Måne og mænd imellem

Det var unægtelig et stort skridt, han tog, Neil Armstrong dengang for et halvt århundrede siden, da han stivbenet i rumdragten satte sit første rillede fodaftryk.

Uden sammenligning i øvrigt slog skribenten dengang sine folder i DR, hvor han passede udenrigstelegrammerne og kommenterede forefaldende begivenheder i Tyrkiet af den saglige ene årsag, at han selv havde været der. Det var andre tider, uden at man af den grund behøver romantisere noget.

Etager under Radioavisens lokaler i Wilhelm Lauritzens smukke radiohus, nede i den store studiegang, hvor Underholdningsorkestret holdt til, og Radioteatret producerede sine hørespil, huserede den navnkundige videnskabsjournalist Joachim Jerrik med sit hold af astrofysiske kommentatorer – nørder ville man nok kalde dem i dag – mandfolk, der vidste, hvad der var at vide om raketter, månemoduler, astronauter og ikke at forglemme månen. Joachim Jerrik skabte her en effektiv vital videnskabsradio med direkte linje til NASA og Apollo-rumskibets besætning.

Elefantens samlejeteknik

Før da havde Jerrik i samarbejde med Zoo-direktør Bent Jørgensen stablet et enestående naturvidenskabeligt radiomagasin på benene af et indhold mangfoldigt som naturen selv. Engang forklarede Bent Jørgensen forførende elefanters samlejeteknik, hvilken viste sig at være nogenlunde parallel med pindsvinets: uendeligt forsigtigt. For elefantens vedkommende desuden lidt af en quicky.

Elefantkoen bryder simpelthen sammen i ryg og hofte under elefanttyrens vægt, hvis han ikke hummer sig. Som yderligere bistand i en snæver vending kan tyrens avleredskab bevæges frit som på kugleleje og lever i nogen grad sit eget liv. Hvis man kan forestille sig mekanismen. Hertil bistod Jørgensen lytterne uforglemmeligt.

Hidtil havde det stedmoderligt behandlede naturvidenskabsstof været henvist til tilfældigheder i radioaviser og programflade. Naturfag hørte ikke til det fine og slet ikke i nærheden af kirkestoffet, lejlighedsvise radioforedrag blev som regel afleveret af en selvbenovet dr.phil. hentet i den yderste medarbejderskare.

Månelandingen betød rent bortset fra menneskets frigørelse fra det jordbundne, at opmærksomheden på den konkrete fysiske verden satte af i et påkrævet tigerspring.

Få år tidligere var Rachel Carsons bog Det tavse forår udkommet. Heri forudså forfatteren de katastrofer, verden stod over for ved overforbruget af sprøjtemidler og andre gifte i tonsvis pumpet ud i naturen dag efter dag året rundt.

Pløresund

Ved månelandingen sad en orm således og gnavede. I Rachel Carsons alarmerende bog begyndte man at ane, at fremskridtet i al dets pragt ikke kun var, hvad det gav sig ud for.

Artens adfærd dominerede efterhånden så meget, at det kunne mærkes. Alverden på jetrulleskøjter rullede faretruende ind i den antropocæne periode. Mennesket afsatte nu irreversible spor på kloden og ændrede fundamentale vilkår. Faldt man overbord i Themsen i de tider, bemærkede et vittigt hoved, blev man fremkaldt. Den livsfarlige suppe af industriernes affald, som efterhånden udgjorde procenter af den store flod, høvlede lige ud i Kanalen, hvor dette kemiske søle lavede yderligere ulykker.

Ekstra Bladet døbte i de år Øresund Pløresund og satte en havfrue med afpillet fiskeskelet som rubrik over de danske indre farvandes foruroligende forurening. Varslet var allerede afsendt: Jorden var trods sin umiddelbart betragtelige størrelse ikke upåvirkelig af rovdrift, snarere truet.

I det øjeblik Neil Armstrong satte foden i månestøvet – som trods pessimistiske spådomme ikke lå så tæt og tykt, at astronauten sank i til hjelmen – havde menneskeheden dermed påført det lille himmellegeme materiale set i månens perspektiv fra en fremmed verden.

Den armstrongske fod symboliserer uforandret år nul i den tidsregning, der siden blev kronologiens start for kommende udnyttelse af vor blege følgesvend. Denne merkantile proces står de store magter parate til at sætte forberedende i værk. Månegrus kan sælges til fremtidens byggepladser og til kattebakker, og der er sikkert månesten i undergrunden, mens den grønne ost fortsat er uopdaget.

Neil Armstrong og hans rejsefælle, Buzz Aldrin – glemt af de fleste, som det er at være nummer to selv på månen – efterlod sig det amerikanske flag og en sveden plet, hvorfra månelandingsmodulet tog afsæt til rumkapslen og turen tilbage.

Flaget

Det efterladte flag blev pudsigt nok udgangspunkt for en vifte af nye store konspirationsteorier, som verden kontinuerligt plages af, og hvis mest skamløse formidler i øvrigt bor i Det Hvide Hus.

Flaget beviste, hed det nu, at der slet ikke havde været nogen månelanding. Flaget på fotoet stod jo strakt i luften, og det kunne det ikke, fordi det ikke blæser på månen. Næh, det hele var foregået i en lade ude på landet nowhere i Texas eller Nebraska. Her var bedrageriet iscenesat ned til mindste detalje i kulisser og falske månesten. De to astronauter i rumdragt var skuespillere, der hoppede rundt og legede svagere tyngdekraft. Rent fup. Og i øvrigt er jorden flad.

Teknologien bag månelandingen, læser man, regnes som forudsætning for den senere altdominerende digitale teknik og dermed de moderne medier. Uden NASA’s forcerede indsats på højteknologifeltet med lynhurtig befordring pr. splitsekund af ufattelige mængder data, ville eksempelvis de sociale medier ikke eksistere. I hvert fald ikke endnu.

Uden månelandingen ingen masseformidling af konspirationsteorien om, at det store skridt for menneskeheden aldrig blev taget.

Det flimrende billede dengang af de to astronauter neden for deres fartøj blev i den mere nøgterne del af offentligheden kun forstyrret af, at det var præsident Nixon, der talte til dem fra Det Ovale Værelse.

Også dengang blev Amerika regeret af en skændsel.

Nu må de tage sig sammen og finde en anden i 2020, ellers kommer de aldrig til Mars.