Kronik

Når børn med adfærdsproblemer bliver set som psykisk syge, svigter vi dem

Det er blevet umoderne blandt psykologer og psykiatere at lede efter forklaringer på børns problemadfærd i deres opvækstmiljø. I stedet anlægger man et rent biologisk blik på barnet, diagnosticerer dem og giver ofte medicin. Det er en stor fejl, skriver børnepsykolog Lars Rasborg i dette debatindlæg
Det er blevet umoderne blandt psykologer og psykiatere at lede efter forklaringer på børns problemadfærd i deres opvækstmiljø. I stedet anlægger man et rent biologisk blik på barnet, diagnosticerer dem og giver ofte medicin. Det er en stor fejl, skriver børnepsykolog Lars Rasborg i dette debatindlæg

Mia Mottelson

24. juli 2019

Problemadfærd hos børn bliver i dag set som psykiatriske sygdomme, der har biologiske årsager, selv om ingen endnu ved, om det passer. Vi møder adfærden med symptombehandling, for eksempel møder vi urolig ADHD-adfærd med struktur, ofte desuden med medicin.

Effekten af indsatserne er sjældent så stor, at børn, der mistrives, kommer til at trives og udvikle sig godt, og situationen er tiltagende alvorlig, idet stadig flere børn mistrives.

I 1990’erne var biologien endnu ikke i højsædet. Dengang var spørgsmålet stadig, hvad det var i det enkelte barns opvækstmiljø, der fik barnet til at udvikle problemer.

Urolig adfærd hos et barn kunne således lede til undersøgelse af, om der var noget i familien, daginstitutionen eller skolen, som belastede eller frustrerede barnet.

Når vi fandt noget, for eksempel, at barnet var noget umodent og blev frustreret over høje krav fra forældrene, vidste vi, at det sandsynligvis ville kunne løse problemet eller bidrage hertil, hvis forældrene i en periode sænkede deres krav og hjalp barnet mere.

Dengang så vi problemer, analyserede sammenhænge mellem barnets adfærd og opvækstmiljøet og fandt løsninger.

I dag vil vi ikke se problemer, kun løsninger. Men ofte virker løsningerne ikke, og det skyldes, at vi afviser, at problemer findes, og derfor også har droppet analysen.

Det samme gælder samfundsudviklingen.

I dag kalder vi en fristende, men også fremmedgørende teknologisk udvikling, præstationskultur og øget kontrol for løsninger, selv om det øger presset på børn og forældre og bidrager til mistrivsel og psykiske problemer.

Vi forsøger at omforme mennesket til ren biologi. Til en maskine. Der sker en dehumanisering, og det forførende perspektiv er, at den vil lykkes. For gør den det, vil vi slippe for alle irrationelle, forstyrrende følelser og få uanede muligheder for at yde toppræstationer som individer og som samfund.

Rent biologisk blik

En væsentlig faktor i dehumaniseringen er, at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, i 1992 udsendte en ny udgave af sin diagnosemanual for psykiatri.

Den gik bort fra at forstå et barns udvikling som medbestemt af opvækstmiljøet, og over mod et rent biologisk blik på barnet.

For med den nye manual blev beskrivelserne af diagnoserne stort set renset for alt, som vedrørte årsager til psykiske problemer. Diagnoserne skulle nu stilles udelukkende ud fra barnets adfærd.

Årsagsforklaringerne, der blev renset ud, var i høj grad psykoanalytiske.

De var spekulative og kunne diskuteres, og psykiaterne havde i stigende grad vanskeligt ved at slutte op om dem. Adfærden, derimod, burde alle kunne blive enige om, for den kan jo iagttages.

Ingen kender endnu årsagerne til psykiske forstyrrelser, og selv om der kan rejses tvivl over for psykoanalysens teorier, er det problematisk, at man både i psykiatrien og uden for er holdt helt op med at tænke over, hvilke forhold i et barns opvækstmiljø, som eventuelt kan tænkes at ligge bag en ADHD- eller autismeadfærd.

Det er problematisk, så længe det ikke er fastslået, at psykiske forstyrrelser er rent biologiske.

Og så længe der ikke er fundet biomarkører, for eksempel genetiske afvigelser eller forandringer i hjernen, som lægerne kan bruge i diagnostikken, sådan som de ofte kan i diagnostik af legemlig sygdom.

Jordens klima er truet af overophedning, men det går jo meget godt. Også befolkningens mentale klima er truet af overophedning, men endnu er familierne, skolerne eller arbejdspladserne jo ikke brudt sammen, så det går vel også nok.

Vi kan fortsætte med at udbygge kapaciteten i psykiatrien og gøre endnu mere for at fremme åbenhed om psykisk sygdom og støtte mennesker i at leve hermed, og det er for så vidt godt.

Men hvis vi faktisk kunne forebygge og løse psykiske problemer, svarer alt andet til at holde en fugtskjoldet kældervæg nogenlunde pæn med maling, i stedet forat etablere et dræn, som holder fugten ude.

Se på opvækstmiljøet

Mit eget lille modtræk mod dehumaniseringen er ikke originalt, for det består bare i at være gammeldags.

I alle sager, jeg modtager, søger jeg først efter muligheder for at forstå barnets adfærd og problemer som reaktioner på opvækstmiljøet.

Jeg finder næsten altid noget, som tilsyneladende kan bidrage til en forståelse.

På den baggrund giver jeg forældrene forslag til, hvad de kan gøre i hverdagen med barnet, for at se, om det løser problemerne.

Løbende justerer vi forslagene ud fra erfaringerne. I mange tilfælde inddrages pædagoger og lærere også, især af forældrene selv, og alle parter er gennemgående positive over for at være gammeldags.

Et lille eksempel handler om et barn, der var uroligt. Det gjorde desuden ikke det, som de voksne bad det om, og havde svært ved at vente på tur. Barnet kunne have fået diagnosen ADHD. Jeg foreslog, at problemerne måske var en følge af, at forældrene havde hjulpet barnet meget, indtil det fik en lillesøster, hvorefter de pludselig øgede kravene, samtidig med at de gav søsteren masser af opmærksomhed.

Den hjælp, jeg foreslog, bestod i, at forældrene fortalte barnet denne forståelse, at de i en periode sænkede kravene, og at barnet dagligt fik tid alene med en af forældrene.

Efter nogle måneders ihærdig indsats fra forældrene og nogle justeringer undervejs, var problemet løst, og barnet fik ingen diagnose.

Mit modtræk udelukker ikke psykiatri og medicin, men reserverer blot dette til de tilfælde, hvor forældrenes hjælp ikke løser problemet i tilstrækkelig grad.

Modtrækket vil næppe kunne få samme succes alle vegne, for de sager, jeg modtager, er ikke repræsentative.

Men erfaringerne tyder på, at kommunerne i mange tilfælde ville kunne hjælpe bedre og billigere, hvis de også var mere gammeldags.

Jeg er imidlertid kun en enkelt, lille stemme, og jeg udtaler mig på baggrund af erfaringer, ikke forskning. Desuden er tiltroen til den biologiske psykiatri stor – både blandt fagfolk, politikere og forældre.

’Parent blaming’

Mit modtræk kan kritiseres for at være et udtryk for såkaldt parent blaming, altså for at give forældrene skylden for deres børns problemer.

Imod dette kan jeg sige, at min erfaring er, at alle forældre gør det bedste, de kan, også de, der kommer til at skade deres børn – og tilføje, at også det har forståelige årsager. Men det ændrer ikke ved, at forældrene ofte er en væsentlig del af årsagen.

Endelig kan mit modtræk kritiseres for ikke at anerkende forældre og børn som eksperter i sig selv.

For jeg hævder en merforståelse, også selv om jeg kun foreslår forældre, hvordan deres barn måske kan forstås, og hvad de forsøgsvist kan gøre for at se, om det løser problemet. Selv om forældrene søger ekspertise og er glade, når problemerne løses, ophæver det ikke ekspertrollen.

Kritikken af parent blaming og ekspertrollen har baggrund i et positivt ønske om at myndiggøre mennesker, der historisk set har været udsat for moralsk fordømmelse og en alvidende, undertrykkende ekspertise.

Men hvis for eksempel psykologer følger kritikken, kan de ikke fremsætte tanker om, hvordan forældre kan komme til at skabe problemer for deres børn, og hvad de kan gøre for at løse dem igen.

Meget kan således tyde på, at mit modtræk forbliver mit eget.

Men nu, hvor det er omtalt, kan andre, der også ser begrænsninger i den fremherskende form for hjælp til børn med adfærdsproblemer, gribe bolden, hvis de ønsker det.

Lars Rasborg er klinisk børnepsykolog.

19-årige Jamina siger, at hun ville have haft det bedre i dag, hvis der havde været mere tid til at give hende hjælp. Læs hendes historie her.  
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Jens Flø
  • Vivi Rindom
  • Niels Duus Nielsen
  • Marianne Stockmarr
  • Annemette Due
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Viggo Okholm
  • ingemaje lange
  • Susan Bahl
  • Steen K Petersen
  • lise zeuthen
  • lars søgaard-jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Henning Kjær
  • Marie Mollerup
Flemming Berger, Jens Flø, Vivi Rindom, Niels Duus Nielsen, Marianne Stockmarr, Annemette Due, Bjarne Bisgaard Jensen, Viggo Okholm, ingemaje lange, Susan Bahl, Steen K Petersen, lise zeuthen, lars søgaard-jensen, Eva Schwanenflügel, Henning Kjær og Marie Mollerup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Hvor var den mor klog da den to-årige vedvarende, trods kærlighed, ikke makkede ret på de tre R'er, Ro, Regelmæssighed, Renlighed, men søgte årsagen i R'erne og ikke hos barnet...
... og der var stammeren hvis mor nok var den der trængte mest til "behandling". - Så nemt at se udefra, men som en del af en ond cirkel, uden opmærksomhed på den og dermed heller ikke på muligheden for at bryde den?

Niels Duus Nielsen, Marianne Stockmarr og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Nana Mercier

Lars, jeg er enig på mange måder!
Men som pædagog og børneretsforkæmper, vil jeg også gerne pege på, at når børn er på tværs, så skal vi måske også kaste en kritisk blik på vores familie- og daginstitutioner?
Jeg mener, børn der er modvillige, ikke gider vente på tur, som du eksemplificerer med, de kunne jo have gode grunde, med udgangspunkt, at det der var at vente på, det ofte var et dødkedeligt “tilbud”.
Jeg synes som pædagog, børn i daginstitution skal vente- og udstå bekymrende megen intetsigende ventetid: hvor sjovt er det lige, i den obligatoriske (pædagog)rundkreds med tyve børn, at vente i fem minutter på at høre om Karls sutsko, der blev væk og fundet igen, og Klaras fisketur, som var åh så uhyggelig? Samtidig med at børns institutionshverdag i forvejen består af mange tunge rutiner, hvor tyve børn skal høre det samme, på samme tid, og vente i uendeligheder på hjælp fra en voksen.

Nogle gange skulle vi måske som pædagoger og forældre spørge os selv om, hvem - og hvad - som er i behov for kritik, når børn er på tværs!
Det behøver IKKE alene handle om uheldige samspilsmønstre fra os omsorgspersoners side, eller krav, vi må stille på andre måder, hvis børn skal kunne honorere dem.

Jeg synes på mange måder godt om psykologien, finder den brugbar og nødvendig i forhold til den bekymrende biologiske vending vi er vidne til nu.
Men vi må også ha et sociologisk blik, og et ideologikritisk blik på, hvad det er for nogle små mennesker, vi ønsker at forme, med den måde, vi indretter vores familieliv, daginstitutionsliv og tilhørende opdragelsespædagogik på.

“ Hvem er af Træ?”, hed en psykologibog, der altid fangede mit blik, når jeg vandrede gennem biblioteksgangene i 80`erne.
Måske skal vi spørge om det samme i dag?

Charlotte Harder, Steffen Gliese, jens christian jacobsen, Lars Rasborg, Niels Duus Nielsen, Pernille Petersen, Rolf Andersen, Marianne Stockmarr, Estermarie Mandelquist, Anne Mette Jørgensen, Søs Dalgaard Jensen, Jens Flø, Grethe Preisler, Steen Obel, Susanne Kaspersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Viggo Okholm, ingemaje lange, Susan Bahl, Eva Schwanenflügel, Rikke Nielsen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Steen K Petersen

"En væsentlig faktor i dehumaniseringen er, at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, i 1992 udsendte en ny udgave af sin diagnosemanual for psykiatri.

Den gik bort fra at forstå et barns udvikling som medbestemt af opvækstmiljøet, og over mod et rent biologisk blik på barnet.

For med den nye manual blev beskrivelserne af diagnoserne stort set renset for alt, som vedrørte årsager til psykiske problemer. Diagnoserne skulle nu stilles udelukkende ud fra barnets adfærd"

Så godt skrevet, og dine empiriske iagtagelser, rammer i den grad plet, tak for det Lars.

Også tak for dine tilføjelser Nana:o)

Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Rolf Andersen, Marianne Stockmarr, Ete Forchhammer , Anne Mette Jørgensen, Søs Dalgaard Jensen, Jens Flø, Steen Obel, Susanne Kaspersen, ingemaje lange, Susan Bahl, Mogens Holme og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Inge Wie Nielsen

Jamen det er jo ikke rigtigt! Autisme har vi længe vidst er arveligt. Det kan ikke medicineres.
Men ja det hjælper at tilpasse miljøet og forventningerne omkring barnet.

ADHD: "Vores gener betyder meget for udviklingen af psykiske lidelser. Det gælder også ADHD, hvor arveligheden er op til 80 procent."

Det kunne jo være vi skulle stoppe med at lave vores stereotype og generelle kasser og billeder af det perfekte som ingen kan leve op til og acceptere at alle mennesker er forskellige.
Hvorefter vi i stedet dyrker deres særegne potientiale, så de kan blive den bedste udgave af sig selv.

Ang. Parentblaming - så er der ingen forældre der nogen sinde ønsker en diagnose på deres barn. Ingen!
Jeg siger hermed ikke at der findes fejlfri forældre, men hvor skulle de vide det fra? Kravene kommer oppefra og udefra også til forældrene om deres børn skal passe i samfundets formstøbt kasser. Hvis barnet stritter udenfor mødes forældrene af løftede pegefingre fra trængte pædagoger og skolelærer med dårlig bemanding og ingen tid til relation. Børnene befinder sig mere i samfundets institutioner end de gør hos forældrene hvor de efterhånden kun tilbringer natten.
Der bliver stillede forkerte diagnoser, fordi psykiatrien har været underlagt årevise besparelser. Der er mangel på psykiatere og sengepladser. Det er hurtig ud af vagten og hvem tager over når barnet bliver udskrevet. Hvem hjælper og underviser forældrene? Måske skulle vi sørge for mere tid til nærvær, omsorg og relation i vores velfærdssamfund.
Det sælges ikke i hyldemeter.
Det gode personale flygter fra disse områder, inden de mister sig selv og deres faglighed.

https://www.ssi.dk/aktuelt/nyheder/2018/adhd-ligger-i-vores-gener

Niels G Madsen, Marianne Stockmarr, Jane Jensen, Rikke Nielsen, Mogens Fosgerau og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Hvad sker, hvis vi siger - som tankeeksperiment at ADHD ikke findes som "ting" i verden? Så skal vi pludselig til at tænke os om, møde og se og tale med individet og miljøet (det hele- inklusiv skolen) for at finde ud, hvad der skaber den adfærd. Altså - adfærd er udtryk for konflikter i miljøet (systemet) i og omkring os.

Marianne Stockmarr, Anne Mette Jørgensen, Rikke Nielsen, Steen Obel, Mogens Holme, Steen K Petersen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Meget meget vigtig kronik i en forvirret tid-og måske tiden altid har kunnet virke forvirret,da vi som mennesker i begærets rus bare kører derud ad,fordi vi bilder os ind at vækst og teknisk fremskridt, iblandet begær.magt og grådighed, er hele grundlaget for en indbildt lykke.
Vi tror vi ved så meget og alligevel ved vi vel stort set intet, hvis vi lige kigger på de fejl.mangler og kvalitet som vores hjerner og dermed også vore børn har som bagage. Vi er sikkert nået over stadiet at det bare var en fejl fra "Gud" Skaberen eller det modsatte-straf fordi "denne" ville straffe os.
Jeg er gemmel pædagog og havde selvfølgelig problematikken-trends og teorier tæt inde på livet.
AHD er blevet meget "in" lidt pest eller kolera- Et AHD barn kan have svært ved at rumme der rammer vi sætter op, derfor bliver dette barn et problem uanset barnet vel egentlig kan være glad og opfindsom. Det sidste for meget!
Et eksempel fra min tid, en dreng som gav uro og ja han fik støttepædagog og så en psykolog,som efter en lille halv times iagttagelse konstaterede at det var hjemme relateret og ja støttepædagogen var nok delvis enig. Han var en udfordring og jeg var nok den der gav længst snor til irritation for andre personaler. Drengen var glad for musik og fik lov til at få knald på i ude tiden for de fleste med musik og så kunne han danse. Til en sommerfest optrådte han med en rock-bues udgave af Godmorgen Sol,som jeg havde lavet om. Meget stor succes ,hvor forældre pludselig så en anden dreng.
Drengen kom i skole-special klasse ,men efter få måneder kunne de ikke rumme ham-så afsted til Roskilde og diverse mediceneringer. Tilbage til byen ca 6 år efter og mødt med et knus.I dag voksen og ja med udfordringer. Jeg er på face book med drengen/manden.
Men for lige at afrunde den konkrete sag her, så blev moderen glad for at han fik konstateret " sygdommen" og hermed kunne "fralægge" sig ansvaret.
I min verden er der mange sandheder omkring børn,psyke,evner m.v Reelt tror jeg at vi som arbejder med børn og unge eller har gjort det aldrig nogen sinde kommer til at kunne konkludere årsagen til "fejlbilleder" når det drejer sig om vores psyke og sind..Men vi kan blive klogere på hinanden som mennesker og de valg vi træffer.

Niels Duus Nielsen, Marianne Stockmarr, Dennis Tomsen, Steen K Petersen og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Meget meget vigtig kronik i en forvirret tid-og måske tiden altid har kunnet virke forvirret,da vi som mennesker i begærets rus bare kører derud ad,fordi vi bilder os ind at vækst og teknisk fremskridt, iblandet begær.magt og grådighed, er hele grundlaget for en indbildt lykke.
Vi tror vi ved så meget og alligevel ved vi vel stort set intet, hvis vi lige kigger på de fejl.mangler og kvalitet som vores hjerner og dermed også vore børn har som bagage. Vi er sikkert nået over stadiet at det bare var en fejl fra "Gud" Skaberen eller det modsatte-straf fordi "denne" ville straffe os.
Jeg er gemmel pædagog og havde selvfølgelig problematikken-trends og teorier tæt inde på livet.
AHD er blevet meget "in" lidt pest eller kolera- Et AHD barn kan have svært ved at rumme der rammer vi sætter op, derfor bliver dette barn et problem uanset barnet vel egentlig kan være glad og opfindsom. Det sidste for meget!
Et eksempel fra min tid, en dreng som gav uro og ja han fik støttepædagog og så en psykolog,som efter en lille halv times iagttagelse konstaterede at det var hjemme relateret og ja støttepædagogen var nok delvis enig. Han var en udfordring og jeg var nok den der gav længst snor til irritation for andre personaler. Drengen var glad for musik og fik lov til at få knald på i ude tiden for de fleste med musik og så kunne han danse. Til en sommerfest optrådte han med en rock-bues udgave af Godmorgen Sol,som jeg havde lavet om. Meget stor succes ,hvor forældre pludselig så en anden dreng.
Drengen kom i skole-special klasse ,men efter få måneder kunne de ikke rumme ham-så afsted til Roskilde og diverse mediceneringer. Tilbage til byen ca 6 år efter og mødt med et knus.I dag voksen og ja med udfordringer. Jeg er på face book med drengen/manden.
Men for lige at afrunde den konkrete sag her, så blev moderen glad for at han fik konstateret " sygdommen" og hermed kunne "fralægge" sig ansvaret.
I min verden er der mange sandheder omkring børn,psyke,evner m.v Reelt tror jeg at vi som arbejder med børn og unge eller har gjort det aldrig nogen sinde kommer til at kunne konkludere årsagen til "fejlbilleder" når det drejer sig om vores psyke og sind..Men vi kan blive klogere på hinanden som mennesker og de valg vi træffer.

Viggo Okholm

Meget meget vigtig kronik i en forvirret tid-og måske tiden altid har kunnet virke forvirret,da vi som mennesker i begærets rus bare kører derud ad,fordi vi bilder os ind at vækst og teknisk fremskridt, iblandet begær.magt og grådighed, er hele grundlaget for en indbildt lykke.
Vi tror vi ved så meget og alligevel ved vi vel stort set intet, hvis vi lige kigger på de fejl.mangler og kvalitet som vores hjerner og dermed også vore børn har som bagage. Vi er sikkert nået over stadiet at det bare var en fejl fra "Gud" Skaberen eller det modsatte-straf fordi "denne" ville straffe os.
Jeg er gemmel pædagog og havde selvfølgelig problematikken-trends og teorier tæt inde på livet.
AHD er blevet meget "in" lidt pest eller kolera- Et AHD barn kan have svært ved at rumme der rammer vi sætter op, derfor bliver dette barn et problem uanset barnet vel egentlig kan være glad og opfindsom. Det sidste for meget!
Et eksempel fra min tid, en dreng som gav uro og ja han fik støttepædagog og så en psykolog,som efter en lille halv times iagttagelse konstaterede at det var hjemme relateret og ja støttepædagogen var nok delvis enig. Han var en udfordring og jeg var nok den der gav længst snor til irritation for andre personaler. Drengen var glad for musik og fik lov til at få knald på i ude tiden for de fleste med musik og så kunne han danse. Til en sommerfest optrådte han med en rock-bues udgave af Godmorgen Sol,som jeg havde lavet om. Meget stor succes ,hvor forældre pludselig så en anden dreng.
Drengen kom i skole-special klasse ,men efter få måneder kunne de ikke rumme ham-så afsted til Roskilde og diverse mediceneringer. Tilbage til byen ca 6 år efter og mødt med et knus.I dag voksen og ja med udfordringer. Jeg er på face book med drengen/manden.
Men for lige at afrunde den konkrete sag her, så blev moderen glad for at han fik konstateret " sygdommen" og hermed kunne "fralægge" sig ansvaret.
I min verden er der mange sandheder omkring børn,psyke,evner m.v Reelt tror jeg at vi som arbejder med børn og unge eller har gjort det aldrig nogen sinde kommer til at kunne konkludere årsagen til "fejlbilleder" når det drejer sig om vores psyke og sind..Men vi kan blive klogere på hinanden som mennesker og de valg vi træffer.

Det er slet ikke sikkert, at det er barnet, der har adfærdsproblemer.

Steffen Gliese, Marianne Stockmarr, Anne Mette Jørgensen, Steen K Petersen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Mest af alt tror jeg at Lars Rasborg i sin kronik promoverer sin egen forretning (bogsalg/foredragsholder) ved at indikere at forskerne, lægevidenskab og millioner af forældre ikke ved sandheden som Lars gør. Budskabet er at børnenes problemer stammer fra miljøet. Derfor er miljøterapi det mest virkningsfulde. Men det bare ikke korrekt. Der findes ingen evidens at samtaler og terapi af forældrene kurerer hverken ADHD eller autisme. Det er Flat Earth / djævleuddrivelse logik. Det er en mega-underdrivelse at kalde det gammeldags. Det er nok mere fornuftigt at kalde det dumt. https://www.additudemag.com/adhd-is-spectrum-disorder/

Merete von Eyben, Tommy Gundestrup Schou, Mogens Fosgerau og Niels G Madsen anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

24/jul/2019

Min erfaring, som gestaltterapeut
gennem mere end 30 år, er, at et
barn eller en ung med adfærdsbe-
grænsninger, i dets barndom eller
ungdom har været udsat for en el-
ler flere hændelser, som har fået
det til at tage en eller flere selv-
begrænsende beslutninger ...
Med de rette redskaber og erfa-
ringer kan sådanne beslutninger
genkaldes og håndteres :-) ...
Men det tager mange sessioner!

Venlig hilsen
Claus

Morten Balling

Kunne det tænkes at alle mennesker er forskellige, og at nogle mennesker afviger mere fra normen end andre? For nogle år siden kan jeg huske at jeg så en dokumentar om autisme, hvor Simon Baron-Cohen var den første jeg hørte sig højt at måden man diagnostiserede autisme var forkert, og at alle mennesker dybest set var mere eller mindre "autistiske". I stedet foreslog Baron-Cohen at man indførte en form for autisme skala. Jeg har ikke fulgt voldsomt meget med, men har bemærket at begrebet autisme skala bliver mere og mere udbredt?

Generelt er det ofte svært at være for forskellig fra normen, men nu nævner Lars Rasborg klimaet, og her er det svært ikke samtidig at bemærke at både psykoser og skizofreni normalt beskrives som at "patienten" har at forvrænget billede af virkeligheden. Ift. klimaet kunne man så pointere at mange mennesker har et overordentligt forvrænget billede af virkeligheden. Som Lars Rasborg skriver "men det går jo meget godt". Nej! Det gør det ikke, og dem som tror det, bilder sig selv noget ind. Er de så lidt små skizo-psykotiske, eller vil de bare ikke se virkeligheden i øjnene, måske fordi de har børn, eller er bange for at miste deres job? De fleste økonomer i dag tror naivt på at væksten kan fortsætte selvom vi lever i et lukket system. Bør de så medicineres?

Jeg plejer i debatter som denne at linke til videoen her. "Dr James Davies: The Origins of the DSM". Davies besluttede sig for at undersøge, hvordan DSM opstod, og opsøgte nogle af de folk som var med til at lave de første DSM manualer. Hvis man har den mindste interesse i psykiatri bør man bruge 34 minutter af ens liv og se videoen. Personligt tabte jeg hagen et par gange undervejs. Bla. beskrivelsen af at man løste uenigheder ved at stemme om dem. Dét har absolut intet med videnskab at gøre. Helt grotesk er en situation hvor en af lægerne, ift. til en foreslået diagnose siger at "det gør han også", hvorpå diagnosen droppes. Selvom jeg havde en fornemmelse af at det nok var sådan, overraskede det mig også, hvor få diagnoser i DSM som vitterlig kan forklares med biologi eller fysiologi.

https://www.youtube.com/watch?v=6JPgpasgueQ

Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Niels G Madsen

Der er altså børn som allerede fra en tidlig alder har en så udpræget fysisk uro og konstant rundtossethed at de simpelthen ikke kan fungere og socialisere uden på et tidspunkt at få medicinsk behandling. Jeg tror gerne at der kan være et mindretal af fejldiagnosticerede med ADHD og autisme, men for flertallets vedkommende er det altså ikke socio-emotionele eller grænsesætningsproblemer der er tale om.

kjeld hougaard

Jeg udgår fra at homo sapiens er en biologisk variant af liv. Hvis det med ”afhumanisering” menes ”afsjæling”, at der ikke findes en biologisk uafhængigt ”psyke”, er WHO på rette vej. Normalitetsbegrebet er kultur betinget. Den danske total-velværestat forudsætter en høj grad af konformisme for at fungere. Normalitet begrebet bliver snævert i vår kultur. Passer en biologisk variant ikke ind i formen, som en given kultur anser er nødvendigt for at samfundet fungerer, så er afvigelserne – i den kultur – ”sygdom”. Naturen, biologien er ligeglad hvad vi kalder det.

Ib Christoffersen

Problemet er jo at barnet skal bokses ind i en kasse med et antal bogstaver. Og de bogstaver skal helst ikke inkludere forældrene, systemet lider af berøringsangst overfor forældrene. Og med et antal bogstaver i en diagnose, så følger der en stabel piller. Projekt gennemført, barnet bliver roligt, lægen/psykologen udført sin opgave, medicinindustrien skorer så sin profit fremover. Spild af samfundets ressourcer ikke at tage hele problemet med i diagnosen, så barnet kan blive en del af produktionsmaskinen Danmark og komme til at betale skat til den evigt slunkne gavebod, statskassen.

Steffen Gliese, kjeld hougaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Lars Rasborg

Tak for kommentarer! Og til Nana Mercler: Jeg er enig, men har blot måttet begrænse mig for ikke at overskride kronikkens rammer.

Det kan vel ikke være så svært at finde ud af om ADHD "findes".

Findes der børn blandt "oprindelige" folkeslag, som udviser lignende adfærd? Hvis det ikke er tilfældet må vi jo konkludere, at fænomenet skyldes udefrakommende ting, som vi kan ændre.

Personligt tror jeg, at det skyldes disse 3 ting:

1) Pesticid-niveauet hos den gravide + andre kemiske påvirkninger
2) (For tidlig) Institutionalisering
3) For lidt kontakt med naturen

Steffen Gliese

Esben Lykke, her forudsætter du en statisk situation, men udvikling foregår konstant, foruden at der findes både biologiske og kulturelle afvigelser i grupper, hvis interne lighedspunkter kan variere på alle tænkelige måder mellem grupperne indbyrdes.
Og så er der den med den medfødte autisme - jeg læser altså, at anlæg for autisme er medfødte, men det er anlæg for så mange andre ting også.
Der er selvfølgelig klare ønsker om ikke at kunne blive påført ansvar for autisme i sit barn; men reelt er det ansvar jo større, hvis det er genetisk - mens alskens påvirkninger, der uden den enkeltes mulighed for at styre eller blot overskue konsekvenser, der iøvrigt nok er helt individuelle, i langt højere grad overlader en årsagsforklaring til ikke at kunne henføres til bestemte årsager.
Vi er netop alt for forhippede på at give arvelighed og genetik skylden for begivenheder, der er tilfældige og ukalkulérbare. Og jeg må indrømme, at det er en verden, jeg foretrækker.

Niels G Madsen

Infektioner i første trimester og premature fødsler er også forbundet med højere forekomst af ADHD og autisme, så her er der noget at tage fat på.