Her i sommer har en række af Danmarks førende højreorienterede stemmer fortalt om deres politiske forbillede i kronikserien »Højrefløjens helte«.
Som kronik- og debatredaktør er jeg selvfølgelig ikke helt upartisk, men jeg synes, det har været interessant at læse om blandt andet Martin Ågerups, Flemming Roses og Jan E. Jørgensens helte, fordi folks forbilleder er så sigende for, hvordan de forstår sig selv, forstår verden og forstår meningen med at være i den.
Serien fik mig også til at gruble over, hvorfor jeg ikke selv har nogen helt.
Det havde jeg, da jeg var yngre. Jeg så op til Indiana Jones, som befrier slavebørn og hopper over dybe kløfter i 80’er-filmene, som jeg så med min far og mine søskende. Når jeg i de første år af min skolegang udfyldte en side i de andre pigers venindebøger, skrev jeg altid »arkæolog« på linjen ud for spørgsmålet »Hvad vil du være, når du bliver stor?«.
Jeg husker ikke, om det var med en lærers mellemkomst, at det gik op for mig, at arkæologer typisk ikke jagter gamle naziskatte eller opdager skeletter af hidtil ukendte dinosaurarter, men nok nærmere møjsommeligt pensler skår af gamle krukker fri af jorden.
I hvert fald fik erkendelsen mig til at forlade arkæologdrømmen og dermed også min første og største helt.
En higen efter egenskaber
Sidenhen fandt jeg forbilleder i mennesker, der kunne noget, jeg gerne selv ville lære. Da jeg kom med i et børnecirkus som 12-årig, så jeg op til de ældre trapezartister. Da jeg startede på retorikstudiet, så jeg op til de undervisere, jeg anså for de dygtigste.
Min relation til forbillederne skiftede karakter. Fra at beundre et perfekt idealmenneske til at hige efter bestemte egenskaber eller færdigheder, som et andet uperfekt menneske besad.
Den overmenneskelige helt, der altid gør det rigtige, var hverken troværdig eller interessant længere. Måske er det en naturlig del af at blive voksen. Eller også er det en udvikling i vores samfunds heltekultur, der tilfældigvis har fundet sted samtidig med, at jeg er blevet voksen.
I hvert fald finder man ud af, at selv den mest lysende stjerne har sin dunkle side og sit at kæmpe med. At ingen er ufejlbarlige.
Heltedyrkelse er ikke altid opbyggeligt, ikke hvis det er en forfladigelse af den person, der gøres til genstand for idoliseringen. Men kronikserien fik mig alligevel overbevist om, at også voksne mennesker stadig har brug for helte.
En værdiforvalter
Altså rigtige helte. Ikke nødvendigvis sådan nogle old school typer, der sætter deres liv på spil for at redde andres.
Jeg tænker heller ikke på velmenende studie- og karrierevejlederes snusfornuftige råd om at udse sig et ældre forbillede inden for sit felt og studere dennes vej op ad karrierestigen.
Det er ikke den slags pædagogiske, instrumentelle helte, jeg tror, vi voksne savner. For det handler ikke om noget så banalt som at aflure viden, teknikker og strategier.
Det handler ikke om det, helten gør, men om de værdier, helten har. Så er det mindre vigtigt, om helten lever 100 procent op til de værdier i handling, for det gør hun formentlig ikke. I hvert fald ikke hvis der er tale om et rigtigt menneske.
Jeg vil afholde mig fra at forsøge at opliste, hvilke værdier en rigtig helt så bør stå for. Hvert segment og hver generation har sine helte, der afspejler deres drømme og idealer. Hele pointen er, at man skal udse sig sin egen.
Uden en helt, man beundrer for dennes klarsyn, hvad angår livets mening og sande værdier, kan man nemt miste retning, blive forvirret, gå i stå, slå bak. For vi kan ikke opfinde det hele selv.
Og er man en gennemsnitsdansker, der ikke helhjertet kan uddelegere rollen som værdiforvalter til Jesus eller Allah, må man finde sig en helt at læne sig op ad.
Livet er sjældent sort/hvidt, det er fuldt af tvivl og nuancer af grå og skide besværligt. Så er det godt at kunne spørge sig selv; ‘hvad ville Indiana Jones mene, jeg burde gøre nu?’ Og så bare lige udskifte Indiana Jones med en rigtig helt. Den del arbejder jeg nu på.
