Klumme

Almindelige mennesker skal ikke betale prisen for en finanskrise mere

Vi kæmper stadig med at overvinde skaderne efter finanskrisen i 2008, men nu tyder det på en ny recession i 2020. Vi må rette op på spekulationsøkonomiens systemfejl, så regningen ikke lander hos de gamle, de lavtlønnede og de arbejdsløse endnu en gang, skriver forfatter og skribent Åsa Linderborg i dette debatindlæg
På HBO kan man for tiden se filmen Inside Job om finanskrisen. Inside Job er skånsesløs over for magtens mænd som blandt andet Henry Paulson (til venstre), der var en del af den trojka, George W. Bush (til højre) hentede til sin administration fra Wall Street. Selvsamme Henry Paulson sørgede også for, at en af de største statslige redningpakker gik til Goldman Sachs, hvor Henry Paulson var administrerende direktør, før han blev finansminister. 

På HBO kan man for tiden se filmen Inside Job om finanskrisen. Inside Job er skånsesløs over for magtens mænd som blandt andet Henry Paulson (til venstre), der var en del af den trojka, George W. Bush (til højre) hentede til sin administration fra Wall Street. Selvsamme Henry Paulson sørgede også for, at en af de største statslige redningpakker gik til Goldman Sachs, hvor Henry Paulson var administrerende direktør, før han blev finansminister. 

Larry Downing

27. august 2019

Alt tyder på, at verden går ind i en ny lavkonjunktur. Måske ikke et monumentalt krak som i 2008, men i al fald en tung opbremsning, som kan skabe tilsvarende problemer.

Opsvinget i USA har ikke været så stærkt, som Trump gerne vil give opfattelsen af. Også Europa og Kina døjer med at skabe ny vækst. Handelskrigen mellem USA og Kina har ramt Tyskland hårdt. Vi ser igen stigende ledighed.

Senest i 2020, forudser analytikere, vil vi kunne havne i fuld recession. Det sker i en situation, hvor vi knap nok har overvundet de nedgangstider, som satte ind for ti år siden. Job, hjem og investeringer røg på gulvet, da det hele ramlede i 2008. Globalt blev 30 millioner mennesker arbejdsløse, 50 millioner røg under fattigdomsgrænsen.

I Norden betalte vi for krisen med kraftige nedskæringer på velfærd. Over hele verden har vi lige siden set massiv mistro vokse frem imod regeringer, institutioner og eliter. Hvem kan i dag tro på eliternes forsikringer, når de påstår at skabe velstand til gavn for os alle?

På HBO kan man for tiden se filmen Inside Job. Den anbefales hermed til alle, som vil bruge 100 minutter af deres liv på at forstå finanskrisen.

Magtens mænd

Krisens årsager var sammensatte: en ureguleret finanssektor, omfattende privatiseringer og en kraftigt voksende ulighed siden 1980’erne. Hertil kommer sænket eller afskaffet beskatning af kapitalindkomster og arv, produktionsindustriens tilbagegang i USA og det øgede arbejdsudbud, jerntæppets og bambusmurens fald banede vej for globalt. De nye amerikanske job finder man især i it-sektoren, som kræver en videregående uddannelse, hvilket stadig færre almindelige amerikanere har råd til.

Inside Job er skånsesløs over for magtens mænd. Blandt disse den trojka, George W. Bush hentede til sin administration fra Wall Street: Henry Paulson, Timothy Geithner og Ben Bernanke. Alle tre var de kloge nok til at vide, at markedet ikke er selvregulerende. Alligevel valgte de at ignorere hele boligmarkedsboblen, trods skarpe advarsler herom, frem til investeringsbanken Lehman Brothers’ kollaps.

Samme trojka stod også i spidsen for de statslige redningspakker, hvoraf en af de største gik til Goldman Sachs, hvor Henry Paulson var administrerende direktør, før han blev finansminister.

Ingen af de tre ville lade sig inteviewe til Inside Job. Derimod praler og fremhæver de gerne sig selv i filmen Panic. Man burde have filmet dem med narrehatte på hovedet, for filmen former sig i stedet som et helteportræt af mænd, der ’reddede verden’ (læs: finansmarkederne).

Ret op på systemfejl

Det er en pikant detalje, at krisen slog til midt under præsidentvalgkampen. Obama førte kampagne på en venstrefløjsretorik mod fat cats på Wall Street. Men ikke så snart var han valgt, før han lukkede sig inde i Det Hvide Hus med de selvsamme fede katte. Gassen gik snart ud af hans reformprogram, og finansmarkederne er fremdeles uregulerede.

I 2016 var det let for Trump at tordne populistisk mod finanssektorens grådige spekulanter. Samtidig rasede Bernie Sanders imod det marked, som mener, at almindelige mennesker ikke har noget at skulle have sagt. Hvordan vil det lyde, hvis præsidentvalgkampen igen falder sammen med en recession?

De amerikanske eksperter kunne hverken forudse eller forklare finanskrisen. Eller også kunne de og foretog sig intet for selv at tjene på deres viden. Filmen The Big Short handler om sidstnævnte gruppe. I en scene kigger en mand ud over en uvidende folkemasse og spørger sig selv, hvor mange af disse mennesker, der vil miste deres job.

»Jeg har en fornemmelse af, at om få år vil folk skyde skylden på indvandrere og fattige,« tænker han højt.

Finanskriser og højrepopulisme er intimt forbundne. Derfor er det bydende nødvendigt for demokratiske, humanistiske kræfter at sætte sig ind i, hvordan økonomien fungerer. Antiracisme kan aldrig få bugt med racisme, hvis den står alene. Vi må kæmpe for, at almindelige mennesker ikke igen kommer til at betale for en finanskrise.

Væksttankegangen og middelklassens forbrug må problematiseres, men det kan ikke igen blive skoleeleverne, de gamle, de syge, de lavtlønnede og de arbejdsløse, som skal bære byrden for spekulationsøkonomiens systemfejl.

Hidtil har de måttet betale prisen. En runde mere kan de ikke klare.

© Åsa Linderborg og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Forfatteren til finanskrise-bestselleren ’The Big Short’ er aktuel med en ny bog, der hylder bureaukratisk statsmagt som en nødvendig forudsætning for risikostyring – og afslører en Trump-administration bemandet af inkompetente og risikoblinde embedsmænd
Læs også
'Inside Job' udstiller interessekonflikter og indspisthed, som går festligt på tværs af selskaber og politiske administrationer. Filmen er baseret på interview med folk, som på forskellig vis kan gøre os klogere på krisen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Winberg
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Olaf Tehrani
  • Eva Schwanenflügel
  • Carsten Mortensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Tommy Clausen
  • Benno Hansen
  • Troels Ken Pedersen
Erik Winberg, Bjarne Bisgaard Jensen, Olaf Tehrani, Eva Schwanenflügel, Carsten Mortensen, Lise Lotte Rahbek, Tommy Clausen, Benno Hansen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Enhver kan sige sig selv, at det gør ud på at skabe økonomiske rammer, hvor man ikke er afhængig af vækst fra år til år.

birgitte andersen, Pia Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Såfremt der kommer en ny recession, er det sikkert som amen i kirken at de fattigste kommer til at betale igen.
Men denne gang vil det ikke glide ned i ubemærkethed.

Per Rønne-Nielsen, Flemming Berger, birgitte andersen, Pia Nielsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

Hvorfor skulle de riges lobbyister lige pludselig få et andet resultat ud af deres arbejde?
Politikerne er de samme!

Flemming Berger, Pia Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens Mose Pedersen

Er recession god eller dårlig?
Vi overforbruget helt vildt. Hvornår skal det stoppe?
Det vigtige ved en recession er at vi får en grøn omstilling OG en rød omstilling så byrderne og gevinsterne bliver retfærdigt fordelt.

Per Rønne-Nielsen, Torben Skov, birgitte andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Jens Mose Pedersen

Jeg tænker selv det samme.
Og der er måske ny vind i sejlene for mere bæredygtighed.
Men de som besidder vil sjældent afgive magt.

Lise Lotte Rahbek, Torben Skov og birgitte andersen anbefalede denne kommentar

En recession vil jo formentlig betyde, at ledigheden stiger. Og eftersom reglerne for dagpenge er strammet er arbejdsløshed jo ingen spøg.

Og når profitraten er faldende, at vil arbejdsgiverne jo sikkert gøre yderligere krav på den andel der udgør arbejdernes ækvivalent. Hvis man ser på erfaringerne fra Finanskrisen så fulgte der jo et stort underskud på statsfinanserne, hvilket igen blev fulgt af offentlige besparelser dvs. sociale nedskæringer.

Forudsæt at kriseløsningen vil være den neoliberale løsning på recessionen vi som vi så efter finanskrisen, så vil man jo muligvis søge, at stimulere den økonomiske vækst gennem skattelettelser (og sikkert mest som topskattelettelsen. Summen af det hele sikkert blive øget ulighed.

Hvor man i 0´erne så en forbrugsfest som jo til dels var lånefinansieret, så ramte det sociale nedskæringer efter finanskrisen en anden befolkningsgruppe

Så kan man måske godt stille spørgsmålstegn ved om økonomisk vækst også er godt økologisk set?

Lise Lotte Rahbek

Udtrykket 'almindelige mennesker' burde nok defineres.
Almindelige mennesker... hmm.. almindelige i hvilken forstand?

Eva Schwanenflügel

Lise Lotte, god pointe.
Måske burde man spørge, hvem der egentlig definerer sig som 'almindelig'?