Klumme

Det er tragisk, at New York Times har droppet satiren, for den fortæller os sandheder, journalistikken ikke kan

Mediecheferne er formodentlig helst fri for de skrappe, provokerende tegninger. Så undgår man også terrorangreb. Men er vi tegnere her netop ikke for at fortælle læserne lidt mere om baggrunden for de hurtigt forbifarende begivenheder og vise nogle sammenhænge, der ikke umiddelbart ses, spørger Klaus Albrectsen i dette debatindlæg
Satiretegneren Klaus Albrechtsen begræder i dagens klumme, at New York Times har droppet sine daglige satiretegninger, efter en tegning af præsident Donald Trump og Israels premierminister Benjamin Netanyahu blev kritiseret for at være antisemetisk.

Satiretegneren Klaus Albrechtsen begræder i dagens klumme, at New York Times har droppet sine daglige satiretegninger, efter en tegning af præsident Donald Trump og Israels premierminister Benjamin Netanyahu blev kritiseret for at være antisemetisk.

Ole Steen

23. juli 2019

Satire kræver gråvejr. Jeg ville skrive noget om mit syn på satire, men så blev det solskin og sommer, og så gad jeg ikke.

Anledningen var ellers lidt sørgelig: The New York Times internationale udgave havde besluttet at afskaffe deres faste satiretegning, fordi Israel havde brokket sig over en tegning med Netanyahu som førerhund for den blinde præsident Trump.

Egentlig undrede det mig ikke rigtigt. I slut 60’erne blev jeg ringet op af en amerikansk agent, som spurgte, om han måtte repræsentere mig i USA. Da jeg sagde ’nej tak’, blev han ved med at ringe:

»Om jeg ikke ville ind på det amerikanske marked?« 

Næ. Når jeg nu havde tegnet et hav af dybt kritiske tegninger om USA’s krig i Vietnam, var det amerikanske marked da vist ikke lige noget for mig.

Pengesnak og cigardamp

Efter flere opringninger sendte jeg ham alligevel nogle tegninger for at blive fri. Og opdagede til min dybe undren, at nogle af dem dukkede op i netop The New York Times og nyhedsmagasinet Newsweek.

Så sendte jeg nogle flere. Fin afregning.

Sådan gik der nogle år. The New York Times havde en side modsat ledersiden, hvor de tilsyneladende satsede på europæiske tegnere.

En dag kom der en invitation til en udstilling i Bordeaux, hvor avisen åbenbart ville vise alle os europæere frem. Af nysgerrighed drog min kone, vores datter og jeg til Bordeaux og blev mødt af en underlig stortalende, tilbagelænet cigardampende herre fra avisen, som introducerede os til alle mine kolleger.

De talte kun om penge. Men jeg faldt heldigvis i snak med Tim fra L’Express, en elskværdig, gråhåret, ligetil mand, hvis tegningers ideer tit lå på linje med mine.

»Her står Europas to største tegnere,« råbte den cigarrygende.

Han var åbenbart ansat til at pumpe os op på avisens vegne. Jeg var måske ikke langt fra at føle mig en anelse provinsiel i mit krøllede sommertøj, trods min smukke familie.

Udstillingen åbnede, og de europæiske tegnere lod sig beskue med fremskudt bryst og stive ben. Dagen efter skulle man på udflugt til familien Rothschilds vinslot i nærheden.

Alle tegnere sad artigt på plads i bussen. Vi vinkede farvel, uden at nogen bemærkede det, og flygtede med toget tværs over Frankrig til Aix-en-Provence, hvor der ikke var en eneste tegner.

Harmløs satire

Da jeg nogle år senere holdt op på Information efter syv og en halv rædselsfulde måneder på avisen, foreslog den amerikanske agent, at jeg skulle prøve New York. En fornemmelse fik mig til at takke nej. 

Det var dels en fornemmelse af, at USA’s samfund og medier havde helt andre vurderinger end mine, så det, jeg tegnede som satire, måske ville blive opfattet som en fornærmelse eller bare være uforståeligt. Dels at det kunne blive svært som neutral betragter at tegne om emner som f.eks. Mellemøsten i den stærkt pro-israelske The New York Times.

Det fik vi måske bekræftet nu 45 år senere. Alle har venner, som de helst ser fredet. Og satiren har stramme vilkår, som den altid har haft.

Tegnet satire skal helst være såkaldt morsom. Harmløs. Det har jeg aldrig forstået. Nogle emner egner sig til at gøre grin med, andre er så dybt alvorlige, at det bliver idioti at tegne andet end alvor.

Mediecheferne er formodentlig helst fri for de skrappe, provokerende tegninger – de ønsker sig fred og et lille smil. Så undgår man også terrorangreb.

Men er vi tegnere her ikke for at fortælle læserne lidt mere om baggrunden for de hurtigt forbifarende begivenheder? Løfte en flig og vise nogle sammenhænge, der ikke ses umiddelbart? Eller er den tid forbi? Herregud, jeg er 87 år og tegner i dag kun for min fornøjelse. Men jeg synes stadig, at indholdet i det, vi laver, skal være rigtigt, og at frækhederne skal kunne holde i byretten.

The New York Times er måske forud for sin tid. Efter os gamle kommer der måske lange rækker af unge, dygtige tegnere, som ikke tager det så nøje med at belære omverdenen. De har måske helt andre historier at fortælle og helt andre lyster til at dekorere siderne. 

Og er man selv blevet så ældgammel, at man ikke længere kan tegne indigneret på fremtidens vegne, er det på tide at slutte. Så slut. Ud i solen.

Klaus Albrechtsen er pensioneret satiretegner

Demonstration foran New York Times.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
  • Oluf Husted
  • David Zennaro
  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
Mihail Larsen, Oluf Husted, David Zennaro, Christian Mondrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Pedersen

Da vi kollektivt sagde nej til muhammed tegningerne, sagde vi nej til alt

Estermarie Mandelquist og Ole Kresten Finnemann Juhl anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Jeg lever fint med satiretegninger. Jeg lever fint uden dem. Jeg synes egentlig, at satiretegnernes ophøjede selvforståelse er sjovere end det, de tegner.

Herligt, at se Klaus Albrechtsen stående ved sin Ariel Sharon satire, der nok heller ikke
havde fundet en plads i "The New York Times" dengang.

Fortæl mere om de syv og en halv rædselsfulde måneder på Information, hvem hyrede
og fyrede dig? (du gik nok selv?)

Tak for dine mange nye tegninger i din og Ebbe Preislers bog: "Skrivekløe" (2018)