Kommentar

Det sidste, vi har brug for, er nikotinindustriens hjælp til at gøre Danmark røgfrit

I en kommentar torsdag foreslog firmaet bag Marlboro, Philip Morris, at regeringen og tobaksindustrien skal samarbejde om at gøre Danmark røgfrit. Men nikotinproducenterne bør ikke være en del af løsningen, skriver formand for Lungeforeningen, Torben Mogensen, i dette debatindlæg
E-cigaretter er ikke løsningen for de 400.000 mennesker, der ikke vil stoppe med at ryge, lyder det fra Lungeforeningen.

E-cigaretter er ikke løsningen for de 400.000 mennesker, der ikke vil stoppe med at ryge, lyder det fra Lungeforeningen.

Toby Melville / Ritzau Scanpix

Debat
20. juli 2019

Nikotinproducenten Philip Moris har i indlæg i Information torsdag den 18. juli gjort sig til talsmand for et samarbejde mellem staten og nikotinindustrien for at begrænse skaderne af industriens egne produkter.

Normalt giver et samarbejde mellem industri og staten mulighed for at forbedre sundheden gennem bedre produkter sund fornuft. Det gælder for eksempel et samarbejde med fødevareindustrien for at bekæmpe overvægtsepidemien, landbruget for mindre giftbrug osv.

Men der er en forskel på nikotinindustrien og de øvrige industrier. Nikotinindustrien producerer udelukkende skadelige produkter og har ikke til hensigt at ændre dette. Nikotin er og bliver et stærkt afhængighedsskabende stof, der ikke har nogen gavnlig virkning. Tværtimod giver den mest benyttede måde at indtage nikotin på, nemlig rygning, store skader på rygernes helbred og udseende.

Rygning er og bliver den største enkelte sygdomsfremkalder i dag. At leve et liv med ødelagte lunger er overordentlig pinefuldt. Det burde være en menneskeret at kunne trække vejret, men det er det desværre ikke for flere hundredtusinder af vores medborgere. Dertil komme de øvrige skader på helbredet.

E-cigaretter er ikke løsningen

Philip Moris’ løsning er at begrænse skaderne hos de ca. 400.000 rygere, der tilsyneladende oplyser, at de ikke ønsker at stoppe rygning, ved at få dem til at overgå til e-cigaretter. Umiddelbart er det en logisk tanke, for e-cigaretterne er formentlig mindre skadelige end almindelige cigaretter. Når jeg skriver tilsyneladende, så skyldes det, at vi slet ikke ved nok om langtidsvirkningerne af e-cigaretter.

E-cigaretter bliver i øjeblikket stadig mere populære, og det er bekymringsvækkende. Specielt når unge bruger e-cigaretter, er det slemt. Nikotin er som beskrevet stærkt vanedannende. Hos børn og unge giver nikotinindtagelse ændringer i hjernen, som gør det meget svært for ikke at sige umuligt at stoppe igen med nikotinindtagelse.

Når over halvdelen af rygere, der tilkendegiver, at de ønsker at holde op med at ryge, ikke bare stopper, skyldes det netop den stærke afhængighed, mange oplever. Afhængigheden har intet at gøre med ens karakter eller intelligens. Jeg tror, vi alle kender personer, som ikke har kunnet stoppe med at ryge.

Det inkluderer personer, som man holder af og respekterer. Min mor døde af lungekræft, trods utallige forgæves forsøg på at stoppe. Man kan kun undervurderer nikotinens evne til at skabe afhængighed. Derfor vil det være direkte skadeligt at føre e-cigaretter frem som et ’mindre’ skadeligt alternativ til rygning. Vi ved heller ikke nok om, hvorvidt de unge, der starter med e-cigaretter, senere går over til almindelige cigaretter, som trods alt er meget nemmere. Den udvikling kan man sagtens se for sig, når man kender nikotinens styrke.

Nikotinhjælp

E-cigaretter kan være et godt alternativ til enkelte, meget afhængige hjertepatienter, der er fanget af nikotinen, ligesom det kan bruges som nikotinerstatning under afvænning.

Rygeafvænning sker for de fleste ’lettere’ med en eller anden form for nikotinhjælp. Mest klassisk som tyggegummi. E-cigaretter bruges også, med lidt større succes end tyggegummi. Men resultaterne er desværre ikke overbevisende. Det kan ikke gentages for tit: At stoppe med at ryge er overordentlig vanskeligt for de fleste.

I et stort engelsk projekt fik én forsøgsgruppe tilbudt hjælp til rygestop med en klassisk nikotinerstatning, mens en anden fik tilbudt e-cigaretter. Her kom forsøgsgruppen med e-cigaretterne bedst ud. Men otte ud af ti af de rygere, der brugte e-cigaretten til rygestop, røg almindelige cigaretter efter et år. Det var ni ud af ti, der røg i gruppen med gammeldags nikotinerstatning.

Men hvad skal vi så tilbyde de ca. 400.000 danskere, der oplyser, at de ikke ønsker at stoppe rygning?

Først skal man huske, at det ikke er en livslang beslutning, den enkelte har taget. Mange ændrer synspunkt senere i livet. Når eller hvis det sker, skal vi være parate til at hjælpe. Men at forsøge generelt at få personerne over på e-cigaretter, som kommunikationschefen fra Philip Morris foreslår, er en dårlig idé.

Som det fremgår af ovenstående, så gik langt de fleste personer, som ovenikøbet ønskede at stoppe med rygning, tilbage til almindelige cigaretter efter et år. Så hvorfor tro at personer, der ikke ønsker at stoppe rygning, skulle have et større ønske om e-cigaretter. Det er svært at tro.

Vi har desværre ingen mirakelmidler. Det eneste, der ikke må ske, er, at der sendes et signal om, at e-cigaretter er et ufarligt alternativ til cigaretter. E-cigaretter brugt til skadesbegrænsning og rygestop bliver i dag udmærket taklet af sundhedsvæsenet. Vi skal derfor sige nej tak til nikotinindustriens tilbud om hjælp.

Torben Mogensen er formand for Lungeforeningen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her