Klumme

Uforfalsket kvindehad lyser ud af udstilling på Fuglsang Kunstmuseum

Fuglsang Kunstmuseum udstiller for tiden Edvard Munch sammen med hans ukendte ven, digteren Emmanuel Goldstein. Goldsteins digte er så misogyne, at jeg blev helt skræmt over, at den slags kan lure under overfladen, skriver journalist Karen Syberg i dette debatindlæg
Debat
2. juli 2019

Fuglsang Kunstmuseum på Falster udstiller Edvard Munch for tiden. En norsk privatsamling er det, og den må man jo se – især når man bor så relativt tæt på Falster, som vi gør her på Møn.

Men umiddelbart ser der ikke ud til at være meget, man ikke kender i forvejen. Munch er temmelig verdensberømt, og de fleste af de billeder, der udstilles, har man set. Om ikke lige i den og den skitse – der er for eksempel flere forskellige udgaver af Skriget – så i noget, der ligner.

Fuglsang har imidlertid valgt at kombinere Munchs billeder med hans ’ukendte ven fra Lolland’, digteren Emmanuel Goldstein. Ham kendte jeg ganske rigtigt ikke, men jeg må sige, at det var ham, der løb med min opmærksomhed.

Faktisk har jeg aldrig læst så gennemført misogyne digte som dem, han kunne præstere:

Thi mand og kvinde er hinandens fjender,
når kærlighedens drifter frem er gækket,
­til brunstig tvekamp af naturen ægget,

hvor hadets bavn som arnelue brænder.

Va’r dig! Nu gælder det! Thi kampen ender
ej før den ene segner pandeflækket
som kamp-pris rækkes sejerherren stækket,
en livsgold lede af naturens hænder.

Og kæmpes der en jævnbyrdstrid?
Nej! Hunnen
fik kamp-instinktets hvasse angrebspil,
med giften skjult bag kærlighedens smil.

Mens hannen kommer som til leg i lunden
med åbent hjerte som til broderhilsen
Men hunnes gift …
Bryd med din elskerinde!

Sådan står der på væggen oven over billeder af Munch. Andre steder på væggene fremgår det, at Emmanuel Goldstein og Munch mødte hinanden i Paris og blev perlevenner. Begge led af ulykkelig kærlighed og dårlige nerver, hvilket knyttede dem sammen.

Men hvor Munch, kan man vel sige, omsatte sine følelser i billeder, man kan studere og fordybe sig i, gav Goldstein uforblommet sine udtryk i ord, der ikke efterlader meget til fantasien. Kombinationen på Fuglsang trækker i den grad Munchs egen misogyni i forgrunden, så jeg fik svært ved overhovedet at få øje på andet i hans billeder.

Munch blev verdensberømt, Goldstein, der kom fra Nakskov og i sit liv udgav i alt tre digtsamlinger, forblev ukendt.

Det fremgik af udstillingen, at han tilbragte det meste af sit liv på nervesanatorier, og eftersom hans far var rig, behøvede han ikke at foretage sig andet end at skrive sine digte og pleje sine svage nerver. En overgang fulgte han Georg Brandes’ forelæsninger på Københavns Universitet, og det ser ud til at det, han fik ud af dem, først og fremmest var, at det er begæret, der styrer menneskelivet, og at hunnens begær fortærer manden.

Ifølge udstillingen skal Goldstein engang have været gift – i tre timer! Hvordan bærer man sig ad med at blive skilt så hurtigt?

Op til overfladen

Jeg prøvede at overveje, om der var nogen, jeg kunne sammenligne ham med – Sophus Claussen var det nærmeste, jeg kunne komme i tanke om. Som Goldstein var han temmelig ukendt i sin samtid, også hos ham kan kvinden være noget af en heks, men det dræber ikke erotikken som hos Goldstein. Og Claussen er en stor digter, som da også slog igennem efter sin død, da Heretica-generationen fik øje på ham.

Goldstein er næppe nogen stor digter, han er en nervøs og forkælet rigmandssøn, der døde af den spanske syge 59 år gammel. Det er længe siden, javist, men i disse #MeToo-tider kan jeg alligevel ikke lade være med at spekulere på, hvad fanden det er, der dukker op til overfladen i digte som hans?

Hvad er det, der lurer i mørket på bunden af mosen, i det ubevidstes sumpe?

Jeg er ude af stand til at analysere det i andre begreber end freudiansk skræk for vagina dentata, kussen med tænder, og lignende fantasmer, men bliver man ret meget klogere af det?

Det, der lyser ud af Goldsteins lyrik, er uforfalsket kvindehad.

Jeg grinede lidt ad hans digte, faktisk jublede jeg på Fuglsang over at finde noget så ekstremt, men inderst inde bliver jeg skræmt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Erik Jacobsen

Kære Karen Syberg,

Hvis du læser de citerede linjer fra Emmanuel Goldstein som 'rendyrket misogyni' - uforfalsket kvindehad - så læser du, som fanden læser bibelen.

Jeg vil gerne indbyde dig til med samme briller at læse lidt nyere 'feministisk litteratur'. Gad vide om du så ikke vil finde samme mål af misandri - mandehad?.

Vi lever i latterlige tider, hvor mennesker - der ærligt talt burde vide bedre - går mere op i egen have. seksualitet og mad og mode, end de går op i de reelle forhold, som primært kommer til at påvirke de basale livsvilkår for deres børn og børnebørn.

Små 'skaltere og forvaltere', som ikke selv for alvor har aktier i spillet, men som alligevel føler sig forpligtet til at mene noget om både dette og hint.

Som nu dette..

Er din tid ikke bedre værd?

Torsten Jacobsen

Hov, ovenstående misogyne kommentar er naturligvis min. Det er så nemt at blive forvirret, når man deler digitale enheder med de nærmeste.

Sten Stenbæk

Digtet er en kunstnerisk fremstilling af digterens oplevelse. Hvordan skal man fremstille sin oplevelse af kønskamp uden krigeriske metaforer? Og det er da helt vanvittigt at læse digtet med nutidens briller-. Og det er da vist sjældent at mænd tillægges positive egenskaber i feministiske kampskrifter.

For en gangs skyld, fatter jeg hverken Karen Syberg, eller kommentarsporet... 'Uforfalsket kvindehad'? 'Misogyne' [digte]? 'Feministisk litteratur’? 'Kønskamp' eller 'feministiske kampskrifter'? What!? Disse udtryk hører slet ikke hjemme i digterens samtid (1862-1921). Derimod er jeg rørende enig i, at "det er da helt vanvittigt at læse digtet med nutidens briller" (Sten Stenbæk).

Citat fra Forord til bogen 'Munch og Goldstein - Intense linjer' (https://unipress.dk/udgivelser/m/munch-og-goldstein/):

"Et andet emne, som Munch og Goldstein fandt sammen om, var deres forhold til kvinder. Forhold, der voldte dem begge smerte, men som samtidig gav vigtigt stof til deres kunstneriske produktion. En intens kærlighedsaffære, der endte med at Goldstein blev forladt og var knust herover, er således udgangspunktet for digtsamlingen 'Vekselspillet' fra 1886. En digtsamling, som Munch blev en stor beundrer af og som i 1892 udkom i en andenudgave under titlen 'Alruner' med både illustration af og dedikation til Munch."

Begge udgaver kan læses online i databasen 'Kaliope' https://kalliope.org/da/works/goldstein - bl.a. digtet 'Hine illæ lacrymæ' (på første side af samlingen 'Vekselspillet' 1886) øser af voldsom sorg...

"Der er ingen Sjæl paa Jorden,
jeg hader saa vildt som Dig.
Der er ingen Sjæl paa Jorden,
jeg elsker saa ømt som Dig.

Jeg kunde kløve Din Pande
og drikke Dit rygende Blod —
kaste mig trælsk i Støvet
og slikke Din nøgne Fod.

Ledere er Du mig, elskte!
end det slimede Kryb for min Fod —
og dog kunde for Din Skyld jeg græde,
til Taaren blev dryppende Blod.

Der er ingen Sjæl paa Jorden,
jeg hader saa vildt som Dig.
Der er ingen Sjæl paa Jorden,
jeg elsker saa ømt som Dig."

Stærke, desperate følelser for en kvinde? Ja. Men 'uforfalsket kvindehad'? Hvor?

Bemærk: Karen Syberg/Information begik en problematisk stavefejl i digterens fornavn ved at udstyre det med 2 m'er. Digterens navn er Emanuel Goldstein, derimod 'Emmanuel Goldstein' er en af nøglepersoner i Orwells '1984'. Taster man fornavnet med 2 m'er i søgefeltet, finder man en masse om '1984', men næsten intet brugbart om digteren fra Nakskov.