Uffe Elbæk: Selvfølgelig er det private politisk, når det saboterer det fælles bedste

Igen i år holder jeg ferie på øen Belle-Île-en-Mer ud for den franske atlanterhavskyst. Og igen i år har jeg taget toget – og siden færgen – herned til det, der er Bretagnes største ø, men som for os stadig bare er et lille smørhul på kanten af Europa.

Samlet set har det taget knap to dage at nå herned.

Jeg har købt interrailbillet (til seniorpris i øvrigt – fordi jeg lige er fyldt 65), men det er stadig væsentligt dyrere end at tage eksempelvis flyet.

Jeg vil gerne rejse og leve mere klimavenligt og har i de seneste år lagt mine rejse- og forbrugsvaner markant om.

Jeg har eksempelvis ikke fløjet siden september i fjor – hverken privat eller i arbejdssammenhæng. Det er mit eget valg – det er ikke noget, jeg vil tvinge andre til. Men det giver mening for mig.

Eventyrlige begrænsninger

For mig at se er der noget eventyrligt i at blive begrænset. I at stille sig selv klimamæssige benspænd. I at acceptere, at det faktisk tager tid at rejse og komme til fjernere egne.

Og samtidig oplever man jo Europa på en helt anden måde, når man tager toget frem for flyet. Man ser landskabet ændre sig, oplever temperaturerne stige og falde, man ser bjergkæder og skove, overdrev og overdyrket land.

Det er ikke bare fra lufthavn til lufthavn. Ikke bare fra kontinent til kontinent på et par timer.

Mine ændrede rejsevaner gælder også, når det kommer til mit arbejde. Tidligere i år var jeg eksempelvis inviteret til Oslo for at holde oplæg for Norges grønne parti, og her tog jeg også toget.

Over Øresundsbroen, op langs den svenske skærgård, over grænsen til Norge. Syv-otte timer i et dejligt tog med en god spisevogn. En overnatning i Oslo og turen hjem igen. Det blev en tur på tre dage i stedet for kun én.

Men jeg synes stadig, det var det værd. Der var tid til eftertanke. Til nye ideer. Til at overveje alle de ting, man normalt ikke har pusterum til i en travl hverdag. Til at drømme sig tilbage til tiden med nattog og sovekupeer.

Derfor handler det også om mere end klimahensyn for mig. Det handler om livsstil. Det handler om at leve på en anden måde end den fortravlethed, der er så dominerende i dag. Men det handler selvfølgelig også om klima. Om at leve på en måde, der viser en vej for verden, en vej, som man selv ønsker.

Jeg vil simpelthen bare ikke flyve videre i et omfang, som jeg har gjort, når man ser, hvilke konsekvenser det har for vores klima, for vores planet, for vores natur og for vores børn og børnebørn.

Det privates grænse

Det er – som jeg også skrev tidligere – mit valg. Jeg vil ikke være fordømmende. Jeg vil ikke pege fingre. Men jeg vil heller ikke kaldes en klimatosse. Eller kaldes hellig. For jeg forsøger at gøre det, som jeg synes, er rigtigt. Og enhver, der gør lidt, har fortjent større ros end alle de, der blot håner dem, der forsøger, men også nogle gange fejler.

Jeg er blevet bedt om at skrive denne kronik om ’min politiske ferie’ ud fra en antagelse om, at det private igen er blevet politisk. Jeg tror egentlig ikke, at jeg er helt enig i den præmis.

Der er stadig masser af privat, der ikke er politisk. Og som aldrig burde blive det.

Jeg stiller eksempelvis – modsat mange af mine politiske kolleger – nærmest aldrig op i underholdningsprogrammer på tv. Jeg lukker aldrig journalister ind i mit hjem. Jeg er faktisk ganske privat på mange områder.

Men der, hvor jeg mener, det private er politisk – og altid har været politisk – ja, det er, hvor ens private valg har konsekvenser for en bredere kreds, hvor ens private udfoldelse kan være med til at undergrave eller begrænse andres frihed eller fremtid.

Og sådan et tilfælde er klimakrisen for mig at se helt åbenlyst.

Hvis jeg insisterer på at spise rød bøf hver dag år ud og år ind, så har det et stort klimaaftryk. Hvis jeg insisterer på, at det er min rettighed at flyve igen og igen, så begrænser det – så længe vores fly ikke flyver på grøn elektricitet – fremtidige generationers mulighed for at leve i en verden fri fra klimakatastrofer.

Jamen, skal vi så bare leve i stenalderen og kun spise græs, lyder det tit fra kritikerne. Nej, selvfølgelig ikke.

Men det er da kun godt, hvis vi er villige til at mindske vores (over)forbrug for at sikre bedre livsbetingelser til alt det andet liv, vi deler jorden med.

God samvittighed

Når man er en offentlig person som jeg, er ens vaner naturligvis under lup. Jeg spiser af og til en hotdog, hvis jeg har tømmermænd. Ja, jeg spiser også kød ved andre lejligheder. Jeg kommer nok også til at flyve igen.

Uanset hvor klimavenligt, man forsøger at gøre det, vil der altid være noget at kritisere.

En avis kritiserede eksempelvis, at jeg tog toget til Berlin, fordi toget på noget af ruten var et dieseltog og ikke et eltog. En anden havde talt op, hvor mange forskellige trøjer jeg havde haft på i løbet af tre år. Som noget helt tredje har jeg selv frivilligt lagt frem, hvor meget jeg har fløjet både privat og i arbejdssammenhæng i Alternativets første år, selv om antallet af flyrejser var højt.

Det gør jeg, fordi jeg står i spidsen for det mest ambitiøse grønne parti.

Men jeg må også sige, at jeg altså bliver ved med at udlede en eller anden form for CO2, indtil jeg trækker mit sidste åndedrag. Sådan er det.

Vi har i Alternativet aldrig sagt, at man ikke må trække vejret, at man ikke må flyve, eller at man ikke må spise kød.

Vi har opfordret til, at man flyver mindre og spiser mindre kød, hvis man gerne vil gøre en positiv forskel. Og vi har klart anbefalet, at prisen skal afspejle det faktiske klimaaftryk.

Så det ikke længere er dyrere at taget toget til Aalborg end at flyve til Paris. Så kød bliver dyrere, og så frugt og grønt bliver billigere. Sådan som man i øvrigt bruger afgifter til at regulere meget anden adfærd.

Vi har afgifter på rullegardiner, cigaretter og softice og alle mulige andre ting, så hvorfor ikke også flyrejser og oksekød? For mig at se er det helt naturligt – hvad end det for nogen synes at være privat eller ej.

Jeg holder altså ferie her på Belle-Île-en-Mer med god samvittighed.

Jeg ved godt, at min generation på mange måder har levet skødesløse eller egoistiske liv.

At vi i store træk har levet uden at tage større hensyn til den arv, vi giver videre. At vi har brugt og smidt væk, at vi har forurenet vores drikkevand, at vi har fyldt vores verdenshave med plastik, at vi udpint naturen, ryddet skov og indrettet os på en måde, så omkring halvdelen af verdens vilde dyr er forsvundet på 40 år.

Det tager jeg ind. Det tager jeg ansvar for.

Men jeg ved også, at det ikke er for sent. Derfor gør det mig så stolt, når det ikke kun er ungdommen – dem, der skal leve i den verden, vi efterlader dem – der går på gaden, men også når andre bedsteforældre på min alder engagerer sig i klimakampen, når de opretter reparationsværksteder, der gør op med vores ’brug og smid væk’-kultur, eller når de holder cykelferie i Danmark.

Og når nye bevægelser kræver bedre togforbindelser og flere sovetog i Europa – og selv går forrest.

Derfor engagerer jeg mig i politik, selv om jeg har nået pensionsalderen. Derfor tager jeg toget på ferie. Derfor cykler jeg nærmest altid rundt hjemme i København.

Det er aldrig for sent at forsøge at gøre det bedre.

Uffe Elbæk er politisk leder for Alternativet.