Kronik

Der skal være bedre plads til forældreskabet på arbejdspladserne

Det babyboom, der er over os, truer ligestillingen, fordi kvinder stadig rammes på karrieren, når de tager barsel og har småbørn. Regeringen må sørge for ordninger, der gør det lettere at have børn og samtidig passe sit arbejde, skriver Jelena Bundalovic i dette debatindlæg
Der fødes stadig flere børn i Danmark, og det er en trussel for ligestillingen, fordi det ofte går ud over kvinders karriere, at de i en eller flere perioder er væk fra arbejdsmarkedet, skriver dagens kronikør.

Der fødes stadig flere børn i Danmark, og det er en trussel for ligestillingen, fordi det ofte går ud over kvinders karriere, at de i en eller flere perioder er væk fra arbejdsmarkedet, skriver dagens kronikør.

Mads Jensen/Ritzau Scanpix

15. juli 2019

Danskere får mange flere babyer, hvilket betyder, at flere kvinder trækker sig midlertidigt tilbage fra beslutningsrum og karriereveje mod topposter. Og det er ikke babyernes eller ’biologiens’ skyld, men først og fremmest erhvervslivets strukturers skyld.

Hvis vi vil sikre ligestilling mellem kønnene, må der gøres noget netop nu, hvor babyboomet står for døren. Det kan ikke være rigtigt, at en opprioritering af børn og familieliv skal gå ud over ligestillingen.

Da folketingsmedlem Mette Abildgaard i foråret lavede et opslag om, at Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), havde bedt hende om at forlade salen inden en afstemning, fordi hun havde taget sin baby med derind, skabte det stor røre i den danske befolkning og gav rig anledning til debatter om alt fra dansk konservativisme og kvinders rettigheder til feminisme og politisk anstændighed.

Mette Abildgaard-sagen viser os, at moderskabet og det samfundsmæssige engagement ikke bør være gensidigt udelukkende. At man kan være mor og samtidig et samfundsengageret væsen på lige fod med manden. At livet som politiker og mor er foreneligt, og at uligheden og konservativismen omkring moderskab og babyer trænger til en meget grundig revidering.

Desværre døde diskussionen ud, og man tog aldrig dens potentiale alvorligt.

Kun Paludan talte ligestilling

Overraskende nok var der ingen af vores toppolitikere, der under valgkampen snakkede om ligestilling. Lige med undtagelse af Rasmus Paludan, der talte om de mange kvinder af muslimsk afstamning, hvis mænd på grund af uvidenhed og overtro holder dem hjemme bag gardinerne, ved kødgryderne. Men kan det virkelig passe, at Paludan skal være den eneste ’foregangsperson’ i den politiske debat om ligestilling?

Jeg selv kommer fra en familie, hvor de fleste af mine mandlige familiemedlemmer, inklusive min far, så det som kvindens såkaldte ’biologiske pligt’ at blive hjemme. Efter at have fået mig som datter er han naturligvis kommet på andre tanker og har måttet opgive troen på disse biologiske principper (tak til min kandidatgrad i filosofi).

Men der er til min store sorg stadig en del fædre i Danmark – særligt fra konservative lande – som mener, at deres pigebørn som udgangspunkt ikke skal forme vores samfund. Også danske fædre, men det er bare indlejret så dybt i vores samfund og politiske teorier, at Rasmus Paludans videoer aldrig vil kunne fange dem.

Konsekvenser af babyboom

Ligestillingen står potentielt over for en seriøs tilbagegang: Antallet af nul-fem årige forventes nemlig frem mod 2025 at stige med mere end 12 procent ifølge Danmarks Statistik. Det er en markant stigning. København svømmer allerede over i babysalmesang, kulturelle huse med børneaktiviteter og barnevogne på cafeerne.

Alt sammen fint, men det betyder samtidig, at flere kvinder skal barsle, og at der af den grund fremover vil være færre kvinder på arbejdsmarkedet i en eller flere længere perioder af deres liv. Først på grund af barslen, men også på grund af det liv, man som kvinde med småbørn kan få sig i det her samfund.

De traditionelle familieformer, som fortsat er insisterende i Danmark, vil her desværre atter træde ind og have en negativ indvirkning på ligestillingen. Vi risikerer at træde 40 år tilbage.

Jeg selv var så heldig at få min søn under filosofistudiet, hvor jeg stadig kunne svømme rundt i andedammen – universitetets såkaldte safe space med fødselsklip og forstående undervisere. Men det var absolut ikke alle omkring mig, der var lige så heldige: Kvinder i mødregruppen måtte høre fra sure chefer, der enten pressede på i forhold til at få dem hurtigt op på fuldtid igen (hvilket i disse tilfælde og mange andre ikke var umuligt), eller som ikke ville ansætte kvinderne efter barslen.

En del arbejdsgivere ser tilsyneladende stadig skævt til ansøgninger fra unge kvinder: En ung kvinde er ikke værd at samle på; hun skal nok snart have børn – en stigmatisering af moderskabet i det skjulte.

Børnepasning og fleksordninger

For at imødekomme det vedblivende ligestillingsproblem, som nu vil blive forstærket af den nærtstående babytsunami, er arbejdspladserne nødt til at få tildelt ressourcer og desuden oplysende retningslinjer for ligestilling – både i hverdagen og i rekrutteringsprocesserne. Det skal ske fra regeringens side: kvoter og ny lovgivning bør formes med henblik på at gøre det nemmere for kvinder at indgå i arbejdssammenhænge, selv om de barsler, har små børn eller står til at skulle få børn.

Og her nytter det simpelthen ikke, at institutionerne belastes yderligere med små børn frem til klokken 17 og 18 i hverdagene – fordi både mor og far vil Danmark. Så går ligestillingen jo ud over børnene.

Nej, staten skal have sig en økonomisk pulje, der prioriterer FN-verdensmålet ligestilling. Med en sådan pulje kan der finansieres støtte til fysiske børnepasningsrum på arbejdspladserne, hvor børn kan lege trygt i de sene eftermiddagstimer, mens mor og far arbejder færdigt. Det vil betyde, at man kan komme og hente lille Eskil eller Nova, lang tid før de og deres pædagog brænder sammen i vuggestuen klokken 17. Sådanne ordninger ser vi en lang række internationale firmaer i udlandet implementere netop for at holde på kvindelige ansatte. Så hvorfor ikke os?

Jeg har selvfølgelig ikke glemt de kære fædre i alt det her, men det er uanfægteligt fortsat sådan, at selv om fædre i højere grad tager dele af barslen end for ti år siden, er der stadig markant flere mødre, der tager enten hele eller størstedelen af barslen. Det skyldes til dels, at mænd har en tendens til at ville fastholde deres position i samfundshierarkiet og på arbejdspladsen i højere grad, end kvinder har – årsager af såkaldt ’biologisk’, kulturel og politisk art.

Men hvis man i erhvervslivet øger fleksibiliteten i forhold til antal ugentlige arbejdstimer og skaber øvrige fleksordninger til mænd og kvinder med små børn, vil flere fædre have mulighed for og lyst til at tage barslen og passe småbørnene. Det vil skabe flere engagerede fædre, og engagerede fædre vil være en yderst ønskværdig sideeffekt, der bidrager til at skabe større lighed i forældreskabet og dermed mellem kønnene som sådan.

Også et klassespørgsmål

Men der er også et væsentligt klasseproblem her; kvinder fra de højere sociale klasser har i højere grad råd til at få deres børn passet. Friheden tillader, at de kan prioritere karrieren. Denne frihed skal, hvis vi skal have noget, der nærmer sig ligestilling, også være til stede på de arbejdspladser, hvor de lavere sociale klasser holder til.

Alle kvinder skal have mulighed for at vælge karrieren og samfundet til. Derfor er det nødvendigt, at regeringen samler en økonomisk pulje, hvis indhold kan fordeles ud på flere klasselag. Ikke kun til kvinder i toppen af dansk erhvervsliv. Der er ikke mange kvinder i den top alligevel. Støtten skal til lidt længere nede, netop for at kvinder en dag kan nå til tops.

Og det er ikke bare os, kvinder, der ønsker os det – det kræver FN-verdensmålet om ligestilling, husker I nok.

Jelena Bundalovic er cand.mag. i filosofi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • June Beltoft
June Beltoft anbefalede denne artikel

Kommentarer

Viggo Okholm

Problematikken er relevant-DR har lige en debat omkring Holland hvor der er steder hvor kvinder nu har fortrinsret til leder.
Men det e ren lang proces,hvor det kan være svært at afgøre om det skal være pisk eller gulerod, eller at vi i lighed med klimadebatten alle må erkende at der er andet i livet end bare højere løn og status, ja og så er der kønsrollerne,hvor mænd skal grave dybt i deres identitets opfattelser og
kvinder skal så lære at ikke kun deres "ekspertise" er den eneste rigtige.
Nå ja så kan jeg ikke undlade at kritisere de stereotype opfattelser af sociale klasser-Jelena her anser vist sig selv tilhørende de" højere klasser".

Ligestilling ja tak.
Equality of outcome Nej tak

Tag det med topposter. Der er så få af dem i procenter og alligevel vil vi lavet samfund som er struktureret efter dette, på en SÅ kontrollerne totalitær måde.

For Jeg forstår ikke, at vi slet ikke har noget imod at gå efter equality of outcome.

For det er så tydeligt at det er en totalitær styreform drevet af ideologi. Og hvad siger det om ligestilling, når vi ikke har noget imod dette?? Og for ikke at snakke om sagligheden om at bruge procenter som bevis på noget. siger nok i sig selv om den videnskabelig sagligheden (korrelation vs kausalitet)

Tag den med topposter(generelt sagt)
Der er kun en langsom udskiften i toppe og for at når i topper tag mange år. Så det vil sige at man kun ser forandringer i dette på den lange bane. Så man kan IKKE bruge det som argument om ligestilling her og nu.

Og for slet ikke at snakke om at vi ikke har en debat imellem equality of outcome VS equality of opportunity som der ellers er MEGET bruge for.

Rikke Nielsen

Jeg husker stadig, da jeg var til jobsamtale til mit første job. Her ville de have mig til at love, at jeg ikke blev gravid inden for de første 2 år. Selvom det var ulovligt. Ja, jeg må have lovet det, da jeg fik jobbet.

Staten poster mange penge i barsel, og har derfor allerede mange muligheder for at styre kvinders synlighed på arbejdsmarkedet. Money talks. Del pengene i 2 bunker: Én til far og én til mor.

Hvordan den enkelte familie så vælger at afholde barlsen, må de selv bestemme - og selv betale, hvis de ikke ønsker at bruge fars barselspenge.

June Beltoft

Hvad med at indføre ½ års barsel, øremærket moderen, ½ år øremærket faderen og ½ år som de kan fordele som de vil. Halvandet år i alt. Det vil også lette noget af presset i vuggestuerne.

Grethe Preisler

Så mangler vi vist bare at blive enige om, hvem der skal betale regningen for, at cand mag i filosofi Jelena Bundalovic (og hendes barns mandlige ophav) sætter Jelenas 'karrieren' som filosoferende meningsdanner på stand by og holde dem begge økonomisk skadesløse for det indtægtstab, der følger af at være uden arbejdsindkomst i tilsammen halvandet år for at koncentrere sig om opgaven som 'småbørnspædagog' for barn af egen avl .... ;o)

Carsten Munk, Kim Houmøller og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Når jeg tænker tilbage på min ungdom hvor barselsorlov var ukendt, men værnepligt på mindst 18 måneder en selvfølge, kan vi konkludere ungdommen er blevet så forvent og krævende at en støttepædagog til enhver der ønsker det, er helt rimeligt!

Mette Poulsen

Så meget wrong i den kronik.....
Mette Abildgaard sagen: .det er useriøst at tage sit spædbarn med på arbejdspladsen, med mindre man er på barsel og er der for at vise ungen frem og give kage. Det er uanset, om man mand eller kvinde, er arbejder på en fabrik, leder i erhvervlivet eller besidder en folkevalgt post. Det er hjernedødt at tro, at ens unge bidrager med nogen former for forbedre arbejdsmiljø, skærper ens egen koncentration eller at ungen overhovedet hygger sig.
Og en pulje? Ny lovgivning? Ressourcer til det private erhvervsliv? Altså det lugter af endnu et projekt, hvor der afsættes uanede midler, som forbruges på studieture til udvalget osv. og som efter flere år udmunder i en rapport skrevet i flyvsk sprog og med en konklusion, der handler om at der er brug for flere penge til foretagenet.
ØV.