Kronik

Spiritualisme er et oprør. Men sært nok et oprør, som ikke gør oprør mod samfundet

Spiritualismens fokus er individets indre forbedring. Der er ingen krav om politiske reformer, kun diffuse påstande om, at hvis alle bliver bedre, bliver verden et bedre sted. Til gengæld kan den give en beroligende fornemmelse af, at verden hænger sammen, skriver professor Ole Thyssen i ny kronikserie om spiritualitet
Spiritualismens fokus er individets indre forbedring. Der er ingen krav om politiske reformer, kun diffuse påstande om, at hvis alle bliver bedre, bliver verden et bedre sted. Til gengæld kan den give en beroligende fornemmelse af, at verden hænger sammen, skriver professor Ole Thyssen i ny kronikserie om spiritualitet

Mia Mottelson

2. august 2019

Jeg er filosof og lever i åndens verden. Men jeg er ikke spirituel. Hvorfor ikke?

En filosof søger klare begreber til at oplyse verden, mens et spirituelt menneske opsøger en emotionel verden hinsides den rodede hverdag for at hente styrke til at vende tilbage til hverdagen og forvandle den.

Verden genfortrylles af en indre kraft, som er en stump af en kosmisk kraft. Den bliver dyb og meningsfuld, og man står over for en opgave, som kan løses af én selv – dog med hjælp af spirituelle eksperter, der samler sig i sekter omkring en guru.

Navnet på den kosmiske kraft er mindre vigtigt. Den er abstrakt og kan forenes med mange religioner. Også med kristendommen med dens bud om kærlighed og dens fjendskab mod ejendom, stat og familie.

Afgørende er kredsløbet: udadvendt – tilbagetrækning til det indre – igen udadvendt. Spiritualisme er ikke en religion med dogmer og kirke, men en løs betegnelse for teknikker, der giver adgang til ens indre ressourcer, så man igen føler sig levende.

Målet er at finde sig selv og så håbe, at det lykkes og ikke ender i skuffelse over det fundne.

Det er en smuk ting – at vende øjet indad, leve sig ind i en verden hinsides den materielle og dér finde en ro, mildhed og visdom. Med adgang til sit indre nulpunkt bliver det let at sige nej til trivielle fristelser, som kun vil skade én.

Man nyder de gratis glæder – opøver sine sanser, træner sit nærvær og glemmer for et øjeblik hverdagens kaos af stridbare krav. Løftet er, at med et nyvundet overblik bliver man bedre til at magte dem.

Oprør på yogamåtten

Meditation er en del af bevægelsen ind, men også kroppen er spirituel og kan forbedres med teknikker som yoga. I julegave fik jeg et titurskort til et yogacenter og mødte pligtskyldigt op, lagde mig på måtten, deltog i fællessangen, hvorefter mareridtet startede – venstre albue på højre knæ, højre arm op over skulderen og ned på ryggen, løft hovedet og foretag små hop på stedet.

Jeg radbrækkede mit arme skrog og udfordrede min skrøbelige balance i stillinger med navne som ’hunden’ og ’krigeren’, og jeg skævede nedslået og misundeligt til mine sidemænd m/k, som flydende og elegant slog knuder på sig selv.

Den indre ro undslap mig. Alt hvad jeg fandt, var fiasko i en krævende eksercits – hvad der nok ikke var yogaens skyld.

Spiritualisme er et oprør mod materialismens dominans – det sjælløse fokus på ting og ydre succes, som gør mennesker til hinandens fjender. Den hellige kirkefader og filosof Augustin hævdede, at mens der altid er knaphed på ydre rigdom, gælder det ikke den indre. Her er nok til alle. Selv om ikke alle kan få den bedste plads i solen, er der sol nok.

Spiritualisme er altså et oprør. Men sært nok et oprør, som ikke er et oprør. Fokus er individets indre forbedring, som er hans egen sag. Der er ingen krav om politiske reformer, kun diffuse påstande om, at hvis alle bliver bedre, bliver verden et bedre sted.

Samfundet er en sum af individer, som hver for sig må arbejde med det råmateriale, som står til hans disposition: ham selv. Det bryder med den moderne tendens til altid at give systemet – aldrig individet – skylden.

På yogacentret fandt jeg en bog, hvor The Seven Pillars of Wisdom også er The Seven Pillars of Success – formål, energi, overblik, effektivitet, intensitet, sammenhæng og disciplin.

Det er let at se, at de kan bruges både på den indre og den ydre scene. På arbejdsmarkedet kan man blive en løve, så det spirituelle bliver endnu et indsatsområde, hvor man kan forbedre sig til rotteræset, samtidig med at man er lykkelig.

Er det målet – robusthed på jobbet? Indre mål kan let omstilles og blive redskaber til at opnå ydre mål som penge og magt – eller succes i kampen om at være mest spirituel, verdensmester i beskedenhed, det mest integrerede selv, knobmester på yogamåtten.

Sjælelig og økonomisk vækst

Selv om spiritualisme giver adgang til en kosmisk og derfor fælles verden, er fokus på det ensomme jeg. I yogasalen skal vi mærke hinanden. Men det er hver mand for sig.

Vi indgår i et emotionelt fællesskab med mennesker, som vi ikke kender, ikke et praktisk fællesskab, hvor vi skal arbejde sammen og lære hinanden at kende. Sidder en gruppe til fælles meditation og bøn på et refugium, er de kun materielt, ikke spirituelt synlige for hinanden.

Den utopiske socialist Charles Fourier hævdede, at kapitalismen har en magisk evne til at forvandle guld til kobber. Også spiritualisme er et lukrativt marked. Ligesom simple living let bliver en dyr og kompliceret sag, hvor mad og tøj og møbler testes nøjeregnende, kan man købe sig fattig for at få sin sjæl og krop i bedre form.

På yogacentret var der bøger, der som turistbrochurer lokkede med billeder af fantastisk smukke steder, hvor man kan få sjælen bragt i balance. De lover at gavne verden og sig selv, selvfølgelig i nævnte rækkefølge.

Prisen taler vi ikke om, skønt man bag billederne aner milde kvinder og vise mænd, som ikke blot har et skarpt øje for sjælelig, men også for økonomisk vækst.

For et stykke tid siden så jeg en reklame for et sted i Småland, hvor man for tre-fire tusind kroner kunne få lov til at holde bøtte i længere tid. Det var en businessmodel, som tændte fantasien.

Jeg har et sommerhus i Småland, som let kan omdøbes til en retræte. Et bådhus vender ned mod en sø og giver plads til ca. ti mennesker. Gulvet dækkes med indiske tæpper, en højttaler spiller meditativ musik, og hvis ikke der var så pokkers mange sten i den smålandske undergrund, kunne et jordlokum forstærke autenticiteten (og forhindre septiktanken i at løbe over).

Kunderne skal selvfølgelig tage tog og bus og gå de sidste tre kilometer gennem skoven. Det er en god oplevelse (og jeg slipper for at hente dem). De kan få serveret urtete og kiks med havreklid ad libitum, som de fortærer i tavshed, mens de bekæmper trangen til at meddele sig.

Smart, ikke sandt?

Mærkbare resultater

Spiritualisme åbner for en meningskilde, som lover at forenkle verden, skabe sammenhæng og gøre det muligt at gøre en indsats.

Mens den demokratiske indflydelse fortaber sig som en matematisk illusion, hvor hver enkelt vælger kun er én ud af mange millioner vælgere, og hvor hans stemme er et nøgent ettal, strippet for de overvejelser, som ligger bag, er hans arbejde med sig selv et genuint indsatsområde, som lover konkrete, mærkbare og hurtige resultater.

Hverken videnskab eller politik tillader det enkelte individ at se sig selv som et unikt individ, ansigt til ansigt med sin skæbne.

Derfor er der ingen udsigt til, at religionens sprog er på vej ud. Det samme gælder spiritualismen – og af samme grund.

Selv om den kun ændrer verden i det små, gør den dog det, og selv om den ikke ændrer den store verden, giver den dog det enkelte individ mulighed for at ændre sig selv og sit forhold til verden.

Man behøver ikke tage det alt for alvorligt, at mange erklærer sig for religiøse og endda omfavner vanvittige ting som sjælevandring og jomfrufødsel. I reglen betyder det ikke så meget og gør ikke den store forskel.

Til gengæld får man en beroligende fornemmelse af, at verden er hel og hænger sammen, skønt det kan være svært at se, når man står midt i det hele.

Ole Thyssen er professor emeritus i filosofi ved CBS.

Serie

Spiritualitet i dagens Danmark

Danskerne har ikke ry for at være et særligt spirituelt folkefærd, selv om langt størstedelen er medlem af et trossamfund – tre ud af fire af folkekirken. Men hvilken rolle spiller spiritualitet og tro i Danmark i 2019? Det spørger Information om i denne kronikserie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Ervin Lazar
  • Mikael Aktor
  • Bjarne Toft Sørensen
Viggo Okholm, Ervin Lazar, Mikael Aktor og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

At Ole Thyssen som filosof nævner filosofien i sin tilgang til det spirituelle er oplagt. Det at være filosof modstilles indledningsvis det at være et spirituelt menneske. Heri ligger vel implicit den antagelse, at først er man filosof og dernæst menneske, og som menneske kan man også være et spirituelt menneske?

Er det udelukket, at man som menneske også kan være filosofisk, ligesom man kan være spirituel? Man kan åbenbart ikke som filosofisk menneske tage en uddannelse som filosof og samtidig være spirituel?

Et grundlæggende spørgsmål må være, hvad man henholdsvis kan med filosofi, videnskab og kunst, når det drejer sig om at opnå erkendelse, og hvorledes der, om muligt, kan opnås erkendelse af spirituel karakter inden for de respektive områder?

Ole Thyssen skelner implicit mellem det spirituelle og spiritualisme, hvor kun sidstnævnte eksplicit defineres: "Spiritualisme er ikke en religion med dogmer og kirke, men en løs betegnelse for teknikker, der giver adgang til ens indre ressourcer, så man igen føler sig levende".

Spørgsmålet er så, hvorledes man, om muligt, kan opnå erkendelse af spirituel karakter, der ikke er indbefattet i begrebet om spiritualisme i den definerede betydning? Som supplerende oplysning kan nævnes, at Politikens Filosofileksikon skelner mellem fem forskellige betydninger af begrebet spiritualisme.

Filosofi og videnskab kan vel give os erkendelse OM det spirituelle, mens kunst kan give erkendelse AF spirituel karakter, i betydningen at guide os så langt, som det nu er muligt, således at denne erkendelse, om muligt, finder sted på det personlige plan.

Ganske vist er der filosoffer, der i forsøget på at nærme sig det, der ikke kan tales om, alligevel forsøger at gøre det, men så er det vel mere i kraft af at være digtere end filosoffer, at de gør det? Filosoffer, der gennem deres sprogkunst, er i stand til at give os, om muligt, en personlig erkendelse af spirituel karakter?

Når Ole Thyssen taler om, at "spiritualisme åbner for en meningskilde", kan det diskuteres, om den oplevelse, der her kan opnås på det personlige plan, også med rette kan betegnes som erkendelse? Her må svaret for mig at se være et "ja". I hvert fald i mange sammenhænge, omend disse oplevelser kan have forskellig karakter.

Ligeledes kan det diskuteres, om kunsten, når den giver os mulighed for erkendelse af spirituel karakter, er dækket af betegnelsen spiritualisme i Ole Thyssen definition af begrebet?

For i det mindste at komme med et eksempel, vil jeg henvise til en udtalelse fra en tale af Søren Ulrik Thomsen, gengivet i en ældre artikel i Information, og dog tilføje, at mit begreb om kunst er mere omfattende end begrebet om det i det citerede:

"»Det, hvorom man ikke kan tale, om dét må man tie,« sagde Wittgenstein.

Men hvad stiller man op med dét, hvorom man hverken kan tale eller tie? Dét, man ikke kan tale om, fordi det ligger uden for sprogets grænse, men heller ikke tie stille med, fordi det presser sig på? Man skaber kunst, for kunsten er ikke et sted, hvor tanker, som allerede er tænkt af filosoffer, semiotikere og teologer, finder form, men derimod et sted for nye betydninger, som man først kan tænke over, når de er kommet til verden som kunst."
https://www.information.dk/moti/2012/04/hvorom-hverken-kan-tale-tie

Niels Duus Nielsen, Maud Margrethe, Torben Skov, Torsten Jacobsen, Thomas Corydon, Torben Mønster og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jette Løvdahl

tak, så fik vi egentlig - næsten - defineret forskellen på spriitualisme og spiritualitet...-isme er emotionelt centreret - og spiritualitet kan vi altid tale om et andet sted...spændende med en hel artikelserie...

Nu skal vi også passe på, at vi ikke gør det, at være et spirituelt menneske aaaaalt for "langhåret." Rent fysiologisk, så er vores nervesystem delt op i to nemlig den del, der tager sig af kamp, flugt eller spil død, hvilket vil sige det sympatiske nervesystem. Dette system bygger meget på vores urinstinkter, altså øger vejrtrækningen, stopper for fordøjelsen, øger udskillelsen af glukose til musklerne osv. OG i dette system kører vi også, når vi sidder ved computeren og er på, kører bil, er i selskab med andre, kort sagt, når vi viser vores omverden, hvad vi består af, eller hvad vi gerne vil have den til at se, at vi består af. For at kunne fordøje dagens mad, dagens oplevelser, livet som sådan og sove godt om natten, har vi behov for, at kunne finde ind og aktivere det parasympatiske nervesystem. Det er nemlig det system, der regulerer vores indre, som får vores vejrtrækning og puls ned i hviletempo, og som sikrer, at vores hjerne ikke brænder sammen i stress. Har man ikke været der længe, så er det helt klart en spirituel oplevelse at finde tilbage til roen i sig selv. Når man mediterer eller udøver yoga, ændrer man sit åndedræt, hvilket er første skridt på vejen, til at kunne finde ind og være i en parasympatisk tilstand. At man oplever lys og farver, når man finder roen, kan vi så, da det netop foregår i vores indre, tolke på hver vores måde, og der er ikke to tolkninger, som er ens, da det er individets oplevelse alene. I en hverdag med stress og jag er der ofte behov for at hjælpe hinanden, altså finde ind til parasympaticus hver for sig, sammen. Derfor ser man en opblomstring af steder, hvor dette er muligt. For folkesundheden bliver det en større og større nødvendighed. For samfundets sammenhængskraft, altså demokratiet, ligeså. Hvorfor? Fordi, at mennesker, der ikke har et afbalanceret nervesystem, altså som kort og godt ikke hviler i dem selv, kan ikke gøre noget godt for andre. Logisk nok fordi, at er man hele tiden i kamp-flugt-spil død mode, så har man nok at gøre med at redde sig selv. De mennesker, der "stener", selv når de er i selskab med andre, har den fantastiske evne, at kunne finde ind i sig selv, uden at skulle være på, selvom der er andre til stede. <3

Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm, Trond Meiring og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Først, en metafor:

---
Du vandrer i skoven. Først famlende, thi du ved ikke hvor du skal hen. Træerne står tætte i tusmørket. Jorden dækket af visne blade. Så du vandrer blot, uden tanke og mål. Længe vandrer du sådan. I skoven.

Men dagen gryr, lyset tager til, og nu ser du en vej: Konturer af en sti skimtes mellem de døde blade, snor sig ind mellem træernes stammer. Du går mere sikkert frem. Følger stien. Gennem skoven.

Det er middag. Stien er hårdttrampet ler, lettere at følge end nogensinde før. Fremad, altid fremad fører den videre ind i skoven. Men du vakler, en begyndende træthed. For hvor fører den hen? Du bemærker at den krydses af andre stier, som igen krydses af andre. Hvor fører de hen, alle disse stier? Hvem har trådt dem?

Eftermiddagen bringer regn og skyer for solen. Stierne er nu velkendte, fører alle det samme sted hen: Intetsteds. Du ser dine egne fodspor i den våde jord foran dig. Genkender det krogede træ, som du passerede første gang for timer siden. Du går i ring. Alle stier fører fremad, men alligevel tilbage til udgangspunktet.

De velkendte stier! Bekommer de dig vel? Hvis ikke, fødes en tanke nu i dit sind:

Hvad er der hinsides skoven?

Aftensolen kan ikke længere holde skovens mørke stangen. Alle stier fører tilbage til det samme punkt. Du løber nu, desperat..fanget. Finder aldrig hjem. Alt er skygger, luften tung og giftig. Aske i din mund.

Det er nat. Du kan ikke gå ét skridt videre! Hvor det hele løber sammen, står en mand og peger med et flammende spyd mod månen. "Den vej!", siger han. Jorden for hans fødder er dækket med knogler og menneskekranier..

..Resterne af alle de stakkels mennesker, som lod sig forblænde af spyddet, af hånden der peger, og som derfor for evigt tabte det essentielle ganske af syne..

---

Ole Thyssen peger med rette - omend ikke just med et flammende spyd - på den omfattende instrumentalisering af 'spirituelle teknikker og tankegods'. Det er skam ikke svært sådan helt at misse pointen..

Det er svært at tale om, hvad 'spiritualitet' er for en størrelse. Det bliver meget hurtigt meget esoterisk, ikke mindst for meget jordbundne typer. Jeg synes dog, at Gabor Maté i løbet af en time lykkes med at indkredse det en smule, på både humoristisk og pragmatisk vis, i det foredrag jeg her linker til:

Gabor Maté: Who We Are When We Are Not Addicted: The Possible Human
https://www.youtube.com/watch?v=DLki68uLfjw

Jeg kan også anbefale en halv time i selskab med A.H Almaas, hvis man vil have en smagsprøve på 'anvendt spiritualitet' ;)

'Acknowledging Our Mortality' - A talk by AH Almaas
https://www.youtube.com/watch?v=_g1Bkav7_hk

Niels Duus Nielsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Torsten Jacobsen:
"Ole Thyssen peger med rette - omend ikke just med et flammende spyd - på den omfattende instrumentalisering af ’spirituelle teknikker og tankegods’. Det er skam ikke svært sådan helt at misse pointen."

Helt enig, men det provokerende i artiklen bliver så til gengæld, at den, som man siger, "skyller barnet ud med badevandet".

Niels Duus Nielsen, Henrik Olafsson og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Birgit Bak
" ---- der er ikke to tolkninger, som er ens, da det er individets oplevelse alene".

Der er også noget ens i det forskellige, nemlig oplevelsernes karakter, som mange mennesker ikke kan lade være med at tale om, og derfor er der et behov for nærmere afklaring og undersøgelse. Min pointe er her, at en biologisk og social reduktionisme ikke er tilfredsstillende ud fra et bredere filosofisk, videnskabeligt og kunstnerisk perspektiv.

Niels Duus Nielsen, Torsten Jacobsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

"En filosof søger klare begreber til at oplyse verden, ... "
Det mente Patanjali også, og sammefattede derfor, hvad der kunne oplyses om yoga i Raja-Yoga, der til al held er skrevet ned.
En tese i den vejledning er, at megen besvær, ulykke eller lidelse, kommer af uvidenhed.
Da vi alle er dumme til noget må vi hjælpes ad.
---
Det er meget muligt, yogakurser sælges i metermål, men søgning bort fra verdens uro må da vække til eftertanke.

Niels Duus Nielsen, Randi Christiansen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

jeg bliver ikke mere spirituel af at lave yogaøvelser, jeg bliver mindre stiv i kroppen. Lige med undtagelse af et par dage efter yogaøvelserne, altså, hvor kroppen kan være temmelig øm. Ømheden efter yoga føles ikke mere spirituel end ømheden efter at kløve brænde....men der er muligvis noget, jeg mangler at fatte.

Ulla Søgaard, Niels Duus Nielsen, Torben Skov og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Bjarne Toft Sørensen,

Ja, mange filosoffer har det svært med at træde uden for rationaliteten. Ole Thyssen ligeledes, fornemmer man :).

Der er jo ikke langt fra at beskrive en 'åndelig søgen' som en 'indre tilflugt i det emotionelle', og så til at erklære helle balladen for 'hysteri', ganske enkelt.

Ole Thyssen ender med at konstatere, at åndelig stræben er at ligne med en 'anæstesi': Muligvis befordrende for det enkelte - hysteriske - menneske, og netop derfor ikke værd at tage videre alvorligt for 'seriøse' mennesker.

Gad vide om Thyssen med samme skødesløse håndbevægelse er klar til at affeje både Kierkegaard og Nietzsche? Begge 'hysteriske kællinger', hvis man sådan anlægger et alfaderligt, rationelt syn på det hele...

Thomas Corydon, Niels Duus Nielsen, Morten Damborg, Randi Christiansen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Torsten Jacobsen:
Fra Ole Thyssen: "Det filosofiske blik", Informations Forlag, 2012, s.537 (om Kierkegaard og Nietzsche):
"Begge er heroiske og passionerede, med dyb foragt på hverdagslivet i de borgerlige samfund. Og begge sigter mod hele mennesker, som enten "grunder gennemsigtigt" i gud eller genvinder en ophøjet dyrisk spontanitet. Samtidig underminerer deres analyser alle tilløb til helhed. Refleksionen og dens splittelse er den medicin, som skal gøre sig selv overflødig. På et tårnhøjt niveau af sofistikation ønsker de sig frem - eller tilbage - til en mulig naivitet, skønt de begge er opmærksomme på, at individet er splittet i blikke, samfundet i funktionssystemer og verden i mediebrokker. Paradis er lukket".

Niels Duus Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Bjarne Toft Sørensen,

Det er skarpt set, og skarpt skrevet. Særligt en sætning berører mig dybt:

"Refleksionen og dens splittelse er den medicin, som skal gøre sig selv overflødig.".

Her befinder vi os ved tankens yderste grænse. Vejen ender blindt: I vanvid eller i konformitet. Der er ingen anden udvej.

Nej, som mine metaforiske stier i skoven, så kan tanken alene kun føre os så langt. Før eller siden går den uvægerligt vild..

Ikke sådan forstået, at deres arbejde er spildt. Nej, vi må være taknemmelige og fulde af ærefrygt for de genier, som gik forud, og som hjalp med til at kortlægge selv de fjerneste egne. Uden dem, hvordan skulle vi så gøre os håb om endelig at finde hjem?

Deres forlis markerer netop afsættet for en anden form for erkendelse: Hvor refleksionen ikke længere forstås som midlet til at opnå stadig højere grader af 'oplysning', men snarere som det 'sygdomsbærende' i sig selv.. Trådene i Mayas slør..

Niels Duus Nielsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Andreas Lykke Jensen

Såfremt man kunne tænke sig at dykke lidt mere ned i den besynderlige kobling imellem spirituel bullshit og neoliberal business, kan jeg anbefale at man læser lidt herinde:

https://savannahsommer.dk/abundance-maker/

Og her: https://www.avalonkhaan.com/business-time-2

Denne artikel der tager fænomenet til kærlig behandling er også god: http://atlasmag.dk/samfund/penge-er-bare-en-veninde-du-ikke-har-m%C3%B8d...

At størstedelen af "spiritualistiske" og/eller "spirituelle" mennesker er som mennesker er flest, nemlig overfladiske og quick-fix-søgende, og at deres "spiritualisme" og/eller "spiritualitet" bliver tilsvarende overfladisk og quick-fix-agtig, skal heldigvis ikke forhindre os andre i at vende os dybt og seriøst mod en spirituel livsanskuelse.

Og sjælevandring er altså kun en vanvittig tanke for dem, som endnu ikke har filosoferet tilstrækkeligt over jeg'ets uudgrundelige mysterium.

Ole Gerstrøm, Estermarie Mandelquist og Morten Damborg anbefalede denne kommentar
morten bech kristensen

En interessant artikel af en filosof, der er værd at læse, og det er godt at se en filosof inddrage konkrete praksisser, uanset hvor underlige de fremstilles, også. Men indledningen afslører en nihilisme, som kan være rimelig. Mådehold bør dog udvises.

Påfaldende er det, at begrebet "den rodede hverdag" jo ikke i sig selv er noget klart begreb!

Her kunne Thyssen gøre det skarpere, for hvad er det han mener med rodet, og hvad er motivet?

Det ser ud til at være dette, at hvis bare "folk" havde skarpere begreber selv (bedre sprog - i Thyssens blik), så ville de ikke have brug for spiritualisme/spiritualitet til at "lade op igen".
Den tanke er bekymrende, men viser den rationelle overvejelse om det, der fremstår irrationelt og som tilskrives udøveren af den pågældende praksis. Altså, "jævne" folks praksisser. Sagen er, at en opdeling i rationel tænkning og en emotionelt "styret" er en håbløs dikotomi, der ikke bringer nogen tættere på forståelsen af, hvordan det ikke tilstedeværende og følelseslivet altid er tilstede samtidigt i alt vi foretager os. Og nødvendigt.

Jeg mener, at det er centralt, at holde fast i at spiritualisme/spiritualitet handler om det transcendente! Det, som ikke lader sig indfange af sanserne (traditionelt empirisk), hvilket desværre medfører, at positivistisk inspirerede forskeres afviser en række relevante og interessante kulturelle fænomener, som mennesker har praktiseret i århundreder og stadig gør (heldigvis!). Marx havde jo en nuanceret tilgang her til dette med at "række ud efter lindring og håb om det bedre hinsides".Han var næppe så dogmatisk igen. For tænk over, hvad det ville betyde, hvis man med stræben efter de klare begrebers rationalitet og en rationel orden derved aflivede noget centralt menneskeligt, som kunne være evnen til at mærke håbet om *det bedre engang*. Utopia bør ikke mistes. Stræben efter klare begreber og rationel orden karakteriserer jo moderniteten, hævder . Milan Kundera, som ser den som... ”et begær for at ændre den menneskelige verden til en uorganisk verden, hvor alt ville fungere perfekt og til tiden, underordnet et overmenneskeligt system. Længslen efter orden er på samme tid en længsel efter døden, fordi livet uophørligt bryder orden. Eller sagt på en anden måde: begæret efter orden er et dydig påskud, en undskyldning for voldelig misantropi”. Og Zygmunt Baumann ser denne stræben som ”… en lang march mod fængslet. Så pas på hvor trangen til de klare begrebers dominans fører os hen...

"Spiritualisme er et oprør mod materialismens dominans" skriver Thyssen. Det er både rigtigt og forkert. Der er vel asketiske praksisser, hvor man afskriver sig det materielle, men også hyperforbrugende (materialistiske) praksisser, hvor man gennem sit "rigtige" forbrug så at sige rækker ud efter noget andet, som forsøger at forene sig med - også! Og at "Spiritualisme er altså et oprør. Men sært nok et oprør, som ikke er et oprør." Enig, for såvidt. Men Foucault ville nok ikke se sådan på sagen. For uden spiritualisme er der næppe ide for en bedre fremtid (beklager gentagelsen!). Måske Thyssen gør sig skyldig i forestillingen om, at vi med det moderne samfund har nået historiens endemål, og bare skal have klarere begreber fra analytiske filosoffer? Det er i sig selv et håb, og minder visse psykoterapeuters ide om, at man kan forandre *sig selv og sine livsbetingelser* ved at forandre sit sprog om det, der findes i verden. Måske er der noget, der er større end én selv, som ikke forandres!? Her tænker jeg ikke i ånder, men i kapital og magtstrukturer. De er objektivt eksisterende uanset: En rose er en rose, og en lort er lort uanset hvad man kalder begge.

("The Seven Pillars of Wisdom": Aldrig har så meget vås solgt så godt!)

Thyssen skriver videre, at "kapitalismen har en magisk evne til at forvandle guld til kobber. Også spiritualisme er et lukrativt marked." Enig, men det betyder blot, at der intet så nyt er ift. den "sorte middelalder", hvor relikviehandel var big business. Og videre, at "Derfor er der ingen udsigt til, at religionens sprog er på vej ud.". Jo, men hvorfor to kategorier? En for den "religiøse tænkning" og en for den fornuftige, rationelle og derved sandt "erkendende". Der er wittgensteinske sprogspil! Men ved nærmere eftersyn bygger begge sprogspil formentlig på samme (semiotiske) meningsskabelse. Hvis vi forstår den, kan dikotomien ophæves, men da mister analytiske filosoffer terræn. Afslutningsvist, "at verden er hel og hænger sammen, ". Hænger verden da bedre sammen med klare begreber? *Hvis* sprog mener Thyssen, skal vi hente de klarere begreber fra, og hvad er formålet med dette sprog da? En analytisk filosof kan også let indføre et hegemoni gennem de klare begrebers "ideologi".

@Bjarne Toft Sørensen
"»Det, hvorom man ikke kan tale, om dét må man tie,« sagde Wittgenstein.". Ja, det var i afslutningen i Tractatus, men der er også den ældre Wittgenstein, hvor han havde opgivet sit sprog om at undersøge sammenhænge i sproget til "virkeligheden". Visse filosoffer kørte dog videre med Wittgenstein nr. 1.

"Men hvad stiller man op med dét, hvorom man hverken kan tale eller tie? Dét, man ikke kan
tale om, fordi det ligger uden for sprogets grænse, men heller ikke tie stille med, fordi det presser sig på? Man skaber kunst" skriver Bjarne. Nej, der er muligheder for at begrebsliggøre det usagte, men det kræver at man starter med aksiomer for hvad der er altid må ses som *meningsfuld* menneskelig adfærd (eng. conduct, ikke behavior!) - uanset det placeres i det "irrationelle"/religiøse af den analytiske filosof! Sindssyge er et meget sjældent fænomen, iøvrigt.

@Birgit Bak: "nervesystem delt op i to nemlig den del, der tager sig af kamp, flugt eller spil død,
hvilket vil sige det sympatiske nervesystem" skriver Birgit. Det er naturligvis sandt, men udtryk for fysiologisk reduktionisme. Frans af Assisi (no affiliation!) havde heller ikke "kun" en spiseforstyrrelse, som en moderne psykiater nok ville hævde i dag, og måske slet ikke, fordi det afhænger vel af hvis sprog der anvendes (så er vi tilbage ved hegemoni). Frans var langt mere - og heldigvis for det :)

@Bjarne Toft Sørensen: "biologisk og social reduktionisme ikke er tilfredsstillende ud fra et bredere filosofisk, videnskabeligt og kunstnerisk perspektiv.". Helt enig!

mvh
Morten B.K.

Torsten Jacobsen

Morten Bech Kristensen skriver,

[..[ Og videre, at "Derfor er der ingen udsigt til, at religionens sprog er på vej ud.". Jo, men hvorfor to kategorier? En for den "religiøse tænkning" og en for den fornuftige, rationelle og derved sandt "erkendende". Der er wittgensteinske sprogspil! Men ved nærmere eftersyn bygger begge sprogspil formentlig på samme (semiotiske) meningsskabelse. Hvis vi forstår den, kan dikotomien ophæves, men da mister analytiske filosoffer terræn."

Bravo!

Og tak for indlægget i øvrigt :)

morten bech kristensen

@Torsten Jacobsen. Selv tak! Det er vigtigt, tror jeg, at tænke ud over den dominerende postmodernisme og socialkonstruktivisme (uha, store ord!), mod nye måder at forstå sprog og "conduct". Der er heldigvis alternativer, men de har trange kår. Sådan har det jo altid været :)

morten bech kristensen

På universitetet sidste år var jeg så heldig at få en kort stilling som videnskabelig assistent med en administrativ opgave, hvor jeg sørgede for at 200 unge studerende besvarede omfattende spørgeskemaer hele to gange (!) i et psykologisk projekt. Jeg havde rig lejlighed til at studere spørgsmålene, og husker især et, der lød "Tænker du ofte filosofisk over livet?". En ung filosofistuderende havde deltaget, og vi morede os over spørgsmålet, men jeg spurgte ikke, hvad hun havde svaret, fordi det var ikke det vigtige! Det vigtige var formuleringen, ordet, den mulige intention bag spørgsmålet og den sandsynlige fortolkning, af hvordan de studerendes svar fordelte sig på Ja eller Nej, eller måske det var 1, 2 eller 3-tal på den velkendte Likert-skala.

Pointen er, at spørgsmålet var skrevet ud fra en antagelse, som ikke er til debat! At det at tænke "filosofisk" i hverdagen kan fortolkes objektivt, og oversættes til et *tegn* for "psykologisk bekymring" måske "manglende trivsel i hverdagen"; og som visse psykoterapeuter ville kalde rumination, hvis der er sænket stemningsleje. Enhver der har haft en depression eller noget, der ligner, har sikkert fået sat det på sig på et eller andet tidspunkt, hvor de har været i kontakt med en psy-ekspert (og det er godt nok at opsøge sådan en med måde). Men for at vende bøtten på hovedet, og se det pudsige, så kommer rumination fra en religiøs kontekst, og handler om at "gumle på ord", altså at dreje noget rundt, som når en ko tygger drøv. Den religiøse drejer Guds ord for at blive opladt. Og hvad er formålet med drøvtyggeriet? Det er jo at producere næring - vel også for filosoffen så?!

Man skal ikke underkende betydningen af at få noget godt ud af tænke grundigere, selvom det kan se træls ud at gøre det. Måske det er det Thyssen vil have os til, og det er kun godt. Så det spændende er med denne serie, hvilke og hvis begreber der introduceres, som vi forventes at *tænke med*, blive mere oplyste - og forhåbentligt mere opladede af ;)

mvh
Morten

Bjarne Toft Sørensen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Morten Bech Kristensen,

Al menneskelig stræben begynder i en simpel erkendelse:

"Dette er ikke nok for mig!"

Al åndelig stræben begynder i et simpelt spørgsmål:

"Hvorfor er dette ikke nok for mig?"

Som det antydes, har man som regel forbrugt en del tid på at løse den først stillede fordring, førend man når frem til kernen..den egentlige gåde. Mange mennesker når sågar aldrig frem..de dør såmænd undervejs! Nogle af dem lykkelige. Men til det sidste forvirrede, til det sidste optaget af at 'være nok': For sig selv. For andre. For verden. En skyggeeksistens.

Vi lever i et system, som belønner præcis dén form for foretagsomhed: Mennesker, der 'magter' at lægge sig i selen. Mennesker, som spørger 'hvordan' frem for 'hvorfor'. Frem over stepperne.. Vi belønner dem fyrsteligt, beundrer dem, imiterer dem..Nedgør os selv i mødet med dem. Lader deres fantasier flyde sammen med vores..

Selvfølgelig er det i en sådan kultur et tegn på patologi, hvis man begynder at 'ruminere'. Selvfølgelig er det i en sådan kultur et tegn på sygdom, hvis man mistrives. Lad os give sygdommen et navn: 'Depression', 'Anxiety', 'OCD', 'Bipolar', 'stress'. Find selv på flere...

Lad os give den sygdom et navn, så vi slipper for for at kalde den, hvad den virkeligt er...

Morten Damborg

@Torsten J. og Morten B.K.

Det bliver hurtigt svært for mig at følge med. På en skala hvor 0 er helt uenig med Ole Thyssen, og 10 er helt enig, hvor står I så, hvis I skal vurdere hans indlæg helt nøgternt analytisk?

God weekend fra Morten Damborg

Torsten Jacobsen

Morten Damborg,

Ole Thyssens begreb om 'spiritualitetens faldgruber': 10

Ole Thyssens begreb om 'spiritualitet': 0

Hans Ditlev Nissen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Morten Damborg,

Omvendt vil jeg invitere dig til at se begge af de videoer, som jeg linker til ovenfor. Og derefter besvare dette simple spørgsmål:

Hvad taler mest til dig? Hvad tiltaler dig mest? Ole Thyssens filosofiske overvejelser, eller en Gabor Matés eller en AH Almaas' 'spirituelle' overvejelser?

Og hvorfor?..

Bjarne Toft Sørensen

@morten bech kristensen

Når jeg henviser til Søren Ulrik Thomsens brug af Wittgensteins formulering fra Tractatus, er det for at fremhæve det, som kunsten kan, og som Wittgenstein ikke ville anerkende muligheden for, fordi det ikke passer med hans opfattelse af forholdet mellem sprog og virkelighed.

Der er erkendelser i bl.a. kunsten, der ikke er sproglige, i hvert fald ikke i første omgang, hvor der måske bare er tale om en fascineret undren over det, som man på en måde forstår, men alligevel ikke forstår godt nok til, at man forholdsvis præcist kan formulere sin forståelse sprogligt. Det kan her også dreje sig om en forståelse af spirituel karakter.

Gennem længere tids arbejde med et kunstværk lykkes det måske så forholdsvis præcist at få formuleret sin forståelse sprogligt, vel vidende, at man ved videre arbejde med værket sprogligt vil kunne få præciseret nye delperspektiver og detaljer, som kan uddybe den forståelse af værket, som man allerede har formuleret.

Når det drejer sig om Wittgensteins teori om sprogspil, som den bl.a. er formuleret i ”Filosofiske undersøgelser” (1953), kan den reelt bruges til lige så lidt i forhold til filosofiske undersøgelser, som Luhmanns og Bourdieus sociologiske undersøgelser kan det.

Spørgsmålet om filosofiens undersøgelser og erkendelser kan ikke reduceres til empiriske sociologiske undersøgelser af, hvorledes filosofien i forskellige sammenhænge undersøges og erkendes (relativering), eller gennem analyser af sprogspil opløses som udtryk for misbrug af sproget (afvisning).

Bjarne Toft Sørensen

@morten bech kristensen
Ud fra dine to omfattende ovenstående kommentarer vil jeg sige, at jeg er mere begejstret over klarheden og præcisionen i den psykologiske tilgang til filosofien i den sidste kommentar end over klarheden og præcisionen i den filosofisk tilgang til filosofien i den første kommentar.

Morten Damborg

Torsten, har set de to videoer, omend noget hurtigt. Tak for din deling!

Almaas “Acknowleding Our Mortality” er god og humoristisk, men for mig taler den til et helt filosofisk og spirituelt utrænet publikum. God som en introduktion til meget unge mennesker eller folk, der pludselig som 45-årige for første gang i livet stiller sig selv dybe spørgsmål. Almaas virker som et godt bud på en kontemporær Mark Twain eller Piet Hein. Jeg må se mere.
Matés oplæg er spændende, og der er al mulig grund til at håbe og støtte, at hans medicinske og terapeutiske linier aproprieres bredest muligt.
Jeg kan ikke koble mellem Thyssen, Almaas og Maté. Jeg tror, jeg synes, de eksisterer på forskellige planeter, og jeg ser ikke, at filosofi, spiritualitet og videnskab for alvor finder sammen. For mig personligt, leder det mig hele tiden tilbage til en tilgang allá f.eks. “The Buddha has already said it all”. Det lyder top-arrogant og gammelkonservativt, men jeg simpelthen nødt til at vende tilbage til, at jeg ikke behøver mere end de væsentligste ting fra Buddha, de væsentligste ting fra Jesus og så f.eks. tre Kant-ting, to Kierkegaard-ting, to-Nietzsche-ting og en enkel dessert fra Dostojevskij. (Kunne også være en anden holdopstilling, mennesker er forskellige). Jeg kan ikke blive ved med det livslange kobleri. Jeg må lukke mine øjne og sige “The Buddha has already...” Eller “All you need is Kierkegaard”. (Igen - alle må vælge deres eget hold)

Gode folk, du fandt helt sikkert. Jeg skal klart videre med begge - først Almaas. Deres indlæg er helt klart udtryk for anvendt spiritualitet, og det var det, du gav :-)
Og så er jeg grundlæggende hundrede procent enig i din uenighed med Thyssen, når han forfladiger spiritualitet som begreb.

Morten Damborg

TJ,
Der skal ikke herske tvivl. Matés og Almaas åbne tilgange til, hvad der ligger bagved intellektet, er mig langt mere tiltalende end den analytiske filosofis lukkede verden. Jeg har umuligt ved at forstå, at filosoffer kan være f.eks. ateister eller blot tro at 2+2 er fire.

Torsten Jacobsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jacob Berner Rue

I Diamond Approach er udgangspunktet, at vi ikke er af denne verden, men i den. Med det udgangspunkt er Ole Thyssens anfægtelser sært irrelevante og jeg håber for ham, at han finder
fred for sin splittelser, hvis han uddyber sin meditation og praksis.

Maud Margrethe

Jeg er blot “Human Being”,
til forskel fra “Human doing” som i blandt andet: “Human thinking”, “Human Writing”, “Human Talking”, “Human Creating”.

morten bech kristensen

@Bjarne Toft Sørensen
02. august, 2019 - 22:55
Om variation i klarhed og præcision: Det er der noget om. Men jeg er (desværre) ikke filosofiuddannet , men psykolog. Man skal vare sig for at pisse i andres fagterritorier, så jeg ville gerne uddannes i filosofi også.

@Bjarne Toft Sørensen
02. august, 2019 - 22:33
"Der er erkendelser i bl.a. kunsten, der ikke er sproglige,"

Her må du konkretisere begrebet "kunst". Det er et omfattende. Men jeg er ikke kunstuddannet, bør jeg da tie ift. at stille spørgsmålet ;) ?

"Når det drejer sig om Wittgensteins teori om sprogspil, som den bl.a. er formuleret i ”Filosofiske undersøgelser” (1953), kan den reelt bruges til lige så lidt i forhold til filosofiske undersøgelser".

Det har du afgjort ikke ret i! Og hvad mener du med "filosofi"? Hvilken filosofi? Der er mange!
Tænk på sprogfilosofifeltet, og inden for mit eget felt, psykologi, hvor diskursiv psykologi i den grad kan trække tråde til Wittgenstein nr 2, og i bredere forstand The Linguistic Turn, der indtraf for år tilbage, og rystede dele af den akademiske verden, så vidt jeg har forstået.

Min afsluttende og korte kommentar, samt et spørgsmål. Jeg ser Thyssens berettigede kritik som først og fremmest kulturkritik, og ikke filosofi, og der er mange andre kulturkritiske stemmer i forvejen, der også har filosofisk afsæt (Brinkmann et. al.), så hvori består det nye hos Thyssens - og hvad risikerer man at smide ud med badevandet?

mvh
Morten B. K.

Jens Thaarup Nyberg, Bjarne Toft Sørensen og Morten Damborg anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Såkaldt spiritualisme handler om at udvide sit verdensbillede. I en indlysende reaktion på den overdrevne forbrugerisme, som det var nemt at lokke efterkrigstidens borgere ud i.

Hippierne reagerede mod det åndløse liv og forsøgte sig med alternative livsformer. Det er naturligt, at et overdrevent fokus på materialisme, hvor mennesket efterlades uden tilfredsstillende opfyldelse af eksistentielle spørgsmål, vil inspirere til at udforske dybere lovmæssigheder. Mikro og makrokosmos er to sider af samme sag. Spiritualitet kan ses som et dyk ind i mikrokosmos i det, som af forståelseshensyn kaldes for det esoteriske rum. Kvantefysikken viser, at de grænser, man normalt anser for at gælde, er anderledes end almindeligvis antaget.

Såkaldt spiritualitet har teknik i sig - yoga, meditation, mindfulness m.v., som, når man betjener sig af den, vil geare det redskab, som krop og dens funktioner udgør, til at integrere viden om det univers, vi er del af. Begynder man at studere emnet kan man blive overrasket over, hvad der gælder. F.eks. at kærlighedsevnen er afgørende.

Arne Albatros Olsen, Thomas Corydon og Morten Damborg anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Alle deler sig efter anskuelse og søger trøst fra ensomheden i fælleskabet.
Ole Thyssen er ingen undtagelse.

Det er naturligt at søge at finde tryghed i ensomhed alle fødes og dør alene.
Transcendent betegner det, som ligger udenfor enhver erfaring.

Kedelige er grupperingers udtalelser og kamp om at positionere sig, som fortaler for sagen, det interessante er årsagen til grupperingers opståen, typisk er en form for eksklusivitet for at undgå, at se andre ting i øjnene, den virkelighed andre må slås med, der lever med andre tilhørsforhold.

Det spændende ved vores tid er, syntes jeg, at jordens eksistensgrundlag for os alle svinder med hast, hvilket danner ny opblomstring af grupperinger, ensomhed og krig om de svindende resurser.

“I sent the club a wire stating:
‘Please accept my resignation’.
I don't want to belong to any club that will accept me as a member.”
Citat Groucho Marx

Bjarne Toft Sørensen

@morten bech kristensen
Hvis man gerne vil forholde sig til og kommentere på noget, der er filosofisk orienteret, kan det være svært, hvis der på forholdsvis begrænset plads og på kritisk vis tages mange problematikker op i forhold til Thyssens artikel med mange forskellige og forholdsvis implicitte teoretiske referencer. Det bliver som en rød tråd, der bliver "hakket over" på hver tredje linje,og som man så som læser kan bryde sig hoved med at forsøge at binde sammen igen.

Ole Thyssen er i sin filosofiske tilgang inspireret af sociologen Luhmann (med en relativisme og perspektivisme) og som Habermas, der også i sin tænkning er inspireret af Luhmann, meget fornuftsbetonet på en måde, der levner meget lidt plads til det irrationelle (heldigvis kan man så læse noget Foucault som en form for modvægt).

Kunst kan af mange grunde ikke afgrænses på den måde, du lægger op til, men i den aktuelle situation kan du bruge billedkunst og litteratur, der er symbolistisk orienteret, og hvor der er en vægt på betydningen af værkets autonomi, som eksempel. Den er vel den kunstforståelse, som Søren Ulrik Thomsen repræsenterer i dag, og som kommer til udtryk i den nævnte artikel.

Det er grundlæggende ikke mit kunstsyn, men som i forhold til spiritualitet er det noget, der også skal være plads til, som stadig har en berettigelse, og det er et kunstsyn, der giver plads til spiritualitet.

Ligesom japansk kunst gør det (f.eks. i form af animistisk prægede fremstillinger), men på helt andre kunstfilosofiske forudsætninger (uden en række vestlige dualismer). Se f.eks. min tidligere reference til artiklen fra Psyke & Logos.

Jeg går absolut ind for tværfaglighed, men på et tilpas velorienteret grundlag (modsat skråsikker dovenskab).

I forhold til den lange filosofihistoriske tradition, ikke mindst i et praktisk og værdifilosofisk perspektiv, må tænkningen hos Wittgenstein nr. 2 ses som stærkt reduktionistisk. Ikke mindst når det drejer sig om tænkere, der har beskæftiget sig med kunstens filosofi.

Ja, sprogfilosofifeltet er også godt for noget, brugt med måde, f.eks. på en afklarende måde i forskellige sammenhænge. Det samme kan siges om diskursiv psykologi og The Linguistic Turn. De var nødvendige i tiden, som en form for protest og modvægt imod noget andet, som blev for meget og for ensidigt.

Desværre er der så tendenser i tiden, ikke mindst forbundet med kommercielle interesser, der får det til at se ud, som om vi nu har fundet "den endelige løsning og sandhed". Ligesom mange unge videnskabeligt og filosofisk uddannende opfører sig, som om netop de har fundet den eviggyldige løsning, f.eks. på Kunst - og kulturuddannelserne.

Når det drejer sig om diskursive og narrative tilgange inden for områder som psykologi, pædagogik, organisation og sociologi, kan de i et bredere perspektiv virke stærkt relativistiske og tilpasningsduelige i forhold til kommercielle interesser og i forhold til at få folk tilpasset det kapitalistiske samfunds betingelser.

Niels Duus Nielsen og morten bech kristensen anbefalede denne kommentar

Hold da op- en kronik/indlæg som fanger mange i en blanding af praksis og intellektualitet.
Jeg tænker bare stilfærdigt-hvad er årsagen til at man ikke "bare" vælger den buddhistiske vej og så ser hvor langt man når omkring at erkende lidelsen og lære at leve med den til gavn for alle væsener?Ole Thyssen ironiserer lidt over en stliheds retreat i Sverige. Nils Lyngsø (forfatter) har prøvet det og skrevet en læseværdig bog om det. Men som flere nævner er der mange veje i livet og spørgsmålet er om det er egen "frelse" i spiritualitet man søger eller bare det at vokse som menneske i forhold til medmennesket på tværs af klasseskel m.v.
Under alle omstændigheder er de t"gratis" i store træk at undersøge buddhismen som jo helt accepterer vores videnskabelige verden også.

Hold da op- en kronik/indlæg som fanger mange i en blanding af praksis og intellektualitet.
Jeg tænker bare stilfærdigt-hvad er årsagen til at man ikke "bare" vælger den buddhistiske vej og så ser hvor langt man når omkring at erkende lidelsen og lære at leve med den til gavn for alle væsener?Ole Thyssen ironiserer lidt over en stliheds retreat i Sverige. Nils Lyngsø (forfatter) har prøvet det og skrevet en læseværdig bog om det. Men som flere nævner er der mange veje i livet og spørgsmålet er om det er egen "frelse" i spiritualitet man søger eller bare det at vokse som menneske i forhold til medmennesket på tværs af klasseskel m.v.
Under alle omstændigheder er de t"gratis" i store træk at undersøge buddhismen som jo helt accepterer vores videnskabelige verden også.

Randi Christiansen

Tak morten, blot et forsøg på et crash course for begyndere på den såkaldt åndelige udviklingsvej. Hvor højrøvet lød det lige - men som det står i bibelen 'søg, og du skal finde ... '.

Traf for nylig et gammelt bekendtskab og kollega, fra dengang New Age-bevægelsen stod højt i kurs. Vi fortalte om hvad vi hver især gik og lavede, hun var stadig engageret i det spirituelle, jeg i anti-racistiske aktiviteter. Det undrede hun sig over, for hvordan: "Jeg kender ingen racister her i samfundet". Ugh!!
Bagefter reflekterede jeg over de new age'ere og lign., der befandt sig på højrefløjen, og på hvor almindeligt det er i fx DF's medlemsblad, at læse om folk, der er optaget af det spirituelle, om de buddhister, der flokkes om Lars Hedegård osv.. osv. https://www.trykkefrihed.dk/buddha-moder-holger-danske.htm
Og om fremtrædende guruer forkynder at man skal ikke gøre oprør mod undertrykkelse: Det gælder ikke om hvordan man har det, men hvordan man ta'r det. Og om at autoritære regimer ikke har haft noget imod det spirituelle, visse har endda samarbejdet tæt med dem. Se den tyske nazist Heinrich Harrer som "ambassadør" fro den tibetanske buddhisme.
Hvis ikke det spirituelle kan vaccinere mod autoritære tanker og sympatier, hvad fa'en skal vi så med den?

Korrekt, at spiritualitet kan være en indre befrielse, men i relation til samfundet, er der ikke meget at hente.

Jens Thaarup Nyberg

morten bech kristensen; 02.08, 2019 - 19:05
"Påfaldende er det, at begrebet "den rodede hverdag" jo ikke i sig selv er noget klart begreb!"

Den rodede hverdag forekommer mig at være en udgave af den humanistiske forstilling om verden som kaos når den er uden ånd.
---
"En filosof søger klare begreber til at oplyse verden, mens et spirituelt menneske opsøger en emotionel verden hinsides den rodede hverdag for at hente styrke til at vende tilbage til hverdagen og forvandle den."

Mon ikke Thyssen har sine hygge- og hvilestunder, hinsides den rodede hverdag.

Arne Lund.
Ja der fik jeg så den med min opfordring til at undersøge buddhismens grundlag.
Og ja også buddhister er mennesker med hver sin "rollemodel" og med forskellige indgangs vinkler helt som muslimer,kristne og alle andre som ikke bare er lige til Marx og materialismen.
Men buddhismen er en fri "religion eller og filosofi" set ud fra at ansvaret altid er min og din,men samtidig peger den så på det enkelte individs samhørighed med krop,andre mennesker og vores helhed i en evig foranderlighed. Lidt store ord,men vel ikke mere forkerte end andre tolkninger på vores liv. De fleste af os eller mange kan lige som ikke rigtigt nøjes mede t liv hvor det kun drejer sig om nydelse.begær og så materiel sandhed.
Du nævner så "tilfældigvis" en ret stor gruppe buddhister herhjemme med en guru,som jeg så også har stiftet bekendskab med og forladt af samme årsag som en del andre og hvor du under alle omstændigheder ikke er med. Min pointe var/ er at mange af de ikke kristne spirituelle bevægelser i den grad glemmer fællesskabet og i stedet dyrker individets velbefindende,ved at tjene på det enkelte menneskes individuelle "frelse eller livs omvendelse (new age)Det er jo ikke dårligt i sig selv, fordi et harmonisk menneske i både krop og sjæl/sind er vel trods alt bedre fungerende i forhold til sine omgivelser end den "kun" materielle "nyder og kræver "
Jeg var engang i mine yngre dage i bestyrelsen for Forsoningsforbundet med studenterpræsten Jens Brøndum som primus motor og han mente at en kristen egentlig skulle være socialist.

Arne Lund.
Ja der fik jeg så den med min opfordring til at undersøge buddhismens grundlag.
Og ja også buddhister er mennesker med hver sin "rollemodel" og med forskellige indgangs vinkler helt som muslimer,kristne og alle andre som ikke bare er lige til Marx og materialismen.
Men buddhismen er en fri "religion eller og filosofi" set ud fra at ansvaret altid er min og din,men samtidig peger den så på det enkelte individs samhørighed med krop,andre mennesker og vores helhed i en evig foranderlighed. Lidt store ord,men vel ikke mere forkerte end andre tolkninger på vores liv. De fleste af os eller mange kan lige som ikke rigtigt nøjes mede t liv hvor det kun drejer sig om nydelse.begær og så materiel sandhed.
Du nævner så "tilfældigvis" en ret stor gruppe buddhister herhjemme med en guru,som jeg så også har stiftet bekendskab med og forladt af samme årsag som en del andre og hvor du under alle omstændigheder ikke er med. Min pointe var/ er at mange af de ikke kristne spirituelle bevægelser i den grad glemmer fællesskabet og i stedet dyrker individets velbefindende,ved at tjene på det enkelte menneskes individuelle "frelse eller livs omvendelse (new age)Det er jo ikke dårligt i sig selv, fordi et harmonisk menneske i både krop og sjæl/sind er vel trods alt bedre fungerende i forhold til sine omgivelser end den "kun" materielle "nyder og kræver "
Jeg var engang i mine yngre dage i bestyrelsen for Forsoningsforbundet med studenterpræsten Jens Brøndum som primus motor og han mente at en kristen egentlig skulle være socialist.

Henriette Bøhne og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Arne Lund,
Det forekommer lidt uretfærdigt, at lægge hele buddhismen og alle buddhister til last, at Ole Nydahl i den artikel, du linker til, tydeligt udtaler sig som privatperson og ikke i sin egenskab som lama - det kan han ikke, siger han, for buddha selv har ikke givet nogen anvisninger hvad emnet angår.
Jeg er ikke selv formelt konverteret til buddhismen, men har da levet sammen med en mand, som har en fortid som fuldt ordineret buddhistmunk og så vidt jeg forstår, er Ole Nydahl en omstridt person blandt buddhister, nogle anerkender at han har gjort meget for buddhismen i vesten, men er skeptiske overfor måden, han har opnået status som lama.
Ligesom indenfor kristendom, islam og jødedom er der indenfor buddhismen flere retninger og undergrupper - bare fordi man er kristen, er man jo ikke nødvendigvis enig med Krarup og Langballe.
En af de bekymringer, jeg kan have med den nye spiritualitet, er, at når man låner yogaen fra hinduismen og meditationen fra buddhismen og kalder det mindfullness, så får man ikke det fulde indtryk i sindet eller det resultat, som var meningen og man risikerer at få et resultat, som alene styrker ens ego og individualitet og glemmer den forbundethed, kærlighed og empati mellem alle tænkende og følende væsener, som det var meningen, man skulle udvikle.

Morten Damborg, Viggo Okholm, Niels Duus Nielsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar

Sider