Klumme

Ungdom og galskab

Magtovertagelsesgenerationen søger deres forbilleder
12. juli 2019

I bestræbelserne på at finde sig selv i Venstre efter det blå magttab søger en fremrykkende politikergeneration nu længere tilbage i partihistorien. Ikke til Poul Hartling, Erik Eriksen eller Knud Kristensen. Ikke Madsen-Mygdal eller Niels Neergaard. Mygdal ville som sindbillede på nærighed ellers godt kunne friste, nu hvor Liberal Alliance er rundbarberet til snarlig glemsel.

Men rumlen i vandrørene tyder på, at den historiske person, de yngre nu henter frem som idol er J.C. Christensen.

Hvis man kan tillade sig at bruge et bramfrit udtryk såsom snedig slambert om en ganske vist længst afdød, er dette nok det nærmeste, man kommer en karakteristik af J.C.: en sveden, skinhellig, selvgod, brutal, listig slambert.

Måske ligger der i de yngre venstrefolks fokus på den gamle høvding fra Hee et bredere politisk generationsbestemt mishag ved at relativere magten over for embedsværkets diskrete bagstoppertendenser i konfrontationen med ideologiske præmisser.

Mens J.C. Christensen (1856-1930) levede og virkede, var embedsmændene, rundne af Estrup og godsejernes provisorier, dybest set produkt af enevælden, hvis tankegods viste sig langtidsholdbart.

Mistilliden

Det fortælles (Tim Knudsen i Dansk Forvaltningshistorie bd. 2), at J.C. Christensen som kulturminister i den første regering efter Systemskiftet i 1901 troppede op på sin nye arbejdsplads om søndagen for at kontrollere posten og gå i de kulturministerielle embedsmænds skuffer. Denne mere eller mindre velbegrundede mistillid til det nedarvede embedskorps skortede det blandt nyslåede parlamentarikere ikke på. Slet ikke for J.C.’s vedkommende, der målte andre efter egen alen.

At J.C. imidlertid havde noget at have sin skepsis i er ikke mindre forståeligt end Mette Frederiksens regerings slet skjulte mistro til embedsmændene i magtens korridorer.

Borgerlig indflydelse på udvikling af embedsmiljøerne samt på udnævnelser af ledere har selvsagt været følelig efter snart tyve års næsten ubrudt Venstre-regimente. Tiltroen til at den klassiske danske forvaltningskultur har overlevet, og ledelseslaget i styrelserne stryger nu fanen og svinger en mere passende for de nytiltrådte socialdemokrater. Mistroen frem for troen på loyaliteten som parameter kommer dertil nu ovenfra og med fuld skrue.

Allerede omstridt er statsministerens oprettelse af en særlig funktion i Statsministeriet, en superfunktion som skiftning mellem embedsmand på højeste niveau, toppolitiker og en særligt udstyret rådgiver for ministeren. Funktionen varetages af en erklæret nærmeste ven og ditto rådgiver – i realiteten og uanset sukker i såret – udelukkende med reference til statsministeren selv.

Magtbeføjelserne i stillingen kan næppe forestilles mere vidtgående. Her kan man roligt mene, at en sådan funktion må opfylde, med et forslidt udtryk, alle ambitiøse håndlangeres vådeste drømme. Begrænsningerne ligger kun i, at departementschefen, som superfunktionen refererer til i én funktion, til gengæld er afhængig af superfunktionens gunst og det modsatte i en anden funktion. Det kaldes bukseelastik i metermål.

Bekymringer ved konstruktionen kan affærdiges med, at statsministeren ikke hermed overskrider sine beføjelser, endsige bryder forvaltningsret eller Grundloven, og at konstruktionen i princippet ikke adskiller sig fra præcedens.

Hvilket bare ikke er helt rigtigt. Alene af den årsag, at konstruktionen udtrykkeligt ikke adskilles fra personen, hvis ekstraordinære nærhed til statsministeren særligt fremhæves af statsministeren selv, hvor der altså er tale om en reel og åbenbart uforbeholden forlængelse af statsministerens embedsførelse.

Den gode demokratiske leder ser magtens vilkår i øjnene, viger ikke tilbage fra den og går om fornødent i embedsmændenes skuffer om søndagen. Men den gode leder gør sig ikke utilnærmelig for magtens skeptikere og ydre og indre opposition. Og gør sig frem for alt ikke afhængig af sin egen håndlangende forlængelse.

Konstruktionen a la enevælde er ikke fulgt op af dybere offentlige overvejelser om de forståelige bekymringer, dispositionen bliver mødt med. Ingen åben gennemtænkt refleksion over, hvad det vil sige at udøve magt oppefra og ned og slet ikke at udøve den pr. stedfortræder.

Mon det er klogt?

Ingen holdbar konstruktion

Politikens gode tegner var hurtigt ude med Mette Frederiksen som bugtalerdukke på Martin Rossens knæ, hvilket pudsigt nok ikke havde været et rimeligt motiv, såfremt mr. Rossen, der ikke er folkevalgt, mere forsvarligt var blevet udnævnt til eksempelvis koordinerende minister under ansvar for Folketinget.

Konstruktionen og funktionen er ikke holdbar. Det danske system er skabt i balancer, viderebygget på balancer og fungerer i balancer. Ingen enkelt har flertal nogen steder, hvilket er pisseirriterende, når man vil noget med det.

Til gengæld tvinges regeringerne i ét og alt til kompromis. Erfaringsmæssigt henviser systemet hurtigt de magtglade – og dem med det tøsefornærmede uden på tøjet, som kendere uærbødigt karakteriserer funktionæren – til biroller og/eller undergang. Politikere finder sig ikke i at blive kørt over af en håndlanger uden det personlige ansvars prestige og tyngde bag. Det vil statsministeren sikkert opdage.

Om ikke andet har De Radikales ordfører Jens Rohde løftet øjenbrynene og vil have en redegørelse. Et begrundet initiativ, som allerede fra begyndelsen kan komme til at stække funktionen og i hvert fald varsler om varig uro fra oven og ned.

Statsministeren finder mere umiddelbar støtte i SF og Enhedslisten. De bryder sig ikke om Finansministeriets dominans og ser gerne i den henseende Statsministeriet styrket.

Men det er jo ikke nogen god begrundelse for magtfordrejning der.

Netop det kalder Løkke Rasmussen fænomenet. Det har han som efterkommer af slamberten J.C. Christensen forstand på.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Kurt Nielsen
  • Frede Jørgensen
Bjarne Bisgaard Jensen, Kurt Nielsen og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu