Klumme

Vi bør gøre os selv den tjeneste at se døden i øjnene hver eneste dag

Omverdenen har misforstået alderdommen. Det gamle menneske, som ser så klichéagtigt gammelt ud, er et ungt menneske fanget i den samme krop, som bare ikke virker længere. Heldigvis findes ånden, og den er en urørlig gave, som vi yngre bør dyrke, skriver Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
For mig er det spirituelt at møde et menneske, der har levet, som har været igennem alt det svære, som vi andre kun er halvvejs i, skriver Katrine Wiedemann.

For mig er det spirituelt at møde et menneske, der har levet, som har været igennem alt det svære, som vi andre kun er halvvejs i, skriver Katrine Wiedemann.

Tine Sletting

Debat
9. august 2019

Når den svenske børnebogsforfatter Astrid Lindgren ringede til sin søster, hvilket hun gjorde hver morgen, startede samtalen altid sådan her:

»Döden, döden.«

Herefter talte de videre om løst og fast. Så var dagen ligesom igang. Når man alligevel ikke kan glemme døden, er det bedre at benævne den.

Jeg tænker selv på døden hver dag. Det er bedre, end ikke at se den i øjnene. Og apropos øjnene, så besøgte jeg en veninde i går, som er over 80 år og ved at blive blind.

Som de fleste gamle ved min veninde godt, at yngre mennesker ikke gider høre om alderdommens fysiske forfald, men jeg beder hende fortælle om det.

Hun tegner portrættet af den skrantende fysik, hvordan hylstret for hendes blomstrende og knivskarpe personlighed er begyndt at blive dysfunktionelt.

Hendes hjem har altid været forbilledligt smukt. Hun og hendes mand har havudsigt fra den ældrebolig, som de netop er flyttet ind i, men hun kan ikke se noget af det.

For at det ikke skal blive for trist, taler vi om fordelene ved stadig at kunne høre. De hørende er ikke sat ud af det sociale. De blinde er skrøbelige, kan falde og ikke nyde skønhed. Men de kan deltage i samtalerne.

Hvor er det svært at forstå, tænker jeg, som er over tredive år yngre.

Det er svært at forstå, at øjnene ophører med at fungere og bliver som gamle, tilgroede vinduer. Eller som i tilfældet med min venindes mand som har pacemaker; hans hjerte er som et gammelt ur, ét af dem man ville smide ud, hvis man fandt det i en aflagt kasse.

Deres kroppe er rene modstandere, som ikke længere gider udføre de funktioner, vi andre tager for givet.

Vi unge

Alderen er ubarmhjertig, og jeg beundrer dem, der kan bære den værdigt.

Jeg ved ikke, om jeg selv vil kunne og er derfor klar til at elske dem, der ikke kan. Dem er der mange af. Det er også meget at bede om, at skulle blive gammel og tilmed være tapper, men tapper skal man være her i livet.

Jeg selv er halvtreds og ikke ramt af hverken sygdomme eller erhvervsmæssig nedslidning.

At være halvtreds som kvinde er at begræde den tabte fertilitet, at klage over rynker og frygten for hedeture. Samtidigt er musklerne egentligt ret friske, det er jo løgn, at man ikke kan komme ud af sengen om morgenen. Man kan faktisk både løbe og gå, for kroppen lystrer tankerne.

At være 80 er noget andet. At være 90 er igen noget helt andet. Hvad det betyder, er vi andre, lad os kalde os DE UNGE, ikke klar over.

Alle har vi været børn. Krop og sjæl var ét i en følelse af ubegrænset frihed. Straks man er voksen, begynder det fysiske forfald. Og så ender vi til sidst i en slags locked in-syndrom.

Vi ender som tilfangetagne i et hus med lukkede døre og vinduer, hvor der ikke længere er vand i hanerne, telefonledningerne er klippede over, elforbindelsen afbrudt, og til sidst mørke. Sådan er alderdommen.

Nej, i virkeligheden er der tale om en lang fejlfortolkning fra omverdenens side. Det gamle menneske, som ser så klichéagtig gammel ud, er et ungt menneske fanget i den samme krop, som bare ikke virker længere. Heldigvis findes ånden, og den er urørlig.

Alderens usynlighed

Jeg elsker at se ånden, som netop er så tydelig i mine gamle venner. At se deres personligheder som jeg har kendt hele livet, og som tidens ubarmhjertige, langstrakte mord på dem ikke kan krænke.

Der findes vågne, klarttænkende, inspirerede og inspirerende mennesker i sidste del af deres liv, gemt inde i alderens usynlighed, trukket igennem daglige ydmygelser og misforståelser, som når en sygeplejerske taler til en tidligere højt respekteret erhvervskvinde, som om hun var et barn.

For mig er det spirituelt at møde et menneske, der har levet, som har været igennem alt det svære, som vi andre kun er halvvejs i. Som har elsket flere gange, tabt flere gange, set verden ændres og forblive den samme.

Jeg elsker perspektivet, det giver. Forglemmelsen af døden er en fristelse. Men faren er, at man kommer til at skubbe dem væk, som har den inde på livet. Jeg vil gerne gøre som Astrid og hendes søster og se døden i øjnene hver dag. Og så vil jeg anbefale alle at have venner i andre aldre end ens egen. Det er en gave.

Katrine Wiedemann er sceneinstruktør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

Klart. Man bør altid minde folk om, at de skal dø.
Man bør også altid minde folk om, at deres kræftsygdom nok vender tilbage med endnu større magt. Hvorfor ikke? Det kan man da lige så godt. Når man nu selv har stirret døden i øjnene, hvorfor skulle andre så ikke?

Daniel Joelsen

Smukke reflektioner og observationer.

Tak ! meget smukt !

En dansk vismand Martinus Thomsen skrev om alderdommen - inden døden :

“ samtidig med at det fysiske legemes kapacitet tager af, organismen ældes og bliver skrøbelig, tager mentaliteten eller erfaringsområdet ikke af.

Der er intet væsen, der fornemmer mental alderdom. Det er ligesom man allerede her på det fysiske kan begynde at opleve noget evigt …..”

Martinus fortsætter : Jeg må bruge briller , når jeg skal læse ..kan ikke optage kapløb med en tyveårig … får rynker og grå hår, der også udtrykker en begyndende sensommer …. alderdom. Men midt i alt dette føler jeg mig som en tyve - trediveårig. …Det er kun et redskabsspørgsmål.

At en mand kører i en dårlig bil, der harker, spytter og hvæser på grund af alderdom og slitage, behøver ikke betyde, at den mand, der sidder ved dens rat, er en
gammel mand. Således må man forstå, at der bag de fysiske, kropslige oplevelser eksisterer et tidsløst væsen og dermed en tilsvarende tidløs væren."

Erik Fuglsang, Viggo Okholm, Jens Thaarup Nyberg, Klaus Holte, Niels Duus Nielsen, Arne Albatros Olsen, Sonja Rosdahl, Randi Christiansen og Tor Brandt anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Memento Mori! Men man tror, at ungdommen varer for evigt. En til en dag, hvor man indser, at man har taget sin sidste løbetur og været til den sidste fest og skrålet med på "Når lygterne tændes," ud på de små timer. Man begynder at tænke på hvornår noget "var den sidste gang eller vil blive det."

Erik Fuglsang og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar

Sikken velskrevet perle til morgenkaffen. Det er længe siden jeg har læst så vedkommende refleksioner om kroppens forfald og åndens beståen.

Randi Christiansen

Vi er måske som individer og som kollektiv endelig ved at vågne til, at kroppen ikke er alt. Men et midlertidigt fartøj for bevidstheden. Liv er energi - og information lagret i dna strengen. Godt at vide, jeg ikke er fængslet i materiel begrænsning, men er så meget mere. Åndløsheden når i disse tider hidtil usete højder, og dansen om guldkalven er forrest på programmet. Det kan kun gå galt. Som det ses. Det gode spørgsmål er, hvorledes vi ønsker at leve det liv, vi har fået.

Erik Fuglsang, Viggo Okholm og Nette Skov anbefalede denne kommentar
Togi Adelvard

Det gir anledning til alvorlige tanker at opdage at man nærmer sig døden.
Det er skrækindjagende at opdage at man ikke må snakke om det.

Ete Forchhammer

Døden fylder, ingen tvivl om det, og den er det konstante bagtæppe og lysmester. Men livet fylder også - hele scenen/lærredet. Sådan er det bare...
Lad dem tale om døden der føler trang til det, og hold mig udenfor... eller lad Brahms, fx, tale for mig.

Nette Skov, Erik Fuglsang og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Thomas Tanghus

Der er ikke noget så slemt, at det ikke kan blive værre ;)

Tak Nette Skov for et opløftende indlæg som Martinus har skrevet, skønt at opleve at jeg ikke er den eneste som her på Information læser Martinus. Jeg kan desværre ikke læse artiklen men er optaget og ikke bange for at tale eller at se døden i øjenene. På den anden side ved jeg ikke hvor meget mit ego og min krop vil kæmpe imod når det sker.

Tak for venlig hilsen - Klaus Holte.
Interessant ! Selv "mødte" jeg Martinus`Åndsvidenskab, da jeg stødte ind i en eksistentiel krise. I netop denne litteratur fandt jeg roen og accepten af livet og døden.

@Klaus Holte:
Du er bestemt ikke den eneste her på Information, der læser Martinus. Selv har jeg on/off studeret hans værk siden 2011, og det var - ligesom Nette Skov skriver - også en eksistentiel krise - eller i hvert fald søgen - der ledte mig til litteraturen.

I samme periode tog jeg en kandidatgrad i filosofi, også primært ansporet af min eksistentielle søgen. Jeg havde simpelthen brug for at få en mere klar ide om bevidsthedens struktur og eksistensmodus: var min bevidsthed mest sandsynligt et (bi)produkt af min fysiske krop, og ville den således ophøre med at eksistere med min krops død, eller var den snarere en selvstændigt eksisterende ikke-fysisk realitet?

Efter at have pløjet mig igennem al den bedste fagfilosofiske litteratur om bevidstheden og sammenholde denne med Martinus' analyser kom jeg til den konklusion, at jeg må erklære mig som agnostisker men med en stærk anelse om, at vores dybeste væren er bevidsthed, og at vi som bevidsthed er evige og uforgængelige væsener. Dette er for mig at se simpelthen den mest rationelle forklaring alt taget i betragtning. Og jeg plejede ellers at være forholdsvist indædt ateist.

Denne indsigt har givet hele min eksistens en slags bagtæppe. Nok kan jeg stadig befinde i dybt sjæleligt mørke, men det er i dag altid på en baggrund af lys, og jeg derfor næsten altid i stand til at adskille mig selv fra min oplevelse af mørket: jeg ER ikke oplevelsen, jeg HAR oplevelsen.

Af samme grund har jeg også lært til en høj grad at acceptere døden: jeg BLIVER ikke død, jeg kommer til at OPLEVE døden - som altså efter min overbevisning jf. Martinus ikke er andet end en overgang til en anden eksistensform.

Erik Fuglsang, Randi Christiansen og Nette Skov anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Ved Martinus' død var der en højtidelighed i Tivolis Koncertsal, og han blev efter sigende balsameret.

Hans kiste befinder sig på Frederiksberg Ældre Kirkegård i separat rum ved siden af Kolumbariet.