Kronik

Mai Mercado: Poul Schlüter viste, at konservativt lederskab sikrer den rette balance

I sine 11 år som statsminister demonstrerede Poul Schlüter, at en konservativ fordomsfrit kan tage de nødvendige politiske beslutninger uden at skulle svigte nogen ideologisk grundbog, skriver Mai Mercado (K) i kronik om sit politiske forbillede
Poul Schlüter var i sit lederskab i stand til at give konservatismen form i en konkret politik, skriver dagens kronikør

Poul Schlüter var i sit lederskab i stand til at give konservatismen form i en konkret politik, skriver dagens kronikør

Morten Langkilde

1. august 2019

Det er svært at komme uden om Poul Schlüter, når man taler om borgerlige forbilleder. På mange områder bør hans måde at være konservativ på være et pejlemærke – både for os konservative og for alle andre, der interesserer sig for samfundsforhold. Ikke fordi han var fejlfri. Ikke fordi, der ikke var dele af hans tænkning, som bør udfordres. Men fordi han i sit lederskab var i stand til at give form til konservatismen i konkret politik.

For Schlüter handlede det først og fremmest om at føre Danmark videre fra en fastlåst politisk situation. Det var ikke noget nemt landskab at navigere i, men med brede aftaler og respekt for sine politiske kolleger formåede han at få dansk økonomi på ret kurs uden at lave store samfundsomvæltninger.

Med afskaffelse af dyrtidsregulering, nedsættelse af marginalskatten fra 78 til 68 procent og en hård, men nødvendig kartoffelkur skabte han en bedre økonomi og sikrede, at Danmark kom væk fra den økonomiske krise, som socialdemokraterne havde skubbet Danmark hen mod.

Schlüter ville ikke rive samfundet op med rode. Det er nemlig det modsatte af konservatisme. Når vi laver politik, er hensigten at forandre for at bevare det bestående. Forandringer skal ske med udgangspunkt i det samfund, vi allerede lever i.

I Schlüters konservatisme var balance et nøgleord. Et samfund skal bevæge sig langsomt fremad, i et tempo dets befolkning kan følge med i. Det skal være en kontrolleret udvikling. Det bliver af og til fortolket derhen, at den konservative ikke ønsker udvikling – intet kunne være mere forkert. Konservatismen rykker sig fremad, i takt med befolkningen.

Konservatismen blev til som en antitese til den franske revolution. Konservatismens fader Edmund Burke oplevede de store problemer, der fulgte med, når man vendte op og ned på et samfund. De revolutionære vil nedbryde det eksisterende og omvælte magten. Det er klassekamp, hvor man udpeger de gode og de onde, hvor fronterne er trukket hårdt op, og hvor man ikke sætter en værdi i at være ét folk.

I modsætning hertil ser den konservative samfundet som én organisme. Her arbejder de forskellige bestanddele ikke imod hinanden – de er hinandens forudsætninger. Derfor er det samfundsnedbrydende, når en del af organismen vender sig mod en anden.

Ikke fasttømret ideologi

Ifølge Schlüter var ideologi noget bras. Idet konservatismen er et tankesæt og ikke en fasttømret ideologi, mener jeg, han har ret. En ideologi med et fikspunkt, hvor man ikke står frit over for samtidens udfordringer, som kalder på nye svar, risikerer meget hurtigt at blive noget bras.

Den rent ideologiske politiker vil altid give det samme svar, uanset problemstillingen. Her er konservatismen anderledes. Den tager udgangspunkt i at bevare den sammenhængskraft, der er så vigtigt for et land. Nogle gange kræver det mindre stat og mere marked, andre gange er det omvendt. Nogle gange kræver det mere lovgivning og mindre personlig frihed, andre gange det modsatte.

Konservatismen tager ikke udgangspunkt i en bestemt klasseforståelse eller fordelingsnøgle for samfundsgoderne. Derfor skal Det Konservative Folkeparti også altid spille en rolle der, hvor de politiske beslutninger bliver taget. Der er nemlig behov for et parti, der fordomsfrit kan tage de nødvendige politiske beslutninger uden at skulle svigte nogen ideologisk grundbog.

Både national og social

Hvor socialismen har lighed som endemål, og liberalismen har frihed, har konservatismen ikke et fast endemål, hvor det konservative svar altid ligger ligefor.

Derfor er det også et vilkår, at konservatismen er under konstant debat og udvikling – også blandt de konservative partimedlemmer, skulle jeg hilse og sige. Det konservative svar på en given politisk problemstilling er ikke altid ligetil, og ofte er der mange forskellige bud. Det betyder også, at ingen har patent på konservatismen, og derfor bliver den brugt (og misbrugt) i mange sammenhænge.

Tag f.eks. Klaus Riskær Pedersen, som under valget talte om en »rød konservatisme«, eller Dansk Folkeparti som oven på en syngende vælgerlussing nu vil udvikle »nationalkonservatisme« for at sikre partiet fremgang.

Begge eksempler viser, at det netop ikke er konservatisme, de to partier vil. For konservatisme er mere end blot socialkonservatisme eller nationalkonservatisme. Det er indlysende, at konservatismen rummer elementer af både det nationale og sociale, men for mig er det netop elementer og ikke et hele.

Dét havde Poul Schlüter blik for i sine år som statsminister.

At det var ham, der indførte arbejdsmarkedspensionerne, er sigende. Dengang var to tredjedele af befolkningen utilstrækkeligt dækket, og det var både økonomisk og socialt ansvarligt at indføre den nye pension. Det gav balance og sammenhængskraft.

Den rigtige balance

Dermed ikke sagt, at konservatismen hører til i midten af dansk politik, som landskabet ser ud i dag. Det Konservative Folkeparti er og bør være placeret solidt i den borgerlige lejr.

For det er først og fremmest mennesket selv, der har ansvaret og evnerne til at skabe det gode liv for sig selv og sine kære. Schlüter sagde, at pengene ligger bedst i borgernes lommer. Det har han fortsat ret i. Værdimæssigt stod han på frihed og liberalisering. Hans regering skabte TV 2, og han gjorde op med fagforeningernes dominans.

Borgerne skal først og fremmest selv have plads og frihed til at danne de fællesskaber, vi mennesker har brug for. Derfor skal civilsamfundet og det frie initiativ tales op og understøttes af staten. For den offentlig sektor kan og skal aldrig erstatte de naturlige fællesskaber, og konservative skal altid have øje for, at staten ikke fylder for meget i den enkelte borgers liv og resten af samfundet.

Derfor ligger der i konservatismen en pligt til at turde sige nej, når venstreorienterede politikere vil have den offentlige sektor til at løse opgaver, der bør ligge hos borgerne eller markedet. Intentionerne er ofte gode, men det er typisk en skrue uden ende.

Samtidig adskiller konservatismen sig også fra liberalismen. Konservative har ikke en indbygget aversion mod at benytte en stærk stat. Den kan eksempelvis godt bruges til at beskytte og fremme de dele af vores værdier og kulturarv, vi bør bevare.

Konservatismen er heller ikke bange for at sætte nogle rammer op for mennesker, selv om det kan fratage visse individers selvbestemmelse. Og så føler en konservativ heller ikke ambivalens over for stærke offentlige institutioner som eksempelvis folkeskolen eller politiet. Her tør konservatismen bruge borgernes penge til fællesskabets bedste.

At konservatismen netop ikke er bundet til én tilgang til samfundets problemstillinger, gør, at det er muligt at finde den rigtige balance, der skal til, når man skal lede et land sikkert ind i fremtiden. Det vidste og viste Schlüter.

Men der er også plads til kritik af ham. Eksempelvis hævdede han, at han ikke var så konservativ, at det gjorde noget. Her mener jeg, at en større stolthed over det særligt konservative i hans regeringsprojekt ville tjene ham til ære.

For det kan godt lade sig gøre at være en pragmatisk magtpolitiker, der kan tælle til 90 mandater, og samtidig holde den konservative fane højt. I sine 11 år ved magten viste han, at han rent faktisk var så konservativ, at det gjorde noget.

Mai Mercado, medlem af Folketinget (K) og tidligere børne- og socialminister.

Serie

Højrefløjens helte

I denne kronikserie skriver nogle af Danmarks førende højreorienterede stemmer om deres politiske idol. Hvad har vedkommende betydet for dem? For verden? Hvad kan vi lære af idolet i dag?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Erik Fuglsang
Espen Bøgh og Erik Fuglsang anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Konservatismen tager ikke udgangspunkt i en bestemt klasseforståelse eller fordelingsnøgle for samfundsgoderne..

BULLSHIT!

Thomas Tanghus, Gert Lindberg, Hanne Ribens, Espen Bøgh, Tino Rozzo, Birte Pedersen, Carsten Mortensen, Bjarne Andersen, Karsten Lundsby, Mogens Holme, John Andersen, Eva Schwanenflügel, Jens Kofoed, Torben Skov, Hans Larsen, Susanne Kaspersen, Caspar Christiansen, Katrine Damm, Ib Gram-Jensen, Egon Stich og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

En bemærkning til - "For Schlüter handlede det først og fremmest om at føre Danmark videre fra en fastlåst politisk situation." - Burde de konservative så ikke ha' samarbejdet med Anker Jørgensen og ikke stemme imod alle hans forsøg på at få Danmark ud af Oliekrisen?
Ligeledes da Schlüter fik magten var verdens-økonomien allerede ved at vende - så Schlüter fik medvind på cykelstien med det samme.

Thomas Tanghus, Espen Bøgh, Birte Pedersen, Carsten Mortensen, Bjarne Andersen, Karsten Lundsby, Mogens Holme, John Andersen, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Torben Bruhn Andersen, Torben Skov, Hans Larsen, Susanne Kaspersen, Ete Forchhammer , Kirsten Lindemark og Werner Gass anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Dorte Sørensen

Jeg er i gang med Niels Wium Olesens "Poul Schlüters Tid" - ansporet af Bertel Haarders anmeldelse her i avisen.

Efter min opfattelse dengang - og opfrisket af læsningen af "Poul Schlüters Tid" - var Socialdemokratiet totalt uansvarligt i oppositionperioden op igennem 80'erne.
Lige fra EU politikken med afstemningen om det indre marked i 1986 til Sikkerhedspolitikken med de 23 fodnoter.

Ole jakob Dueholm Bech, Jens Winther, arne tørsleff, Rolf Andersen, christian christensen, Lars F. Jensen og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Torben Lindegaard
Ja sådan er det sikkert beskrevet i en bog om Schlüter. Men det gør da ikke de konservatives nej linje under Anker Jørgensen bedre. Det var netop Mai Mercado bemærkning om den fastlåse situation, der fik mig til at komme med min bemærkning.
I et par år i 1970'er var det Hartling, der havde en mindretalsregering og her skete der ting, der absolut ikke forbedre krisesituationen.
Hvis der er nogen der bør hænges ud i 1980'er så er det vel Niels Helvig og RV. Dels støttede de Schlüter med hans økonomiske tiltag, men for at afhjælpe deres svigt af Anker Jørgensen så var de med i nejet til yderligere opsætning af flere atomraketter i Europa osv. MEN de ville ikke vælte Schlüter og derfor ville de ikke stemme for en mistillidsforslag, når regeringen ikke ville gøre atomafstemningerne til et regeringsspørgsmål. Det er vist ikke tidligere set, at en regering er blevet siddende efter at et flertal har stemt regeringen ned så mange gange. En dag blev det også nok for Schlüter og han udskrev et atomvalg som han vandt . Herefter kom RV med i regeringen og Kr. Folkeparti og Centrumdemokraterne blev smidt ud.

Birte Pedersen, Bjarne Andersen, Trond Meiring, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Torben Bruhn Andersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Caspar Christiansen

For det første er det svært at se hvordan nutidens populistisk Konservative, ført an af Hr Justitsminister Søren 'Jeg er på ofrenes side' Pape Poulsen har ret meget til fælles med Schlüters konservative. Dernæst er det svært at se hvordan deres trang til at bevare det bestående giver ret mange svar jf tidens klimakrise.

Thomas Tanghus, Hanne Ribens, Tino Rozzo, Birte Pedersen, Bjarne Andersen, Trond Meiring, Karsten Lundsby, Erik Fuglsang, Carsten Wienholtz, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Torben Bruhn Andersen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Hvis man ønsker sig et samfund, hvor alle har gode livs forhold, og hvor der er fred og stabilitet, så kræver det en midtsøgende politik med samarbejde og kompromis hen over midten. Det har været grundstammen og en kæmpe succes i det danske samfund i 100 år.

Og det viste Poul Schlüter i modsætning til minimalstats fanatikeren Anders Fogh Rasmussen og hans tro væbner Den-Lille-Svindler.

Michael Andresen

Nemlig. Schlüter var kompromisernes mand, bedst illustreret i hans udtalelse om at "ideologi er noget bras".

Ole jakob Dueholm Bech, Erik Fuglsang og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Birger Bartholomæussen

Anders Sørensen. Piberygning er ikke en kunstig stimulans. Uffe Ellemann var også piberyger. Jeg har selv røget pibe i mere end 50 år. Det gør dog ikke at jeg føler noget som helst åndsfællesskab med de 2 piberygende politikere. Men kald det ikke en kunstig stimulans. Det er muligt at købe god pibetobak uden kunstige smagsstoffer. Eneste problem er, at det ikke er muligt at dyrke tobak uden sprøjtning mod svamp. Ellers kan der ryges god pibetobak uden tilsætning. Jeg kan anbefale min egen My Own Blend Aa 196. Det tog Pibesmeden og mig selv ca 2 år at finjustere blandingen. Kraftigt inhaleret sammen med morgenkaffen for at få det nikotin- og koffeinkick, der sætter gang i livsånderne hos en 67 år gammel mand. Ellers resten af dagen, bare smagen af god tobak i mund, næse og svælg. Og lidt nikotin via spyttet og blodkarrene i munden.

Thomas Tanghus, Ole jakob Dueholm Bech, Birte Pedersen, Trond Meiring, Ólherji Hammer, Hans Larsen og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Morten Sørensen

"I modsætning hertil ser den konservative samfundet som én organisme. Her arbejder de forskellige bestanddele ikke imod hinanden – de er hinandens forudsætninger. Derfor er det samfundsnedbrydende, når en del af organismen vender sig mod en anden."

Jeg tænker hvidvask og skattely.

Susanne Kaspersen, Ib Gram-Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Morten Sørensen,
Citatet viser også meget præcist, hvor gennemsyret af ideologi den i egen opfattelse u-ideologiske konservatisme reelt er. Samfundet er pr. definition, som en organisme hvis dele arbejder sammen, uden andre modsætninger end dem, ideologerne i deres vildfarelse finder på, og derfor skal det bestående bevares, hvilket mere konkret vil sige, at de konservative skal være solidt placeret i den borgerlige lejr, og det frie initiativ skal tales op og understøttes af staten, der ikke må fylde for meget i samfundet. Og så påstår Mercado, at konservatismen ikke tager udgangspunkt i en bestemt klasseforståelse eller fordelingsnøgle for samfundsgoderne. BULLSHIT, som det så træffende blev udtryk i den første kommentar.

jens peter hansen

Jeg er ikke fan af Schlüter, men han afskaffede den automatiske dyrtidsportion. Det var modigt. At krisen var ved at vende i 1983 er da vist fake old news, Dorte Sørensen. Anker var svinebundet af Thomas Nielsen. Det gav Schlüter nøglerne. Anker er siden blevet gjort til grin, men med LO som hovedmodstander var han handlingslammet og med SD som drillepind med fodnoterne gjorde de sig selv regeringsuduelige, mens arbejdsløsheden hærgede.

Dorte Sørensen

jens peter hansen prøv at se i de gamle statistiker, så vil du se at den økonomiske krise pga. oliekrisen var ved at aftage. Hvorfor skal det gøres til "fake old news,"?
Men det rokker jo ved de borgerliges yndlings fortælling om Anker Jørgensen, som skyld i Danmarks nedtur i 1970'erne. Hvis han var det så var Fogh Rasmussen og Løkke Rasmussen også ALENE skyldige i Danmarks nedtur i 00'er.
Angående fodnoterne så handlede de om modstand mod opsætningen af flere atomraketter. Det resultat kom Reagan og Gorbatjov jo også til og lavede INF-traktaten , som Trump nu desværre har opsagt.

jens peter hansen

Det var Heinesen, Ankers finansminister der talte om afgrunden. Jeg giver jo netop Anker kredit, men det gjorde LO ikke, derfor blev Schlüter statsminister. At 80'erne skulle være opgangstider er simpelthen vrøvl, underskuddet på statsfinanserne var enormt, udlandsgælden voksede, folk måtte flytte fra hus og hjem bl.a. pga kartoffelkuren , antallet af konkurser var enormt. Det ene store byggefirma gik neden om og hjem. Nyrup overtog da det begyndte at gå godt igen i midten af 90'erne og AFR igen i nullerne. Fodnoterne handlede jo ikke kun om atomraketter, men var et forsøg på at vælte regeringen. Som bekendt stoppede fodnoterne da Helweg kom med i regeringen. Jeg har set i gamle statistikker og det bekræfter kun at renten var enorm og arbejdsløsheden høj, jeg arbejdede selv i denne periode, havde købt hus og spiste fedtemadder de næste 15 år. Krisen gik ikke over før i midten af 90'erne.

Dorte Sørensen

Heinesen har mange gange fortalt og redegjort for at hans udtalelse om, at Danmark skulle passe på at "vi" ikke kom ud til kanten af afgrunden. Men det er da ikke det samme som at bebude at "vi" stod ved afgrunden eller var ved at falde i.

Ja Schlüter fik aldrig kål på ledigheden mv. ,men alligevel var "verdens.økonomien" først i 1980'erne i bedring efter Oliekrisen - og kunne give Schlüter medvind på cykelstien.

Ja modstanden mod flere atomraketter blev også brugt som et middel til at få en anden regering, men Schlüter ville ikke følge de mange nedstemninger i Folketinget. Da han gjorde det vandt han valget og fik RV med som sikring for ikke flere nedstemninger. Men han skulle nok ikke ha' smidt Kr. Folkeparti og Centrumdemokraterne ud, da de blev sure og gik over til Nyrup.

jens peter hansen

Heinesen gav ikke gode råd og fes afsted til det private med halen mellem benene og en fed løn. Anker prøvede men LO-thomas hadede ham og Anker måtte smide håndklædet.

Den kære Mai Mercado forvilder sig ind i en rosenrød fortælling om Poul Schlütter og hans tid som statsminister, - som var det Danmarks politisk økonomiske og kulturelle højdepunkt i historien.

Så kommer de sædvanlige konservative tomme floskler, - hvor socialdemokratiet med Anker Jørgensen, kørte Danmarks økonomi i sænk, der viser hun slet ikke kender den historie der politisk økonomisk lå til grund for de trange år under Anker Jørgensen.

Oliekrisen i 1972 med Anker Jørgensen som statsminister, er helt bevidst udeladt i hendes fortælling, og en grov usandhed om de økonomiske vilkår på daværende tidspunkt, som ikke blot dansk økonomi skulle omstille sig til, og de trængsler som fulgte.

Derefter fortsætter hun lige så lystigt med, at Poul Schlütter overtog nedturen og i stedet gjorde det til en optur for dansk økonomi, - NEJ, sådan var det ikke for da Schlütter overtog statsministerposten, for der fremgang i verdensøkonomien efter de mange år med oliekrisen, så Schlütter red på bølgen af fremgang - ganske som en surfer rider gratis på bølgerne ind på stranden.

Schlütter havde dertil to store politiske møjsager, - Anders Fogh Rasmussens kreative bogføring som økonomiminister / skatteminister, i forbindelse med noget IT, og hvor man ikke ville fremlægge status overfor folketinget og søge en ekstrabevilling hertil, og som førte til AFR måtte forlade sin ministerpost.

- Vi ved så ikke hvor meget Poul Schlütter vidste herom!?

Dertil kom sidenhen Tamil-sagen med Erik Ninn-Hansen, og hans ministeriums dispositioner over for tamilske flygtninge, der endte med at knække regeringen Poul Schlütter.

- Heller ikke her ved vi om Schlütter vidste mere end der kom frem!?

Så vil pigebarnet gerne have os til at hoppe på en ideologisk historiefortælling om forskellen på socialisme og liberalisme; "Hvor socialismen har lighed som endemål, og liberalismen har frihed, har konservatismen ikke et fast endemål, hvor det konservative svar altid ligger ligefor.", men igen fejler hun groft og bevidst.

For socialismen ønsker uligheden nedbragt, mens konservatismen blot ønsker at fastholde uligheden og, som vi ser i dagens virkelighed, - ønsker den forøges ganske væsentligt, hvilket de også har stemt for i VLAK regeringen med DF som støtteparti.

Såvel i alle 00erne som i tiden fra 2015 og til 2019 har de konservative stemt i hele den konservative ånd, mere ulighed, og videreførelse af fremmedsynspunktet tilbage fra Tamil-sagen, og nedbrydning af fællesskabet om samfundsmodellem, - og tilbage til almissesamfundet og "hattedamerne" på Rådhuspladsen, der deler gaver ud til de fattige på børnehjælpsdagen eller ved andre højtider, som bekræftelse af klassen godhed og forståelse for fattigdom.

Igennem alle 00erne har I konservative fulgt AFR i hans utopi fra hans bog; "Fra socialstat til minimalstat", et liberalt ideologiske fatamorgana, om det private skulle overtage statens rolle på næsten alle områder af den statslige forvaltning, og være et lysende eksempel på netop liberalismens overlegenhed for et fælleskabssamfund.

"Fattigdomsgrænsen" blev afskaffet som upraktisk og unøjagtig, - og med den også at fattigdomen ikke længere var synlig, - troede I, alt imens den øgedes igennem alle årene, og har nået et helt utåleligt stade.

I jublede over den økonomiske politik i liberalismens skær, - men kun indtil krisen kom i 2007-8, hvor "man alligevel ikke kunne købe hele verden", sådan som Thor P. ellers havde proklameret i folketinget man kunne.

Samfundstabene ved jeres medløberi i den historie, blev et samfundstab på over 400 mia. og dertil skal lægges omkring 55 mia. i tabte / mistede skatteindtægter ved Kristian J. ledelse af Skat, - uden I på noget tidspunkt har kritiseret regeringen herfor.

Har den omlægning af det danske samfund henimod AFRs utopi, der minder om den amerikanske liberale forståelse så medført den forbedring som AFR lufter i sin bog ; "fra socialstat til minimalstat", - NEJ for kapitalen vil ikke betale for noget som helst der handler om fællesskab, her er kun plads for kapitalens egoisme.

Ser vi på AFRs forbillede den amerikanske liberalisme, så fejler den også fælt på fakta om liberalismen vil et fællesskabssamfund, - flere og flere fra middelstanden har igennem det sidste 20 - 30 år oplevet økonomisk nedgang hvor flere er indtrådt i reel fattigdom i stedet for det modsatte.

Liberalismens selvforståelse er et bedrag overfor omverdenen, og I har medvirket til det også er tilfældet i Danmark i dag.

Poul Schlütter var rundet af fortidens politiske saglighed på mange områder, herunder den sociale erkendelse, og at det var en samfundsopgave, og den hvilede i såvel Venstre med Hartling som hos Poul Møller og andre af datidens politikkere, - men det mistede I helt ethvert forhold til da AFR blev regeringsleder i 2000-1, hvor I smed alt over bord og lod jer besnære af demagogen AFR.

Poul Schlütters charmerende frækhed slap han godt fra uden at miste troværdighed, - selv om gulvtæppet ikke kunne dække det hele.

Poul Schlütter var en stor statsminister for Danmark, fordi han var rundet af fortidens store politikkere i såvel Venstre som konservative.