bare ikke i orden, at så mange børn, lever i fattigdom i dette velhavende land. Fattigdom og ulighed i Danmark er systemisk; de er sket på grund af politiske valg. Vi kan og vi skal vælge en bedre vej af hensyn til børne- og familiefattigdommen. Danmark er nu et land med stor ulighed. Antallet af børn, der lever i fattigdom er en skændsel.

Samtidigt er de fattigste familier udsat for et sæt af undertrykkende samfunds-omstændigheder og love, som forringer helbred og muligheder. Fattige personer har ikke adgang til økonomiske og sociale ressourcer som følge af deres fattigdom, de kan ikke låne penge i banken, og socialkontorerne lukker sig mere og mere om sig selv.

Vi skal sætte fattigdomsproblemet tilbage på den politiske dagsorden. Bekæmpelse af fattigdom, især børnefattigdom har førsteprioritet, og vi skal fremhæve en samlet handlingsplan for at gennemføre denne beslutning. Det der mangler er lederskab blandt folketingspolitikerne.

Marianne Stockmarr, Thomas Tanghus, Carsten Svendsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar