Kommentar

Stop med at spørge mig om, hvornår jeg skal have børn

At spørge personer om, hvorfor de ikke har børn, eller hvornår de skal til at have det, er en privat sag. Alligevel slynges spørgsmålene over frokostbordet i kantinen og til familiefødselsdage, som var de banale, mener Katrina Gillies Rasmussen i dette debatindlæg
17. juli 2019

Jeg anfægter ikke spørgsmålet: »Hvornår skal du så til at have nogle børn?« i sig selv.

Jeg forstår godt nysgerrigheden. Jeg forstår også godt, at det er interessant at høre om, hvornår venner/familie/bekendte beslutter sig for at få et barn sammen.

Men jeg synes, at det er vigtigt at huske på, at der kan være mange grunde til, at par sidst i 20’erne endnu ikke har fået børn. Og disse grunde har parret ikke nødvendigvis lyst til at dele hen over lagkagen til kusine Lauras seksårs fødselsdag.

Jeg har brugt mange år på at finde den helt rigtige mand for mig. Det er først nu – efter at jeg har mødt min kæreste – at jeg har fundet ud af, at børn er det rigtige for mig. Før dette har jeg skullet opleve verden, kysse nogle frøer og få knust mit hjerte, inden jeg fandt ud af, hvad jeg ville med mit liv.

Det har været en lang rejse med følelsesmæssige op- og nedture – og det kræver typisk et glas rødvin eller fire, inden jeg har lyst til at dele mine oplevelser.

Jeg har også veninder, der i en årrække har været i fertilitetsbehandling. Og veninder, der har oplevet aborter, som kan være svære at tale om. Jeg har i det hele taget mange veninder, der kæmper for at blive gravide, men – ligesom mig – regelmæssigt får spørgsmålet:

»Hvornår skal du så til at have nogle børn?«.

Jeg tror ikke, at det kræver meget fantasi at forstå, hvor ondt det gør at få det spørgsmål, når man samtidig har svært ved at blive gravid. Eller lige har haft en ufrivillig abort.

Træd varsomt

Min stille pointe er, at jeg håber, at alle vil være mere forsigtige, når de spørger par, om de har planer om at få børn. Det er en privat information – og svaret kræver typisk en længere snak. Samtidig kræver det tid til fordybelse. Jeg mener derfor, at spørgsmålet aldrig må blive noget, man bare kaster hen over bordet til en familiefødselsdag eller henkastet stiller over frokosten på arbejdet.

Må man så aldrig spørge nogen om, hvornår de skal have børn?

Jo, selvfølgelig må man det. Det kan jo være rart at fortælle, at man har smidt p-pillerne eller om et forløb i fertilitetsbehandling. Men jeg synes, at man skal tænke over, om man sidder i en situation, hvor der er plads til at snakke om det, inden man stiller spørgsmålet. Samtidig synes jeg også, at man skal overveje, om man kender personen godt nok til at stille et så privat spørgsmål.

I virkeligheden synes jeg, at man skal tillægge spørgsmålet væsentligt mere værdi og tyngde, end det har i dag. Det bør ikke være noget, som man spørger om på samme måde som:

»Hvad laver du til daglig?« eller »Hvor bor du henne?«.

Sådan føler jeg, det er i dag. Spørgsmålet er privat og grænseoverskridende, men derfor kan det naturligvis være rart at tale om det under de rette omstændigheder.

Ret til privatliv

Man kan fristes til at spørge sig selv, hvorfor er mine veninder i fertilitetsbehandling ikke bare ærlige, når de bliver spurgt til, hvornår de skal have børn. Hvorfor fortæller de ikke bare om sprøjterne, de gynækologiske undersøgelser og den dårlige sædkvalitet? Hvorfor er man ikke bare ærlig over for de mennesker, der spørger?

For mig giver det helt sig selv: Det kan være svært at dele sit forløb. Derfor ser jeg det som meget naturligt, at man ikke har lyst til at dele sine private oplevelser med alle.

Jeg tager hatten af for de mennesker, der gerne vil dele deres fertilitetsbehandlingsforløb – men jeg har mindst lige så stor respekt for de mennesker, der vælger kun at dele det med de nærmeste. Vi har alle sammen ret til et privatliv – og det er kun det involverede par, der har ret til at vurdere, om de vil dele deres oplevelser eller ej.

I den her debat vil jeg også gerne slå et slag for de mennesker, som ikke ønsker børn. For mange mennesker er det en helt naturlig del af livet, at man skal have børn – men det er det altså ikke for alle.

Jeg synes, at det er vigtigt at huske på, at det ikke er alle, der har babydrømme. Vi er alle sammen indstillet forskelligt og har derfor også et forskelligt syn på, hvad det gode liv er. Nogle mener det gode liv involverer børn – andre ser det gode liv uden børn.

Jeg ville ønske, at der var en forståelse for, at spørgsmålet:

»Hvornår skal du så til at have nogle børn?«, har en vis tyngde, som kan gøre det svært at tale om.

Derfor er det heller ikke et spørgsmål, der bare kan og bør stilles.

Katrina Gillies Rasmussen er kommunikationsmedarbejder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

16/jul/2019

Kære Katrina Gillies Rasmussen,
jeg er helt enig med dig i, at det
er en privat sag for jer to, og det
er dejligt, at du italesætter det :-) !

Venlig hilsen
Claus

Torsten Jacobsen

Jeg holder mig for det meste for mig selv, indelukket i min lille lejljighed. På den måde undgår jeg alskens tåbeligheder fra andre mennesker, og lever i stadig højere grad et totalt krænkelsesfrit liv.

Snart finder jeg forhåbentlig viljestyrken til at opsige min internetforbindelse og mit telefon-abonnement, så jeg heller ikke af digitale kanaler risikerer at blive udsat for uønskede menneskers uønskede meninger og spørgsmål om både dette og hint..

Bare mig, helt alene, i min egen lille lejlighed, hvor intet træls og besværligt og krænkende kan nå mig.

Så bliver jeg endelig fri. Helt fri...Helt fri for irriterende mennesker og al denne vedvarende tomsnak...

Lise Lotte Rahbek

"Hvorfor spørger du?" er et udmærket modspørgsmål, som udstiller den upassende spørgende.
Der findes et væld af andre modspørgsmål, som gør spørgsmål om andre menneskers intilssfære til en pinagtig affære - og det er det jo.

Det kommer kort sagt ikke andre mennesker ved.
Ligesom det heller ikke kommer andre mennesker ved hvorfor andre personer ikke har en kæreste, en bil, et arbejde eller hvad de spiser.
Udtrykt på en anden måde: Pas jer selv.

Erik Fuglsang, Maj-Britt Kent Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Gert Friis Christiansen

Så vidt jeg husker, var dette spørgsmål fuldstændig ukontroversielt da jeg var barn og ung i halvtredserne og tresserne. Der var ikke så mange, der havde svært ved at få børn som nu. Og når de fik dem, var der ikke den store opmærksomhed omkring det, så derfor var der ikke den store følsomhed om spørgsmålet, som der åbenbart er nu. Det virker på mig, som om emner for "small talk" ganske hurtig indskrænkes. Hvis det er krænkende, at spørge om fremtidsplaner for børn er det vel også krænkende, at spørge en man er faldet i snak med, om vedkommende har børn. Det kommer jo stort set heller ikke en ved, selv om det kunne føre til en frugtbar samtale.

Frede Jørgensen

Jeg er aldrig blevet spurgt - nok fordi jeg er så grim.

Henrik Brøndum, Torben Skov, Erik Fuglsang og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar