Kronik

Vridsløselille Fængsel er dansk strafhistorie, og dette bør indtænkes i de videre planer med det tidligere fængsel

Vridsløselille Fængsel er til salg, og om lidt flytter middelklassen ind. Men staten bør ikke fjerne dets historiske skyggesider ved at sælge bygningerne videre til ejendomsfirmaer og entreprenører, skriver Merethe Gjørding i dette debatindlæg
Det er problematisk, at staten kirurgisk fjerner dens skyggesider ved blot at sælge dem til ejendomsfirmaer og entreprenører. Det betyder noget for vores forståelse af samfundsinstitutioner gennem tiden, at bygninger, der har rummet disciplinering og vold, ikke bliver fjernet eller ændret til det ukendelige, skriver dagens kronikør.

Det er problematisk, at staten kirurgisk fjerner dens skyggesider ved blot at sælge dem til ejendomsfirmaer og entreprenører. Det betyder noget for vores forståelse af samfundsinstitutioner gennem tiden, at bygninger, der har rummet disciplinering og vold, ikke bliver fjernet eller ændret til det ukendelige, skriver dagens kronikør.

Mads Claus Rasmussen

9. juli 2019

Nyheden om salget af Vridsløselille Fængsel har lavmælt floreret i medierne. I lokalbladet Sjællands Nyheder hyldes salget som et positivt kapitel for Albertslund by, og borgmester Steen Christiansen kalder området for »et nyt hjerte i byen«.

Indtil videre har Albertslund Kommune fået fire arkitektfirmaer til at udarbejde forslag til transformationen af det tidligere fængsel. Et kaldes en ’port-by’, et andet en ’panoptisk have’ og det tredje ’en mesterplan’. Fængselsnostalgien er slående og klam.

Omdannelsen af Vridsløselille Fængsel til et ’attraktivt’ byområde taler ind i neoliberalismens markedsgørelse af historien, hvor lidelse pludselig bliver til noget ’interessant’. Her bliver 159 års fængselshistorie til et ’spændende og vibrerende område’.

Kun i det fjerde bud nævnes det, at man ikke må glemme straffens og fænglets historie. Jeg kan sagtens unde beboerne i Albertslund et nyt byrum. Men jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, hvordan fængslet bør omdannes.

Afstraffelse i Vridsløselille

Vridsløselille Fængsel har været centrum for flere essentielle historiske begivenheder og ideologiske strømninger.

Selve bygningen blev opført i 1859 efter den såkaldte panoptiske model. Filosoffen Jeremy Bentham udviklede nemlig et fængselsdesign, der muliggjorde at observere alle indsatte, uden at de kunne se, hvem der observerede dem – og om der overhovedet var nogen, som gjorde det.

Tanken var, at de indsatte herved ville inderliggøre fængselsbetjentenes moraliserende blik i en sådan grad, at det blev de indsattes eget moralske kompas. Derudover skulle de være helt isolerede og bære masker, når de bevægede sig rundt på gangarealerne.

På den måde sikrede man sig, at de ikke udviklede relationer med hinanden.

I dag ville vi betegne det som tortur.

Vridsløselilles stjerneformede bygningskonstruktion gjorde denne måde at straffe på mulig. Siden har samme bygning skullet rumme andre ideer om afsoning og resocialisering og dannet rammen for de indsattes modstand og flugtforsøg.

I 2015 lukkede Vridsløselille som institution for afsonende, og fra slutningen af 2015 og frem til 2018 fik fængslet tildelt et nyt formål fra politisk side: Indespærringen af ikkekriminelle afviste asylansøgere. I de første par måneder sad de isoleret 23 timer i døgnet.

Det var i 2016, at 23-årige Shaarmarke blev tvangsfikseret i hele ni døgn, og efter overførelse til Herstedvester Fængsel døde han af en blodprop i benet. Overlægerne mente, at blodproppen sandsynligvis blev forårsaget af den massive tvangsfiksering.

Sagen fik medieomtale. Men hændelsen og udlændingepolitikken bag er ingen blevet straffet for.

Middelklassen rykker ind

Da Vridsløselille Fængsel blev bygget, lå fængslet lettere isoleret på en mark. Isolering er et træk ved de fleste statsinstitutioner, der bedriver disciplinering og vold. Tænk blot på Udrejsecenter Kærshovedgård for afviste asylansøgere eller det nye Storstrøm Fængsel.

De ældre institutioner har ligesom Vridsløselille engang befundet sig i udkanten af byområder, men som byerne er vokset, har de fået en mere central placering.

Vridsløselille Fængsel ligger i dag i centrum af Albertslund. Nu er det lukket, og middelklassen gør klar til at rykke ind.

De fleste kan forestille sig indgangen til Vridsløselille Fængsel. En varm sommerdag med grønne træer langs vejen. Dannebrog, der vajer. Tårnene og den mørkegrønne port. Alle de gange i Olsen Banden, hvor Benny hentede Egon Olsen fra fængslet.

De færreste ved dog, hvordan fængslet ser ud indvendigt. Hvem der har siddet i cellerne, og hvordan de er blevet straffet gennem tiderne.

Jeg har selv besøgt fængslet i Vridsløselille flere gange, da de statsafviste asylansøgere blev tvangsplaceret på stedet.

Jeg har været vidne til statsvolden mod mennesker, som har mistet al håb. Derfor tænker jeg ikke på Egon Olsens mange planer, når jeg ser den karakteristiske port. Jeg tænker på asylansøgernes frustration og selvmordsforsøg.

For en person med erfaringer fra fængslet vil mødet med fængslet sikkert vække en række minder, der sætter gang i kropslige reaktioner.

Lad os holde fast i den refleksion. For hvad sker der med menneskers lidelseshistorie, når bygninger, der har muliggjort deres frihedsberøvelse, tvangsfiksering og isolering, laves om til ‘nye spændende byområder’? Er denne branding og transformering ikke at bedrive vold på ny?

Statens skyggesider

Vridsløselille Fængsel er blot ét eksempel på en bygning med en voldsom og vigtig historie, som staten gerne vil sælge. Pakhuset på Toldbodgade blev opført i 1780-81 og spillede en central rolle som kolonitidens hovedlager, hvor koloni(al)varer blev opmagasineret.

I dag fortæller Queen Mary-statuen foran pakhuset en vigtig historie om de sorte landarbejderes opgør med de hvide undertrykkere. En statue som kunsterne Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle har kæmpet for uden statens støtte. Også Pakhuset står i dag til at blive solgt.

Historisk set er fængslerne typisk ikke blevet solgt, men blevet revet ned.

Det første fængsel i Danmark, Trunken, blev opført på Bremerholm ved Holmens Kirke i København omkring år 1630. Trods manges opfattelse startede Danmarks fængselshistorie ikke i 17-1800-tallet, men med statens udnyttelse af menneskers – primært fattiges – kapacitet gennem voldsomt tvangsarbejde.

Arbejdsudnyttelsen sætter velsagtens nutidens fængselsvæsen med beskæftigelseskrav og en timeløn på 10,38 kr. i kritisk lys, og så er det nemmere at fortælle en fængselshistorie, der starter med oplysningstankerne.

Det er problematisk, at staten kirurgisk kan fjerne dens skyggesider ved blot at sælge dem bort til ejendomsfirmaer og entreprenører.

Det betyder noget for vores forståelse af samfundsinstitutioner gennem tiden, at bygninger, der har rummet disciplinering og vold, ikke bliver fjernet eller ændret til det ukendelige.

Det betyder naturligvis ikke, at vi skal vandre rundt i en kirkegård af nedlagte institutioner, eller at alle fængsler skal konserveres for at stimulere vores historiske bevidsthed.

Så lad os vende blikket mod, hvad Vridsløselille kunne anvendes til. Hvilke formål et tidligere fængsel kunne have.

Involvér tidligere indsatte

En meningsfuld transformation af fængslet ville være at bruge bygningerne til at afhjælpe nogle af de mange mangler i det nuværende fængselssystem.

Nogle af bygningerne kunne bruges som lejligheder til nyløsladte, der ofte har et stort problem med hjemløshed. Naturligvis afhænger det af, om de vil have lyst til at bo i boliger, der er transformeret fra et tidligere fængel.

Det kunne også være, at tidligere indsatte kunne købe eller få tildelt nogle af bygningerne som erhvervsmål til favorable priser. 

Bygningerne kunne også anvendes som foreninger for pårørende eller organisationer, der arbejder med det, man kalder transformative justice. Hvilket betyder, at man gennem fællesskabs- og nabolagsorientering arbejder med retfærdighed og ansvarstagen udenom fængselsvæsenet.

Derudover kunne en sektion af Vridsløselille Fængsel bestå som et museum for at minde os om de mange former for afsoning og modstand, der tidligere er foregået i fængslet.

Vigtigst af alt skal de tidligere indsatte involveres i processen. Både strafafsonende og statsafviste asylansøgere. De skal have indflydelse på, hvad bygningerne skal bruges til, og hvordan deres historier anvendes.

Det er meningsfulde transformationer, og de tidligere indsatte har garanteret flere og bedre bud end jeg.

Det kræver blot en proces, der ikke går hen over hovedet på folk, der er og har været en del af Vridsløselille Fængsels historie. En proces, der ikke bare håndterer statens skyggesider og andres lidelseshistorier ved at sælge bygninger bort.

Opgøret med den neoliberale byudvikling er en nødvendig start.

Merethe Gjørding er uddannet etnolog

I Tent City-fængslet har de indsatte fået udleveret lyserødt undertøj og lyserøde sandaler. Sheriffen sagde, at han havde valgt lyserød, fordi fangerne ikke ville stjæle noget i den farve.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dennis Jørgensen
  • Jakob Silberbrandt
  • Bjørn Pedersen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Palle Yndal-Olsen
Dennis Jørgensen, Jakob Silberbrandt, Bjørn Pedersen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Elwin Sejrup

Hvad med at acceptere at 150 år gamle fængsler er yt... at fængsler kræver voldsomt meget plads og derfor ikke lige lægges i bymidten... at Staten naturligvis skal afhænde gammel bygningsmasse, som ikke længere er anvendelig. Om det sker ved nedrivning med efterfølgende nybyggeri og/eller ved, at kreative bygningskyndige alene ombygger etagemeterne, bør almuen blande sig uden om. Blot skal det sikres, at bygninger ikke bare får lov at henstå og sygne hen.