Kronik

Morten Messerschmidts helt: Carl P. Ploug gennemskuede Georg Brandes’ samfundsomstyrtende plan

Politiker og mangeårige chefredaktør på den nationalsindede avis Fædrelandet Carl P. Ploug minder os om, at vores nationale forbundethed stikker dybere end politiske uenigheder. Han minder os om det bundne, nationale klarsyn og trækker dermed linjerne op for vore dages kulturkamp, skriver Morten Messerschmidt i dette debatindlæg
Carl P. Ploug minder os om de grundlæggende modsætninger, som er baggrunden for vore dages kulturkamp, mener Morten Messerschmidt.

Carl P. Ploug minder os om de grundlæggende modsætninger, som er baggrunden for vore dages kulturkamp, mener Morten Messerschmidt.

Ritzau Scanpix

23. juli 2019

Udlændingedebatten er blevet kaldt en kulturkamp. Det er der noget sandt over – en kamp mellem det bundne, nationale kultursyn med menneskets pligt til det givne og overlevede over for det frie og ubundne kultursyn, hvor intet er helligt, og alle har ret.

Men for 150 år siden udspandt der sig også en kulturkamp. En kamp, hvor nye, franske vinde gik sejrrigt ud og satte deres præg på eftertiden helt op til i dag. For som en af kampens førende skikkelser, Viggo Hørup, formulerede det, var det ikke nok at føre krig mod den offentlige mening. Den skulle erobres.

Gennem politik, journalistik, kultur, kunst og litteratur. Med det moderne gennembrud, som bevægelsen er blevet kaldt, var det skrevne ord ikke længere til pryd. Det var til kamp.

»En bog er for mig en handling,« sagde Georg Brandes og erklærede med bogen i hånden krig mod det bestående.

Men det bestående gav sig ikke så let. Tiden efter grundloven bød på mange forandringer; ikke bare i styreformen, men i hele samfundet. Adlen, der indtil 1849 havde siddet tungt på statens magtapparat, var nu erstattet af »de begavede, de dannede og de formuende«, som politikeren Orla Lehmann formulerede det.

Sammen med D.G. Monrad og andre nationalliberale tog han teten og førte landet frem mod dets frie forfatning. Og videre endnu. Berusede af sejren fra den første slesvigske krig førte de landet ind i den ruse, der med 1864 ikke bare blev novemberforfatningens endeligt, men også afslutningen på den nationalliberale epoke.

Det nationale blev tabt på Dybbøl Banke. Det liberale med grundlovsrevisionen to år senere.

Politikens skadelige kraft

Med tabet af Sydslesvig forsvandt de nationalliberale ud af danmarkshistorien.

Og dog er der især et navn, som overlevede i årtierne efter, og hvis virke stadig lever. En imponerende politisk kraft, der ikke bare kæmpede for demokratiet i forfatningskampen og for fædrelandet mod Preussen, men også med vid, ånd og karakter søgte at bekæmpe de radikale kræfter, der i årene efter den nationale katastrofe vejrede morgenluft.

Da de konservatives sag lå i ruiner, kæmpede Carl P. Ploug (1813-1894) som en ufortrøden enmandshær.

Længe før hovedstadens desillusionerede indbyggere havde indset den skadelige kraft, som udgik fra Brandes, Hørup og den øvrige kreds omkring Morgenbladet og senere Politiken, så, italesatte og bekæmpede Ploug emancipationen og de utilitaristiske tankestrømninger, der væltede ind over landet og opsugedes af det åndelige vakuum, som nederlaget ved Dybbøl havde efterladt danskerne i.

Rundet af den jyske muld kom Carl Parmo Ploug til København som ung student. Her kastede han sig først over teologistudierne, siden filologien og derefter skiftevis historie og den nyere litteratur. Men han fandt aldrig roen til at færdiggøre studierne. Den politiske ild brændte i ham, og snart var han i forfatningskampens front sammen med Lehmann og Monrad.

Og dog er det for hans indsats som debattør og redaktør af avisen Fædrelandet 1841-1882, han især må mindes. For gennem denne måske indtil i dag nok mest omskiftelige periode af danmarkshistorien formåede Ploug som grundkonservativ tænker, digter og avismand at fastholde sine principper – selv om verden omkring ham skælvede.

Det nationale vs. demokratiet

I de berusede år efter forfatningskampen var han på almuens side. I sangen »Vor Grundlov er kun en tolvaars Knægt« fra 1861 hylder han bondefolket og sammenligner den frie forfatning med en bondeknægt:

»I Lærredsbuxer og Vadmelstrøie, Af simpel Borger- og Bondeslægt, Men med en Solstraale i sit Øie«.

Det er den folkelige Ploug, fuld af optimisme og tro på fremtiden. På folkets og frihedens side, ligesom han i 1867 var det, da han som eneste nationalliberale i Landstinget kæmpede for valgmenighedsloven.

Men gradvist indser Ploug, at grundtvigianerne til syvende og sidst vil sætte demokratiet over det nationale. De deler ikke synet på frihed. Og i sit tilbageblik på året 1871 skriver han derfor brysk og mistrøstigt:

»Der er endnu ikke forløbet 100 Aar siden Stavsbaandets Løsning; de ældre blandt de nulevende Bønder ere Sønner af frigivne Trælle; de ere voxede op under Omgivelser og Forhold, hvori Trældommens Minder vare bevarede. De maa derfor, da de pludselig kom i Besiddelse af en udstrakt Frihed og en videre gjemmenført Lighed i politiske Rettigheder [have] befundet sig omtrent som den, der første Gang sættes i en Gynge.«

Lidet har Ploug her anet, at Venstre året derpå ville få majoriteten i Folketinget. Men med de nye tilstande i dansk politik, retter Ploug en ren bandbulle efter det før så beundrede bondeparti:

»C. Berg af Bogø er en af vor seminaristiske Dressur opvoxet Solsikke, der ganske bærer sin magre Jordbunds Karakter.«

Det er harske ord, som vidner om, at den hårde tone i debatten ikke blot er af vor tid. Og var historien endt her, ville Plougs eftermæle næppe være en kronik værd. Men det gjorde historien som bekendt ikke.

Brandes tager scenen

Oprindeligt havde Georg Brandes tilhørt det pæne, nationalliberale borgerskab. Men den pinlige affære med en gift kvinde bragte ham på kant med tidens moral. Og med et ryk vender Brandes sig derfor nu imod samfundets institutioner og uskrevne konventioner. Ikke mindst ægteskabet og kristendommen bliver genstand for hans had.

Med ordene – »af mit ganske Hjerte skal jeg istemme Voltaires Écrasons l´infâme (Udryd det infame, red.). Jeg hader Kristendommen indtil Marven af mine Ben« – indleder Brandes sit politisk-litterære virke, der med Emigrantlitteraturen (1872) erklærer krig imod hele den kultur, der bar 1870’ernes Danmark.

Her blev Ploug den hjemvendte hero en værdig modstander. Ploug er nemlig en vant kriger i den politiske debat, og nærmest triumferer han over endnu en modstander – som han skriver 13. maj 1872:

»Hvor indbyrdes forskjelligt de end lyde, Hr. Bjørnestjerne Bjønsons Styltesprog og Hr. Sofus Høgsbros Træskotale på den ene Side, Hr. Dr. Brandes’ Katteserenade og Socialisternes Brøl på den anden – saa have samtlige tre Bevægelser dog eet og samme Formaal: […] Samfundet Fordærv og Kulturens Tilbagegang.«

Ploug er blandt de første, der gennemskuer Brandes som samfundsomstyrter. Og snart fokuseres hele kampen imod ham:

»Den Haan, hvormed han omtaler Familielivet, er meget ilde anvendt, fordi Samfundets Sundhed og Styrke væsentlig afhænger af, at det holdes i Ære og fortjener at blive det.«

En brav, dansk mand

Gradvist fokuserer Ploug i sin avis kræfterne på den politiske kamp imod brandesianismen, mens han overlader den litterære kamp til folk som Rudolf Schmidt, der igennem foråret 1872 afslører Emigrantlitteraturens meningsagitatoriske hensigt.

Umiddelbart efter griber Ploug den bold, som det nystiftede socialdemokrati har indledt ved at antyde et fællesskab med Brandes:

»Man ser altsaa, at Socialisterne have taget Dr. B. til Indtægt, og det med fuld Ret, thi hans Angreb på Samfundet er, om end udtrykt i andre Ord, dog i Retning og Maal aldeles sammenstemmende med deres.«

Oratorisk raffineret, hårdtslående og konsekvent, men en brav, dansk mand, der selv i hårde tider holdt den konservative stridsfane højt. Sådan må vi huske Carl P. Ploug, som også i dag har relevans.

Han minder os om, at der er noget dybere end politiske uenigheder, som binder os sammen. Han minder os om de grundlæggende modsætninger, som er baggrunden for vore dages kulturkamp. Og selv om ikke alle hans kampe giver samme mening i dag, som de gjorde engang, er han derfor god at blive både klog på og inspireret af; thi:

Aarene skride, Ungdomskraften svinder,

Snart er den slukt:

Da har vi høstet nok af Kampens Minder,

Lidt af dens Frugt;

Maalet, vi drømte om at naae så fage,

Maalet, som vistes klart af Tankens Lyn,

Trækker sig tilbage

Da for vort Syn

Morten Messerschmidt er MF for Dansk Folkeparti

Serie

Højrefløjens helte

I denne kronikserie skriver nogle af Danmarks førende højreorienterede stemmer om deres politiske idol. Hvad har vedkommende betydet for dem? For verden? Hvad kan vi lære af idolet i dag?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Sørensen

Denne kronik må være godkendt for at imødegå beskyldninger om, at Information ikke vil lægge spalteplads til borgerlige debattører. Hvor er det dog ringe skrevet! Jeg ved nu så meget om Carl Ploug, at han var god til at uddele svinere til dem, han var uenig med. Er det mon derfor, at Messerschmidt er så betaget af ham?

Birte Pedersen, Bent Gregersen, Jakob Krogsager, Karen Grue, Jørgen Wassmann, Søren Fosberg, Alvin Jensen, Karsten Aaen, Steen K Petersen, Johanna Haas, Benta Victoria Gunnlögsson, Liselotte Paulsen, Thomas Tanghus, Hanne Ribens, Troels Ken Pedersen, Susanne Kaspersen, Herdis Weins, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Niels-Simon Larsen, Ib Gram-Jensen, Werner Gass og Thorkil Søe anbefalede denne kommentar

Jeg undres stedse over den insisteren på sammenhængskraft fra personer der i den grad påpeger splittelserne. Den eneste sammenhængskraft de ønsker er vel at opponenter vender på en tallerken og retter ind.

Birte Pedersen, Karen Grue, Alvin Jensen, Karsten Aaen, Steen K Petersen, Johanna Haas, Benta Victoria Gunnlögsson, Morten Sørensen, Liselotte Paulsen, Anders Reinholdt, Thomas Tanghus, Torben Skov, Hanne Ribens, Troels Ken Pedersen, Susanne Kaspersen, Herdis Weins, Steffen Gliese, Carsten Munk, Kirsten Lindemark, Eva Schwanenflügel, Niels-Simon Larsen, Ib Gram-Jensen og Werner Gass anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

De borgerlige søger nye ståsteder, efter at have mistet opbakning til de gamle. Messersmidt søger nu med lys og lygte, men det er stadig nationalisme og religion, der er det centrale i den borgerlige ideologi, og det bliver mere end svært at lave politik på.

Birte Pedersen, Bent Gregersen, Søren Fosberg, Alvin Jensen, Steen K Petersen, Johanna Haas, Benta Victoria Gunnlögsson, Morten Sørensen, Anders Reinholdt, Thomas Tanghus, Hanne Ribens, Troels Ken Pedersen, Susanne Kaspersen, Herdis Weins, Torben Skov, Carsten Munk, Kirsten Lindemark, Eva Schwanenflügel, Ib Gram-Jensen og Werner Gass anbefalede denne kommentar
Jorn Johansen

Mr. Øregas og Blålys. Hr Messerschmidt taler på den ene side om familien, og så om nationalstaten. Han glemmer at det er de store familieforbindelser (læs mafiaer i alle former og af alle slags) der undergraver staten om den så er national eller ej. Hans historieopfattelse rækker heller ikke til at se at et af de grundlæggende ting i kultursammenstødene mellem dem fra omkring middelhavet og os oppe nordpå netop er at vi, nordpå, har fokuseret på de store fælles sammenhænge og har peget væk fra familiesammenslutningen. Og at det ikke har noget med Brandes og modernismen at gøre, men med protestantismen. Men måske er han skabskatolik, (eller ville værdsætte saudiarabiske investeringer a la Houllebeqc' i Underkastelsen)?

Birte Pedersen, Søren Fosberg, Alvin Jensen, Karsten Aaen, Liselotte Paulsen, Torben Skov, Herdis Weins, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Kirsten Lindemark, Jens Thaarup Nyberg, Eva Schwanenflügel og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Det er ret interessant, hvad en evt. ny borgerlighed kan bygge på, og som ikke har været set før. Hvis konservatismen ikke må være konservativ, så skal den finde på noget nyt, og så er den ikke konservativ mere.
Vi kommer til at se et opkog af familien og dvs. kønsrollerne, pengenes dominans, en åndelighed i faste rammer der kan udgrænse kættere, samling om flaget til udgrænsning af fremmede, samling om samfundsstøtter (hvor korrupte de end er), Formel-1 promovering af enhver art.
I det øjeblik, man vil dyrke dyd, sparsommelighed, beskedenhed, ordholdenhed som gamle, borgerlige dyder, vil det gå galt, men man kan da også bare droppe ordet, borgerlig, den borgerlige lejr osv. - og tale forståeligt.

Birte Pedersen, Hanne Ribens, Jørgen Wassmann, Alvin Jensen, Karsten Aaen, Johanna Haas, Anders Reinholdt, Troels Ken Pedersen, Susanne Kaspersen, Herdis Weins, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Kirsten Lindemark og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Johnny Werngreen

"Jeg tror, at Kvinden bør være, hvad allerede Bibelen kalder hende Mandens Medhjælp, men hans Medhjælp idet private Liv." sagde Ploug under en debat om stemmeret, og demonstrerede derved det reaktionære samfundsyn, som, helt forståeligt, har gjort ham til en af Morten Messerschmidts helte.

Birte Pedersen, Jakob Krogsager, Bent Gregersen, Søren Fosberg, Alvin Jensen, Karsten Aaen, Johanna Haas, Marie Jensen, Benta Victoria Gunnlögsson, Liselotte Paulsen, Anders Reinholdt, Rikke Nielsen, Thomas Tanghus, Hanne Ribens, Troels Ken Pedersen, Niels-Simon Larsen, Susanne Kaspersen, Herdis Weins, Steffen Gliese, Torben Skov, Kirsten Lindemark og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Karl Aage Thomsen

Det da helt efter bogen at Hr. Messerschmidt kaster sig over Carl P. Ploug. Danmarks førende Nationalromantiker, som bl.a. fik gennemført at kvinderne ikke fik stemmeret før 1915, og at han var vild med, at vi gik i krig med Tyskland i 1864. Det gik som bekendt grueli galt, hvor efter at han beskyldte alle andre for fiaskoen. Jo, P.P. er virkelig et godt eksempel på DF.s politik om at være nationalromantiker. Hr. Messerschmidt læs dog om mandens historiske meritter før du praler af hans duel med Georg Brandes, som han heller ikke vandt nationalromantisk ære på

Birte Pedersen, Bent Gregersen, Jørgen Wassmann, Søren Fosberg, Alvin Jensen, Karsten Aaen, Johanna Haas, Marie Jensen, Liselotte Paulsen, Anders Reinholdt, Rikke Nielsen, Thomas Tanghus, Hanne Ribens, Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel, Niels-Simon Larsen, Susanne Kaspersen, Herdis Weins, Steffen Gliese og Kirsten Lindemark anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Morten, hvis du ønsker at forsvare de kristne værdier, må du være konsekvent og ikke tro, at et forsvar går ud på at holde nogen ude. Det er klart, at danmark som biotop har begrænsede ressourcer og derfor må have begrænsninger på befolkningstætheden, men analysen må være klar. Hvem er skyld i verdens kaos? Følg pengene.

Hvis du analyserer verdensøkonomien, vil du se, at vanviddet hersker. Og det kan du ikke tørre af på muslimerne. På hvem så? The answer is blowing in the wind - for at citere een af mine helte.

Vibeke Hansen, Birte Pedersen, Steffen Gliese, Bent Gregersen, Hanne Ribens, Alvin Jensen, Karsten Aaen, Steen Piper og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Er det da ikke meget passende at Information lader nogle markante borgerlige (eller er MM."før-borgerlig"?) komme til orde, så man kan få et indtryk?
Mit indtryk forstærkes ved læsning af ovenstående i retning af at her er en tankegang fra før demokratiet, muligvis tilbage til den så danske enevælde, eller til de fås styre "herrerne i ånden".
Kan vi lade tankerne gå fra Messerschmidt til Metternich? Til den østrigske fyrste og diplomat der var en hovemand bag datidens europæiske ordning, "Den Hellige Alliance", der skulle garantere fyrsternes, adelens, kirkernes fortsatte absolutte magt, ikke mindst med Zarens enevældige Rusland som forbillede. Selvom gode, solide fyrsternes bastioner, Østrig, Preussen, Danmark, også gik an. Dengang i den gyldne Danske Guldalder, hvor de kongelige majestæter stadig var envældige i hvert fald i teorien, og forsagede demokratiet og alle dens gærninger og al dens væsen. Da så store dele af Europa ikke helt længere ville den uindskrænkede enevælde, hvor den eneste ene statslige religion skulle styre samfundene, var Danmark sen til at gå i mere liberal retning, og det er sikkert det noget MM er allermest glade for ved vores land?

Birte Pedersen, Alvin Jensen, Karsten Aaen, Morten Sørensen, Steffen Gliese, Thomas Tanghus, Torben Skov, Eva Schwanenflügel og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Hvis nu ikke MM havde valgt en gammel fyr som Ploug som pejlemærke, men en nutidig, så måtte det blive en Trump-figur. Altså en der både kunne tale for familien og træde på kvinder. En mand fuld af modsætninger. En med Gud i den ene hånd og atommissiler i den anden. En der fremhævede sit eget folk og nedgjorde andre. En smart-fyr med et hemmeligt liv, hvis ord var ren gummi.
De borgerlige ser ud til at være langt fra det mål, de først skal til at opfinde.

Vibeke Hansen, Birte Pedersen, Hanne Ribens, Jørgen Wassmann, Alvin Jensen, Karsten Aaen, Johanna Haas, Marie Jensen, Morten Sørensen, Liselotte Paulsen, Anders Reinholdt, Steffen Gliese, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Hvad skal vi nu, lille du..?

De nationalkonservative floskler om famile og værn imod udenlandet er ligesom ret old scool..

Jeg læser ingen filosofisk kritik af Brandes, kun nedværdigelse pga ægteskabsbrud.

Familieværdier skal gøre landet saligt, men diverse borgerlige regeringer har gjort det modsatte.

Vibeke Hansen, Birte Pedersen, Bent Gregersen, Jørgen Wassmann, Alvin Jensen, Johanna Haas, Jens Thaarup Nyberg, Morten Sørensen, Anders Reinholdt, Steffen Gliese, Niels-Simon Larsen, Ole Meyer, Torben Skov og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Johanna Haas

Det eneste nye fra DFs nationalkonservative minoritetsforskrækkede hjørne er at MM udskifter DFs evindelige minoritetsforfølgelse af muslimer med en personforfølgelse af Georg Brandes. Det kunne så tolkes som en anden afart af minoritetsforfølgelse, som Georg Brandes samtidige i rigt mål praktiserende i deres kritik af ham.
Ve alle, der ikke passer ind i det DF, her eksemplificeret ved MM, anser for "givent", hvis ikke det partis synspunkter møder en endnu større afvisning end tilfældet er.
Hurra for det moderne gennembrud som Brandes brødrene m. fl. stod for. Nej tak til Plough og hans forstokkede kvindeundertrykkende og ekskluderende nationalkonservatisme.
Mærkelig stiv og ubehjælpsom sprogbrug skribenten har. Men teksten er jo også et bestillingsarbejde fra Information...Hvorfor, Information ? Hvorfor?
Og synes I selv, der kom noget nyt frem, som ikke allerede fylder det offentlige rum til overmål?

Bent Gregersen, Birte Pedersen, Steffen Gliese, Søren Fosberg, Jan Damskier, Alvin Jensen, Poul Erik Pedersen, Eva Schwanenflügel og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Jeg havde ærlig talt ikke forestillet mig at MM vil forsvare en af de mest reaktionære højremænd i kongeriget. De unge oprørere Ploug og Lehmann begyndte som progressive, men endte som dybt reaktionære, som mente at det var de begavede, den dannede og de formuende der skulle styre landet. De var med deres tåbelige studentikose, nationalromantiske drømme ansvarlige for at styre landet mod katastrofen i 1864. Brandes forsvarede sønderjydernes rettigheder se:https://www.graenseforeningen.dk/node/13535#.XTgJI_IzaM8, rettigheder de havde mistet pga af de nationalromantiske forestillinger om Ejdergrænsen og de nationalliberales angst for en deling af Slesvig efter sindelag. Ploug og hans ligesindede indså aldrig at det i højeste grad var dem der havde ført landet i ulykke. At forsvare ham og angribe Brandes er uforståeligt dumt..

Bo Klindt Poulsen , Birte Pedersen, Steffen Gliese, Hanne Ribens, Thomas Christensen, Jørgen Wassmann, Søren Fosberg, Anders Reinholdt, Alvin Jensen, Poul Erik Pedersen, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Herdis Weins og Johanna Haas anbefalede denne kommentar

MMs anti-brandesianisme (som han ukritisk har overtaget efter sin guru, beton-lutheraneren Søren Krarup -) er desværre symptomatisk for den historieløshed, der karakteriserer hele det borgerlige Danmark. Hvor ordet borgerlig skal forstås i dets bredeste forstand. I denne historieløshed fremtræder islam som et sort hul. Hvilket er topmålet af hykleri i betragtning af, at flygtningestrømmene mod Europa holdes i ave af to islamiske lande: Tyrkiet og Libyen.
Jeg ved ikke, hvad Georg Brandes mente om islam. Men hykleriet ville han have udflettet.

Birte Pedersen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Johanna Haas anbefalede denne kommentar
Johanna Haas

@Pietro Cini:
Mit kvalificerede gæt ang. Georg Brandes mulige holdning til islam er, at han ville have forholdt sig lige kritisk til religion som sådan. Uanset hvilken trosretning det handler om.
Snart ved jeg måske mere: Den DFske forfølgelse af Georg Brandes frisind - som i virkeligheden mistænkeliggører og udskammer al frisind og al fri tænkning på samme måde som beslægtede højreekstremistisk ideologier gør (Fx. De Identitære) - lægger i hvert fald op til, at jeg snart må fordybe mig lidt mere i Brandes. Købte hans samlede værker antikvarisk, da jeg var ung, så jeg har da i hvert fald hans tanker ved hånden...

Birte Pedersen, Poul Erik Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Lad os ikke glemme fætrene, Krarup og Langballe, og deres hede ønsker om Danmark til Ejderen og Sydsverige tilbage. Det sat sammen med opslutning om Gud, konge og fædreland og en statue af Ploug samt forskellige korstog mod islam, så er vi tilbage til 30-årskrigens politik om den store stat under den stærke monark - det der senere blev til fascisme.
MM erklærede sig en gang ateist, men det gik pludselig over - sikkert af gode, politiske grunde.

Birte Pedersen, Johanna Haas og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Det var nu ikke Sydsverige men de tre len, Skåne, Halland og Blekinge, som de vist stadig hedder på den anden side sundet. Edvard Brandes, Georgs bror, skrev et skuespil om Mohammed se her:https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/edvard-brandes-og-profeten-muha...
Jeg skulle mene at begge brødre var borgerlige, men jo netop ikke indskrænkede. Socialister var de ikke, men fritænkere og på mange måder langt mere liberale end de småborgerlige socialdemokrater.

@Johanna Haas:
Tak for din kommentar. Jeg tror, du har ret angående Brandes' forhold til religionen islam, men jeg gætter på, at han sympatiserede med arabernes frihedskamp mod osmannerne.
Alene hans pacifisme under Første Verdenskrig gør ham til en interessant og yderst aktuel skribent.
God læselyst!

Birte Pedersen, Steffen Gliese, Johanna Haas, Poul Erik Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Jonanna Haas og Petro Cini: et godt sted at gå hen, før man kaster sig ud i Brandes egne værker, er Jørgen Knudsens indsigtsfulde og store biografi over Georg Brandes. I alt fem store bind, udgivet på Gyldendal over en 20-årig periode. Når det er anbefalelsesværdigt at begynde med Jørgen Knudsen, er det fordi Knudsen på en meget indsigtsfuld måde sætter Brandes ind i datidens samfundsmæssige sammenhæng. Så man får altså noget at vide, om de positioner Brandes i hele sin intellektuelle karriere var i et evigt med- og modspil til.
Der er en anden grund til at biografien er god at tage udgangspunkt i, det er at Brandes sprog ligger noget væk fra et dansk skriftsprog anno 2019 - så det kræver lidt tilvænning at læse ham i originaludgave. Her vil biografien også være et godt udgangspunkt, idet Knudsen ofte citerer i længere passager så man mærker Brandes måde at bruge sproget på.
Er man nu hook på Brandes-brødrene, hvad undertegnede er, så kan Kristian Hvidts biografi over broderen, Edvard Brandes, også anbefales. Den er ikke helt så omfangsrig som Knudsen, Hvidt kan holde sig inden for et bind. Har man læst disse bøger, er man godt rustet til at forholde sig ganske kritisk til DFs noget ensidige forståelse af de to brødre. I tilgift får man så også en rigtig god introduktion til nogle af de ideer, der kom til at danne grundlag for et moderne dansk demokrati.
Og så blot dette: enten man nu vælger andres fortolkninger eller de originale værker, så god læselyst. Man bliver belønnet i rigt mål.
mvh. poul.

Bent Gregersen, Birte Pedersen, Steffen Gliese, Johanna Haas og Pietro Cini anbefalede denne kommentar
Bent Gregersen

En nagitation fra en fortid som en stendød. Helt ufarlige forestillinger som ingen med snøvsen i behold vil spilde tid på.
Hr. Plough kunne heller ikke lide at kvinderne skulle ha valgret.
Det passer som for i hose til DF-niveauet som er hensynsfuld overfor uvidenhed af egen avl der bl.a.skyldes ladhed.

Bent Gregersen

En agitation fra en fortid som en stendød. Helt ufarlige forestillinger som ingen med snøvsen i behold vil spilde tid på.
Hr. Plough kunne heller ikke lide at kvinderne skulle ha valgret.
Det passer som fod i hose til DF-niveauet som er hensynsfuld overfor uvidenhed af egen avl der bl.a.skyldes ladhed.

Mht. grundloven var salig N. F. S. Grundtvig også en af fædrene, han nævnes ikke og dog må han om nogen være repræsentant for de kristne værdier, der ævles meget om i M. M.'s parti.
Grundtvig passer måske bare ikke i M. M.'s Billede, som kan synes noget forskruet.

Randi Christiansen

Og mht kristne værdier er det påfaldende, at søren espersen er svoren tilhænger af israel - hvis behandling af palæstinenserne ikke korresponderer med kristne værdier. Men israelitterne er jo også jøder (som er semitter ligesom palæstinenserne) eller er det zionisterne - der ikke kan vente længere på det forjættede land og nu tager det selv - som sidder ved roret dernede?