Kronik

Terapi er alt for ofte reparation af ikke-arbejdsduelige mennesker, der skal ’normaliseres’

Den terapi, folk får i sygesikringsregi, er symptombehandling, som tilpasser klienterne til magthavernes behov. Dermed kommer terapeuterne til at fungere som støttehjul for markedskræfterne i stedet for at hjælpe borgerne til psykisk sundhed, skriver psykolog og terapeut Hanne Hostrup i dette debatindlæg
Dagens kronikør mener, at der er en tendens til, at når terapeutisk behandling betales gennem sygesikringen, så forventes det, at terapeuterne leverer den vare, som magthaverne ønsker sig: nemlig at de syge hurtigt og effektivt bliver behandlet og kan vende tilbage til deres plads på jobbet. Arkivfoto.

Dagens kronikør mener, at der er en tendens til, at når terapeutisk behandling betales gennem sygesikringen, så forventes det, at terapeuterne leverer den vare, som magthaverne ønsker sig: nemlig at de syge hurtigt og effektivt bliver behandlet og kan vende tilbage til deres plads på jobbet. Arkivfoto.

Simon Høgsberg/Scanpix

31. juli 2019

Før 1992 var det kun de rige, der havde råd til at gå i terapi. Det år blev der indført en sygesikringsordning i Danmark, hvor alle med lettere psykiske lidelser kunne få en henvisning fra lægen til terapeutisk behandling.

Retten til psykologisk behandling blev nu en ret næsten på linje med retten til at gå til læge eller komme på hospitalet; dog med en vis egenbetaling. Men det var en nyskabelse, som har haft stor betydning for den mentale sundhed. Alt tydede på, at udviklingen nu ville gå fremad.

Men der tog vi fejl.

For også inden for sundhedssektoren har den omsiggribende højredrejning sat sig sine spor i form af økonomisk tænkning, der prioriterer genveje og lappeløsninger.

Det betyder, at behandling i sygesikringsregi ikke længere har fokus på udvikling og mening, men på tilpasning til det etablerede system; til symptombehandling, som tilpasser klienterne til magthavernes og markedets behov.

Det projekt harmonerer dårligt med den humanistiske og demokratiske idé bag de fleste terapiformer, hvor en del af opgaven er at finde om bag magtens sprog, sådan som det udtrykker sig i sygdom og symptomer, og hvor en del af psykoterapeutens arbejde består i at aflæse, genkende og skelne mellem magtens og livskraftens mange udtryk i samarbejde med klienten.

Forskel i menneskesyn

Undersøgelser viser, at psykoterapi har en positiv effekt, men hvilken terapiform der er mest virksom, vides ikke. Det, man ved, er, at det er terapeutens alder, kompetencer og erfaring, der har betydning for, om psykoterapi virker – og dét uafhængigt af hvilken terapiform der anvendes.

Der er imidlertid spredt et rygte om, at det er videnskabeligt bevist, at kognitiv terapi er den mest effektive terapiform. Og da læger er uddannet til at arbejde på videnskabeligt grundlag, og da de tror på rygtet, henviser de ofte deres patienter til behandling med kognitiv terapi.

Det udgør et problem. For hvis man vil fremme den humanistiske og demokratiske idé, er det bestemt ikke lige meget, hvilken behandlingsform det offentlige betaler for.

Der er nemlig ret stor forskel på de forskellige terapiers overordnede menneskesyn og mål med terapien: De terapiretninger, der er baseret på en humanistisk, fænomenologisk idé, beskriver mennesket som både afhængigt af andre og af givne forhold, men også som et unikt væsen, der søger sit eget ståsted i forhold til det. Derfor er målet med terapien at hjælpe klienten til at finde klarhed og indsigt på mange niveauer og til at forholde sig selvstændigt til den.

Et vellykket terapiforløb fører ikke nødvendigvis til, at livet bliver let og problemfrit, men til at det bliver meningsfuldt og dermed tilfredsstillende. En proces, som ofte medfører, at gamle destruktive mønstre opgives, og pinefulde symptomer opløses.

De kognitive terapiretninger er derimod baseret på en socialkonstruktivistisk idé om mennesket som et væsen, der er bestemt til at fungere i og reproducere et bestemt samfund.

I kognitiv terapi er det terapeuten og ikke klienten, der definerer rigtigt og forkert, idet der skelnes mellem klientens »hensigtsmæssige« og »uhensigtsmæssige« tankemønstre og handlinger. Og målet for terapien er aflæring af det uhensigtsmæssige og tillæring af det hensigtsmæssige. Hvis terapeuten er dygtig, betyder det, at klienten bliver symptomfri og funktionsdygtig – ’normaliseret’.

Symptombehandling

Det er klart, at alle, der lider af hæmmende symptomer, gerne vil være fri for dem. Men ligesom feber er ubehageligt og af og til farligt, så er feberen ikke sygdommen, men en reaktion på den. Symptomet, feberen, kan dæmpes med piller, og det kan hjælpe en tid, men det kurerer ikke sygdommen.

På samme måde kan symptomer på psykiske lidelser være meget ubehagelige og hæmmende, men de er ikke i sig selv en psykisk lidelse, de er derimod reaktioner/tegn på, at der er noget galt.

Symptombehandling kan hjælpe et stykke tid, men hvis den underliggende psykiske dysfunktion ikke bliver opdaget og behandlet, så dukker symptomet op igen – eventuelt i en ny form. Og så er det en ommer, hvilket er dyrt for det offentlige og pinefuldt for det plagede menneske.

Det er problematisk, hvis reaktioner på tab, livskriser, belastende arbejdsforhold, undertrykkelse, traumatiske begivenheder, dårlige ægteskaber osv. betragtes som fejlfunktioner, der skal fikses. For selvfølgelig kan livet af og til være en smertefuld affære, og ideen om, at det skal være problem- og smertefrit, er absurd.

Det ville være god folkeoplysning, hvis der blev skelnet mellem tilstande, der er reaktioner på ubærlige relationer og situationer og på vilkår, vi må lære at leve med, fordi de er en del af det at være menneske.

Normalisering af arbejdskraft

Det etablerede system har imidlertid altid magten til at definere, hvad der er rigtigt og forkert. Offentlige institutioner reproducerer og opretholder ’sandheden’, og når terapeutisk behandling betales gennem sygesikringen, så forventes det, at terapeuterne leverer den vare, som magthaverne ønsker at købe: hurtig og effektiv normalisering af arbejdskraften.

Det er et problem, når de mennesker, der har brug for hjælp til at genfinde deres livskraft, vilje og egne holdninger, får symptombehandling, der indeholder budskabet:

’Kom i arbejde, om du vil eller kan! Opfør dig normalt, og bidrag til fællesskabet.’

Det er imidlertid ikke kun et problem for den enkelte, men også for demokratiet, når den enkelte borger tilpasses og begrænses, for demokrati forudsætter selvstændige og ansvarlige enkeltindivider.

Ikke desto mindre er terapeutisk behandling i offentlig regi alt for ofte blevet til reparation af ikke-arbejdsduelige mennesker.

Formelt set er der metodefrihed for psykoterapeuter, men hvis man vil leve af at arbejde for sygesikringen, er man afhængig af lægens henvisninger og må derfor lære at udføre symptombehandling og sælge sig selv som reparatør.

I kølvandet på det fænomen er der selvfølgelig opstået et marked for terapikurser. En blandet landhandel, hvor der udbydes kurser i ’stressterapi’, ’selvtillidsterapi’, ’depressionsterapi’, ’angstterapi’, ’selvværdsterapi’ osv.

Kurser, som har navne efter det, der enten skal aflæres eller tillæres, og hvor terapeuten lærer at udføre symptombehandling og dermed kommer til at fungere som støttehjul for markedskræfterne.

Sundhedssektoren, som skal hjælpe den nødstedte borger frem til selvregulering og psykisk sundhed, svigter, når fokus er på hurtig ’helbredelse’ gennem tilpasning. Det er alvorligt for de borgere, der mister muligheden for at få hjælp til selvhjælp, men mere alvorligt er det, at demokratiet svækkes.

Hanne Hostrup, psykolog, terapeut og forfatter

I september i år udkom Ida Jessens ’En ny tid’ . Og det er en bog, der skal læses langsomt, for vi længes efter ro, mener forfatteren.
Læs også
Når præstationspresset stiger i uddannelse, på job og på sociale medier, har vi brug for at koble af. Flere aktuelle bogudgivelser tager kampen op med accelerationssamfundet. Tag et slowfix, og læs en bog
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Hansen
  • Steen K Petersen
  • Carsten Svendsen
  • David Zennaro
  • Thomas Tanghus
  • Søren Andersen
  • Vivi Rindom
  • Kurt Nielsen
  • Espen Bøgh
  • Eva Schwanenflügel
  • Steffen Gliese
  • Torben Skov
  • Britta Hansen
  • Niels Duus Nielsen
  • Ervin Lazar
  • Jens Flø
  • lars søgaard-jensen
  • Marianne Stockmarr
  • Jeanne Löwe Lindberg
  • Johnny Christiansen
  • Werner Gass
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Lise Lotte Rahbek
John Hansen, Steen K Petersen, Carsten Svendsen, David Zennaro, Thomas Tanghus, Søren Andersen, Vivi Rindom, Kurt Nielsen, Espen Bøgh, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Torben Skov, Britta Hansen, Niels Duus Nielsen, Ervin Lazar, Jens Flø, lars søgaard-jensen, Marianne Stockmarr, Jeanne Löwe Lindberg, Johnny Christiansen, Werner Gass, Bjarne Toft Sørensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så sandt så sandt. Der er ingen facitliste eller på forhånd givet forløb. Klienten starter med at tro noget og finder ud af at der er andet efterhånden som terapien skrider frem.
Hanne har helt ret i det hun skriver.

Karsten Lundsby, Steen K Petersen, søren ploug, Marianne Stockmarr, Elisabeth Andersen, Susanne Kaspersen, Klavs M. Christensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jens Winther

Nå, der slap den ud: det er ganske enkelt for plat en forventning, at formålet med terapi skulle være, at hjælpe psykisk syge til at blive til ganske almindelige, velfungerende borgere.

Så har de jo ikke behov for terapeuter mere - og det var jo ikke det, der var meningen med det hele....

Philip B. Johnsen

Den syge globale kapitalisme finder ikke sine støttere blandt helt raske mennesker, den global kapitalisme er statsstøttet selvmord med accelererede menneskeskabte klimaforandringer.

Den stærkes ret!
At den stærke part i et forhold bestemmer, ene og alene i kraft af sin overlegne styrke og uanset om vedkommende har ret eller ej.

“Den terapi, folk får i sygesikringsregi, er symptombehandling, som tilpasser klienterne til magthavernes behov.”
Citat Hanne Hostrup

Det er naturligt, at mennesker bliver syge eller smittede.

Karsten Lundsby, John Hansen, Steen K Petersen, Marianne Stockmarr, Torben Skov, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

PS.
Jeg vil for en orden skyld tilføje, at jeg ikke personlig er tilhænger af kommunisme eller nogen religiøs politisk ovebevisning, jeg er ikke politisk arrangeret og ikke betalt for at skrive her eller noget andet sted, jeg er ‘ikke’ tilhænger af vores klimakatestrofe skabende nuværende kapitalisme, jeg har seksogtyve år som selvstændig, så jeg er selv bruger af det nuværende elendige kapitalistiske system.

Jeg har selv prøvet at stå på bunden af samfundet og på gaden som mindreårig, det ønsker jeg ikke nogen for nogen af vores børn.

Med venlig hilsen
Philip B. Johnsen

Karsten Lundsby, John Hansen, Steen K Petersen, Britta Hansen, Thomas Tanghus, Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Lisbeth Gudmand-Høyer anbefalede denne kommentar
mats johansson

Jeg tænker at meget af den kognitive terapi har vokset frem med exempel fra USA. Det har vel også været et behov der, at bevise at terapien har effekt for at få tilskud. Det findes jo forskellige program med uddannelse for patienter f.eks med psykose, bipolær sygdom. Det er jo ikke dårligt, at lære sig at håndtere sine symptomer.Men at være menneske er jo kompliceret, og er svært at ordne med en quick fix. Så det skal vel kompletteres med andre indsatser også. Interessant, med at der tales om i artikeln, at terapeutens alder og erfaring, også tæller med, og har effekt uanset terapiform. Min teori er at det er relationen mellem borger og terapeut, samt tiden som er de afgørende faktorer. Det kan jo være svært hvis man kun har 10 gange til Psykoterapeut.
Jeg synes det godt kan udvides til f.eks 20 besøg over sygesikringen, besøg 10-20 kan så nok komme med lidt længere mellemrum. Så tiden har tid til at virke. Det er jo ikke en tilfældighed at man har kun 1 time/uge, i terapi. Reflektionen og egenarbejdet skal jo også have tid.

Marianne Stockmarr, Thomas Tanghus, Elisabeth Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lisbeth Gudmand-Høyer

Kære Hanne Hostrup.
Du har fuldstændig ret i det hele. Jeg var på et tidspunkt i en længere periode presset på min arbejdsplads og fik derfor forsigtigt tilbudt gratis terapi hos en psykolog via arbejdspladsen. Jeg takkede nej og bad i stedet om hjælp til at løse de reelle problemer. De blev løst og vi kom videre. Den økonomiske neoliberalistiske tankegang har sneget sig ind og opererer nu alle steder, hvor der arbejdes med mennesker. Når vi møder et menneske, der udtrykker vrede, sorg og smerte over en sten i skoen, hjælper vi det ikke med at fjerne stenen, men beder det om at tænke anderledes om den. Det protesterer jeg over, hver gang jeg opdager det. Jeg er ikke altid lige vågen, så nogle gange overser jeg det og andre gange bevæger jeg mig selv bevidstløst ud af det gale spor, indtil jeg brat vågner op, stopper og undskylder. Psykolog Dorthe Birkmose har skrevet og talt meget om denne professionelle forråelse, og der er brug for en gennemgribende opvågnen på alle planer i samfundet. Det private er stadig dybt politisk. Og det politiske og økonomiske har dybe konsekvenser for det private. Socialdemokratiet og også SF optræder desværre også som frembærere af ovenfor forråede problemløsningsstrategi. Så... Ak

Karsten Lundsby, Steen K Petersen, søren ploug, Marianne Stockmarr, Anna Louise Finck-Heidemann, Kurt Nielsen, Elisabeth Andersen, Anna Olsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Reinholdt, Lisbeth Larsen, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Ebbe Overbye, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Christen Bang-Madsen

Engang var det god latin at tæske løs på en tom stol, mens man bildte sig ind, at det var ens egen mor, som nu endegyldigt skulle have betaling for en ødelæggende pottetræning.
Gestaltterapi; men hvis jeg her påstår, at det er alt om gestalt, er jeg lige så meget på vildspor som Hostrup er om kognitiv terapi i dagens kronik.
Mest pålidelig er hun nok i at påpege, at terapeutens alder og modenhed, har nok så meget at sige for et ønsket resultat; men her kan man godt støde på undersøgelser, der viser, at de yngste har bedst resultater. Årsag: engagement har vist sig som eneste faktor, der skilte sig ud.
Om der overhovedet findes kendsgerninger eller fakta om dette, har der været årtiers diskussioner om, hvor man næsten har kunnet registrere lysbuer mellem de forskellige lejre. Personligt har jeg engang haft meget sjov med gestalt, men jeg så også folk blive ved med at gå der og tæske løs på mødre uden det hjalp dem noget - skønt de var bedre bemidlede selvbetalere. Diverse sk dynamiske terapirrtninger har aldrig sagt mig andet end snik snak - med stor respekt for dem, der kan hitte rede i det! - hvorimod kognitiv terapi (og NLP) har givet mig mening, og som sådant været nyttige strukturer at have i baggrunden, når Jeg mødte min patient.
Nok er Hostrups kronik mest møntet på det politisk ukorrekte eller forargelige i måden, som magthavere benytter Sygesikringen som redskab. Højre- vs. venstredrejning antydes. Terapimarked vs. nødlidende under magthavere. I det stykke læser jeg kun pærevælling. Jeg forstår lidt og er, trods min venstresnoethed, uenig i andet - man skal vist lokke sig ind i Hostrups terapiboble for at forstå og applaudere. Beklager: jeg blev ikke vis af at læse dette.

Morten Hjerl-Hansen

Det er legitimt at være unormal. Man kan bruge det til en masse af ting hvis man kombinerer det med de ting man er og kan i forvejen. Jeg bruger det til at 1. blogge om sjove ting der falder mig ind og 2. sprogundersøgelser, for det er ting jeg er rigtig god til. Unormalitet kan anses for at være en kvalifikation til alle mulige andre ting end arbejdsmarkedet. Hvorfor? Fordi man som unormal får et ligefremt og naturligt forhold til vigtige, vigtige ting i tilværelsen. 1. bilateral samtale: kan bruges ude i verden i venskaber, 2. man er, af nødvendighed, tvunget til dagligt at forholde sig dejligt til det stille vand dybest i sjælen: det er givende både for én selv og andre, 3. man lærer at tage imod hjælp: det er en uhyggeligt vigtig kvalifikation: det er almindeligt kendt at det er sværere at tage imod end at give.
1. Når det er sagt vil jeg understrege at man ikke skal romantisere psykisk sygdom. At have sindslidelser er hårdt og er træls.
2. Søren Kierkegaard talte om Phalaris Oxe og forholdt sig dermed tvivlende, hvis ikke ligefrem skeptisk, til digterisk kreativitet, herunder det at arbejde sig frem til en kunstnerisk praxis der er indarbejdet i den daglige gøren og laden. Han var efter min mening lidt på vildspor i den sag.

Tak for et *gennemsigtigt*, veldisponeret og vigtigt debatindlæg. Den skribent vil jeg gerne høre mere fra.

hannah bro, Marianne Stockmarr, Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jan Damskier

Lisbeth G-H: på hvilken måde bidrager SF til "optræder desværre også som frembærer[e] af ovenfor forråede problemløsningsstrategi" ?

Eva Schwanenflügel

Tankegangen er blevet til at DU er problemet, og at det derfor udelukkende er op til dig selv at forbedre dig.
Det gælder indenfor alle sfærer, både privat og offentligt.
Det er muligvis profitabelt på den korte bane, men vi ser at udviklingen går mod flere og flere danskere med psykiske lidelser og ondt i livet.

Steen K Petersen, søren ploug, Marianne Stockmarr, Britta Hansen, Kurt Nielsen, Elisabeth Andersen, Trond Meiring, Lisbeth Gudmand-Høyer, Steffen Gliese, Philip B. Johnsen og Lisbeth Larsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Blame shifting.
Projicerer sin egen adfærd over på andre mennesker, og beskylder dem for de samme ting, som vedkommende selv gør eller tænker.

I stigende grad er det af læger mf., politisk forventet, at læger mf. disciplinerer syge til at være ‘ansvarlige’ til at holde sig inden for rammerne af, at være rentable til at skabe overskud, uanset den syges arbejdsevne.

Hvis ikke læger mf, kan det, har de syge selv handlet uansvarligt.
De syge marginaliseres, ekskluderes og ender på gaden.

Marianne Stockmarr, Dennis Tomsen, Elisabeth Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Morten Hjerl-Hansen

Essay, hvor jeg spørger mig selv: Føler jeg, som menneske med psykiske sygdomme, utvetydig respekt for de normale?

Det er et spørgsmål jeg føler mig nødsaget til at stille. Jeg føler et stærkt behov for at *melde ud* på en *nuanceret måde*, på en *sprogundersøgende måde* og på en *udfordrende måde*.

De fleste læsere vil nok her spørge hvordan det er at være sindssyg. Det er nemt at svare på for mig. Hvis du har haft et dårligt trip i forbindelse med hashrygning så forestil dig at du oplevede dette hyppigt. Det er meget lidelsesfuldt, ja. Men det er ikke "mere end det". Jeg er også så mange andre ting og først og fremmest er jeg et menneske.

Jeg *føler* ikke en "utvetydig respekt" for de normale. Hvis jeg uden videre gjorde det, var der ingen grund til dette essay, denne undersøgelse.

Læs mere:

https://www.othernewspaper.com/da/2019/07/31/essay-hvor-jeg-spoerger-mig...

Lisbeth Gudmand-Høyer og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Interessant læsning. Jeg konkluderer at de offentlige tilskud sagtens kan spares væk, og vi kan genindføre praksis fra før 1992?

Britta Hansen

Lisbeth Gudmand-Høyer

Respekt for at du holdt fast i at der var strukturelle/arbejdsmiljømæssige problemer på arbejdspladsen og ikke dig personligt, der var noget 'galt' med! Det kræver sin kvinde, at gennemtrumfe denne overbevisning og stå inde for sig selv.

Karsten Lundsby, Erik Fuglsang, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, søren ploug og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

Jeg er meget enig med Hanne Hostrup i sin vurdering af at (statslig betalt) terapi først og fremmest har det formål, at få personen til at kunne fungere i samfundet (ergo på arbejdspladsen eller anden selvforsyning). Målt på samfundets præmisser og paradigmer er dette sikkert også et legitimt formål, som dog - som nævnt i artiklen - muligvis fatter for kort.

På den anden side er det jo ikke kun dårlige omgivelser, arbejdsmiljøer, partnerskaber osv., men også den enkeltes svar (i form af adfærd) på de respektive forhold, der er i fokus under fx kognitiv terapi. Eller måske hovedsagelig dette. Og det kan være en vigtig brik i patientens liv, ikke nødvendigvis at reagere stereotypt på de oplevede udfordringer.

Alligevel følger jeg også her skribenten, når hun siger, at det hele ikke nytter meget eller længe, når et centralt problem, patienten slæber rundt på, ikke erkendes og forhåbentlig kan løses, hvilket nok ville kræve andre former for terapi.

Så, nej, det er ikke spildte penge i sig selv, men de statslige terapitilbud bød nok individualiseres og udbygges!

Eva Schwanenflügel og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
René Arestrup

'Det ville være god folkeoplysning, hvis der blev skelnet mellem tilstande, der er reaktioner på ubærlige relationer og situationer og på vilkår, vi må lære at leve med, fordi de er en del af det at være menneske.'
Hele humlen formuleret smukt og præcist.