Kronik

Stabschefer og politiske sekretariater styrker både politikudvikling og forvaltning

Mette Frederiksens oprettelse af et politisk sekretariat i Statsministeriet kan være første skridt på vejen til en opdatering af dansk regeringsførelse, der både styrker den politiske ledelse og giver departementscheferne tid til at koncentrere sig om den faglige kvalitet, skriver tidligere departementschef Jørgen Rosted i dette debatindlæg
Stabschef Martin Rossen smiler, mens Mette Frederiksen taler med pressen efter regeringsforhandlinger på Christiansborg.

Stabschef Martin Rossen smiler, mens Mette Frederiksen taler med pressen efter regeringsforhandlinger på Christiansborg.

Mads Claus Rasmussen

26. juli 2019

Udnævnelsen af Martin Rossen som stabschef i Statsministeriet rejser en række interessante spørgsmål.

Først og fremmest om det er en god idé med politiske sekretariater. Men også spørgsmål om stabschefens beføjelser og ansvar og hvordan relationen til departementschefen skal fungere.

Alle ministre har brug for politiske rådgivere og politikmagere, der kan hjælpe med at udforme og gennemføre politik.

De tider, hvor ministre selv skrev loven og selv kunne svare på alle spørgsmål fra Folketing og offentlighed om lovens indhold og konsekvenser, er for længst forbi.

Der er imidlertid stor forskel på, hvordan landene omkring os har organiseret sig med rådgivere og politikmagere.

Danmark er en undtagelse

Nogle lande – som f.eks. Sverige – har et system med politiske embedsmænd i toppen af departementerne. I Sverige udskiftes funktionerne som departementschef, afdelingschefer og nøglekontorchefer, når en ny regering tiltræder.

I de fleste sydeuropæiske lande har ministrene politiske kabinetter, som også udskiftes, når regeringen skifter. Det er store kabinetter, der kan trække på faglig ekspertise fra generaldirektorater.

De lande, der er tættest på Danmark – bortset fra Sverige – har oprettet politiske sekretariater som ledes af en statssekretær eller en stabschef. I Storbritannien er det en stabschef. Danmark er det eneste land der – indtil nu – har ment at kunne klare sig med en enkelt eller to særlige rådgivere i hvert ministerium.

Konsekvensen har været, at de ledende embedsmænd i departementerne i stigende grad har påtaget sig opgaven som politiske rådgivere og politikmagere.

Det har de gjort godt, når vi ser på, om vi har et velfungerende samfund. Men spørgsmålet er, om det i længden er en holdbar løsning.

Embedsmænd som politikmagere

Der kan udvikle sig en manglende tillid mellem ministre og ledende embedsmænd i departementerne, som kan føre til hyppige udskiftninger af departementscheferne. Sker det, kan vi ad bagvejen få politisk udnævnte topembedsmænd som i Sverige.

Hvis det skal gå godt, må ministrenes ansvar ændres.

Politisk udnævnte topchefer kan ikke på ministerens vegne sikre, at alt i ministeriet går rigtigt for sig. I Sverige har ministre ikke ansvar for administrationen af lovene og kan heller ikke blande sig i administrationen. Det er styrelsernes ansvar, og styrelsescheferne i Sverige står til ansvar over for rigsdagen.

Det er heller ikke oplagt, at partineutrale embedsmænd i departementerne i alle situationer er de bedst egnede politikmagere.

Der er en risiko for, at danske regeringer ikke altid får udformet og vedtaget den lovgivning, der opfylder regeringens politiske målsætninger.

Årsagen er næppe alene vanskelige parlamentariske forhold eller svage ministre. Årsagen kan også være manglende kompetencer eller i enkelte tilfælde manglende motivation hos politikmagerne – dvs. topembedsmændene i departementerne.

Den tredje og måske betydeligste risiko er, at departementscheferne må have så meget fokus på politisk rådgivning, at det går ud over forvaltningen af ministerområdet. I hvert fald opstår der stadig flere møgsager, hvor forvaltningen ikke har været i orden, og hvor det er meget svært at placere et ansvar.

Den uorden har formentlig været med til at øge mistilliden til både politikere og embedsmænd.

Min vurdering er derfor, at indførelse af politiske sekretariater med dygtige politiske rådgivere og politikmagere samt en kompetent stabschef vil kunne skabe et bedre minister- og embedsmandssystem i Danmark.

Men et sådan system rejser naturligvis spørgsmålet om, hvilke beføjelser og hvilket ansvar stabschefen og medarbejderne i det politiske sekretariat skal have.

Regler for politiske rådgivere

I det aktuelle tilfælde med det politiske sekretariat og stabschefen i Statsministeriet er det – fornuftigt nok – valgt at anvende de eksisterende danske regler for særlige rådgivere.

Det betyder, at det af ansættelseskontrakten fremgår, at de særlige rådgivere går af sammen med ministeren; at rådgiveren er underlagt det samme regelsæt som embedsmændene, og at departementschefen også er chef for de særlige rådgivere – herunder stabschefen.

Regelsættet indebærer også, at de særlige rådgivere og altså den nye stabschef og de ansatte i det politiske sekretariat handler på ministerens vegne; at deres virke er omfattet af offentlighedsloven, og at de ikke kan indkaldes til samråd eller lignende i Folketinget.

Stabschefen og de særlige rådgivere kan ikke give tjenestebefalinger til embedsmændene; befalinger må gå via ministeren og departementschefen.

I praksis vil departementschefen næppe give tjenestebefalinger til den særlige rådgiver. I tilfældet med stabschef Martin Rossen i Statsministeriet vil det formentlig vise sig, at i rådgivningen af statsministeren vil de to optræde ligestillet.

Ministeren har brug for råd fra en politisk fortrolig, men også fra en neutral person med stor politisk og administrativ erfaring.

I politisk-taktiske overvejelser må det dog ventes, at stabschefen får overhånden. I hvert fald vil stabschefen få et godt indblik i den politiske proces ved at have sæde i regeringens to vigtigste udvalg – økonomiudvalget og koordinationsudvalget.

Havde han ikke det, ville han næppe kunne rådgive på lige fod med departementschefen, som typisk har sæde i de to udvalg.

Nogle mener, det kan give problemer, hvis stabschef og departementschef giver forskellige råd. Det bør det ikke. Forskellige råd er kun en fordel for ministeren, og forhåbentlig bliver det rådgiveren med de bedste argumenter, ministeren lytter mest til.

Det synes i hvert fald at være en udbredt erfaring i lande med politiske sekretariater og stabschefer, men konflikter kan næppe helt undgås.

Hvis ordningen med politiske sekretariater og stabschefer breder sig til andre ministerier, bør der udformes et særskilt adfærdskodeks for stabschefer og medarbejdere i sekretariaterne på linje med det adfærdskodeks, der gælder for embedsmænd – kaldet embedsmandsdyderne. Et sådan Code of Conduct har man i Storbritannien.

Vil frigive ressourcer

Med en gradvis opbygning af et system med politiske sekretariater vil der vise sig mange kompetente interesserede medarbejdere. Det kan være embedsmænd, forskere, ansatte i organisationer og meget andet. Det er midlertidige stillinger, og der bør sikres gode muligheder for at vende tilbage til den oprindelige stilling.

Oprettelse af stabschefer og politiske sekretariater kan også bringe departementschefen ud af det komplicerede forhold, at departementschefen både er ministerens nærmeste politiske rådgiver og samtidig skal sikre, at alt går rigtigt for sig.

I de retlige gråzoner – der ikke kan undgås – er det en delikat dobbeltrolle, som i enkelte tilfælde har vist sig vanskelig at håndtere.

Indførelse af et system med stabschefer og politiske sekretariater vil også frigive ressourcer, så departementscheferne kan påtage sig et klarere ansvar for, at alt går rigtigt til i ministeriet.

Det vil kræve en ny lovgivning, der bedre end det eksisterende regelsæt fastlægger departementschefernes ansvar. Det skal gælde ansvaret for forvaltningen på hele ministerområdet – herunder et særligt ansvar for, at alt, hvad der udgår fra ministeriet, er af høj faglig kvalitet og er retvisende.

At sikre god forvaltningsskik og overholdelse af embedsmandsdyderne skal stadig foregå på ministerens vegne, så der er ikke behov for at ændre loven om ministres ansvar. En ny lov skal alene præcisere ansvaret for ministeriets øverste administrative ledelse.

Jørgen Rosted er tidligere departementschef i Erhvervsministeriet.

Martin Rossen er som leder i et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet blevet en magtfuld mand i dansk politik. Han er ikke blot strateg, men også en indigneret holdningsperson, der siden sin tid i DSU har gjort sig tanker om, hvor samfundet og hans parti skulle hen. Information tegner et portræt af Martin Rossen og hans politiske ideer
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Viggo Okholm
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Helle Walther
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Anders Reinholdt
  • Torben Skov
  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
Ejvind Larsen, Viggo Okholm, Bjarne Bisgaard Jensen, Helle Walther, Maj-Britt Kent Hansen, Anders Reinholdt, Torben Skov, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Interessant læsning! Hvordan mon de embedsmænd m/k der er gået over stregen, vil reagere? irritation over en "begrænsning" til "kun" at skulle være embedsmænd? lettelse over igen at kunne være hvad man skulle være? Tilliden til det skjulte embedsværk trænger i hvert fald til et løft, måske endnu mere end den til politikerne!

Ejvind Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jesper Pedersen

Partsindlæg fra en DJØF'er, der ønsker mere DJØF med DJØF på - surprise
Jeg kan faktisk godt lide vores neutrale embedsværk - tror ikke, en yderligere politisering er til gavn for Danmark

Steen K Petersen, jens christian jacobsen og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Er det ikke bedre med "rene" politiske embedsfolk udpeget af den siddende statsminister - under statsministerens ansvar end med skjulte politiske ansatte embedsmænd?
Med denne opsplitning får de øvrige top-embedsmænd også en "renere" opgave med at holde lovgivning og administrationen inden for grænserne og ikke lige over eller på kanten, osv.......

Ejvind Larsen, P.G. Olsen, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar