Kommentar

Slavoj Žižek: Var det rigtigt af mig at støtte Trump frem for Hillary? Absolut

Trumps uventede sejr satte gang i en radikalisering af demokraterne – og denne proces er nu vort eneste håb
Det var Trumps vej til magten, som udløste ’borgerkrigen’ i Det Demokratiske Parti – og, derudover, så er det rette navn for denne ’borgerkrig’ klassekamp. Så slå nu koldt vand i blodet, og lad os bruge den mulighed, som Trump uværgeligt har åbnet, skriver Slavoj Žižek.

Det var Trumps vej til magten, som udløste ’borgerkrigen’ i Det Demokratiske Parti – og, derudover, så er det rette navn for denne ’borgerkrig’ klassekamp. Så slå nu koldt vand i blodet, og lad os bruge den mulighed, som Trump uværgeligt har åbnet, skriver Slavoj Žižek.

Nicholas Kamm

11. juli 2019

I løbet af de seneste år er jeg ofte blevet spurgt af venner (og ’venner’), om jeg stadig står ved min beslutning om at foretrække Donald Trump frem for Hillary Clinton, eller om jeg nu vil indrømme, at jeg tog fatalt fejl. Mit svar er let at gætte: Ikke blot står jeg ved, hvad jeg sagde, men jeg mener, at de seneste års begivenheder fuldt og helt har bekræftet, at min vurdering var rigtig. Hvorfor?

Som Yuval Harari har bemærket i sin Homo Deus, føler folk sig kun bundet af demokratiske valg, når de føler en grundlæggende forbindelse til de fleste andre vælgere.

Hvis man oplever, at andre vælgere er fremmede for en, og hvis man ikke tror på, at de kan forstå ens følelser eller går op i de ting, som er afgørende for en selv, så har man absolut ingen grund til at acceptere udfaldet, om man så bliver stemt ned med 100 til én. Demokratiske valg er en måde at afgøre uenigheder mellem mennesker, som allerede er enige om det mest grundlæggende.

Når denne overensstemmelse er fraværende, har vi kun forhandlinger eller (borger)krig at gribe til. Derfor kan Mellemøstenkonflikten ikke løses gennem valg, men kun gennem krig eller forhandlinger.

Kulturideologisk kamp

Hvad har det så at gøre med den aktuelle situation i amerikansk politik? Det, som gør sagen kompliceret, er, at den uenighed, der eksploderede, er dobbelt: Først kom Trump fra det populistiske højre og brød den etablerede orden, og dernæst brød demokraterne (Sanders og andre) ordenen fra det populistiske venstre.

Disse to opbrud er ikke symmetriske. Kampen mellem Trump og det liberale establishment er en kulturideologisk kamp inden for det samme rum af global kapitalisme, mens venstrefløjen satte spørgsmål ved den globale kapitalistiske orden i sig selv.

Derfor foregår den eneste reelle kamp i dag inden for selve Det Demokratiske Parti.

Liberale, som er i panik over Trump, afviser tanken om, at præsidentens sejr kan sætte gang i en proces, ud af hvilken en autentisk venstrefløj kan opstå. Deres modargument er basalt set en sammenligning med Hitlers magtovertagelse. Mange tyske kommunister hilste nazisternes magtovertagelse velkommen som en ny chance for den radikale venstrefløj – men som vi ved nu, var deres optimisme en katastrofal fejlvurdering.

Spørgsmålet er nu: Er det samme situation med Trump? Er Trump en fare, som burde give anledning til at samle en bred front, hvor anstændige konservative kæmper side om side med mainstream liberale progressive og den radikale venstrefløj?

Jeg tror, at en sådan front mod Trump er en farlig illusion: Det ville svare til, at den nye venstrefløj kapitulerer, at den overgiver sig til det liberale establishment. Desuden er frygten for, at Trumps sejr kan forvandle USA til en fascistisk stat, en latterlig overdrivelse.

Trump skabte håb

Det, der skete i USA, er, at Trumps sejr satte gang i en radikaliseringsproces inden for Det Demokratiske Parti – og denne proces er vores eneste håb.

Saritha Prabhus klumme, der for nylig blev bragt i the Tennessean, fortjener at blive citeret fyldigt. Den rørte mig nærmest til tårer med sin beskrivelse af sandheden i al sin enkelhed:

»Hold på hat og briller; en borgerkrig er under opsejling i Det Demokratiske Parti. I hjertet af det nuværende Demokratiske Parti udspiller sig en identitetskrise og en ideologisk kamp. For det første, er demokraterne et parti for de rige eller for manden på gulvet? I mange år har de været et parti for de rige, der var gode til at foregøgle, at de var et parti for manden på gulvet.«

»Og det demokratiske establishment har været mere lumsk, end godt er: De er på de marginaliseredes side i spørgsmål om race, køn og seksualitet, fordi, hey, det rammer ikke deres rige vælgere ret meget på pengepungen. Men i de økonomiske spørgsmål, der virkelig batter, der sender de regningen til den gennemsnitlige demokratiske arbejderklassevælger: i de globale handelsaftaler, der har sendt job ud af landet og udhulet den amerikanske industri; i deres venden blikket den anden vej, når illegale migranter trykker den amerikanske arbejderklasses lønninger, og mere til.«

Lad os skære det ud i pap: Det var Trumps vej til magten, som udløste ’borgerkrigen’ i Det Demokratiske Parti – og, derudover, så er det rette navn for denne ’borgerkrig’ klassekamp. Så slå nu koldt vand i blodet, og lad os bruge den mulighed, som Trump uværgeligt har åbnet.

Den eneste måde, hvorpå Trump reelt kan besejres, er, hvis venstrefløjen vinder den borgerkrig.

© The Independent og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Oluf Husted
  • Gustav Alexander
  • Bjørn Pedersen
  • Torben K L Jensen
  • David Zennaro
  • Gert Romme
  • Kurt Nielsen
  • Grethe Preisler
Alvin Jensen, Palle Yndal-Olsen, Oluf Husted, Gustav Alexander, Bjørn Pedersen, Torben K L Jensen, David Zennaro, Gert Romme, Kurt Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

10/jul/2019

Mmm ... som jeg ser det, eller rettere så det,
havde de amerikanske vælgere et svært valg
mellem en heks eller en djævel, og djævelen
vandt, på grund af deres valg-system ...

Og nu kan jeg, og måske vi, kun ønske os, at
en socialt fokuseret demokrat kommer til ...

Venlig hilsen
Claus

Mogens Holme, Alvin Jensen, Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen, Susanne Kaspersen, Michael Friis, Karsten Lundsby, peter juhl petersen, John Andersen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Havde Demokraterne ikke været så tæt forbundet med Wall Street, ville Bernie Sanders formentlig være blevet valgt. (Men formentlig også skudt sidenhen - af en 'enlig ulv.'

Per Torbensen, Alvin Jensen, Torben Skov, Brian Nocis Jensen, Susanne Kaspersen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

Det er helt klart, at den slovenske sociolog, filosof, psykoanalytiker, Slavoj Žižek, har en helt anden social indfaldsvinkel end jeg har.

Måske skyldes det, at han på den ene side har været kritisk over for højreorienterede kredse, som nationalister, konservative og klassiske liberale både i Slovenien og i hele verden. Og på den anden siden var, eller er, medlem af det slovenske parti; Liberalna demokracija Slovenije,

Men jeg undrer mig over især over, hvilke interesse og baggrund Slavoj Žižek egentlig har i USA´s præsidentvalg.

Big Think:
https://bigthink.com/politics-current-affairs/slavoj-zizek-hillary-clint...

Eva Schwanenflügel, Tom Andreæ, Mogens Holme og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det amerikanske valg mellem demokrater og republikanere har altid været rigget så uanset udfaldet ville overklassen altid vinde. Jeg ser Trump som et latterligt forsøg på opgør med dette.

Slavoj Žižek lever af at fiske i rørte vande, og er der vindstille, er han god for selv at skabe lidt blæst.

Bjarne Toft Sørensen

En fremragende klumme, hvor jeg er enig i argumentationen, men nok ville have valgt at stemme blank og ikke på Trump.

Tilsvarende er jeg enig i analysen af, hvor den afgørende konflikt ligger i det amerikanske samfund.

Jeg synes også, det er påfaldende, at konflikten, som den fremstilles, internt hos Demokraterne i USA, kan sammenlignes med det modsætningsforhold, der herhjemme er mellem den socialdemokratiske regerings støttepartier, og som vil give regeringen problemer fremover. På den ene side de liberale Radikale og på den anden side de socialistiske Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti.

Gustav Alexander

Det er efterhånden et velkendt budskab, som Zizek her fremturer med. Det er desværre ikke konsensus på venstrefløjen, der stadig bekender sig til idéen om at slutte op om den liberale verdensorden, så man i en bred alliance kan slå "fascismen", som visse centrum-venstre hysterikere ser det.

Man må dog huske om Zizek at han også bifaldt Occupy bevægelsen, der gik i sig selv uden større betydning. Den mest betydningsfulde kamp finder ganske rigtigt sted i det Demokratiske parti, men det er mindre sikkert, at den kan vindes indenfor partiets rammer. Det er ganske enkelt ikke gearet eller struktureret til at blive et autentisk arbejderparti. Hvis særligt radikale krafter skulle komme til magten, så vil partiet forsøge at udstøde dem eller appropriere dem i det eksisterende oligarkis interesser.

I selv de mest febervilde fantasier, så er Elizabeth Warren og Sanders' mest radikale ønske at opbryde monopoler og instituere socialdemokrati. Det får de for det første aldrig bred opbakning til og det er tvivlsomt, om de overhovedet kan få det indenfor partiet. Politikeres 'vildeste fantasier' bliver sjældent til noget som helst. I bedste fald får man en 1/10 af hvad man egentlig fik sat i udsigt. Er 1/10 af et socialdemokrati anno 1970 virkelig synonymt med en vundet klassekamp i Zizreks perspektiv?

Udviklingen vi behøver kan kun finde sted, hvis det demokratiske parti sprænges som begivenhedens politiske arena. Det behøver flere valg, hvor det nye centrum-venstre også vil skuffe, da det sandt at sige intet andet lover, end at give os den industrielle kapitalismes højsæson igen. Det kan de ikke give os.Kun gentagne skuffelser kan begynde at mobilisere en demokratisk vækkelse udenfor det eksisterende system, der ikke skal tækkes lobbyister fra erhvervslivet. Det er jo det, der gjorde Trump farlig - han kom udefra (med penge ganske vidst). Man har ikke perfekteret to parti systemet som den zoologiske have for skindemokrati, som det nu engang er, for at en nobody pludselig kan komme ind fra sidelinjen og blive præsident. Nu mangler vi bare at noget lignende sker på den amerikanske venstrefløj; en rabiat venstrepopulist, der frigjort fra forudgående bånd til erhverv og finans kan love guld og grønne skove for herefter at indføre dem i den totale undtagelsestilstand, som det vil kræve med folket som den ultimative garant or magt.

Steffen Gliese

Adfærdsstyring er evigt populær, men den er altså en svinsk måde at agere på et demokrati, hvor det må være oplyst stillingtagen, der dikterer folks handlinger.
Elendighedsteorien som en skubben på historiens gang henimod verdensrevolutionen er i bund og grund misantropisk.

Julie Jensen

Zizec går desuden i fælden (eller gør han?) ved at kalde manden ved efternavn (Trump) og kvinden ved fornavn (Hilary) - en klassiker, der sætter manden i “voksen”-position (fornuft og myndighed) og kvinden i “barnets position” (i følelsernes vold og umyndig). - derved opretholdes et sprogligt magtforhold, hvor kvinden implicit ikke behøver at blive taget seriøst. Det sker mange, mange steder i medierne, også blandt danske journalister: “Mette” og ikke “Frederiksen”, “Løkke” og ikke “Lars” etc.etc. Hvis Frederiksen optræder med efternavn, er det næsten stensikkert, at fornavnet også er med “Mette Frederiksen” - det er som om det ikke er muligt at undgå at gøre opmærksom på kønnet, når det drejer sig om kvindelige politikere, mens mændene sagtens kan nævnes uden fornavn, hvilket igen understreger sprogligt, at manden er “norm”, og kvinden er “afvigelse fra normen”.

Mogens Holme, Palle Yndal-Olsen og Egon Stich anbefalede denne kommentar

J. Jensen - det er en fin pointe, tak for den, men jeg tænker også, at Hillary ved de fleste hvem er - rent politisk, mens Donald mere vækker minder om Burger-klovnen.

Ib Jørgensen

Hvad Zizek (måske) håber på, at kapitalismens uduelighed vil dæmre for demokraterne. Her må man anmelde sine tvivl. Blandt de mange roser til Habermas i forbindelse med hans nylige fødselsdag, var der også røster om, at der er behov for en genoptagelse af den kapitalismekritik, som han bl.m.a. har været med til at afvæbne siden de sene 70'ere. Sprørgsmålet er, om vi vedblivende kan lade et økonomisk system kolonisere, nej beslaglægge vores mest fundamentale livsytring, nemlig arbejdet. Populister reagerer med blind protest, de fleste tilpassr sig den komfortable tilværelse leveret af systemet.

Torben Skov, Jens Thaarup Nyberg og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar