Læserbrev

I det psykiatriske system skal man være døden nær, før man får hjælp

Besparelser i psykiatrien skaber en kædereaktion for psykisk sårbare borgere, der ikke får den hjælp, de har brug for. Der er efterhånden kun ordentlig hjælp til de udadreagerende, de voldsomt selvskadende og de farlige, skriver den psykiatriske patient Cecilie Skovbjerg i dette debatindlæg
Cecilie Skovbjerg spørger i dette læserbrev, om det ikke er på tide at gøre op med fordommene og ligestille retten til hjælp mellem somatiske og psykiatriske udfordringer. Dette er et billede fra Hvidovres Psykiatriske afdeling.

Cecilie Skovbjerg spørger i dette læserbrev, om det ikke er på tide at gøre op med fordommene og ligestille retten til hjælp mellem somatiske og psykiatriske udfordringer. Dette er et billede fra Hvidovres Psykiatriske afdeling.

Jakob Dall

24. juli 2019

»Kom igen, hvis du får det værre.«

Det er en sætning, mange i psykiatrien kender. Når man står i en psykiatrisk modtagelse med tanker om at gøre skade på sig selv, har stemmer, der råber, eller man bare ikke magter livet længere.

Der bliver flere danskere med psykiske problemer, samtidig med at der bliver skåret i antallet af sengepladser. Dette giver en kædereaktion nedad i systemet.

De borgere, der tilkendes bosteder, bliver dårligere, fordi bostederne nu skal kunne rumme beboere, som man tidligere ville have indlagt. Det medfører, at andre, der burde være blevet tilkendt et bosted, ender med at bo i egen bolig.

Vi har skabt et psykiatrisk system, hvor man kan blive bange for at få det bedre. Et system, hvor man skal råbe så højt for at blive hørt, at det synes næsten umuligt at komme igennem. Og et system, hvor man ikke lytter til borgeren, men blot bedømmer deres tilstand ud fra adfærd.

Det har den negative konsekvens, at ekstrem adfærd kan ’betale sig’. Først i det øjeblik, man bliver ekstrem, bliver man hørt.

Man skal næsten være døden nær, før man får hjælp. Indtil da skal man bare komme igen, hvis det bliver værre.

Jeg har været i psykiatrien i ti år, både som patient og som beboer på et bosted. Jeg har været meget selvskadende gennem årene.

Dæmonerne er stadig i mit indre, men det er blevet langt sværere at forklare folk omkring mig, at de stadig er der, når jeg ikke selvskader længere.

Vi har skabt et system, hvor der kun er tid til ekstremerne, de udadreagerende, de voldsomt selvskadende, de farlige. Der kommer flere i den gruppe, og det forstår man godt.

For det er den gruppe, der får den hjælp, der er tilbage i et ellers udpint system. Gruppen af dem, der ikke tør sige noget – og gruppen af dem, der har sluppet deres tidligere ekstreme adfærd, bliver overset.

Det er den triste sandhed om et system med rigtig mange dygtige medarbejdere.

Var det ikke på tide, at vi gjorde op med fordommene og ligestillede retten til hjælp mellem somatiske og psykiatriske udfordringer?

Cecilie Skovbjerg er førtidspensioneret lærer.

Peter Øvig depression tabu behandling elektrochokterapi psykiatri
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • lise zeuthen
  • Colin Bradley
  • Eva Schwanenflügel
  • Johnny Christiansen
  • Marianne Stockmarr
Thomas Tanghus, lise zeuthen, Colin Bradley, Eva Schwanenflügel, Johnny Christiansen og Marianne Stockmarr anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu