Kommentar

Musikfestivalerne er i gang med at sejre sig selv ihjel

Festivalerne kaldes frivillige og nonprofit. Men 78 pct. af forretningerne på Roskilde var drevet af professionelle virksomheder, der tjener godt på festivalugen, med frivillige ’ansat’ til at lange flæskestegssandwich over disken. Den lokale håndboldklub, der tidligere drev en madbod, er fortrængt af den øgede professionalisering og profitjagt, skriver Katrine og Fredrik Wiedemann i dette debatindlæg
Festivalerne har en goodwill i de her år, som gør det svært at være kritisk. Måske fordi det faktisk er et reelt dilemma. Den idealistiske glæde ved kultur er smuk, men den profitjagt, der følger i kølvandet, er problematisk.

Festivalerne har en goodwill i de her år, som gør det svært at være kritisk. Måske fordi det faktisk er et reelt dilemma. Den idealistiske glæde ved kultur er smuk, men den profitjagt, der følger i kølvandet, er problematisk.

Michael Stub

18. juli 2019

I dag, torsdag, begynder ’Musik i lejet’ i Tisvildeleje. 10.000 har købt billet til festivalen. Den blev meldt udsolgt på under en time.

Der er delte meninger om den efterhånden store musikfestival blandt lokale og sommerhusgæster, der ikke alle bryder sig om, at deres lille by i og omkring uge 29 invaderes af høj musik og tusindvis af festlarmende mennesker, at store lastbiler kører gennem skoven, at der bygges stilladser ud i klitterne i det fredede naturområde og så videre.

Der er mange festivaler i Danmark i de her år. Publikum strømmer til med en tilsyneladende uudtømmelig trang til at høre musik, overvære foredrag, dyrke yoga osv. Folk har penge på lommen, der spises og drikkes som aldrig før, hver festival her deres egen merchandise: Nutid, dit navn er festival.

God forretning

Som andre af landets festivaler er ’Musik i lejet’ begyndt som et lokalt initiativ, der siden fik vokseværk. Festivalen kalder sig nonprofit og er baseret på frivillig arbejdskraft. Men den er også blevet en forretning. Og disse mere og mere næsten dekadent luksuriøse, tids- og pladskrævende kulturudtryk møder også kritik.

Roskildefestivalen, alle festivalers moder, blev den 29. juni i Berlingske kritiseret for at kalde sig ’nonprofit’. 78 pct. af forretningerne drives af professionelle virksomheder, der tjener godt på festivalugens hysterisk mange, langtidssultne gæster. Hele festivalen bæres af frivillig arbejdskraft, det er derfor også frivillige, der langer den berømte flæskestegssandwich over disken i Meyers bod ved Avalon-scenen. Meyer selv kan sidde derhjemme og tjene fedt på det hele. Og den lokale håndboldklub, der tidligere drev en madbod, er fortrængt af den øgede professionalisering.

Men hør nu, hvorfor så sur? Har man været på Roskilde, ved man, at en stor del af attraktionen er de mange glade frivillige. Det er smil fra enden til anden. Hvem har lyst til at ændre på det? Er det ikke lige meget, at nogle tjener, og andre ikke gør?

Den tyske økonom og sociolog Max Weber beskriver i hovedværket Den protestantiske etik og kapitalismens ånd kapitalismens fremvækst i den moderne vestlige verden. Han bruger begrebet ’affortryllelse’, om den bevægelse, der sker, når religion afløses af rationalitet. Mange af nutidens kulturfestivaler starter netop som idealisme, men ender som forretning. Et renhjertet kulturudtryk forvandles til en pengemaskine, der i sidste instans betyder åndens død. Det smil, som først er oprigtigt, gennemgår en markedsgørelse, og så er det pludseligt ikke længere så yndigt.

Idealerne forsvinder

Et godt eksempel er de professionelle pantsamlere, som det vrimler med på de fleste festivaler. Er det ikke sandt, at de giver en mærkelig smag i munden? Pludseligt er det, som om vi er i Indien i et brutalt kastesystem. Engang var det børn fra den lokale sportsklub, der samlede flasker ind og fik lidt ekstra penge til klubben.

Nu er det udenlandsk arbejdskraft, der rejser hertil i organiserede netværk, der arbejder på kanten af loven. I Danmark har vi generelt høje lønninger og fokus på gode arbejdsvilkår. Det er svært at genkende vores principper, når de fremmede som en slags andenrangsmennesker kravler ved vores fødder og samler vores skrald. Men fordi musikken er god, og øllen gør glad, vender vi det blinde øje til. Og det er jo kultur, ikke?

Festivalerne har en goodwill i de her år, som gør det svært at være kritisk. Måske fordi det faktisk er et reelt dilemma. Den idealistiske glæde ved kultur er smuk, men den profitjagt, der følger i kølvandet, er problematisk. I hvert fald er der nogle klassiske markedsdynamikker på spil.

Det er lidt som med byudvikling: i udkantsområder er priserne billige, altså flytter de unge og kunstnerne derud. De skaber et attraktivt miljø, som tiltrækker de kreative virksomheder og dem med pengene. Derefter går der ikke længe, før sidstnævnte overtager kvarteret, hvorefter de oprindeligt skabende og igangsættende folk må flytte. Det hedder gentrificering. Noget lignende sker med de frivillige festivaler.

Alt behøver ikke at vokse. Konkurrence og effektivisering er godt, når der resulterer i mere kultur til flere, men vækst i gråzonen af forretning, frivillighed og idealisme risikerer at skabe urent trav. Og at projektet sejrer sig ihjel, så der til sidst ikke er noget tilbage af den oprindelige idé med det hele. En idé om kultur til folket er dét, festivaler handler om – ikke alt det andet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Grethe Preisler
Maj-Britt Kent Hansen, Eva Schwanenflügel og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, principperne er det så som så med - og mange deltager ukritisk i meget, hvoraf noget er det rene gøgl.

Henriette Lund, søren ploug og Heinrich Bjerregaard anbefalede denne kommentar