Kommentar

Mærkesag klima

Når bekymringen for vandstanden og vælgerne bliver konkret
26. juli 2019

Der blev lagt mærke til det, da Morten Messerschmidt – DF’s svar på enhver svigermors drøm om skibskatastrofer, hærværk og brændende byer – som en anden klimatosse sprang ud og blev lysegrøn.

Og så alligevel ikke.

MM forklarede, at man må tage hensyn til folkestemningen, ja, den, og bekymrede DF-vælgere, men at klimadebatten jo også er religiøs fanatisme.

Den nyslåede klimaordfører undlod klogelig at uddybe det sidste.

Et parti, der konsekvent har afvist klimaforskernes advarsler og negligeret de synlige konsekvenser af forandringerne, skal nok lige indhente nogle årtier, inden ordføreren går i detaljer.

Tilbage stod dog et kursskifte på 180 grader. Der er noget at bekymre sig for.

Om ikke andet: vælgerne.

Et bemærkelsesværdigt dansetrin avet om, men uden opfølgning, snarere koreograferet af omstændighederne efter to valgnederlag og farvelagt af Pia Kjærsgaards skrubtudse. Den udtalelse sikrer værdiordføreren historisk plads blandt store danske dumheder.

Og nogen i partiet måtte reagere, så Kjærsgaard ikke stod alene med sin blafrende bommert og som toneangivende i restgruppen.

DF’s rigtige formand sagde ikke et muk og slet ikke om det klimatiske holdningsskift, hvilket er mere end usædvanligt, når et så topstyret parti skifter klude fra inderst til yderst.

Måske Thulesen Dahl er blevet siddende i den kostald i Jylland, hvor han i valgkampen erklærede klimahysteriet utåleligt, og at DF under ingen omstændigheder hoppede på den galej, og af så og så mange forskere, mindst to procent, mener også det modsatte af, at Grønland og Sydpolen er ved at smelte.

Enten har DF for alvor skiftet standpunkt. Eller også er Messerschmidt i fuld sving med et kup mod sin formand. Thulesen Dahls hu står jo til Kjærsgaards utilslørede karakteristik af bekymrede landsmænd, og den er der ikke fremtid i.

Det kan hænde, at MM’s instinkt for baglandets krybestrømme er mere udviklet og i den Boris Johnson’ske liga af magt for enhver pris, hvoraf man skaber ledende demagoger.

Under alle omstændigheder skal Thulesen Dahl nok til at passe lidt på. Efter mandattabet af dimensioner er magten ikke en selvfølge. Slet ikke når den tilsyneladende forsvundne partiformand lader en løjtnant rende med den ydre erkendelse af en mere påtrængende og reel virkelighed end DF’s nationalkonservative sværmerier.

Men foruden den nye klimaordførerplatform, skal man jo heller ikke glemme, at MM i sit og DF’s støjende etniske neonationalisme er leveringsdygtig i halvdannelsens elastiske metermål.

Nylig har MM betroet dette blads læsere, at hans store forbillede er en indskrænket redaktør fra det sene 19. århundrede, der af gode grunde var skinsyg på Georg Brandes.

Men i det mindste ytrer MM sig og gør sig til over for sine vælgere i vildrede.

Ikke mere en ærkedansk folkesag at reagere dumsmart

Thulesen Dahl er i sammenligning reduceret til nogle gule sedler stukket spidsnæset ind i et finanslovsforslag under armen. Den åbenbart chokerede partiformand behøver imidlertid ikke ulejlige sig. DF’s ord betyder for første gang i 20 år ikke en skid.

Vælgerne vil væk, så meget står fast, mens man afventer analyser af de dybere årsager.

Dels var der Socialdemokratiets knæfald i udlændinge- og i retspolitikken, hvor S og DF snart ikke er til at skelne fra hinanden, og en del derfor returnerede til S; dels omfartsvejen i Mariager; og dertil og ikke mindst en demonstrativ arrogant magtfuldkommenhed, der blev DF’s varemærke.

Og så kostede klimatosseudbruddet selvsagt kassen. DF’s egne kystnære danskere blev stødt.

Billedet af al naturen og dens truede tilstand er langtfra tegnet færdigt. Én alment anerkendt helhedsopfattelse af situationen findes endnu ikke.

Til gengæld er vejen mod stadig større entydighed i den overordnede vurdering af klodens fremtid belagt med den ene mere foruroligende og bekræftende måling efter den anden. Den er gal.

Det er således ikke mere en ærkedansk folkesag at reagere dumsmart som Kjærsgaard, eller højrøvet afvisende som DF har for vane – ovenikøbet affeje de unges uro under hyppige varmerekorder, vilde orkaner, skybrud og havstigninger.

DF har som bekendt antaget begrebet paradigmeskift for at gøre forholdene utålelige for uønskede fremmede – læs: muslimer og folk med mellemøstlig og afrikansk baggrund, kort sagt vor tids jøder.

Men partiet står selv i et paradigmeskift, ufrivilligt, hvor mærkesager som fornægtelse af det truende klima nu opgives. Ellers vokser partiet næste gang nedad til LA størrelse eller fordamper.

Den folkelige forargede snusfornuft, som DF hidtil har dyrket og bygget sig op ved, inddrager altså nu klimaet og de forandringer i vore omgivelser, der konstateres ved selvsyn.

DF, som danskerne kendte det, er irrelevant og må reagere aktivt på klimatosseriet.

Dette forhold kan måske slå igennem på andre områder, hvor DF’s vælgere efterhånden får syn for sagn: hvor kortsynede og uholdbare og uansvarlige DF’s populistiske krav altid har været.

Måske klimaerkendelsen medfører herresving på det indlysende idioti i EU-, trafik-, indvandrer- og retspolitikken.

I sidstnævnte har DF kun kendt ét svar: strengere straf. Den tendens har nu kørt så længe, at de fleste kan se de uhyrlige konsekvenser.

For nylig fik unge kriminelle straffen fordoblet og skal sidde tyve år i spjældet ganske vist for alvorlige forseelser, men ikke alvorlige nok til at destruere endnu flere tilværelser.

Tiden er ganske enkelt ved at løbe ud for DF og beslægtede strømninger i en dynamisk verden, der kræver andre svar end automatforargelse, billige slagord og citater af den fordomsfuldt underlødige Carl Ploug.

Nu har DF tabt og kommer ikke igen. Ikke uden at fornægte sig selv og ommøblere hele butikken.

Og så har de også tabt.

Anders Fogh Rasmussen havde en meget fin balance mellem det liberale og det nationale og mellem det åndskonservative og det frisindede. Men hvis man kun har regneark og handelsskolefolk tilbage, så er det klart, at det bliver svært at finde den åndelige dimension, som er det centrale i det borgerlige, siger Morten Messerschmidt med henvisning til Lars Løkke.
Læs også

 

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Jørgen Vogelius
  • Kurt Nielsen
  • Marianne Stockmarr
  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Anker Sørensen
  • Niels-Simon Larsen
Thomas Tanghus, Jørgen Vogelius, Kurt Nielsen, Marianne Stockmarr, Eva Schwanenflügel, Poul Anker Sørensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Den borgerlige krybbe er tom, og derfor bides hestene. Den ene efter den anden spørger nervøst, hvad borgerlighed egentlig er, og ingen kan svare. Vi andre ved det godt. Det er religionen, kongehuset, militæret, finanseliten, familien og så selvfølgelig det overbelånte landbrug.

Bjarne Tingkær, Kurt Nielsen, Marianne Stockmarr, Eva Schwanenflügel og Svend-Erik Runberg anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det er ikke kun den institutionelle apartheid med ‘Withe Supremacy’ politikerene og syndebuk politikken i Danmark, der har tabt sutten, det er meget værre.

Energi fra olie, gas og kul afbrænding, hvor der absolut ikke er udsigt til et globalt samlet set bæredygtigt alternativ og de menneskeskabte klimaforandringer skabt i kølvandet på denne vildfarelse, er af politikere helt ‘fejlagtigt’ påstået at skabe mindre fattigdom i verden generelt og værende samlet set til glæde og fremgang for menneskeligheden, men denne liberalisme skaber i den virkelige verden, samlet set, en negativ udvikling for alle mennesker på jorden, mere sult og nød i verden og den udvikling accelerer politikere generelt i dag.

Hvilket derfor kan aflæses:

419 ppm CO2.
There is more carbon dioxide in the atmosphere than there has been for 800,000 years since before our species evolved.

Så sent som i dag kunne man høre Boris Johnson, lederen af verdens femte største økonomi tale i svulstigt retorisk om liberalisme og global økonomisk væksts fortræffelige virkning på fattigdom og sult i verden, fuldstændig sort, helt uden nogen form for fornuft eller logik, om denne politiske ideologiske og økonomiske vildfarelse, men det skal sandelig tilføjes, at det er han ikke alene om, det er ikke væsentligt bedre at lytte til venstrefløjen, når de realistiske løsninger søges.

Verdensøkonomien kan ikke vokse, uden at CO2-udledningerne følger med, den samlet set globale bæredygtige økonomiske vækst, er ikke mulig, det er ikke kun den ekstreme højrefløj der er helt uden holdbar økonomisk politik, det er årsagen til at der ikke handles på udfordringen.

Læs mere om vildfarelsen:

“Forestillingen om at velstående landes økonomi kan fortsætte med at vokse, samtidig med at landene nedbringer belastningen på klimaet og biodiversiteten.”
Link: https://www.information.dk/telegram/2019/07/nyt-studie-skyder-forhaabnin...

United Nations/FN
15. juli 2019

Der er 815 millioner i dag, to milliarder mennesker i verden forventet underernæret i 2050 forårsage af de menneskeskabte klimaforandringer i kølvandet på svindende eksistensgrundlag og medfølgende væbnede konflikter om de få tilbageværende resurser.

World hunger continues to rise due to conflict, climate change, says UN report.
United Nations

“A profound change of the global food and agriculture system is needed if we are to nourish the 815 million people who are hungry today and the additional 2 billion people expected to be undernourished by 2050.

Right now, our soils, freshwater, oceans, forests and biodiversity are being rapidly degraded. Climate change is putting even more pressure on the resources we depend on, increasing risks associated with disasters, such as droughts and floods.”
Link: https://www.un.org/sustainabledevelopment/hunger/