Læserbrev

Digitaliseringen af retsvæsnet undergraver retssikkerheden

Retssystemets nye digitale procedurer må ende i et hav af udeblivelsesdomme, for jeg kan ikke være den eneste, der er for dum til at finde ud af det. Digitaliseringen kan være et retssikkerhedsproblem, skriver Hanne Schmidt i dette debatindlæg
26. august 2019

Alle ved, det er umuligt at vinde en sag mod parkeringsselskabet APCOA, som ejer flere af landets private p-pladser. Alligevel protesterede jeg mod en afgift, jeg fik.

Det forekom mig usandsynligt, at det kunne være lovligt for staten at fragive en del af en offentlig ejet park til fordel for et privat selskab, så derfor nægtede jeg som forarget skatteborger at betale i forventning om støtte fra jurister i Byretten.

Hermed fik jeg indsigt i Københavns Byrets digitaliserede praksis, som jeg mener undergraver almindelige menneskers retssikkerhed.

Vi skal ind på minretssag.dk, som nu udgør kontakten med retsvæsnet.

Jeg fandt ud af at svare på at have modtaget en stævning. Senere var der besked om, at jeg skulle deltage i et telefonisk retsmøde, og hertil spurgte jeg i kontaktfeltet om, hvordan det skulle foregå, men fik aldrig svar.

Naivt troede jeg så, de ville ringe til mig kl. 14.00 den 15. august. Da det ikke skete, ringede jeg selv til byretten og fik at vide, at der var afsagt en udeblivelsesdom, og at APCOA havde fået medhold.

Ingen af mine skriftlige påstande om ulovligheden blev vel taget op; de var nok for komplicerede for de travle dommere.

Som jeg ser det, må denne digitale procedure ende med at hav af udeblivelsesdomme, eftersom jeg nok ikke er den eneste, der er for dum til at finde ud af det.

Mange evner ikke at tale i telefon med offentlige myndigheder, og er på spanden med denne form for retsmøder, hvor sagsøger og dommer også helst vil lægge røret på i en fart, og det kræver nok en højere handelsskoleeksamen at navigere på hjemmesiden.

Det sparer sikkert domstolene for en masse arbejde, både vedrørende sagsbehandling og de retsmøder, hvor alle var fysisk tilstede, foruden at en masse småsager nok falder bort.

I min ældre bekendtskabskreds oplever jeg, at mange giver op over for digitaliseringen og lader sagerne sejle sin egen sø, og mon ikke der også er mange yngre mennesker, der heller ikke kan finde ud af det.

Jeg ville ønske, nogen ville sætte sig grundigt ind i de konsekvenser, denne digitalisering har for vores retssikkerhed, for eksempel fandt tal på, hvor mange der ganske enkelt må give op.

Hanne Schmidt, arkitekt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Carsten Mortensen
  • Søren Andersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Christian Mondrup
  • Henning Kjær
Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Maj-Britt Kent Hansen, Carsten Mortensen, Søren Andersen, Lise Lotte Rahbek, Christian Mondrup og Henning Kjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Retssikkerheden er overordentlig vigtig for deltagelse i samfundet og det højtbesungne fællesskab.
Digitaliseringen er alt andet end en hjælp i dén henseende.

Et samfund består af mennesker. Af samtale og afklaring af rigtig og forkert, mellem mennesker, ikke mellem skærme og taster.

Maj-Britt Kent Hansen

En træls sag.

Udbetaling Danmark er et andet eksempel på digitaliseringens velsignelser. De henvender sig digitalt, men man kan ikke skrive til dem digitalt. Lykkes det at få kontakt, må man konstatere, at det kun sker telefonisk, og at man da selv skal være referent af de forklaringer, der leveres af UD, for UD sætter nødigt pen til papir. Yderligere telefonsamtaler foregår ikke med samme medarbejder. Nej, cirkus starter forfra. Og man skriver stadig selv referat.

I en konkret sag måtte kundeambassadøren kontaktes. Derefter kom der endelig en forklaring - også på skrift.

Lise Lotte Rahbek, Ebbe Overbye, P.G. Olsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Digitaliseringen er lovløshed sat over retsprincipperne.
Foruden at mange hægtes helt af i junglen af blanketter og kancellisprog, kan man mange steder slet ikke kommunikere med et andet menneske længere. Det er envejskommunikation.

Afgørelser om sanktioner er næsten umulige at klage over, og mange undlader derfor helt forsøget.

Dertil kommer at der bruges algoritmer til afgørelse af sager. Sikkert velkomment i et udsultet offentligt system, der i den grad mangler medarbejdere, men ikke overhovedet betryggende for den det går ud over.
Hvem kan argumentere mod en algoritme?

Hjemløse, misbrugere, handicappede, dårligt uddannede, ældre, alle disse grupper hægtes fuldstændig af.
Selv veluddannede må se sig hensat til et robotvælde uden sammenligning.

Som fhv erhvervsminister Brian Mikkelsen kom til at sige, vi har fuld fart på digitaliseringen - med hovedet under armen.

Sonja Rosdahl, Lise Lotte Rahbek, Per Klüver, Maj-Britt Kent Hansen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar