Kronik

Kritikken af den ’nytteløse’ humaniora blev skabt af lutheranere og socialister

Kritikken af humaniora er ikke en ny diskussion, der er opstået de senere år. Tværtimod har forskningsfeltets eksistensberettigelse været underlagt både lutheransk og socialistisk kritik i snart et århundrede, men kritikken er forfejlet, skriver lektor Esther Oluffa Pedersen i dette debatindlæg
Unge er de seneste mange år blevet mødt med velmenende råd om at finde en ’jobsikker’ uddannelse. En underliggende antagelse har været, at de klassiske humanistiske uddannelser ikke tilhørte den kategori, skriver lektor Esther Oluffa Pedersen.

Unge er de seneste mange år blevet mødt med velmenende råd om at finde en ’jobsikker’ uddannelse. En underliggende antagelse har været, at de klassiske humanistiske uddannelser ikke tilhørte den kategori, skriver lektor Esther Oluffa Pedersen.

Jakob Dall

18. juli 2019

De sidste mange år er unge uddannelsessøgende blevet mødt med velmenende råd om at finde en ’jobsikker’ uddannelse. En underliggende antagelse har været, at de klassiske humanistiske uddannelser ikke tilhørte den kategori.

For hvad kan man bruge en cand.mag. i filosofi eller litteraturvidenskab til? Og har vi brug for unge mennesker, der studerer oldgræsk? Samtidig har der været markante besparelser på landets universiteter og kulturinstitutioner – ud over det såkaldte omprioriteringsbidrag på to pct., kan nævnes dimensioneringsloftet, der begrænser antallet af studiepladser på uddannelser med høj dimittendledighed.

Vores samtid er præget af en iøjefaldende tvivl om relevansen og betydningen af den europæiske lærdomstradition, der kendes som humaniora og har Erasmus af Rotterdam som en af grundlæggerne.

Kosmopolitiske Erasmus

I den danske kulturdebat i 1930’erne blev renæssancemennesket Erasmus anledning til en heftig debat om humanioras betydning for humanismen. I min bog Fremkaldte kulturrum argumenterer jeg for, at debatten lagde nogle grundsten til den skepsis, vi i dag ser udfolde sig mod humanistiske uddannelser på den ene side og respekten for menneskerettigheder på den anden.

I 1934, året efter Hitler tog magten i Tyskland og begyndte sin hetz mod Europas jøder, udgav Stefan Zweig et litterært modsvar med sin biografi over Erasmus af Rotterdam. Erasmus blev fremhævet som fortaler for et kosmopolitisk Europa i modsætning til datidens og samtidens nationalistiske bevægelser.

Zweig modstillede humanismens åbenhed hos Erasmus med Luthers stridslystne lidenskab. Samme år blev bogen anmeldt af Hal Koch. Mens Koch roste Zweigs litterære beskrivelser, var han ikke begejstret for hyldesten af Erasmus. Zweig fremskrev med Erasmus en humanistisk drøm om et Europa forenet i en fælles kultur. Imod denne ønskede Koch at protestere. For Erasmus’ humanisme var ikke optaget af »det menneskelige, men af Humaniora, Filologi, Historie og Litteratur«.

Bred kritik

Ifølge Koch gjorde selve forbindelsen mellem humanisme og humaniora humanismen fordægtig. En sandt forstået humanisme byggede på humanum, hvilket Luther i sin ’Gudssikkerhed’ repræsenterede. Den egentlige humane indsigt består i at begribe, at mennesket er gudsskabt.

Angrebet på humanismens rod i den lærde humaniora blev også fremført af socialistiske intellektuelle som Otto Gelsted og Poul Henningsen. Deres kritik rettede sig mod den akademiske humanismes »skidtvigtige livsfjernhed«, som Gelsted formulerede det. Hvad nytter det at forstå alting teoretisk, hvis folk sulter og forarmes? – var det underliggende spørgsmål. I stedet for klassisk humanistisk dannelse skulle der kæmpes for en aktiv humanisme, der støttede sig til arbejderklassen og havde som mål at virkeliggøre det klasseløse samfund.

Zweigs forsvar for Erasmus’ humanistiske ideal om et kosmopolitisk Europa blev altså angrebet af lutheranere for at hævde menneskets selvbestemmelse i oprør mod Gud og af socialister for at vige uden om virkelige samfundsproblemer. Enhver forståelse af humanisme, der antog at denne havde fælles rod med humanistiske studier af mennesket, blev et skældsord, fordi disse blev opfattet som livsfjerne og akademiske.

Kritikerne var enige om, at humanioras problem var de evige fortolkninger, der ifølge de kristne kritikere kunstigt fjernede mennesket fra sit sande forhold til Gud og ifølge de venstreorienterede skabte en manglende evne til at gribe aktivt ind i samtiden. I stedet for teoretisk forståelse ville begge fløje sætte handling enten i Guds navn eller til arbejdernes gavn.

Erasmus var autoritetskritisk

Den skarpe kritik fik i 1936 filologen Franz Blatt til at skrive et forsvar for Humanistisk Dannelse. Han understregede humanismens indsigt i menneskets selvproducerede verden i historien, litteraturen og kulturen. Af samme grund, der fik Koch til at foretrække Luther, forsvarede Blatt Erasmus’ filologiske studier af bibeloversættelser, fordi de var videnskabeligt begrundet autoritetskritik og et modspil til kirkens dogmatik.

For Blatt var de humanistiske studier et væsentligt grundlag for humanismen uden dog at være det samme. Humanister kæmper uafhængigt af uddannelse for alle menneskers ligeværd. Men fordomsfri og fornuftsbaseret udforskning af tanker og kilder er både grundlag for humanistisk videnskab og det humanistiske livssyn. Blatts pointe var, at den historisk udviklede humanistiske videnskabelige kultur i Europa udgør en væsentlig betingelse for de humanistiske idealer om menneskers ligeværd.

Efter Anden Verdenskrigs grusomheder kom humanismen i høj kurs, mens kritikken af de humanistiske studier fortsatte. I 1945 stod en storm om Hartvig Frisch. Han var erklæret ateist, førende socialdemokrat og græsk filolog og dermed humanist af den humaniorabårne karakter. Mens de øvrige politikere havde travlt med at undsige sig samarbejdspolitikken, forsvarede han denne bl.a. ved i radioen at betegne modstandsbevægelsens stikkerlikvideringer som mord.

Den offentlige kritik (en veritabel shitstorm) blev anledning for Hal Koch til at gentage sin kritik af humanismen. Satte man lighedstegn mellem Frischs krav om »respekt for menneskelivet«, hans kritik af modstandsbevægelsen og humanismen, så burde humanismen have et dårligt ry. Frischs akademiske humanisme, hvor alt forstås ved skrivebordet, var årsag til den fejlslagne dømmekraft, der havde fået ham til at anklage modstandsbevægelsen for mord. Den egentlige humanisme, som Koch ville fremme i modsætning til Frischs humanistiske studier, betoner, at mennesket er Guds skabning.

Aktiv humanisme

I 1950 førte Julius Bomholt, Socialdemokratiets kommende undervisningsminister og uddannet teolog, den lutheranske og den socialistiske kritik sammen. Modsat Erasmus af Rotterdams verdensfjerne humanistiske studier, var hans ideal en aktiv humanisme, hvor målet var forbedring af livsvilkårene for arbejderne.

Ved at udpege Erasmus som skræmmebilledet anerkendte Bomholt samtidig Luther for sin aktive gudstro livsindstilling. Han omfavnede begge typer kritik af de humanistiske studier fra 1930’erne og lagde disse til grund for den socialdemokratiske uddannelsespolitik i det moderne Danmark.

Humanistiske studier skal ikke føre til menneskets selvgranskning og forståelse af menneskelige vilkår i samtid og fortid, hvis ikke denne forståelse direkte gavner vores egen samtid. Tanken er i det 21. århundrede genformuleret i liberalt-økonomisk tilsnit af Helge Sander, der ville drive universiteterne under mottoet fra forskning til faktura.

Når den økonomiske værdisætning i dag slår igennem i uddannelsespolitikken, resonerer det med det 20. århundredes afvisning af de humanistiske studiers livsfjernhed. Men dermed er Blatts pointe gået tabt. Han påpegede, hvor væsentligt det er på metodisk grundlag at kunne stille spørgsmål til autoriteternes udlægninger.

Vores humanistiske livsindstilling bygger på generationernes evne til at tilegne sig den humanistiske videnskabelige kultur, idet de unge lærer sprog, historie, filosofi, komparative studier og fortolkningsvidenskaber. Derfor er det essentielt, hvis vi vil holde fast i humanismens ideal, at vi ikke underminerer vores humanistiske uddannelser eller gør, at idealet for alle studier er lig med deres direkte anvendelighed. Den humanistiske videnskab har selvberoende værdi og udgør en nødvendig betingelse for vores evne til at se hinanden som ligeværdige mennesker.

Esther Oluffa Pedersen er lektor og studieleder ved filosofi og videnskabsstudier på RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Ib Gram-Jensen
  • Mihail Larsen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Palle Yndal-Olsen
  • Christian Mondrup
  • Jens Østergaard Petersen
  • Torben Ethelfeld
  • Mikael Aktor
  • Peter Knap
Lise Lotte Rahbek, Ib Gram-Jensen, Mihail Larsen, Jens Thaarup Nyberg, Palle Yndal-Olsen, Christian Mondrup, Jens Østergaard Petersen, Torben Ethelfeld, Mikael Aktor og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu