Kronik

Spiritualisme er et oprør. Men sært nok et oprør, som ikke gør oprør mod samfundet

Spiritualismens fokus er individets indre forbedring. Der er ingen krav om politiske reformer, kun diffuse påstande om, at hvis alle bliver bedre, bliver verden et bedre sted. Til gengæld kan den give en beroligende fornemmelse af, at verden hænger sammen, skriver professor Ole Thyssen i ny kronikserie om spiritualitet
Spiritualismens fokus er individets indre forbedring. Der er ingen krav om politiske reformer, kun diffuse påstande om, at hvis alle bliver bedre, bliver verden et bedre sted. Til gengæld kan den give en beroligende fornemmelse af, at verden hænger sammen, skriver professor Ole Thyssen i ny kronikserie om spiritualitet

Mia Mottelson

Debat
2. august 2019

Jeg er filosof og lever i åndens verden. Men jeg er ikke spirituel. Hvorfor ikke?

En filosof søger klare begreber til at oplyse verden, mens et spirituelt menneske opsøger en emotionel verden hinsides den rodede hverdag for at hente styrke til at vende tilbage til hverdagen og forvandle den.

Verden genfortrylles af en indre kraft, som er en stump af en kosmisk kraft. Den bliver dyb og meningsfuld, og man står over for en opgave, som kan løses af én selv – dog med hjælp af spirituelle eksperter, der samler sig i sekter omkring en guru.

Navnet på den kosmiske kraft er mindre vigtigt. Den er abstrakt og kan forenes med mange religioner. Også med kristendommen med dens bud om kærlighed og dens fjendskab mod ejendom, stat og familie.

Afgørende er kredsløbet: udadvendt – tilbagetrækning til det indre – igen udadvendt. Spiritualisme er ikke en religion med dogmer og kirke, men en løs betegnelse for teknikker, der giver adgang til ens indre ressourcer, så man igen føler sig levende.

Målet er at finde sig selv og så håbe, at det lykkes og ikke ender i skuffelse over det fundne.

Det er en smuk ting – at vende øjet indad, leve sig ind i en verden hinsides den materielle og dér finde en ro, mildhed og visdom. Med adgang til sit indre nulpunkt bliver det let at sige nej til trivielle fristelser, som kun vil skade én.

Man nyder de gratis glæder – opøver sine sanser, træner sit nærvær og glemmer for et øjeblik hverdagens kaos af stridbare krav. Løftet er, at med et nyvundet overblik bliver man bedre til at magte dem.

Oprør på yogamåtten

Meditation er en del af bevægelsen ind, men også kroppen er spirituel og kan forbedres med teknikker som yoga. I julegave fik jeg et titurskort til et yogacenter og mødte pligtskyldigt op, lagde mig på måtten, deltog i fællessangen, hvorefter mareridtet startede – venstre albue på højre knæ, højre arm op over skulderen og ned på ryggen, løft hovedet og foretag små hop på stedet.

Jeg radbrækkede mit arme skrog og udfordrede min skrøbelige balance i stillinger med navne som ’hunden’ og ’krigeren’, og jeg skævede nedslået og misundeligt til mine sidemænd m/k, som flydende og elegant slog knuder på sig selv.

Den indre ro undslap mig. Alt hvad jeg fandt, var fiasko i en krævende eksercits – hvad der nok ikke var yogaens skyld.

Spiritualisme er et oprør mod materialismens dominans – det sjælløse fokus på ting og ydre succes, som gør mennesker til hinandens fjender. Den hellige kirkefader og filosof Augustin hævdede, at mens der altid er knaphed på ydre rigdom, gælder det ikke den indre. Her er nok til alle. Selv om ikke alle kan få den bedste plads i solen, er der sol nok.

Spiritualisme er altså et oprør. Men sært nok et oprør, som ikke er et oprør. Fokus er individets indre forbedring, som er hans egen sag. Der er ingen krav om politiske reformer, kun diffuse påstande om, at hvis alle bliver bedre, bliver verden et bedre sted.

Samfundet er en sum af individer, som hver for sig må arbejde med det råmateriale, som står til hans disposition: ham selv. Det bryder med den moderne tendens til altid at give systemet – aldrig individet – skylden.

På yogacentret fandt jeg en bog, hvor The Seven Pillars of Wisdom også er The Seven Pillars of Success – formål, energi, overblik, effektivitet, intensitet, sammenhæng og disciplin.

Det er let at se, at de kan bruges både på den indre og den ydre scene. På arbejdsmarkedet kan man blive en løve, så det spirituelle bliver endnu et indsatsområde, hvor man kan forbedre sig til rotteræset, samtidig med at man er lykkelig.

Er det målet – robusthed på jobbet? Indre mål kan let omstilles og blive redskaber til at opnå ydre mål som penge og magt – eller succes i kampen om at være mest spirituel, verdensmester i beskedenhed, det mest integrerede selv, knobmester på yogamåtten.

Sjælelig og økonomisk vækst

Selv om spiritualisme giver adgang til en kosmisk og derfor fælles verden, er fokus på det ensomme jeg. I yogasalen skal vi mærke hinanden. Men det er hver mand for sig.

Vi indgår i et emotionelt fællesskab med mennesker, som vi ikke kender, ikke et praktisk fællesskab, hvor vi skal arbejde sammen og lære hinanden at kende. Sidder en gruppe til fælles meditation og bøn på et refugium, er de kun materielt, ikke spirituelt synlige for hinanden.

Den utopiske socialist Charles Fourier hævdede, at kapitalismen har en magisk evne til at forvandle guld til kobber. Også spiritualisme er et lukrativt marked. Ligesom simple living let bliver en dyr og kompliceret sag, hvor mad og tøj og møbler testes nøjeregnende, kan man købe sig fattig for at få sin sjæl og krop i bedre form.

På yogacentret var der bøger, der som turistbrochurer lokkede med billeder af fantastisk smukke steder, hvor man kan få sjælen bragt i balance. De lover at gavne verden og sig selv, selvfølgelig i nævnte rækkefølge.

Prisen taler vi ikke om, skønt man bag billederne aner milde kvinder og vise mænd, som ikke blot har et skarpt øje for sjælelig, men også for økonomisk vækst.

For et stykke tid siden så jeg en reklame for et sted i Småland, hvor man for tre-fire tusind kroner kunne få lov til at holde bøtte i længere tid. Det var en businessmodel, som tændte fantasien.

Jeg har et sommerhus i Småland, som let kan omdøbes til en retræte. Et bådhus vender ned mod en sø og giver plads til ca. ti mennesker. Gulvet dækkes med indiske tæpper, en højttaler spiller meditativ musik, og hvis ikke der var så pokkers mange sten i den smålandske undergrund, kunne et jordlokum forstærke autenticiteten (og forhindre septiktanken i at løbe over).

Kunderne skal selvfølgelig tage tog og bus og gå de sidste tre kilometer gennem skoven. Det er en god oplevelse (og jeg slipper for at hente dem). De kan få serveret urtete og kiks med havreklid ad libitum, som de fortærer i tavshed, mens de bekæmper trangen til at meddele sig.

Smart, ikke sandt?

Mærkbare resultater

Spiritualisme åbner for en meningskilde, som lover at forenkle verden, skabe sammenhæng og gøre det muligt at gøre en indsats.

Mens den demokratiske indflydelse fortaber sig som en matematisk illusion, hvor hver enkelt vælger kun er én ud af mange millioner vælgere, og hvor hans stemme er et nøgent ettal, strippet for de overvejelser, som ligger bag, er hans arbejde med sig selv et genuint indsatsområde, som lover konkrete, mærkbare og hurtige resultater.

Hverken videnskab eller politik tillader det enkelte individ at se sig selv som et unikt individ, ansigt til ansigt med sin skæbne.

Derfor er der ingen udsigt til, at religionens sprog er på vej ud. Det samme gælder spiritualismen – og af samme grund.

Selv om den kun ændrer verden i det små, gør den dog det, og selv om den ikke ændrer den store verden, giver den dog det enkelte individ mulighed for at ændre sig selv og sit forhold til verden.

Man behøver ikke tage det alt for alvorligt, at mange erklærer sig for religiøse og endda omfavner vanvittige ting som sjælevandring og jomfrufødsel. I reglen betyder det ikke så meget og gør ikke den store forskel.

Til gengæld får man en beroligende fornemmelse af, at verden er hel og hænger sammen, skønt det kan være svært at se, når man står midt i det hele.

Ole Thyssen er professor emeritus i filosofi ved CBS.

Serie

Spiritualitet i dagens Danmark

Danskerne har ikke ry for at være et særligt spirituelt folkefærd, selv om langt størstedelen er medlem af et trossamfund – tre ud af fire af folkekirken. Men hvilken rolle spiller spiritualitet og tro i Danmark i 2019? Det spørger Information om i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Mødet med naturen kan næsten være religiøst

    31. august 2019
    Mange mennesker har naturoplevelser, som er ’næsten magiske’ eller ’nærmest religiøse’. Naturspiritualiteten kan både skabe indre ro og en følelse af forpligtelse over for verden. Men det betyder ikke, at naturglade mennesker automatisk passer på planeten, skriver lektor i antropologi Cecilie Rubow i sin kronik i spiritualitetsserien
  • Jagten på lykke er blevet en trussel mod vores egen eksistens

    28. august 2019
    I 30 år var jeg selv fanget i troen på det falske ideal om permanent lykke. Vores evige jagt på lykken bringer vores handlinger og levevis i konflikt med selve livet, skriver sociolog Martin Fluri i sin kronik i spiritualitetsserien
  • Både Koranen og Biblen prædiker had og hårde straffe for ’usømmelighed’

    23. august 2019
    Der er megen debat om islam i Danmark, men det er tilsyneladende meget få, der har fået læst Koranen. Faktisk adskiller den sig meget lidt fra Biblen, skriver filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen i sin kronik i spiritualitetsserien
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henriette Bøhne:
tak for det indlæg-noget klarere i mælet, men som officiel buddhist bryder jeg mig ikke om at hænge andre ud- det er lige som en del af projektet-altså der er flere veje, Nu har jeg så også helt klare grunde til ikke at blive for negativ omkring omtalte gruppe af klare private grunde.

Henriette Bøhne

Viggo Okholm,

Jeg var egentlig ikke ude på, at hænge nogen ud. Jeg har som sådan ikke nogen aktier i nogen grupper, forsøgte bare at formidle, at der - ihvertfald blandt de, jeg kender - er uenighed og flere veje til målet.
Der er vi nok mindre berøringsangste i kristendommen, som jeg er vokset op i og med, og har ikke problemer med offentligt at stå ved, hvis vi mener der er præster og forkyndere, som er helt ved siden af skiven på visse punkter.

Bjarne Toft Sørensen

Til de interesserede. En oversigtsartikel om buddhismens historie og de forskellige retninger inden for buddhismen, skrevet af en universitetsforsker på området.
https://www.religion.dk/buddhisme/buddhisme-i-asien

Henriette Bøhne og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
morten bech kristensen

Litteraturforsker Susanne Klingenstein gennemgår i en optagelse på Youtube murstensromanen "The Man Without Qualities" ("Manden uden egenskaber" på dansk) af Robert Musil, og kommer med mange gode analyser og pointer om dette læseværdige værk: https://www.youtube.com/watch?v=GpeRhMFnW8o

To korte sætninger kan trækkes frem her, fordi de er relevante ift. Thyssens tekst.
"The way we make meaning is to reduce complexity to singularity."
"You do violence to reality the very moment you do this"

Sagen er: Man kan ikke i dag opretholde et samlet narrativ om sig selv givet kompleksiteten af en overvældende række af tilsyneladende modsætningsfyldte oplevelser i livet, jf. overgangen til det "moderne", forstået ved et "tab" af ikke længere at leve i den lille lukkede landsby-verden, centreret omkring praksisfælleskab og religion, der gav forudsigelighed og genkendelighed, og hvor der kun var een vej frem, som for middelalderens pilgrimm, fordi vi nu alle "lever i byen", mentalt set. Bestræbelserne for "moderne" mennesker i at få indtryk, håb, minder, aspirationer og egne handlinger til at hænge sammen gennem refleksion er for overvældende. Der er ikke een narrativ tråd, men vi "hænger fast" stadig i ideen og håbet herom, og konfronteres ofte med en præmoderne tids idyliserede forestillinger. Dt kan blive til uskøn politik om danskhed, nation, race etc. Tendensen ses politisk i at *ville* det "singulære". I Danmark ses rester heraf i dyrkelsen af Kongehuset: En anakronisme, der er effektfuldt indbygget i samfundsøkonomien og vore idealer for det gode, skønne (borgerlige) familieliv. Forsøget at presse kompleksiteten ned i en singularitet ville dog overbelaste den reflekterende person, især, men også den mindre så. Det sætter sig i kroppen, men ikke nødvendigvis sprogligt. Her kan det for den opsøgende (under nogle former for psykoterapi) ende med en ret syntestisk konstruktion, der i sig selv kan kræver energi for at opretholdes på sigt. Mening er ofte flygtig. Det forudsætter vedholdende brug af "magt". Vi er for optagede af at ville have én sammenhængende mening, være én person, have én identitet og have én rolle, som var der kun ét livsformmål (parallelt med ideen om ét Folk). Dette er jo heldigvis passé (?). Vi kan ikke vende tilbage til det præmoderne. Det vil føre til mere vold. De sidste mange års eksempler på søgen efter "spiritualitet" vidner om forsøgene. Der tilbydes oplevelser af den karakter, som jeg ville kalde af det "transcendente", som ny singularitet derfor forankringspunkt - typisk for både krop og sjæl. Denne søgen underlægges dog Markedet med (neoliberalistisk) kolonisering af følelsesliv og livsmeningsskabelse, til følge, mens der i andre tilfælde ses importerede mindre kommercialiseret "spiritualitet" fra andre og langt ældre kulturers sociale praksisser. De "bastardiseres" derimod så de passer ind i det "moderne" og fungerer her som "genopladende" praksisser. Det skal føles rigtigt! Man vil føle sig godt tilpas! Det er jo det Thyssen kritisk antyder! Der er også opstået ny-gamle sociale praksisser, som pilgrimsvandring som udtryk for en generel tilbagevending til den præmoderne singularitet, som en måde at overkomme noget på. Problemet er tilbagevenden til det moderne. Men overskriften for Thyssens artikel mere end antyder, at man istedet burde ændre samfundet. Altså flytte energien over mod noget andet end at søge det singulære "i sig selv". Det er bestemt ikke dumt! Men er løsningen filosofiens klarere begrebsliggørelse eller udvikling af en ny ide for samfund: Et Utopia. Filosoffen vi jo fortolke, og overlader handling til andre.

mvh
Morten

Bjarne Toft Sørensen

@morten bech kristensen
Der er i din fremstilling mange paralleller til den postmoderne fortælling om de store fortællingers sammenbrud, at man skal acceptere som fakta, at det er umuligt i dag at " ---- opretholde et samlet narrativ om sig selv givet kompleksiteten af en overvældende række af tilsyneladende modsætningsfyldte oplevelser i livet, ----.

En søgen efter faste holdepunkter resulterer hos mange i et valg af en række spirituelt systematiserede (spiritualisme i Ole Thyssens forstand) erstatninger, der dog ikke kan kaldes for religioner, og sådanne valg er en blindgyde, selv om de " ---- åbner for en meningskilde, som lover at forenkle verden, skabe sammenhæng og gøre det muligt at gøre en indsats" (Thyssen).

Samtidig med, at de ligger fint i forlængelse af vores samfundssystems måde at skabe omsætning på, på baggrund af menneskers oplevelse af tomhed og meningsløshed (en form for fremmedgørelse).

Mærkeligt nok bliver de fleste mennesker i vores samfund bare ikke klogere. De bliver ved med at søge efter noget autentisk og essens og har en længsel efter det paradisiske, selv om døren til paradis er lukket for længst. I den forstad vil romantikken bare ikke dø.

Er der primært tale om en biologisk, en eksistentiel eller en kulturel fejlkonstruktion, eftersom vi ikke vil give slip på disse særlige krav om oplevelse af en overordnet mening med livet? Hos dig og Thyssen ligger vel implicit den antagelse, at der er tale om en form for "kulturelt efterslæb", der ikke rigtigt er fuldt med tiden og fremskridtet. Noget, der nok vil gå over, hvis ikke klimakatastrofen har indhentet os forinden, eller det er noget, der kan klares ved at ændre samfundet.

Jeg har ikke svaret, men indstillingen må være, at løsningen ikke findes med en enten - eller holdning eller ved brug af reduktionisme, og en tilbagevenden til romantikken og troen på paradiset er udelukket.

Den sammen problemstilling tages i kunstens perspektiv op hos Jørgen Dehs i "Det autentiske. Fortællinger om nutidens kunstbegreb" (2012), og heller ikke her gives noget svar på, hvorfor vi, trods alt, stadig har denne søgen efter det autentiske, som en form for efterslæb efter romantikken.
https://www.kulturkapellet.dk/sagprosaanmeldelse.php?id=516

Niels Duus Nielsen og morten bech kristensen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Henriette Bøhne; 04.08. '19 - 12:39
"En af de bekymringer, jeg kan have med den nye spiritualitet, er, at når man låner yogaen fra hinduismen og meditationen fra buddhismen og kalder det mindfullness, så får man ikke det fulde indtryk i sindet eller det resultat, som var meningen og man risikerer at få et resultat, som alene styrker ens ego og individualitet og glemmer den forbundethed, kærlighed og empati mellem alle tænkende og følende væsener, som det var meningen, man skulle udvikle."

Mindfullnes er jeg ikke bekendt med, men ahimsa ( ikke-vold ) er yogalære.

Jens Thaarup Nyberg

"Man behøver ikke tage det alt for alvorligt, at mange erklærer sig for religiøse og endda omfavner vanvittige ting som sjælevandring og jomfrufødsel. I reglen betyder det ikke så meget og gør ikke den store forskel." skriver Thyssen, om de spirituelle, man.
Det praktiske problem lyder så: hvad skal de spirituelle gøre ved det. Og filosoffens oplysning forslår nok heller ikke meget. Måske tilskyndelsen til oprør mod de uordentlige samfundsforhold, hvor et mål må være, at DR radio indstiller alle programmer med spirituelt, psykologisk og anden esoterisk indhold. Dernæst kan opmærksomheden rettes mod sekter og kirker, inkl folkekirken osv.
Det skal nok blive skønt.

Arne Albatros Olsen

En par omgange i et new age yogacenter, hvor deltagerne gennegår en række hathayoga asanas kan umuligt give et tydelig emperisk grundlag for at udtale sig kvalifiseret om hvad spiritualitet er for en størrelse.

Selv om man er nok så meget filosof !

Jeg har selv en stor beundring for filosofiens bestræbelser for at klargøre sproget og begrebernes tydelighed, så langt det kan lade sig gøre.

Men selv her er OT faldet i vandet, og sjosker fabulende rundt og sprøjter vildt i alle retninger.

For det første burde han lige selv definere ,hvad han mener med spiritualitet, og ikke bare sætte et lighedstegn imellem New Age og spiritualitet, sådan som han gør i sit indlæg.

Ja, der er da rigtig at New Age bygger løselig på elementer fra ny religiøse bevægelser fra både østen og vesten, og at New Age i den grad kapitaliserer i alle de selvkomponerede fortolkninger, som har det ene eller andet navn, retning, teknikker, postulater ovs.

Men er dette nødvendigvis spiritualitet ?

En anden ting er at han påstår at spritualitet bygger på emotionalitet.
Det er et nem og søgt argument, fordi at emotionalitet altid bliver opfattet som noget underlødigt i forhold til et klar rationelt og velunderbygget argument.

Men påstanden er grundlæggende forkert, fordi at spiritualitet faktisk går langt længere end det, og er ikke kun følelsesmæssigt begrundet, selv om at emotialnatiteten dog har sin naturlige plads her.

Ja, det er da rigtig ,som han siger at det spirituelle ikke er en samlet homogen bevægelse på linie med Noah , Dyrenes Beskyttelse eller Folkebevægelsen mod EU, og derfor ikke fremstår som en tydelig transformerende faktor i samfundslivet og debatten, men det betyder jo ikke at det spirituelllle alligevel ikke sætter et aftryk på trods af det i kraft af alle mulige enkeltindividers præstationer og udsagn.

Tilbage til basis Ole, og lad være med tro at du kan køre på frihjul bare fordi at dette emne ligger så langt fra filosofiens traditionelle kerneområder.

Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Jens Thaarup Nyberg,

Bestemt, men det får man måske ikke med, hvis yogaen dyrkes henne i fitness entreret, forklædt som spiritualitet? Nu har jeg ikke rigtig fantasi til at forestille mig, at man skulle blive voldelig af at dyrke yoga på motionsplan, hvor de dybere, bagvedliggende filosofiske tanker/systemer undslipper en, jeg tænker mere, at man måske ikke får det resultat, man i virkeligheden går og higer og søger efter.

Randi Christiansen

Ordet yoga betyder at forene - og det kan da kun være godt. Når det er sagt, er det vigtigt at være tilpas med sin lærer. Ellers må man skifte.

Randi Christiansen

Eller med stedet hvor man praktiserer - om man har det bedst med et stort eller et lille hold.

Randi Christiansen
morten bech kristensen

@Bjarne Toft Sørensen

Tak for dit svar, og jeg beklager mine formuleringer tidligere, der var snørklede, men pointen kom fint igennem, ser jeg.

"mange paralleller til den postmoderne fortælling om de store fortællingers sammenbrud"

Det er faktisk ikke fra mig, men fra Musils modernistiske roman, hvor det ses, hvor svært det er for karakteren Ulrich at finde ud af at handle i verden, som om der var een ide at handle ud fra og eet mål at rette sig imod. Han kan ikke! Der er andre interessante emner i bogen. En af pointerne i er det fine borgerskabs sværmen om ideernes verden, og forsøget på at få een ide til at være guideline for handling og identitet. Det kan de ikke. Alt var i oprør i bogen, der foregik i 1913. "Heldigvis" kom så 1. verdenskrig, og så blev den samlende ide en meningsløs krig på et kontinent opdelt "meningsløst" dvs. mere eller mindre arbitrært - i nationer.

"Hos dig og Thyssen ligger vel implicit den antagelse, at der er tale om en form for "kulturelt efterslæb", der ikke rigtigt er fuldt med tiden og fremskridtet."

Det antyder, at jeg mener det samme, som Thyssen: At folk er dumme, fordi de er spirituelt søgende, og ikke laver samfundet om. (Det sidste vil han næppe selv.) Det kunne jeg aldrig drømme om at mene. Jeg har selv gået pilgrimsvandring et par gange, vel som udtryk for en form for søgen eller "redemption", men gjorde det senere til et genstandsfelt i min kulturpsykologiske "dannelse" på uni på AAU., for at forstå HVORFOR i al verden jeg havde gjort det, og HVORDAN man kan forstå dette ældgamle og aktuelle fænomen på et mere generelt plan. Så man kan godt undersøge religiøse/spirituelle fænomener seriøst men næppe uden at reducere dem, og dog stadig med respekt. Jeg foragter "det" ikke, eller ser ned på folk, der gør "det", men jeg er bare ikke "der" længere selv.. Og jeg synes godt man må reflektere lidt mere - og gerne inkludere begreber fra humanvidenskab. Jeg vil dog nødigt sættes i bås med Thyssen. Det fortjener jeg ikke. Jeg kan se, at han har skrevet tidligere her, og er bestemt ikke er velanset af alle. Som jeg skrev før, ligner hans kronik det man i business-verdenen kalder bull-shit dvs. som når tyren spreder sin lort med halen! Altså en kulturkritik der fungerer, hvis den gør ondt. Ok, fint nok..... og?

"fuldt med tiden og fremskridtet." Det ville jeg være ked af at blive sat i bås som. For der lå ikke en intention. Intet normativt her.

"Kulturelt efterslæb": Efterslæb lyder som deficit. Egentlig interesserer det mig ikke at sætte en diagnose, fordi det er for komplekst. Så hvad tænker jeg om det? Jeg mener, at der i dag kan være konfliktende forestillinger, om hvordan man bør være, handle og tænke hos nogle, men ikke alle. Men det viste allerede Augustin, at han også kæmpede med. Så mon der er en kobling her til den tænkemåde, der følger med monoteisme? Jo, jeg hælder til en materialistisk-marxisting tænkning om at vores "bevidsthed" (et stort ord!) og dermed vore højere psykologiske funktioner, grundlæggende er resultatet af de måder, som vi organiserer os på ift. det at skaffe det, som vi skal leve af. Det lyder plat sådan at efterabe Marx i moderne tid. Men det gør jeg så her. Oh hvad så når de måder synes uendeligt forskellige og hele tiden i forandring. Hvad sker så med det "psykiske". Det er der helt sikkert skrevet bøger om.

Omkring det post-moderne. Ja, det er vel jeg hentyder til. Jeg ser det ikke som kulturmarxisternes opfindelse. Det er mere komplekst. Og selv "kapitalister" holder af det "postmoderne" som basis for at sige "intet er sandt", dvs. alt kommer an på, "hvordan man ser på det". Det bliver et magtmiddel. Jeg genfinder det i psykologiske praksisser også, og endda velment, altså som lindring. Men stadig finder man ideen om at "finde sig selv"; det autentiske indre. Men som Brinkmann pointerer, så finder man ikke ret meget ved at sidde i klitterne og glo ud på vandet (ups, der kom arrogancen frem igen...).

" stadig har denne søgen efter det autentiske": Jeg tror vi skal kalde det noget andet end "søgen efter det autentiske". Vender jeg tilbage,når jeg har tænkt og læst lidt mere om det. Grundlæggende synes jeg det er et problem (ved sproget), når vi taler om det "spirituelle" på den måde det gøres her. Det bliver som en genstand, der pludselig tilskrives egenskaber. Vi skal noget andet, og (op)løse det, for vi fanges af substantivets "magt", men tilskriver fænomenet vidt forskellige betydninger, formål og egenskaber. Problemet er naturligvis, at så er det f.eks. svært at sælge, som produkt! Tingene hænger sammen her.

" biologisk, en eksistentiel eller en kulturel fejlkonstruktion, ": Næh, jeg vil sige, at før vi kan lave den dom, må vi have et solidt udgangspunkt, som handler om grundlæggende at forstå, hvordan handling, sprog og mening hænger sammen. Jeg ville naturligvis tale for et kulturpsykologisk perspektiv :)

mvh
Morten B.K.

Niels Duus Nielsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
morten bech kristensen

tillæg:

"undersøge religiøse/spirituelle fænomener seriøst men næppe uden at reducere dem, og dog stadig med respekt. Jeg foragter "det" ikke, eller ser ned på folk, der gør "det", men jeg er bare ikke "der" længere selv.."

Men jeg kan blive temmeligt irriteret, når man udsættes for tvangspiritualisering, som jeg engang oplevede både i erhvervslivet og i beskæftigelsessystemet. I to gode borgerlige institutioner, der jo tjener til at opretholde "samfundmaskinen": Men det er ude i hegnet (og uetisk), når man tvinger til selvrealisering af det autentiske gennem hvad der reelt er disciplinering. Mennesker gøres til middel.

mvh
Morten B.K.

Niels Duus Nielsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Vender lige for en måske kort bemærkning tilbage til denne diskussion.

Det er for så vidt uinteressant hvordan en filosof som Ole Thyssen i detaljen forstår begrebet 'spiritualitet'. Mere interessant er vel det overordnede spørgsmål: Har han tilnærmelsesvis fat om nældens rod?

Nej, vil jeg hævde.

Er nogen uenige i denne påstand?

Jeg hævdede tidligere, at 'spiritualitet' er et vanskeligt begreb at indkredse. At det nemt bliver for esoterisk. Men i og for sig var det en løgn. Det er faktisk ikke, hvad jeg mener.

Hvad jeg mener, er dette:

Enhver sand spirituel stræben begynder med et spørgsmål: 'Hvorfor er dette ikke nok?'.

To ting kan med sikkerhed udledes af dette spørgsmål:

- Enhver åndelig stræben udspringer af oplevelsen af 'mangel' - dvs. lidelse.
- Spørgsmålet er for upræcist.

For hvad er betydningen af dette 'dette'?

Ethvert menneske står i en forbindelse med sin omverden. Men mennesker flest identificerer sig med 'sig selv' - som 'jeg' - og det upræcise spørgsmål kan derfor indsnævres til et skrig:

'Hvorfor er jeg ikke nok?!!'.

Universets svar er simpelt:

"Ér!"
En for et menneske næsten uopnåelig væren, det uendelige hav, alting.

Kulturens svar er simpelt:

"Du kan aldrig være nok!"
Sartre pointerede så fint, at "helvede, det er de andre". Den andens blik! Hvor må vi dog ikke sno os under dén varmelampe? Altid med et djævelsk øje i nakken, altid i en desperat kamp for ikke at blive 'afsløret'? Altid levende i håbet om en dag at opnå en position i hierarkiet, hvor den frygt ikke længere opleves så intenst? Hvor vi med overlegen økonomi kan købe os til menneskers meddelagtighed og tavshed? Hvis vi da ikke bilder os selv ind, at alverdens applaus endelig vil købe os fri?

Mere!
Mere!
Mere!

Kulturen er intet, andet end den ramme Egoet skaber som et forsvar for sig selv. En repræsentation; en drøm: Millioner af sjæles samtidige mareridt..

Og dog vågner de ikke op. Frygten er for stærk, og tilmed tiltagende...

DU ER ALT, HVAD DU BEHØVER AT VÆRE!

Hvilke drømme skal man drømme, for at komme blot i nærheden af at tro på, at det er sandt?

At universet taler sandt?

Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

...Eller sagt på en anden måde:

Tænkning - filosofi, psykologi - er et forsøg at komme overens.

Spiritualitet går ét spadestik dybere.

Netop derfor 'fungerer' kunsten - som et middel blandt andre: Den virker på os, når den momentvis rammer klangbund...

Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

@ Torsten Jacobsen:

Eller som Franz Kafka så smukt udtrykker det i en samtale med Gustav Janouch:

" Kunsten er som en bønnen er fremstrakt hånd i mørket, der vi gribe noget af nåden og forvandle sig til en skænkende hånd."

Sider