Læserbrev

Vil vi sammenholdet, må vi muslimer droppe tørklædet og læse Koranen tidssvarende

Danske muslimer bør læse Koranen ind i samtiden og gøre op med patriarkalske traditioner som tørklædet, der ikke dikteres af Koranen. På den måde kan vi bidrage til sammenhold på tværs af religiøse skel, skriver Aminah Tønnsen i dette debatindlæg
3. juli 2019

Zainab Nasrati slår i sin kronik i Information den 27. juni et slag for sameksistens og mener, at »de danske muslimer er en del af løsningen«. Desværre kommer hun ikke selv med nogen bud på, hvad vi som muslimer kan bidrage med for at få has på dæmoniseringen.

Hvis man vil forandre verden, må man begynde med sig selv. Nasrati fremfører, at dæmoniseringen af muslimer »handler om islam«. Det er til dels rigtigt. Men problemet er snarere, at mange muslimer sætter patriarkalsk tankegods og patriarkalske traditioner over Koranen.

Man skal læse Koranens vejledning ind i samtiden, og det kan gøres uden at ændre en tøddel på den oprindelige arabiske tekst. Men man er nødt til at bruge hovedet. Går man til Koranen med forudfattede meninger om dens indhold, vil man ikke tilnærmelsesvis kunne forstå den.

Her et par eksempler på Koranens vejledning i forhold til kønsroller og påklædning:

Koranen giver ikke mænd autoritet over kvinder. Kvinder såvel som mænd har ret til selv at vælge deres ægtefælle og lade sig skille igen.

Koranen forbyder ikke tværreligiøse ægteskaber med troende jøder eller kristne. Mænd og kvinder arver i forhold til de økonomiske forpligtelser, de hver især er tildelt. Koranen billiger hverken hustruvold, social kontrol eller æresvold.

Koranen siger intetsteds, at vi gennem vores påklædning skal vise omverdenen, at vi er muslimer. Vi skal opføre os og klæde os på en måde, så vi ikke tiltrækker uønsket opmærksomhed og risikerer at blive forulempet.

I udøvelsen af vores tro må vi ikke gå til yderligheder. Det udelukker brugen af store tørklæder, sorte gevandter og ansigtsslør.

Koranen opfordrer til at vende troen indad.

Vi skal væk fra det ukritiske regelrytteri og den sort-hvide dogmatik og bevæge os mod det åndelige og det etiske. Tørklædet skal overflødiggøres, så den enkelte kan kendes på sine menneskelige kvaliteter i stedet for at blive mødt med omverdenens fordomme.

Hvorfor insistere på at klæde sig som i 600-tallets Arabien, når tørklædet her på vore breddegrader har den stik modsatte virkning end den oprindelige?

Ved at læse Koranen på en tidssvarende måde kan man udrydde alt det, islam-modstanderne kritiserer – og samtidig bidrage til at skabe fredelig sameksistens på tværs af alle skel.

Aminah Tønnsen er muslim og forfatter

Den danske muslim er en uomtvistelig del af fællesskabet, kulturen og danmarkshistorien, skriver Zainab Nasrati i kroniken.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Britta Hansen
  • Viggo Okholm
Espen Bøgh, Britta Hansen og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Det er temmelig svært at forholde sig til, hvad "vi" muslimer skal gøre.
det minder ret meget om hvad "vi kvinder" skal gøre. Eller "vi" arbejdsløse. Eller "vi" som bor i ejerboliger. Eller "vi" noget helt andet.
Hvad med at starte med at udvise det storsind "selv" at gøre det, som "vi" nu hver især mener verden har brug for og - og så håbe, at andre følger eksemplet? "Vi" kan ikke bestemme hvad andre skal gøre uden at blive totalitære og formynderiske.
Der er intet der forhindrer, at vi diskuterer tingene.
Men formynderi fører aldrig til noget langtids-godt.

Per Klüver, Christian Mondrup, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Michael Kamp

Enig med dig Lise Lotte, men Aminah har selvfølgelig også en pointe.
Selv blandt muslimer er der ikke længere styr på hvad der er kultur og hvad der er religion.
Vi råber altid op om at Islam skal reformeres, og skal man af med de uheldige traditioner der har sneget sig ind i islam, og som jo mange gange er et unødvendigt levn fra fortiden, må man nødvendigvis sætte fokus på lige netop dette.

Lise Lotte Rahbek

Michael Kamp
Der findes ikke nogen levet religion, som skarpt adskiller traditioner/kultur og religiøst indhold.

Det er aldeles udmærket at diskutere det hensigtsmæssige i diverse traditioner og symboler. F.eks har vi, nogle af os, i Danmark lige igenigen haft debatten om, hvorvidt det er en god ide at markere tidligere tiders hekseafbrændinger i religionens navn - med en symbolheks på bålet til Sankt Hans.
Men helt basalt adskiller mennesker sig fra hinanden i forskellige grupper med små symboler. Se blot på mænd i habitter. De ønsker at sende nogle signaler til hinanden og omverdenen om deres individuelle betydning og derfor klæder de sig ens?!

Jeg tror på frihed til at til at tilslutte sig forskellige fællesskaber. En hel del kvinder i tørklæder signalerer tilhørsforhold til religion/kultur med deres tørklæde. Og så kan de signalere et andet tilhørsforhold med fodtøj; kulørte sneakers eller stiletter eller bamsestøvler. Og hvad så..?

Hans Houmøller

Det var dog et forfriskende indspark af Aminah Tønnesen i en standende debat .
Jeg ser indlægget som et godt forsøg på at skabe dialog med både andre muslimer, men så sandelig også alle andre.

At vende sin tro indad som beskrevet, synes jeg giver god mening, ikke mindst i tider, hvor agressive personer fylder rigeligt med deres synsninger. Et eksempel på dette er den nu forhenværende Pia Kjærsgaard, som har mere end svært ved at holde sine fobier og sit had indendøre, ikke mindst efter at hun har lært at bruge twitter, hvilket hun gør tydeligvis inspireret af et af hendes og DFs idoler ved navn Trump.

Pia Thy, Grete Bjorholm-petersen, Anker Heegaard, Ebbe Wagner Smitt, Eva Schwanenflügel og Annette Chronstedt anbefalede denne kommentar

Det er nok muligt det er de barrierer der ligger udenfor koranen der skal gøres op med, og som omtales som tagne patriarkalske rettigheder , der med "svingende sans" for henvisning til koranens bud herom, og ligeså svingende frie fortolkninger for patriarkens ret til at tilsidesætte disse efter behov, når lysten er dertil og man vil, - fordi det passer patriarken her og nu.

Patriarkens beskytterrolle for familien forvaltet i et æresbegreb med henvisning til koranen, er blot en tilstand, der deler familien og individets rettigheder, med forbud og pligter, men også fastholder disse begreber i enhver tid, uagtet de store forandringer i omgivelserne for familierne, som er tilrejsende til fremmede destinationer, og ikke ser sig selv involveret i fordi det ikke passer til patriarkens forståelse, herunder også lysten til forandringer.

Patriarkens fastholdelse af "tidsløsheden evighed" fastholder alle i familien i en forkert tidslomme, men fastholder også patriarkens rettigheder som enevældig hersker, der modsætter sig enhver forandring, - der fratager ham sine dogmatiske holdninger i fortiden og magten, som han ikke vil tillade.

Drømmen om fastholdelse af "evigheden" er koranens svøbe for mennesker, fordi den kalder på undertrykkelse af individet, men også på en vogter i familien, og det er patriarkens rolle, at sørge for "det religiøse evighedstilhørsforhold" forbliver uforandret, og sikrer religionens plads i genration efter generation efter generation.