Kommentar

Børn er bevidste om deres køn – og bør have ret til at skifte navn og cpr-nummer

Jeg ved, hvor forfærdeligt det er at vokse op uden at blive anerkendt for at være det køn, man selv oplever sig som. Allerede i tre-fireårsalderen er man bevidst om sit køn, og derfor skal børn have ret til juridisk kønsskifte, skriver den transkønnede forfatter Anita Andersen i dette debatindlæg
»Jeg er født i 1969 og vokset op i en krop, jeg havde det forfærdeligt i. Jeg måtte liste ind og låne tøj i min mors klædeskab, når ingen så det, så jeg ikke fik skældud, smæk eller blev drillet af mine søskende og venner. Jeg smadrede alle mine legetøjsbiler i frustration over, at jeg ikke kunne komme til at lege med det, jeg helst ville, og sikke meget skældud jeg fik,« skriver Anita Andersen i denne kommentar.

»Jeg er født i 1969 og vokset op i en krop, jeg havde det forfærdeligt i. Jeg måtte liste ind og låne tøj i min mors klædeskab, når ingen så det, så jeg ikke fik skældud, smæk eller blev drillet af mine søskende og venner. Jeg smadrede alle mine legetøjsbiler i frustration over, at jeg ikke kunne komme til at lege med det, jeg helst ville, og sikke meget skældud jeg fik,« skriver Anita Andersen i denne kommentar.

Mads Jensen/Ritzau Scanpix

14. august 2019

Da jeg var barn i en lille midtjysk by, var det meget forbudt at være homoseksuel. Tog man som dreng en kjole på, var man helt sikkert bøsse, så det gjorde man bare ikke – i hvert fald ikke når nogen så det.

Jeg er født i 1969 og vokset op i en krop, jeg havde det forfærdeligt i. Jeg måtte liste ind og låne tøj i min mors klædeskab, når ingen så det, så jeg ikke fik skældud, smæk eller blev drillet af mine søskende og venner. Jeg smadrede alle mine legetøjsbiler i frustration over, at jeg ikke kunne komme til at lege med det, jeg helst ville, og sikke meget skældud jeg fik.

Jeg har haft det meget dårligt gennem tiden. Jeg stammede størstedelen af min skoletid, men kom dog senere dertil, hvor jeg kun stammede, når jeg skulle præsentere mig. Det stoppede først, da jeg som 44-årig fik mit pigenavn og mit cpr-nummer skiftet. Da kunne jeg endelig sige mit navn uden at stamme.

Jeg har været indlagt i psykiatrien og været tæt på at begå selvmord flere gange, men jeg er her endnu. I dag har jeg fået min kønsskifteoperation, og jeg har aldrig haft det bedre.

Et navn, man hader

Selvfølgelig skal børn ned til seks år kunne skifte deres cpr-nummer, så det passer til deres kønsudtryk. Børn er allerede i tre-fireårsalderen bevidste om deres køn, og bliver de presset til at være en person, de ikke er, frem til de er myndige, kan det få forfærdelige konsekvenser. Mange transkønnede slås med psykiske udfordringer på grund af et liv, hvor de har været presset til at være en, de ikke er.

Hvorfor er et skifte af et cpr-nummer så vigtigt?

Det er det, fordi det er frygteligt, når man konsekvent bliver kaldt Ole, hvis man føler sig som en pige og har valgt, man vil kaldes for Pia. Det navn, man hader og ikke kan forholde sig til, kommer til at stå på alle skolepapirer, lægepapirer, pas, sygesikringskort og meget mere. Når man så møder op i sundhedssektoren, i banken eller bliver stoppet af tolderen på rejsen, bliver man mistænkeliggjort og udstillet med spørgsmål.

Dine skolepapirer følger dig resten af livet og kan ikke bare rettes, og derfor kommer stigmatiseringen og problemerne til at forfølge en resten af livet, når man skal ud og søge job og skal fremvise sine eksamenspapirer.

Har man fået skiftet sit cpr-nummer, kan man også få skiftet sit navn, og det er sindssygt vigtigt, når navne som regel fortæller, hvilket køn man er. Det er meget stigmatiserende, når man ligner en pige, og lægen så kalder Ole ind. Dagligt bliver man presset ned i en kasse, som man ikke kan være i, og ofte isolerer disse børn sig, da de ofte ikke finder forståelse eller accept nogen steder.

Det er undertrykkende og altødelæggende for unge mennesker, som har det svært nok med at leve op til alle de krav, der er i skolen. Foruden at man har det dårligt med kønsopdelingen i eksempelvis gymnastiktimerne, da man har det utrolig dårligt med sin krop, skal man samtidig leve op til alle de andre krav om at være tynd, finde ud af, hvad du vil, inden du er 16 år, og have et karaktergennemsnit, der siger spar to.

Ingen fare

Vi taler her om transkønnede børn og ikke børn, som kortvarigt leger med deres kønsidentitet, som f.eks. når lille Martin synes, det er sjovt at tage kjole på i en kort periode. Det gør ikke nødvendigvis Martin til transkønnet, bare fordi han i en periode synes, det er alletiders at have kjole på.

For transkønnede børn er der mere på spil. Det kan være, de hader deres kønsdele og ligefrem ønsker eller forsøger at fjerne dem. Det kan være, de ødelægger alt det legetøj, som ikke passer til deres oplevede køn. Børnene er ofte frustrerede og kede af det, da de føler sig forkerte og anbragt ’i den forkerte kasse’. Det tager oftest et år eller to, før man når dertil, hvor man er sikker på, at ens barn er transkønnet.

Og så vil jeg bede folk huske, hvad denne debat reelt handler om. Folk opfører sig, som om det handler om et kirurgisk indgreb. Det handler om et tal på et sygesikringskort og et navneskift. Begge dele er noget, som meget let kan ændres igen. Det, der ikke kan ændres, er den stigmatisering, man udsætter disse børn for ved at presse dem ned i en kasse, de ikke føler sig hjemme i, og som sætter livslange, dybe ar i deres sjæl og psyke, og som på den måde alt for ofte giver store psykiske problemer senere i livet og bærer en del af skylden for, at selvmordsraten blandt transkønnede ifølge et amerikansk studie ligger på 41 pct.

Der er ingen fare forbundet med at lade børn skifte cpr-nummer, og da slet ikke noget, som kan retfærdiggøre den stigmatisering og smerte, man udsætter nogle børn for. Det er at spille russisk roulette med de transkønnede børns livsglæde og fremtid, når man nægter dem at skifte cpr-nummer.

Anita Andersen, forfatter og foredragsholder

Enhedslisten argumenterer blandt andet for, at det også skal være tilladt for ikkemyndige at få foretaget et juridisk kønsskifte, da de mener, at det vil gøre det administrativt nemmere for en transkønnet dreng at starte på drengefodboldholdet. Der er dog behov for at sætte aldersgrænsen højere end i nabolandet Norge, skriver Louise Schou Drivsholm i denne leder. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Det burde overhovedet ikke være et problem.
I virkeligheden burde man spørge, hvorfor vi overhovedet har kønsopdelte personnumre?
Hvorfor vil staten vide, hvilket køn vi er?

Tor Brandt, Rolf Andersen, birgitte andersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Per Harry Hansen

En tiltagende stærkt fikseret fiks idé, som medfører et varigt ubehag ved at blive set som den, man faktisk er.
"Aldrig haft det bedre" - vil det sige, at du har det godt?

Morten Højer

Som sædvanlig flokkes de, der ikke selv har oplevet eller kender til problemet, for at fastslå at der ikke er noget problem... Og at de, der siger det modsatte, skal tage sig sammen, droppe den "fikse ide" og acceptere hvad de faktisk er.

Og præcis på den måde bliver minoriteter holdt nede, tvunget til at leve i skjul, og lade som om de er en anden end den de er. Ikke fordi nogen som sådan "tvinger" dem til det, men fordi ethvert forsøg på at udleve den de er, mødes af foragt, hån og latterliggørelse... Og umyndiggørelse, for "de forstår jo tydeligvis ikke hvad der er bedst for dem selv."

Homoseksuelle blev også opfattet som unaturlige, og fik at vide af omverdenen, at de skulle acceptere hvad de i virkeligheden er. Sådan bliver de i et vist omfang stadig opfattet af nogle, men slet ikke på samme niveau som transpersoner, simpelthen fordi vi er nået længere i processen med at acceptere homoseksuelle, end vi er med transpersoner.

Menneskers opfattelse af deres eget køn er ikke bestemt af hvilken slags kønsorganer de er udstyret med fra fødslen. Det er bare sådan for de flestes vedkommende, at de to ting stemmer overens. Men altså ikke for alle, og det er vi som samfund nødt til at kunne rumme.

Laura Juvik, Eva Schwanenflügel og Marie Jensen anbefalede denne kommentar
Ole Schwander

Det er vel næppe samfundets skyld, at Anita ikke kunne springe ud som homoseksuel i treårsalderen? Med mindre man giver samfundet, og ikke biologien, ‘skylden’ for et fastlagt kønsrollemønster. Jeg vil gerne se det tre-fire-femårige barn, der fortæller forældrene, at vedkommende er transkønnet, homoseksuel eller anden LGTB-person og gerne vil skifte navn og personnummer! Det er mulig, man føler sig ‘andeledes’, men bevidstheden om det kommer først i teenageårene. Et pseudoproblem imo - men hvis en treårig selv vil skifte navn og personnummer, så værsgo for min skyld.

Johnny Winther Ronnenberg

Jeg finder det bekymrende at skifte køn på børn selv det kun er på papiret, efter min mening bør det først ske når de er fyldt atten og kan tage stilling til hele pakken selv. Nej jeg har intet mod kønsskifte i sig selv, det er et frit og oplyst valg for en voksen.

Morten Højer

Et barn er ikke bare en passiv vokse-op-og-modtage-indtryk-dukke indtil de er 18, hvorefter de så pludselig har valide selvstændige meninger. Det er de fleste nok enige i.

Når det drejer sig om forhold der ikke har de store konsekvenser for dem, kan vi se bort fra dette, og tvinge dem til at vente til de er 18 med at udleve deres holdninger og meninger.

Det gør vi f.eks. ved først at give dem stemmeret på det tidspunkt: Vi ved godt de kan have valide politiske holdninger tidligere, men de lider ikke overlast af at vente, og vi vil gerne være sikre på at de er "voksne nok" til at tage stilling.

Det er bare ikke godt nok at anlægge det samme syn på deres følelse af eget køn.

Hvis ike transpersoners egne beretninger om, hvordan det opleves at vokse op som transkønnet, kan overbevise, så taler selvmordstallene deres eget tydelige sprog: Børn tager ganske enkelt skade af at blive tvunget til at vokse op med et køn, de føler er trukket ned over hovedet på dem.

Og det koster os ingenting at ændre på det, som artiklen beskriver. Der er bare tale om navne og tal, men ændringen af disse er et udtryk for omverdenens accept af barnets egen forståelse af hvem de er.

Ingen tager skade af at vi åbner op for muligheden for at ændre navn og CPR nummer, og de kan oven i købet ændres tilbage igen, hvis det skulle vise sig at være aktuelt. Hvorfor skulle vi dog undlade at give den mulighed?

Laura Juvik, Eva Schwanenflügel, Marie Jensen og Tor Brandt anbefalede denne kommentar
Ole Schwander

@ Moten Højer - jeg er stort set enig med dig. Men jeg har svært ved at forestille mig, hvordan samtalen mellem en seksårig og forælderen/forældrene i praksis skal foregå. Tager barnet initiativet? Det er det næsten nødt til, for forældrene kan umuligt finde ud af, hvad et barns eventuelle ‘anderledes’(?) ageren er udtryk for. Mange børn leget også med kønsroller fra børn og et godt stykke ind i puberteten. Et seksårigt barn der fortæller, at vedkommende bedst kan lide sit egen køn eller kun vil gå i drenge/pigetøj og vil skifte navn og personnummer. Nix.

Morten Højer

@Ole Schwander Jeg har også svært ved at forestille mig den samtale, fordi jeg føler mig ret overbevist om at det i praksis aldrig vil foregå på den måde.

Detaljerne i hvordan transkønnethed kommer til udtryk i den alder, og hvordan det opleves, tror jeg vi må overlade til transkønnede selv, børnepsykologer, og andre, der rent faktisk forstår sig på det.

Men det er sådan set også ligegyldigt. Faktum er, at der er børn der vokser op, og får ødelagt deres liv på grund af omverdenens rigide opfattelse af køn. Og vi kan hjælpe på problemet ved at lave en simpel og komplet harmløs og reversibel ændring.

Ole Schwander

@ Morten Højer (og andre) - så det er jo i virkeligheden de ‘voksne’ og erklærede LGBT+ personer, man vil støtte op om ved en eventuel lovændring. I det lys synes jeg, at en lovændring vil være fin.

birgitte andersen

Jeg har et spørgsmål, hvis det er tilladt, og det skyldes udelukkende min manglende viden på området.
Hvis jeg tænker tilbage på min egen skole tid, så gik vi i bad sammen piger og drenge indtil vi var omkring 9 - 10 år. det var først her at vi piger begyndte at synes det var pinligt...... Jeg ved ikke engang om det vil blive et problem, da børnene altid har kendt Bodil som Bodil......
Grunden til at jeg ikke tror det vil blive et problem er fordi senere spillede jeg håndbold med en "pige" som var født med både mandlige og kvindelige kønsorganer og vi skænkede det aldrig en tanke før hun selv kom og fortalte at nu skulle hendes tissemand fjernes,på det tidspunkt var vi omkring 15 år............
.og nu til spørgsmålet, skal xx, som blev døbt xy, bade sammen med pigerne efter de andre drenge er "smidt" ud?

Henning Kjær

Hvis/når der er uoverensstemmelse mellem det fysiske køn og det psykiske køn, så er det voldsomt forenklet at tro at den gordiske knude løses med et nyt nummer og et nyt navn.
Forældres straf og søskende og "venners" drillerier kan/vil fortsætte.

Hvordan er det at kalde sig Pia og have tissemand. Det lyder ikke uproblematisk. Skal teenageren Pia bade med drengene eller pigerne. Når de andre piger får bryster, så får den transkønnede Pia det ikke. Vanskelighederne løses ikke med et nyt nummer og et nyt navn

Morten Højer

@Henning Kjær Mig bekendt er der ingen der har påstået at ændringen vil løse problemet, men den vil være et signal fra omverdenen om at det barnet føler er accepteret. Og dermed er det et skridt i den rigtige retning mod at forhindre at barnet vokser op med en følelse af at være unormal, og uden mulighed for at deltage i samfundet på lige fod med alle andre.

Da homoseksualitet i 1981 blev taget af listen over sygdomme, løste det heller ikke umiddelbart nogen "problemer." Men i dag er der vel ingen, der ikke vil betegne det som en milepæl i kampen for at få homoseksuelle accepteret mere bredt i samfundet.

Ændring af lovgivning i retning af bredere accept af minoriteter hjælper... Åbenlyst! Også selv om det kun skulle være på grund af signalværdien, hvilket det så ikke kun er i dette tilfælde.

Henning Kjær

Morten Højer. Du argumenterer for ren symbolpolitik.
Transpersoners problemer løses ikke med nr og navne og symbolske signaler. Transpersoner børn som voksne har stadig uoverensstemmelse mellem fysisk og psykisk køn.

Homoseksuelle havde opnået samme brede accept i samfundet over 30-40 år med eller uden sygdomsbetegnelse, og de udsættes stadig diskrimination nogle steder i samfundet.

Ole Schwander

Jamen, Morten, du skriver: "Og dermed er det et skridt i den rigtige retning mod at forhindre at barnet vokser op med en følelse af at være unormal, og uden mulighed for at deltage i samfundet på lige fod med alle andre." Men det er jo IKKE for barnets skyd. Et barn kan føle sig unormal af et utal forskellige grunde, hvis det (eller de voksne) overhovedet registrerer, at det er 'unormalt'. Ingen - ikke engang barnet selv - ved, at det er transkønnet eller homoseksuelt før man er langt oppe i alderen. Det er jo ikke for børnenes skyld denne lov skal vedtages, det er for de voksne og ja, det ER ren symbolpolitik. Men som du skriver, så kan symbolpolitik også have sin berettigelse (Vi nævner intet om burkaer ...).

Morten Højer

@Henning Kjær Nej jeg argumenterer åbenlyst ikke for symbolpolitik. Dette forslag er ikke symbolpolitik. Det vil være en direkte hjælp for børn, der vokser op med en følelse af eget køn, som ikke stemmer overens med det omverdenen gerne vil opfatte dem som, indtil den dag de får mulighed for at tage stilling til evt. kønsskifteoperation.

Og selvfølgelig ville homoseksuelle ikke have opnået samme niveau af accept som de har, hvis homoseksualitet havde fortsat med at stå på listen over sygdomme. Men om det var større accept der afstedkom sletningen, eller omvendt, er umuligt at sige. Den slags processer sker ikke isoleret.

Pointen er at lovgivning har en betydelig effekt på hvad vi som samfund opfatter som normalt og acceptabelt. Man kunne måske endda sige at lovgivning præcis er definitionen på hvad vi opfatter som normalt og acceptabelt.

Og @Ole Schwander Jeg fatter simpelthen ikke hvor du får ideen fra, at ændringen ikke skulle være for barnets skyld. Hele pointen er at barnet får mulighed for at vokse op med en større accept af, at det rent faktisk er det køn, som det føler sig som.

Hvis, som du skriver, barnet ikke ved at det er transkønnet, så vil der aldriv blive behov for at ændre navn eller personnummer. Hele denne problematik kommer aldrig på tale. Et barn der ikke har noget problem med det køn det er født med, er ikke transkønnet.

Men at et transkønnet barn ikke skulle vide at det er transkønnet før det er "langt oppe i alderen," er direkte forkert. Det synes jeg f.eks. fremgår ekstremt tydeligt af denne artikel, og det er det der er hele årsagen til at lave denne ændring,

Peter Engelbrecht

Lovgivning på baggrund af følelser bliver noget rod.

Børn skal anerkendes og mærke ubetinget kærlighed og derigennem udvikle sig til mennesker der FØLER sig rigtige. Et nr. og et navn ændrer ikke på det.

Nike Forsander Lorentsen

Jisses, hvad er jeg nu glad før at jeg voksede op på en tid der ens køn ikke blev sat spørgsmåltegn ved, når man legede at man var Robin Hood eller Napoleon og prøvede på at erobre legekamraternes områder uanset om de nu var Gudinden Freja, Al Capone eller Røde Orm.

Ole Schwander

Morten Højer - "Men at et transkønnet barn ikke skulle vide at det er transkønnet før det er "langt oppe i alderen," er direkte forkert. Det synes jeg f.eks. fremgår ekstremt tydeligt af denne artikel, og det er det der er hele årsagen til at lave denne ændring," Er det nogen videnskabelig evidens for, at et 6-årigt barn ved, at det er transkønnet?