Jeg er 30 år gammel og har aldrig ejet en smartphone. Folk plejer at tabe underkæben af chok og forbavselse, når de opdager det. Men jeg plejer samtidig at ramme et savn og en længsel efter mere smartphone-uafhængighed og tilstedeværelse i dagligdagen.
Hvis jeg spørger, hvad der afholder folket med de tabte underkæber fra at droppe deres smartphone, når de nu roser mig for at sige nej tak, så kommer der undskyldninger i retning af, at den jo sparer dem for en hulens masse besvær og planlægning – at skulle tænke frem og sådan.
MobilePay, Google Maps, at have adgang til internet og kamera 24/7 – den sparer tid og energi. Men den køber jeg ikke.
For hvilken tid og energi er det reelt, smartphonen sparer versus sluger? Og hvilken kontakt er det smartphonen skaber til verden og medmenneskene omkring os? Og hvilken kontakt frarøver den os?
Jagt på nærvær
Jeg ejer måske mod forventning ikke en sølvpapirshat, men derimod en mac-computer. Jeg spiser frysepizza og e-numre, og så har jeg et periodevist, men alarmerende forbrug af Pepsi Max.
Med andre ord: Jeg er et almindeligt og kedeligt menneske med dårlige vaner, som blot har taget et aktivt fravalg på dette specifikke punkt.
Og nej, jeg tænker ikke død og ødelæggelse over alt, der har med internettet, smartphones eller tablets at gøre. Jeg er dybt taknemmelig for den hjælp, internettet bidrager med, men det er gradueringen og den kritiske sans i forhold til brugen, jeg prikker til.
Vi jagter det berygtede og højt eftertragtede nærvær som aldrig før, og samtidig gemmer vi os i tiltagende grad bag en skærm og et par høretelefoner.
Og nu er det ikke for, at der skal gå klichéfyldt konfirmationstale i den, men nærvær oversættes i ordbogen til ’det at være til stede’. Tilstedeværelse. Praktiseres aktiv tilstedeværelse ved, at Instagram tjekkes, før kæresten kysses godmorgen? Eller ved at løbeturene, madlavningen, cykelturen til og fra arbejde samt indkøbsturen hovedsageligt foregår med musik eller en podcast i ørerne?
Alene i kupeen
Jeg har i tre et halvt år arbejdet udenbys og pendlet i tog en halv time hver morgen og eftermiddag. Jeg har taget mig selv i at have lyst til at gale:
»SÅ KIG DOG OP!« ud i kupeen.
For mens jeg har siddet alene uden musik eller podcast i ørerne, omringet af folk og nydt den smukkeste solopgang i mands minde, beundret rapsen i fuldt flor eller regnvejret trække ind over land, så har de fleste andre i kupeen siddet med krumme nakker og rygge og swipet rundt på deres smartphone.
Og nej, det er ikke livsvigtigt at se solopgangen, rapsmarken og uvejret, som trækker ind over landet. Nogen vil faktisk mene, det er komplet ligegyldigt. Spild af tid.
Og ja, nogle gange har det været vældig belastende at sidde i offentlig transport uden at kunne mute parret på sæderne overfor, der mente, at uoverensstemmelsen mellem dem skulle afgøres i dét tog på dét tidspunkt.
Og det har heller ikke været udelukkende behageligt at dele kupé med det skrigende kolikbarn, pensionistgruppen, der havde indtaget absurde mængder snaps eller skoleklassen fuld af hormonfyldte, snapchattende, højlydte teenagere.
Men jeg blev tvunget til at være til stede med alt det, der var omkring mig, uden at have muligheden for at isolere mig i høretelefoner og en skærm. Og måske skal vi i øjeblikke som disse – i toget, på løbeturen, under morgenkysningen – øve os i at give os tid og lov til at slippe kontrollen over vores tid.
Lade vores hjerne få en pause fra internettets og høretelefonernes konstante stimuli, afledning og mulighed for sammenligning og i stedet lade livet smuldre, trænge sig på, sive ind eller måske bare glide forbi. Kede os. Irritere os. Glæde os. Over alt det omkring os.
Fra solopgangen til kolikbarnets gråd. Lade alle de små ting og omstændigheder omkring os blive mere betydningsfulde og ikke mindst nærværende. På godt og ondt. Det er, som om vi tror, at nærvær og ro kommer, hvis vi tjekker ind på yogamåtten to gange om ugen og trækker vejret på en mindful måde sådan lidt hist og her.
Lidt af en daredevil
Måske handler det, som alle taler om, men få egentlig praktiserer fuldt ud, nemlig nærvær og aktiv tilstedeværelse i eget liv, i højere grad om at turde være til stede uden internet med alt, der er omkring os. At turde slippe adgangen til den afledning, som konstant internetadgang kan give os.
Det kan lyde som noget værre hippiesnak. Men smartphonen er i min optik et udtryk for, at vi mennesker har et stort begær efter at kontrollere, hvad vi bruger eller spilder vores tid på.
Hvilket også afspejles i de spørgsmål, jeg ofte mødes med, når folk får skrabet underkæben op efter at have set min gamle Nokia.
Folk vil gerne vide, hvordan syv søren jeg finder vej på ukendte steder. Og her er mit svar, at hvis jeg ikke har Google-mappet destinationen, inden jeg rammer en banegård et sted i verden, så er jeg lidt af en daredevil, for så spørger jeg simpelthen fremmede, lokale folk om vej. Falder i snak og får en fornemmelse af stedet, du ved.
Det er, som om vi i vores duknakkede smartphonefascination har glemt, at direkte og mellemmenneskelig kontakt stadig er mulig og egentlig også ganske vigtig for vores trivsel.
Fra mit perspektiv er det voldsomt trist og samtidig superinteressant, at store dele af verdens befolkning er blevet afhængige af en plastik- og mineralskærm med internet, og flere næsten sidestiller det at skulle undvære sin smartphone i en weekend med at få fjernet et vitalt organ.
Vigtig spildtid
Og ja, vi kan med smartphonen ved vores side i høj grad undgå at fare vild, komme i kontakt med fremmede mennesker eller mærke, hvor usikre vi er på os selv, når vi står og venter alene på, at veninden ankommer til cafeen. Og hvis vi faktisk bliver tvunget til at have glo-ud-i-luften-tid, f.eks. mens vi er under transport eller står i kø, kan vi isolere os med en videnstung podcast i ørerne og begrave øjnene på et facebookfeed og på den måde føle os beriget og belært som de tænkende mennesker, vi nu er.
Derved får vi en oplevelse af læring og kontrol i noget, vi ellers ville betegne som spildtid – og så er der jo pludselig mindre spildtid og frustration. Hurra!
Eller nej. Det er her, jeg får lyst til at skrige »STOOOP«. For vi har fem sanser til at opleve livet med, og når vi vælger at fokusere vores syns- og høresans, altså 40 procent af vores sanser, på smartphonen, mindsker vi samtidig muligheden for at være til stede ganske markant.
Nogle familier vælger aktivt i disse ferietider at tage op til en primitiv hytte i Sverige uden internet og strøm, fordi de ønsker nulstilling. Finde ind til kernen af det, der er vigtigt – nemlig solopgangen, kedsomheden, spildtidslommerne. Aktiv tilstedeværelse med alt det, der er.
For det mest lærerige, det mest værdifulde og dyrebare, findes måske netop i de tidslommer og spildtidslommer, hvor vi sjældent aktivt søger hen.
Hvor vi faktisk farer komplet vild – bogstaveligt som billedligt talt. Hvor vi ikke har mulighed for at aflede eller skærme os selv fra verden, smerten, rastløsheden, frustrationen, ensomheden, glæden eller hinanden, men derimod tør udfolde og være med os selv, dem og det omkring os. Med alle vores sanser. På godt og ondt.
Katja Bitsch er psykomotorisk terapeut.
"Farfar har en mobil uden "røre-skærm"" praler mit barnebarn i SFO'en, så han er altid
"Farfar" og klar til at lytte.
Tak for artiklen til herlige Fr. Bitsch og til DSB, der igen-igen giver os danskere og turister
anledning til samtale hver gang der sker noget u-ventet, altså dagligt.
Forbyd brug af smartphones/fjæsbog o.l. på landets plejehjem, så der bliver tid til de "indlagte",
ganske som på de bedste folkeskoler, der kun udleverer mobilerne i det "store" frikvarter.
Jeg har arvet en smartphone, men har ikke data-abonnement, ringer og sms'er kun. Jeg har ikke altid min mobil på mig og slet ikke med i seng. Folk kan blive forargede og vrede, når de opdager at man ikke er på facebook, instagram etc. Men hør, det er det gode liv. Du kan også få det
Man kan også argumentere for, at mobiltelefonen er kanal for et nyt fællesskab - måske endda dét nye fællesskab? Hvad sker der fx. hvis man dropper facebook/messenger? Altså, ikke bare i nærmeste fremtid, men hvordan vil det påvirke ens liv?
På den korte bane vil det betyde farvel til kommunikationskanaler, der så skal erstattes af nogle andre. Løbeklubben eller fitnessholdet baserer måske deres kommunikation på facebook, så hvordan får man lige dét til at hænge sammen? Ved at være afhængig af en ven eller veninde, der løbende holder en opdateret om hvad der kommunikeres på facebook? Vil det fungere i længden?
Og ryger man ikke ud i glemslen, hvis man ikke deltager i de samtaler venner og kollegaer har på facebook? Måske gør man ikke i starten, fordi dem man kender og holder af er villige til at mødes via "andre kanaler" - men vil det alligevel ikke påvirke forholdet, at man stiller sig udenfor det fællesskab, de fleste vælger at være en del af? På den lange bane?
Hvad skal man med "nærvær", hvis dem man "er sammen med" er et andet sted? Er det så ikke dér man skal være, hvis man vil opleve nærvær?
Har smartphone men er kun online på husstandens wifi samt i kontorfællesskabet, så udenfor disse områder er telefonen blot en off-line databank. Kan give enkelte udfordringer men nyder som udgangspunkt den frihed det giver, også når man sidder i kø ved frisøren eller i toget.
Før smartphonetiden kiggede jeg ud af vinduet og fik for første gang øje på al den graffiti, der havde omgivet mig hele tiden, og jeg begyndte efterhånden selv at skrive. Det var starten på en spirende interesse for hiphopkulturen. I dag er der gået 15 år, og fritidsinteresserne er skiftet, men glæden ved graffiti består. Jeg mindes dengang hvor folk var sociale i det offentlige rum. Vi blomstrede, var høje på livets energi og dyrkede sex i andres selskab. Dengang var det ingen sag at få hinandens numre og være i direkte telekontakt. Man kunne i øvrigt heller ikke blokere hinanden, hvis man blev uvenner, så konflikten eller trangen til dialog måtte løses på en anden måde: ved larmende tavshed. I dag er det blot minderne om en svunden tid, hvor usikkerheden stortrives og techgiganterne (og deres amerikanske normer) langsomt, men sikkert har erobret magten over vores selvværd og intime liv og stille og roligt bidraget til at fortrænge vores frisind og danskhed. Trist og begrædeligt.
Jeg har i knap 4 uger nydt det privilegium at være en af de få passagerer på togperronen med frie sanser.
Fantastisk. Togene larmer, fuglene piler rundt, skyerne tager former og genkendelsen af de andre pendlere kommer hurtigt. Altså, medmindre man har skærm for ansigtet.
Kom til at tænke på hvad der ville ske, hvis man i klimaets navn indførte internetnetfrie søndage... Nejnejnejnej, vil der stønnes, det kan ikke lade sig gøre, for folk skal jo tjekke deres arbejdsmails og hvad med .nets-transaktioner og streamingtv og al det der.
Her i huset har vi et stykke tid haft ugentlige aftener, hvor de sociale medier, mails osv er pakket væk. Indtil videre er ingen gået amok i informations-mangel endnu.
Nej, en smartphone stjæler ikke nærvær, mere end alle mulige andre distraktioner gør det. Tværtimod kan en smartphone være med til at øge nærværet ved at gøre kontakten og kommunikationen mellem mennesker lettere. Jeg ville ønske, jeg havde haft den som barn og ung.
Det siger sig selv, at alt kan overdrives - også brugen af smartphones. Som brugen af TV kan, og som TV gennem hele min barndom blev udskammet for at kunne - og GØRE, BASTA! Af de voksne, der ikke selv så TV som barn og derfor betragtede dets indtog lige midt i familiens hellige skød som Djævelens komme på jord.
I dag er det smartphonen, denne djævel i digitale klæder, der har overtaget rollen som syndebuk, prygelknabe og roden til snart sagt alt ondt. Men det er stadig væk de uforstående voksne, disse stokkonservative nostalgikere, der står for udskamningen, den komiske paranoia og en patetisk tilbageskuende længsel mod dengang, telefoner kom med ledning, posten ad en sprække, og Matador kun var blevet genudsendt et par gange.
Der er brug, og der er misbrug. Jeg husker i firserne, da mobile telefonenheder på størrelse med en radio, var det nyeste. Og da jeg fik min første ledningsløse fastnet telefon - wow, jeg kunne spadsere rundt og udføre praktiske opgaver samtidig med, at jeg kunne tale i telefon - nu kan det ligefrem gøres med headset. Vennesamtaler kan være lange ... er det noget dårligt? I forhold til dengang, da man kartede rundt i en lænestol, mens man førte vigtige samtaler. Det giver noget særligt, når man kun kommunikerer med stemmen.
Ligesom dengang hvor mobilos var den hotteste accesoire, så har overdreven brug af digital kommunikation vel også sin tid? Enhver ekstrem vil finde sin modpol. F.eks. reagerede hippierne tidligt på overdrevent forbrug og den materialisme, som krigsgenerationen og fattige borgere inden da, var lette ofre for.
Det handler om at vågne op til livets essentielle spørgsmål. Hvad er væren, og hvordan agere i den? Dér er meget at studere og lære og her kan den digitale kommunikation tjene mennesker som hjælp til oplysning og indbyrdes kommunikation. Det er derfor ikke mærkeligt, at magten ønsker at kontrollere medierne.
Jeg har en dumbphone og det er et bevidst valg,, for jeg har ikke brug for andet. Min telefon er til at ringe på og blive ringet op på. og jeg er meget glad for min Doro, stort og tydellgt display og store taster. Den er skabt til ældre og den lever op til det.
me too!
Kære Katja,
Bare fordi mobiltelefonen er opfundet behøver du jo ikke bruge den hele tiden. Ligesom med alkolhol: bare fordi rødvin, øl og gl. dansk er opfundet behøver du jo ikke drikke det dagen lang ... det er dit personlige valg.
Men du skal ikke udskamme alle os, der har et ganske fornuftigt forhold til både alkohol og mobiltelefoni.
Som et kuriosum kan jeg fortælle, at jeg er på den erfarne side af de 60, og var - qua mit arbejde - blandt de første, der blev udstyret med en mobiltelefon. For lidt tid siden gik min mobiltelefon i stykker, men så kunne jeg gudskelov bruge min fars, og han døede for et par år siden, mæt af dage, 86 år gammel. Min mor har stadig sin mobil inden for rækkevidde, ligesom min kæreste har det. Og vi kan alle bruge de fleste funktioner i telefonen - men vi bruger den ikke hele tiden.
Så der er ikke nogen af os, der sidder og kigger på skærmen hele tiden. Og om natten ligger den selvfølgelig ved siden af sengen uden at sige noget, før vækkeuret i den ringer.
Så Katja, dit brug af mobiltelefonen tyder altså på noget afhængigheds-agtigt - lige som man kan blive afhængig af for meget alkohol :)
Undskyld Katja, jeg så lige, at du aktivt har valgt smartfonen fra - lidt lige som at vælge kød og alkohol fra :)
Så min kommentar går altså mest på dine venner.
MeNeither
Må man læse avisen i toget? Eller en bog?
"må"?
Intet er jo enten eller, i dag kan vi undre os over,hvordan vi overlevede før! Men alle valg har to sider og det at vi får nye valg og muligheder betyder så selvfølgelig at noget andet går tabt. Jeg er 73 og er på Face book og ja der er mange fordele, men vi har hver især ansvaret for de valg i den tomhed(foranderlige virkelighed) som er. Nu er kronikøren så terapeut og hermed tvunget til nærvær og i at kunne beherske nærværet og det at være til stede. Som gammel bonedreng i 50erne og i et hjem uden badeværelse og at være den der skulle låne naboens telefon,kan jeg nu godt se værdien af "fremskridtet" Men alt har en bagside og vi er selv ansvarlige for at kende forskel. Men heldigvis er der da ikke våben skjult i I phonen-så lang så godt!
Jeg får også masser af gode oplevelser på min smartphone. Og især turen med S-toget er god til at få ryddet op i beskeder - her er der et frirum fra resten af dagens pligter.
Men vi har jo nok alle nogle ting, der kan irritere os.
For mig er det telefonen - folk, der sidder i det offentlige rum (f.eks. S-tog) og taler højt og privat. Eller folk der ringer og bliver mopsede, hvis jeg ikke lige tager telefonen med det samme.
Her er online tjenesterne gode, da du selv bestemmer, hvornår du svarer på beskeder.
Hvordan andre styrer deres tid, kommer ikke mig med, bare jeg selv kan styre min :-)
Det er heller ikke altid, at udsigten fra toget er noget at skrive hjem om - og selvom det er interessant at studere mennesker, er der vel grænser for, hvor interessant dét kan være i en almindelig onsdagskupé fra tåstrup. Og jeg gad slet ikke omgås mennesker, der tillader en smart fon at dominere. Næh, vær sikker på katja, at nærvær og fordybelse er det nye sort - med sig selv eller dem, man nu er sammen med.
Når det er sagt, har vi et ansvar for børnenes vaner. 'Hvad man i ungdommer nemmer, man ej i alderdommen glemmer' - tidligt indlærte vaner kan sidde forbandet godt fast. Endnu et et argument for at være endog meget kritisk over for magtens systematiske og mere eller mindre vellykkede forsøg på hjernevask af borgerne. De små er forsvarsløse, men hvilke mennesker tror man egentlig, at institutionaliserede børn - hvis mest 'nærværende' og intense inputs kommer fra digitale apparater - udvikler sig til?
Det vigtigste er vi får et godt navn til de ikke smarte mobiler. Det bedste jeg har hørt er "Nokia Bangladeshi" - men det er jo ikke pænt overfor personer fra denne nation?
Det er angsten for at gå glip af noget, der driver det maniske vanvid.
Og i mellemtiden er det netop det, der sker.
Der findes nok ikke den teknologi vi som mennesker kan tage i anvendelse uden, at der følger ulemper med.
En ting er, at smartphones måske stjæler nærværet, men derudover udveksler den håndholdte kompagnon lystigt data med omverden og efterlader elektroniske spor af vores gøren og laden.
For ikke at tale om alle de servere der skal forsyne vores apps med data og information. Det er ikke småting der bliver brændt af i strøm ud over, at telefonen selv bruger energi.
Men der er naturligvis også oplagte fordele. F.eks. tager min telefon bedre billeder end mit efterhånden aldrende digital kamera.
Og f.eks. har jeg et hukommelseskort med masser af plads og et par rigtigt god blue tooth hørebøffer.
Det er ikke ensbetydende, at man altid hænger i ens smartphones lyksagligheder.
Den nye teknologi har faktisk ofte noget, at byde på hvis man kan balancere sit forbrug. Nej - jeg hænger ikke ud på sociale medier i tide og utide. Og nej jeg tjekker ikke op på nattet i tide og utide på min telefon. At hænge i telefonen når man er i socialt selskab grænser til det uhøflige.
Men jeg har det hele ved hånden hvis det skulle være, og det er bekvemt nok. Jeg er bevidst om, at der også er miljømæssige konsekvenser, som et overvågningsaspekt af den teknologi, som jeg bekvemt bruger. Men det er på den anden side også så bekvemt, at jeg bruger den uden tøven.
Man kan ikke sige om al teknologi er den er uproblematisk, men ofte må man dog sige, at det ofte ikke er en specifik teknologi der er problemet - men hvordan man vælger, at bruge den.
Og jo man kan også sagtens hænge i en gammel Nokia, hvis det skulle være, og lade hånt om pipperne på turen på kystbanen.
Nu kan kunne man måske sige mere alment, at teknologi skaber afhængighed. Få kan forestille sig en virkelighed uden nettet nu om dage. Og mange har et leben på nettet. Det er jo paradoksalt, at man kan være på 24/7, mens man i det virkelige liv måske bliver mere og mere socialt isoleret.
Teknologi skaber naturligvis et eller andet sted også bevidsthed.
Skal man så forsage den nye teknologi?
Well udviklingen er uafvendelig. Så gad vide om det også holder om 10 år, at holde fast på en gammel Nokia?
Nok har man et valg, men omvendt kan man ikke holde sig fri af udviklingen i samfundet.
Gør man det falder man helt enkelt igennem. En ting er en smartphone, men IT kompetencer er en normal forudsætning. Og hvor man et eller andet sted måske nok kunne komme frem til, at teknologi behersker mennesket, så udspringer den dog også er mennesket,
Teknologi indebærer et element af fremmedgørelse, men omvendt kan den nu også lette og berige
Der er sgu så mange ting der stjæler ens nærvær.
Det er naturligvis et stressmoment hele tiden, at skulle være på og være på.
Men heldigvis kan man jo trække stikket - eller slukke for telefonen, Sværere er det ikke. Det måske nemmere sagt end gjort for i mange jobs og mange forhold skal man være oppe på beatet
Men en telefon er et arbejdsredskab og ikke stort mere, selv om vi faktisk også kan dyrke teknologi for dens egen skyld. På en af samme tid kan kunstig intelligens fascinere, være skide smart, og skræmmende.
At få en smartphone i hånden er, at holde et stykke teknologi som åbner en masse muligheder, men samtidig er et stykke hardware som man ikke forstår til bunds.
Men ny teknologi behøves ikke, at tage magten fra os, selv om der findes brug, misbrug og vanens magt. Sådan er vilkårene ofte med teknologi. Mennesker har ofte strittet imod, men smartphones er kommet for, at blive tror jeg.
Leo Nygaard: Mht. at trække stikket adskiller en smartphone sig jo ikke væsentligt fra en gammel Nokia, hvis det handler om, at være tilgængelig for det sociale netværk.
Hver gang man trækker en smartphone frem af lommen, et det et positivt tilvalg, at gøre, hvis det f.eks. foregår i toget eller i de tidslommer, som opstår mv.
Til gengæld er det lige ved hånden, og så nemt og bekvemt, at enhver næsten gør det
I mangt og meget er problemet måske mere afhængighed af sociale medier, nyheder mv. Med mobil teknologi er den slags altid ved hånden. Så det er jo oplagt, at stay tuned, mens man er på Café eller i bussen. Men det er et valg, at gøre det - og man kunne alternativt nemt vælge, at lade mobilen blive i lommen
I øvrigt ser jeg intet problem - hvis det bruges med måde og ikke hele tiden. Hvis det handler om nærvær så kunne læsning af dagens avis på en Café også stjæle nærvær.
Det tager kun et par minutter lige at tjekke vejrudsigten; og som sagt er det dårlig stil, at hænge i telefonen når man er i selskab, med mindre det er for en meget kort bemærkning.
Leo Nygaard: Udgangspunktet behøves jo ikke, at være den ubetingede afhængighed. Der findes alle mulige usunde ting som uden mådehold er skadelige. Alligevel kan de fleste godt bruge dem inklusive alkohol for en god del menneskers vedkomne
Teknologien eksisterer ligesom alkohol eksisterer. Det er selvfølgelig et valg, at fravælge hvis man mener, at en teknologi går ud over nærværet. Men man kunne med god ret sige det samme om en masse andre moderne teknologier. Der er også dem som fravælger, at have TV eller computer.
Men teknologien rummer altså også nogle muligheder. F.eks. er "smarthome" ved, at blive et begreb. Så måske kan man kontrollere lyset - eller radiatortermostaterne i hjemmet med en smartphone. - eller betjene alskens andre devices i hjemmet, da ret mange ting kan forbindes med en app.
For ikke at tale om tjenester på nettet som mobilepay, eller mobil billetter til toget.
Teknologien kan nogle smarte og nyttige ting, som ligger hinsides, at det stjæler tid. Undertiden kan det måske spare tid og besvær. Og det er alle mands eje fordi det også er bekvemt hele tiden, at have en håndholdt online forbindelse ved hånden. Det vælger man så også fra hvis man vælger en smartphone fra.
Teknologi har også ofte negative sider. Men sådan er det med smartphones, som det er med alkohol, at en del af problemstillingen ligger hos brugeren selv og den måde som man anvender dette eller hint på
For alkoholikeren er det i sig selv et problem, at der eksisterer alkohol, men udgangspunktet er så også ubetinget afhængighed. Og jeg tænker noget lignede gør sig gældende med smartphones. De kan bruges til meget fornuftigt - men de kan selvfølgelig også misbruges og bruges på en ufornuftig måde.
Man kan altid fundere på om mennesket behersker teknologien - eller teknologien behersker mennesket
Man kan vælge, at flytte til en ødegård i Sverige, men den konsekvens man drager behøves dog ikke, at være så radikal.
Leo Nygaard: Jamen det er jo et valg vi kan træffe, for de fleste der ejer en smartphone har på et tidspunkt besluttet, at købe og anskaffe en sådan. Og køber man det nyeste af det nye er det endda en god del penge man skal smide efter det. Når man så ejer teknologien vil man naturligvis også benytte den til mest muligt, selv om der kan være gode grunde til, at installere et minimum af apps.
Andre kan gøre andre valg ud fra de begrundelser de måtte have
Jeg vil så stadig holde på, at det måske ikke nødvendigvis er teknologien i sig selv den halter på - men brugen af den. Man vælger selv hvor meget og hvor lidt og til hvad man vil bruge sin telefon
Og skulle man endelig sætte en kant til en teknologi f.eks. med en begrundelse om, at det koster på nærvær, så kunne man måske synes, at det ikke begrænser til denne ene teknologi
Men det er jo et valg. Man bliver indrulleret i alskens moderne og tidskrævende teknologi i nutidens samfund, og det kan være svært, at holde sig helt fri af det.
Men selv kan jeg godt lide, at man kan nørde med teknologi, og der findes et helt marked af smarte gadgets, hvoraf nogle er interessante,
Jeg ville sgu nødig undvære min smartphone. Med den har jeg kontrol over en alarm til mit hjem, min NAS server, netværksafspilleren i mit stereoanlæg, belysningen i min stue - ja og endnu mere til. En smartphone har alskens funktionalitet - og min tilgang er hvorfor ikke bruge det. Det kan sagtens gøres uden, at man bladrer i telefonen hele tiden og alle vegne.
Det er brugerne selv der tjekker op på nyheder og sociale medier hvor som helst - når som helst
Og jo netop dette rejser problemer, så som smartphones nogle steder er bandlyst i skoleklassen mv.
Men teknologien har altså også mange rigtigt fornuftige anvendelser der gør livet nemmere. Det er jo også derfor Gud og hver mand har taget det til sig.
Problemet er jo at vi reelt IKKE har et valg - med mindre vi er parate til at betale de omkostninger, der følger af et fravalg.
Teknologien har infiltreret - nogle vil sige invaderet - vores livsførelse i en grad, så det reelt er illusorisk at tale om et valg.