Klumme

Retssikkerheden er feminismens svageste punkt

Har man de forkerte holdninger, har man ikke ret til at skrive om sit liv. MeToo-revolutionens credo var, at alle har ret til at dele sin historie, sin sandhed – men åbenbart ikke, hvis man tilhører revolutionens ofre, skriver kulturchef på Aftonbladet
Ronald S. Sullivan (tv.), professor i jura og dekan på Harvard University, er blevet degraderet fra sin dekanstilling, fordi studerende har protesteret, efter Sullivan var en del af forsvarerholdet under retssagen mod Harvey Weinstein.

Ronald S. Sullivan (tv.), professor i jura og dekan på Harvard University, er blevet degraderet fra sin dekanstilling, fordi studerende har protesteret, efter Sullivan var en del af forsvarerholdet under retssagen mod Harvey Weinstein.

Carlo Allegri/Ritzau Scanpix

8. juli 2019

Ronald S. Sullivan er professor i jura og dekan på Harvard University. Dertil er han en af de jurister, der indgår i Harvey Weinsteins hold af forsvarere. Derfor kan han ikke længere være dekan på Harvard, forlyder det fra CNN.

De studerende har protesteret så ihærdigt, at universitetsledelsen har set sig nødsaget til at degradere den sorte professor (og tilmed ægtefællen).

Noplatforming kaldes den metode, som stadigt flere institutioner og aktivister anvender: den som mener eller gør noget galt, skal ikke gives plads i det offentlige rum.

I dette tilfælde har Sullivan ikke gjort noget som helst galt eller ment noget forkert, han udøver bare sit fag. I en retsstat har alle anklagede ret til et forsvar, det gælder for drabsmænd såvel som for butikstyve og alt derimellem.

Retssikkerhed har altid været feminismens svageste punkt.

De amerikanske universiteter har længe kæmpet med triggerwarnings og noplatforming omkring undervisere, som »skaber utryghed i rummet«. Det er en gennemført antiintellektuel indstilling ikke at ville udfordres på sine følelser og forestillinger. Kan man overhovedet leve på den måde?

I september er der bogmesse i Göteborg, og traditionen tro er der debat om, hvem der skal have lov til at deltage. I år er det Horace Engdahl, medlem af Det Svenske Akademi og aktuel med tre bøger, som ikke er velkommen.

Ligestillet bogmesse

Han er ganske vist ikke helt udelukket, han skal for eksempel tale i Aftonbladets bod, men bogmessen vil ikke have noget større arrangement med ham i deres regi.

Den samme behandling fik Jordan B. Peterson sidste år, én af verdens mest indflydelsesrige tænkere – ubehagelige holdninger, off you go.

Argumentet mod Engdahl er, at »bogmessen er ligestillet«. Han har lidt for ihærdigt forsvaret sin ven Jean-Claude Arnault, ’kulturprofilen’, som er dømt for voldtægt. Arnaults ægtefælle er Katarina Frostenson.

Da balladen omkring Det Svenske Akademi var på sit højeste, udkom hun med en digtsamling, som blev hyldet enstemmigt. Alligevel blev hun ikke inviteret til en eneste litteraturfestival, digtoplæsning eller bogdag, fordi hun var gift med den forkerte mand.

For nogle uger siden udgav hun K., en bog om året, der gik. Den burde hun ikke have skrevet, mener mange, eftersom hun i den forsvarer sin mand. Med andre ord kræver man pludselig, at jeglitteraturen skal være objektiv, sand og dokumenterbar.

Har man de forkerte holdninger, har man ikke ret til at skrive om sit liv. MeToo-revolutionens credo var, at alle har ret til at dele sin historie, sin sandhed – men åbenbart ikke, hvis man tilhører revolutionens ofre.

Denne sommer er den svenske komiker Simon Gärdenfors kommet i fokus. Han har lavet sjov med incest – uha! – nu er han afbooket og ikke velkommen nogen steder.

Det er MeToo-aktivister, der har tvunget denne situation igennem, i den gode sags tjeneste. De har samme nykonservative syn på kultur som højrepopulisterne, der heller ikke kan tåle det klodsede, det obskøne og det usmagelige – det som i mellemkrigstiden blev luget væk som dekadence.

De perfekte

Et modargument er, at en kommerciel arena ikke har ansvar for at give alle taletid. Det er sandt, en privat aktør er ikke forpligtet til at tilbyde hvem som helst en platform. Som kulturchef for Aftonbladet lader jeg heller ikke alle komme til orde, vores kultursider er ikke nogen opslagstavle.

Det overordnede princip er imidlertid dette: Hvis civilsamfundet ikke forsvarer ytringsfriheden, ender staten med heller ikke at gøre det.

De, der har gang i noplatforming, har aldrig selv indtaget et ukomfortabelt standpunkt.

De har aldrig formuleret en afvigende mening, enten fordi de ikke har nogen, eller fordi de ikke tør. De har aldrig dummet sig eller haft noget på spil, for de løber altid med flokken. De er perfekte, ikkedefekte. Renhedstrangen; der er i denne, vi genser 1930’erne.

Tænkning kan kun bevæge sig, hvis man ræsonnerer dialektisk. Det kræver, at nogen stikker næsen frem. I velfungerende demokratier flyder ideerne frit; stryg hånden hen over verdenslitteraturen, og mærk, hvordan det er meningsbrydninger og holdningsforskelle, der gør verden til et smukt sted.

© Åsa Linderborg og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Det tidligere medlem af Det Svenske Akademi Katarina Frostenson har udgivet et forsvarsskrift på bogform. Hun går til angreb på den skandaleramte kulturinstitution og på medierne – men forveksler sin magtposition med urørlighed. Alligevel har bogen sin berettigelse, mener flere anmeldere
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Hans Larsen
  • Torben K L Jensen
ulrik mortensen, Hans Larsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Kjær

I mange år var kvinders overgresberetninger ilde sete og div. magtmennesker fik kvinder til at holde kæft med penge og/eller trusler eller med sanktioner gennem netværket. Det var her de overgrebsramte forsgte at formulere ikke bare en mening men en selvoplevelse, men selvfølgelig var de som oftest ikke ikke så elegante i deres formuleringer. Der var ytringsfriheden under pres men de "ærede" sansede det ikke, og iblandt støttede de overgriberne,

Nu er der nogle honoratioer eller deres støtter der piver fordi de ikke får den opmærksomhed som de og nogle af deres rygklappere synes de fortjerner. De kan ikke score kassen på deres kunst. Det er en ynk.

Troels Ken Pedersen, Anina Weber og Jan Jensen anbefalede denne kommentar

Pludselig er dem som bliver udelukket for taletid ikke det sædvanlige rakkerpak. Det er ikke forskere som har beskrevet palæstinensernes sag, der drypvis er blevet fyret fra alle amerikanske universiteter. Det er ikke Boycott, Divestment and Sanctions (BDS)-ytringer, der er blevet ulovlige i mange lande og herunder Frankrig og f.eks.Texas. Det er ikke venstreorienterede holdninger på de liberale Tv-kanaler, der er forsvundet efter Bush, som alle måtte skyde på, forlod præsidentposten.

Aldrig har man kunne læse om denne noplatforming af politiske holdninger i avisen. Og det selv om at ytringsfrihedsnægterne er magtfulde stater og megafirmaer.

Men nu hvor man udfører såkaldt noplatforming mod folks kommercielle interesser, og man kan tæske lidt løs på #Metoo, så er staklerne straks nyhedsværdige. What the f.

Troels Ken Pedersen, Anina Weber og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"De amerikanske universiteter har længe kæmpet med triggerwarnings og noplatforming omkring undervisere, som »skaber utryghed i rummet«. Det er en gennemført antiintellektuel indstilling ikke at ville udfordres på sine følelser og forestillinger. Kan man overhovedet leve på den måde?"

Problemet med udsagnet er ikke, at det er forkert, men at det ikke går dybere og angriber årsagerne til, at den slags fænomener risikerer at få lov at brede sig i et sådant omfang, at det måske i sidste ende kan blive en trussel mod demokratiet. Argumentationen i kommentaren er moralistisk og risikerer at ende i det, man kalder mudderkastning.

Hvis medieudviklingen, ikke mindst i de sociale medier, i kombination med den stigende økonomiske liberalisering på områderne for forskning og videregående uddannelse, kulturen og kunsten, i sidste ende kan blive en trussel mod det liberale demokrati, her tænker jeg især på trusler mod frihedsrettighederne, må det være det, som debatten skal fokusere på.

Hvordan forhindrer vi, i de vestlige demokratier, at medierne, ikke mindst de sociale medier, fungerer som platform for anti - demokratiske kræfter, på såvel den politiske højrefløj som venstrefløj, i et sådant omfang og på en sådan måde, at det kan blive en trussel mod demokratiet, ikke mindst frihedsrettighederne?

Hvordan forhindrer vi, at markeds - liberale tendenser i kombination med politisk markedsføring på medierne bliver en trussel mod institutionerne for den frie forsknings, kulturens og kunstens måde at fungere demokratisk på, ikke mindst når det drejer sig om frihedsrettighederne.

Når Åsa Linderborg udtaler: "Som kulturchef for Aftonbladet lader jeg heller ikke alle komme til orde, vores kultursider er ikke nogen opslagstavle", kan det undre, at hun ikke inddrager tendenserne til, at dagbladene i de nordiske lande, de sidste par årtier, har udviklet sig hen mod debat - prægede menigheds - aviser, der har været med til at forstærke tendenserne til, at kritik foregår i ekkokamre.

Troels Ken Pedersen

Det eneste af de nævnte eksempler, der rent faktisk har med retssikkerhed i egentlig forstand at gøre er sagen om Harvard-dekanen. De andre har intet at gøre med beskyttelse mod uretmæssige juridiske overgreb, kun de rige og magtfuldes ret til hyldest og popularitet.

Og når jeg følger lidt op på Harvard-sagen, ser det ret hurtigt ud til at der også er en del andre ting i den, og at lige denne sag med Weinstein allerhøjest er sidste strå. Det er i øvrigt svært at forestille sig, at en mand med Weinsteins rigdom ikke skulle kunne skaffe sig retshjælp som er mange gange mere hårdtslående, end almindelige dødelige har adgang til.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Det overordnede princip er imidlertid dette: Hvis civilsamfundet ikke forsvarer ytringsfriheden, ender staten med heller ikke at gøre det".

Udsagnet er udtryk for en statisk opfattelse, der ikke tager højde for medieudviklingen og den økonomiske liberalisering på en række områder. Hvis der sker en kortslutning, hvor det bliver muligt ved økonomisk pression at forhindre demokratiet (frihedsrettighederne) i at fungere, må staten vel med lovgivning hindre, at sådanne processer finder sted.

Et tænkt eksempel: Hvis et privat nyhedsmedie, f.eks. en TV - station, efter en debat mellem et medlem af de Radikale og et medlem af Dansk Folkeparti, oplever, at dets hovedsponsor som virksomhed via forskellige medier udsættes for opfordring til boykot af dets varer, fordi de sponsorerer et privat medie, hvor et bestemt parti får lov til at ytre nogle bestemte synspunkter i en debat, må det være oplagt, via lovgivning, at gribe ind på en sådan måde, at den form for aktioner gøres ulovlige.

I et demokrati bestemmer flertallet, men forudsætningen for, at demokratiet kan fungere, er den frie debat. Derfor må det via statsmagten sikres, at den frie debat kan finde sted, at den demokratiske proces ikke kortsluttes, som det f.eks. sker i Rusland og Tyrkiet, hvor man har autokratiske styreformer (hvad der, for mig at se, ikke har noget med demokrati at gøre), og hvor de frie medier sættes ud af spillet (gøres ulovlige eller forhindres i at fungere).

Det kan ikke være meningen, at man på den økonomiske liberalismes betingelser skal kunne kortslutte forudsætningerne for, at den politiske liberalisme kan fungere, f.eks. i DK i strid med principperne i Grundloven.