Jeg fik forleden et udkast til et læserbrev fra min ven, journalisten og forfatteren Niels Barfoed. Han er bekymret over mediernes massive omtale af magtkampen i Venstre.
»Jeg er gammel nok i gårde som journalist til at vide, at balladen i venstretoppen er en oplagt historie, som skal skrives godt og grundigt og følges op på, når anledning byder sig. Det er ikke det. Jeg er også klar over, at det er en fristende historie: Der er mennesker og nid og nag i den, og ikke alene mennesker, men kendte mennesker. Så vidt, så godt.«
Men pressens fokus er »uoverskueligt omfattende og utrætteligt i sine gentagelser.«
Barfoed tør ikke tænke på, hvad dækningen »har kostet i redaktionel og journalistisk arbejdstid, hvad den har fyldt i spaltecentimeter, i tv- og radioprogramindslag, i paneldiskussioner og indkaldelser af eksperter. Hvor mange gange er den forholdsvis overskuelige bøtte ikke blevet vendt og rystet og vendt igen? Skønt ingredienserne ikke er blevet flere,« skriver Niels Barfoed, der undrer sig over, at den »redaktionelle proportionssans er sat påfaldende ud af funktion« – også selv om det er agurketid.
»Er det lilleputlandets tiltagende selvoptagethed. Er det, fordi den store verden og de store spørgsmål ikke kan konkurrere?« spørger han og efterlyser en forklaring fra mig eller andre medieanalytikere.
»Nogen må kunne forklare, hvad der er grunden – for ikke at tale om konsekvenserne. Eller skal vi nøjes med Margrethe Vestagers berømte ord, at det er bare sådan, det er. Vi har vænnet os til det.«
Billigt drama
Til Niels Barfoed og ligesindede; Ja, det er nok en kendsgerning, at det er sådan, det er, og vi har vænnet os til det. En kulmination af en journalistisk udvikling, hvor personer og processer i stigende grad har domineret den politiske journalistik på bekostning af det reelle politiske indhold. Det handler ikke kun om benhård mediekonkurrence, eller om at det er blevet et meget vigtigt parameter ikke at kede læserne og ikke mindst seerne.
Jeg sad selv i flere timer foran skærmen og fulgte dramaet under Venstres sommergruppemøde i Ruds Vedby. Bedst måske beskrevet på Ekstra Bladets forside dagen efter:
»TIL SKAFOTTET I EN GOLFVOGN«.
Føreren var Lars Løkke, ved siden af sad den detroniserede næstformand Kristian Jensen, og på bagsmækken sad Ellemann-Jensen, den yngre afslappet med benene dinglende ud over kanten.
Jeg læste et par sider i B.T., hvor samme Løkkes tidligere spindoktor Søs Marie Serup gentog det, hun havde underholdt mig med på TV 2 News i et par timer sammen med Radio 24syvs Jarl Cordua.
Hans Engell og Berlingskes Thomas Larsen har haft gyldne dage og krigsmetaforerne har blomstret.
Ganske underholdende, selv om omfanget var enormt.
Og det er ikke dyrt. Folk, der snakker i timevis, koster en brøkdel af researchtung graverjournalistik eller fastboende udlandskorrespondenter.
Og så har Claus Hjort Frederiksen sørget for, at mediegryden kogte videre. Han gentog sin krigserklæring mod næstformand Kristian Jensen minutter efter pressemødet og holder fortsat gryden i kog på Facebook ved at erklære det såkaldte formandskab for dødt.
Politik udøves i stigende grad foran mikrofoner og kameraer. Vi er langt fra dengang, hvor tv-avisen kun sendte en halv time hver aften, hvor den trykte avis kun kom om morgenen, og der kun var to daglige radioaviser af betydning, og kritiske spørgsmål til politikerne var en sjældenhed. Den politiske proces foregik bag lukkede døre. I dag er politikere blevet dygtige til at fodre nyhedsmaskinen med brændstof.
De ved, at internettet aldrig sover, at tv sender hele tiden, og at breaking news-cyklussen er uendelig og kræver konstant drama. Her fornemmer man en stigende symbiose mellem medier og politikere. Udadtil gensidig kritik, indadtil gensidig afhængighed.
Så kære Niels Barfoed; jeg er enig med dig i, at den journalistiske forelskelse i processer og personer alt for ofte tager overhånd. Men en ledelseskrise i landets største oppositionsparti kan altså ikke bare ignoreres. Hvad skulle det eksplosivt stigende antal energiske kommentatorer ellers lave?
Det er da bedre (også for en overvejende borgerlig presse) med en omgang internt fnidder, end at skulle forholde sig til det faktum at man har tabt regeringsmagten og ikke længere svinger taktstokken. Det sidste er jo hurtigt overstået, mens magtkampen i princippet kan fortsætte i det nærmest uendelige, som en slags reality-soap i den bedste sendetid. Gefundenes fressen. Den største fordel er selvfølgelig at man slipper for at forholde sig til politik, hvilet jo er en kæmpe gevinst, når man alligevel er sat udenfor indflydelse.
Mediernes uendelige dækning af det usædvanlige, det bizarre og det kontroversielle i visse personers optræden på især de sociale medier har taget fuldstændig overhånd.
Click-bait og jagten på seere, lyttere og læsere har aldrig været så intensiv som efter valget af en hvis orange præsident.
Og hvad kommer først, hønen eller ægget?
Er mediernes søgelys ikke medvirkende til at netop de mest outrerede klovne bliver mere og mere populære?
Vi bliver i hvert fald mindet om, at et parti fra at være en gruppe af mennesker, der deler synspunkter, er blevet til en gruppe mennesker, der underkaster sig formandens idiosynkrasier. Så, med Venstre som eksempel, har alle, der har stemt på Kristian Jensen, faktisk stemt på Lars Løkke Rasmussen. Demokrati, bob bob?
Det delte formandskab er også en genistreg, for på den måde bliver det kun et halvt nederlag til hver.
Det er ganske normalt i foreninger med en formand og en næstformand og det er normalt ret udramatisk og det sker også at de ryger i totterne på hinanden, inden de enes om en forslag.. Så jeg forstår ikke polemikken om to formænd i et parti der netop er en forening, med mindre der er noget i vedtægterne der forhindrer to formænd.
Grundlæggende så vedkommer der ikke nogen hvordan man tilrettelægger det interne arbejde så længe at vedtægterne overholdes og der er intet der tyder på at det ikke er tilfældet.
Boykot Lars Lykke og Trump, alene derved stiger kvaliteten i journalistikken! Så kan tiden bruges på noget andet. Nyttesløst at skrive om disse personer, ja tag Claus Hjort med og annuller kontrakten på F-35 og køb svensk i stedet!