Læserbrev

Lejelovens mange huller giver boligselskaberne frie tøjler

Lejeloven er slet ikke god nok til at regulere profitgrådige udlejere og skabe et boligmarked med plads til alle, skriver sagsbehandler i Aarhus Lejerforening i dette debatindlæg
Debat
10. juli 2019

Der er masser af boliger i de store studiebyer, hvis du vil være lejer og har penge på lommen.

Problemet er imidlertid, at de står ledige, fordi familier, enlige med mellemindkomster, studerende og andre på overførselsindkomster ikke kan betale de ublu høje huslejer.

Vi er endt her som et resultat af en mangelfuld lejelovgivning gennem de seneste mange år.

Lejelovgivningens sædvanlige regler for lejefastsættelse kan fraviges i lejligheder i nyopførte højhuse, som landets større byer i disse år plastres til med.

Derudover er der gået inflation i huslejefastsættelsen i de gennemgribende forbedrede lejemål. Lejen må ikke fastsættes til et beløb, der væsentligt overstiger det lejedes værdi, men det er elastik i metermål. Også her har lejeniveauet i løbet af få år udviklet sig til at være på niveau med det i de nyopførte højhuse.

Erfaringer fra huslejenævn og boligretten viser, at dette er vanskeligt at gøre noget effektivt ved.

Resultatet er, at de anførte indkomstgrupper ikke har råd til at bo her. Og hvad gør udlejerne så? Jo, også disse boliger markedsføres som ’delevenlige lejeboliger’. De bliver ’deleøkonomiske bofællesskaber’.

Virkningen er, at folk af ren desperation indgår lejeaftaler i begge typer lejemål. En anden naturlig virkning er også, at man bor her ret kortvarigt, indtil man har fundet noget, ens økonomi kan klare. Det betyder hyppige ind- og udflytninger.

En lejelovsændring fra 2015 betyder, at man ikke kan kræve nyistandsættelse efter en kort boperiode, hvilket betyder, at udlejerne dermed mister stor indtjening. Men hvad gør de kreative udlejere så, når de ikke vil nedsætte huslejerne? Jo, de indfører en stavnsbindende klausul i lejekontrakten om, at lejerne ikke kan opsige lejligheden det første år.

Dette er hverken en sædvanlig tidsbegrænset lejeaftale eller opsigelsesfrist. Men sådan går det, når man giver de profitgrådige udlejere frie tøjler.

Lovgiverne må stoppe for den fri lejefastsættelse i de nyopførte højhuse, og i de gennemgribende forbedrede lejemål må lovgiverne lukke hullerne, så lejefastsættelsen i disse lejemål igen bliver retfærdig.

Carl Aage Jönsson er sagsbehandler i Aarhus Lejerforening

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jan Andersen

Hvis vi skal løse problemerne med boliger som almindelige mennesker kan leje, så har vi brug for at politikerne udskifter hele deres tankesæt. Den danske lovgivning har brug for en lovramme, som medfører strukturelle ændringer, der vil forhindre hjemløshed, og som vil tage fat på problemerne omkring passende boliger til lavindkomstfamilierne.

Politikerne gik væk fra ideen om boliger som et hjem på en meningsfuld måde, de ophørte med finansiering af nye sociale boliger, og lovgav om afvikling af andre sociale beskyttelser, og forsømte forpligtigelsen af sociale overførselsindkomster, hvilket nu resulterer i en hurtig stigning i hjemløshed og større bolig usikkerhed.

Resultatet af lovgivningen er, at folk bliver skubbet ud af deres hjem, deres kvarterer og deres fødested. Huslejerne stiger, hvilket giver lejerne mindre at leve for. Det nye som bygges er luksus boliger eller high end højhuse for investorer, ikke for lejere.

Politikerne skaber fattigdom i Danmark. I dag dyrkes stigmatiseringen af mennesker baseret på deres boligstatus. Den såkaldte Ghetto-pakke er opfundet af boligspekulanter og solgt til højrefløjs politikerne som et angreb på indvandrere, som ofte betragtes som mindre værdige til social støtte.

Politikerne vil nedrive boliger og ikke erstatte det med noget der ville være overkommeligt for lavindkomst beboere. Tres procent skal rives ned og private spekulanter overtager. Mennesker bliver tvunget ud af deres hjem og kommuner. Det er altid de mest socialt udsatte der rammes hårdest. Mennesker med handicap, de unge og de ældre. Kvinder og børn der forlader voldelige hjem uden nogen steder at gå hen.

Berøvelse af retten til passende boliger er ikke blot en politisk udfordring, men også en krænkelse af menneskerettighederne, som berøver lejerne grundlæggende menneskerettigheder. Vi er nødt til at tænke, at boliger ikke længere skal forstås som en vare, som et aktiv eller et sted at spekulere. Boligen skal lovgives som en social ret, der er nødvendigt for individers og samfundets trivsel.

Borgerne skal give politikerne modstand imod den forkerte udvikling. Der skal skabes en bolig social bevægelse, der netop demonstrerer borgernes styrke og indflydelse, når vi går sammen.

Bolig som en vare er integreret i økonomien for erhvervslivets skyld og til gavn for den finansielle sektor. Når politikerne lovgiver bliver boliger behandles som et finansielt instrument i stedet for et hjem. Boliger er en af de største forretninger i verden. De er nu værdsat ved et hundrede og tres trilioner dollar. Det er næsten verdens BNP tre gange.

Alt dette sker helt lovligt gennem finansielle strukturer, som regeringerne har bidraget til at skabe, og som de ikke har reguleret. Mens regeringer har forladt lejere og lavindkomstfamilierne, har de ikke forsømt investorerne. Politikerne har dyrket en ideologi der mener, at det uregulerede marked vil tage sig af alt, og at regeringer skal træde tilbage fra sociale beskyttelser og offentlig bolig støtte, såsom det almennyttige boligsystem.

I boligsektoren medfører det en reducering af beskyttelse for lejerne og sikrer at boliger er åbne for det uregulerede marked.

Boliger betragtes som en vare eller et sted at investere kapital. Der er hidtil uset rigdom i verden, og meget af den rigdom bliver sat i boliger. Boliger bruges som en enorm penge generator. Dette er det nye normale. Sofistikerede finansielle instrumenter gør boliger til en lukrativ aktie, hvilket resulterer i kæmpe fortjeneste for de rige, men det giver stigende huslejer og reducerer tilgængeligheden af billige boliger til lavindkomsterne.

Boliger er nu invaderet af finansielle aktører, banker, pensionskasser, private virksomheder, ejendomsinstitutter, aktionærer og milliardærer, som betragter boliger som et sted at parkere overskudsskapital, og et sted at få en fortjeneste. De køber ejendomme, især i fattige kvarterer, hvor der stadig findes billige boliger. Boliger som de kan presse mere overskud ud af.

Der er skabt præcedens for mængder af kapitalstrømme til boligejendomme, og de rige aktører har ofte vanvittig stor magt og hurtige penge til deres rådighed, hvilket giver dem en masse politisk indflydelse. Den forrige regering indsatte ikke mindre end 298 repræsentanter fra finansvæsenet og virksomhederne i udvalg og råd i ministerierne for at fremme spekulanternes interesser.

Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar