Klumme

Det er langt ude at lade den afhængighedsskabende spilbranche regulere sig selv

Det virker så hyggeligt at spille lidt Lotto eller sætte penge på fodboldholdet. Knapt så hyggeligt er det, at blandt 17-årige danske drenge har hele 26 procent risikabel spilleadfærd. Politikerne har bedt spilbranchen om at lave et fælles adfærdskodeks, men jeg tør godt vædde på, det er utilstrækkeligt, skriver journalist Lise Richter i dette debatindlæg
Fra 2005 til 2016 er antallet af danskere, der har problemer med spilafhængighed, steget med 32 procent.

Fra 2005 til 2016 er antallet af danskere, der har problemer med spilafhængighed, steget med 32 procent.

Henning Bagger

Debat
26. juli 2019

Jeg er ikke den store spiller. Men det virker da meget hyggeligt, at folk spiller lidt Lotto, Tips eller Eurojackpot, selv om jeg ikke selv kunne drømme at spilde penge på skidtet.

Men i årevis har det undret mig, hvorfor spilfirmaer må have lov til at reklamere for pengespil, når vores poder skal se et børneprogram eller en fodboldkamp på tv eller på nettet?

Reklamerne har ingen effekt på mig andet end en tiltagende irritation over, hvor mange og hvor dumme reklamer for spil, man egentlig kan udsætte folk for.

Hidtil har jeg også holdt mig tilbage med kritik, når kolleger og venner diskuterer, hvilke hold de vil sætte deres penge på. Men her i slutningen af min sommerferie nåede min stille irritation over spilfirmaerne op på et mere højlydt niveau, så nu bliver jeg den sure spilfordærver: For spil er altså også noget afhængighedsskabende lort på linje med alkohol og tobak.

Anledningen var et par artikler i Sunday Times om, hvordan britiske sportspilsfirmaer, der sponsorerer store Premier League-fodboldhold som Arsenal og Everton, tilbyder børn og unge i Afrika at spille gratis på deres store idoler. Og vupti, så er 14-15-årige knægte hooked og dropper ud af skolen for at tjene nogle håndører, som de kan spille for.

Gamblingproblemerne er nu så store, at først Uganda og nu Kenya har nedlagt forbud imod en lang række vestlige spilfirmaer. Uden det store held selvfølgelig.

I Vesten har vi dog også problemer med den lette adgang til spil fra enhver mobil. Sidste år trak den britiske sportsminister Tracey Crouch sig i protest fra posten på grund af regeringens manglende tiltag imod spilfirmaernes hærgen blandt de fattigste briter.

Og i Italien og Australien har gamblingen ført til et decideret forbud mod spilreklamer.

Det vilde vest

Måske Australien, Italien, Storbritannien og Afrika er mere det vilde vest, når det gælder spil, end pæne statsregulerede Danmark.

Men ser man på de uanede mængder af reklamer for spil og statistikkerne over danskere, der har problemer med spilafhængighed, så burde vi også tage et opgør med spilvirksomhederne herhjemme.

Fra 2005 til 2016 er antallet af danskere, der har problemer med spilafhængighed, steget med 32 procent. Især unge mænd er i risikozonen: Blandt 17-årige drenge har 26 procent risikabel spilleadfærd, viser en undersøgelse fra 2016.

Sidste år kunne TV 2 Lorry afdække rekordlange ventelister til behandling mod ludomani i hovedstaden. Så vi behøver altså ikke tage til England eller Afrika for at møde de sørgelige skæbner, som kommer af al spillehyggen.

Også i min familie har vi en spiller, som igen og igen har ladet hånt om alt for at få penge til næste spil. Det er trist og opslidende for de nærmeste, og vi andre har oftest lidt svært ved at forstå, hvor alvorligt ludomani er.

Godt nok dør man sjældent af det, men de forliste menneskelige relationer, gælden, kriminaliteten og skylden er den samme som ved alt andet misbrug.

Spilbranchen regulerer sig selv

Men der sker da også ting på spilfronten herhjemme.

Efterårets historier om flere spilafhængige fik politikerne til at vedtage, at der skulle laves et kodeks for markedsføring af spil. Med vanlig dansk tilbagelænethed overlod man det dog til spilbranchen selv at lave et adfærdskodeks.

I maj kom så 22 punkter fra Danish Online Gambling Association (DOGA), der »begrænser markedsføring af spil og mindsker risikoen for ludomani«.

Spilbranchen vil blandt andet reducere antallet af reklamer på tv og lave rammer for indholdet af reklamerne, så spilfirmaerne ikke »udnytter sårbare personer«.

Adfærdskodekset er faktisk trådt i kraft 1. juli. Godt nok var jeg på ferie uden for landets grænser lige der, men jeg har ikke mærket den store forskel i antallet af åndssvage reklamer, når jeg har set Superliga, Tour de France eller Wimbledon i sidste halvdel af juli.

Måske jeg tager fejl. Især bliver det spændende at se, om landets ludomanicentre får mindre travlt, efter spilbranchen har reguleret sig selv. Det vil jeg for en gangs skyld godt vædde på, at de ikke gør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hannibal Knudsen

Alle spilfirmaer og skuespillere, som lægger krop til de fordummende spilreklamer burde som obligatorisk læsning læse Martin Andersen Nexøs gamle novelle fra 1894: Lotteri Svensken.