Læserbrev

At kvinder også begår overgreb, retfærdiggør ikke mænds gentagne overgreb på mig

De fleste oplever en stor modvilje over at tale om overgreb mod kvinder. Når de fremhæver eksempler på kvindelige overgrebspersoner, sker det ofte alene for at flytte fokus, skriver Sille Berthelsen i dette debatindlæg
8. juli 2019

Som svar på min kronik den 25. juni skriver Finn Janning i Information den 3. juli, at kvinder også begår overgreb mod mænd.

Jeg bliver vred, når jeg læser, hvilke overgreb kvinder har udsat Janning for. Det er ikke min intention at negligere de overgreb, han eller nogen andre mænd har været udsat for.

Han betragter ikke sig selv som offer, skriver han, og den definitionsret har han selvfølgelig selv. Men han betragter også de overgreb, han har været udsat for, som »livet på godt og ondt«.

Jeg er ikke villig til at acceptere systematiske krænkelser og seksuelle overgreb som ’livet på godt og ondt’.

Livet på godt og ondt er at vælte på sin nye cykel; at blive forelsket og forladt. Andre trivialiteter. Strukturel vold er ikke et acceptabelt livsvilkår. Den overgår os ikke som tilfældigheder. Det er et resultat af et system, som skal bekæmpes.

»For offeret er det altid den anden eller de andres skyld,« skriver Janning.

Når jeg har stræbt efter at få accepteret min offerstatus i bestemte situationer, er det netop, fordi det er ’andres skyld’. De personer, der valgte at true, rage på eller voldtage mig. Hvis skyld skulle det ellers være?

»Vi former og formes af hinanden,« konstaterer han.

Jeg er også formet af dem, der har begået overgreb mod mig. De bor i min krop. Når de ikke får mig til at bryde sammen, miste evnen til at se og stå og tænke, gør de mig rasende. De gør mig beredt på at krænke den gode stemning.

Ambitionen om en fremtid, hvor vi lever »frit og kærligt sammen«, deler vi.

»En mere frugtbar tilgang ville udspringe af kærlighed,« skriver Janning.

Min erfaring er, at kærlighed er afgørende, når man skal bygge sig selv op efter et eller gentagne overgreb.

Men min erfaring er også, at de fleste mænd og kvinder oplever en stor modvilje mod at forholde sig til overgreb og krænkelser begået mod kvinder.

De skifter emne og interesserer sig pludselig for mænds værnepligt og overrepræsentation i hjemløsestatistikker. De fremhæver eksempler på kvindelige overgrebspersoner. Reelle problemstillinger, som i disse tilfælde alene bliver brugt til at flytte fokus. Som om de problemstillinger skulle retfærdiggøre overgreb begået af en mand.

De insisterer på, at jeg er skyld i de overgreb, andre har begået mod mig. Skal jeg møde det med kærlighed? Jeg er rasende.

Sille Berthelsen er forfatter

»Min fornemmelse er ikke grebet ud af det blå,« skriver Sille Kirketerp Berthelsen og henviser til, at Aarhus Universitet i januar offentliggjorde en undersøgelse, som viste, at de ni største danske mediers dækning af #MeToo på Facebook i overvejende grad var negativ.
Læs også
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Henning Kjær
  • Troels Ken Pedersen
Eva Schwanenflügel, Henning Kjær og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer