Klumme

Flygtningene Ahmad og Zainab havde brug for et håb, men jeg sagde nej til at hjælpe

Ahmad, Zainab og deres tre sønner flygtede fra Yemen til Somaliland, hvilket siger en hel del. De håbede, at jeg kunne hjælpe dem til Danmark, men svaret var desværre nej. Nu tænker jeg på, om jeg kunne have gjort noget, skriver forfatter Sofie Jama i dette debatindlæg
Sofie Jama er oversætter og forfatter.

Sofie Jama er oversætter og forfatter.

Asger Ladefoged

3. august 2019

Hver gang jeg får det spørgsmål, er det den samme følelse af håbløshed og fornemmelse af, at personen foran mig ikke aner, hvad de taler om. Og hvad ved jeg, der sker utrolige ting i denne verden, kan jeg virkelig være bekendt at slå håbet ihjel?

Denne gang var det Omar, min skype-samtalepartner i Yemens hovedstad Sanaa, der ville vide, om jeg kunne hjælpe hans bedste ven og dennes familie til Danmark.

Ahmad, som vennen hed, var i begyndelsen af 30’erne, hans kone Zainab lidt yngre, og deres tre sønner var ti, otte og syv. De var veluddannede og talte engelsk, forsikrede han mig, de havde endda penge. De var nødt til at flygte fra Yemen, dels fordi der ingen fremtid var, dels fordi Ahmad var kommet i fare på grund af sit politiske engagement.

Falsk håb nytter ikke noget. Det føles rart for en stund at tænke, at man en dag kan få asyl og udleve sit drømmeliv i et fremmed, rigt land som Danmark. Det er dejligt, essentielt måske endda, for Ahmad og Zainab at have et mål, et håb.

Men jeg var ret sikker på, at jeg ikke kunne levere og ville ikke ende med byrden af dårlig samvittighed, nederlag og skyld. Selv om man aldrig skal sige aldrig og aldrig skal opgive håbet. Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe, men svaret var desværre nej.

Flugt til Somaliland

Det er nogle år siden nu. Ahmad og familien flygtede først til Somaliland, hvorfra jeg selv flygtede fra borgerkrigen.

Jeg tror nok, det var nemmere dengang. De godt tre millioner yemenitiske flygtninge har ikke umiddelbart adgang til Middelhavet og Europa, og de fleste er internt fordrevne eller ender i nabolandene i midlertidige lejre uden tidslig bagkant og udsigt til meget andet end håbløshed og fattigdom.

Uden at forhåne mit ophav, som jeg er stolt over og elsker på tusindvis af måder, kan jeg sige, at man kommer fra et rigtig usselt sted, hvis man bestemmer sig for at flygte til Somaliland.

Landet er en ikkeanerkendt, løsreven nordlig region af Somalia, som i lang tid har været præget af borgerkrig, terror, lovløshed og generel udu. Somalia og Somaliland er smukke lande, gavmilde befolkninger, fantastiske steder. Men der er absolut intet at komme efter som flygtning.

Ingen hjælp, ingen job, intet system, ingen penge, ingen flygtningelejre. Det er måske symptomatisk for situationen i Somalia og Somaliland, at folk sommetider flygter den anden vej, altså fra Somalia til Yemens borgerkrig, for at søge tilflugt dér. Men der er generelt fred i Somaliland, og hungersnøden er mindre end i Yemen, så jeg forstod godt deres valg.

Jeg mødte Ahmads familie i Hargeisa, Somalilands hovedstad, for nogle år siden. Det var et halvt år efter, at Omar havde bedt mig om hjælp.

Det stod hurtigt klart for mig, at jeg var havnet højt oppe på deres liste over håb. Jeg bebrejdede dem ikke. Deres penge var ved at slippe op, de boede i en lille lejlighed med 20 andre yemenitiske flygtninge og et enkelt møgbeskidt toilet.

Job var der ikke noget af, og børnene gik selvsagt ikke i skole. De var uden mulighed for at vende tilbage til Yemen. Men nej, jeg kunne stadig ikke hjælpe, prøvede jeg at forklare.

En enkelt besked

Næste gang jeg hørte om dem, var de rejst videre til Etiopien og derfra til Sudan. Ud fra mit arbejde som oversætter for de danske udlændingemyndigheder kunne jeg regne ud, at de var slået ind på en af de store flygtningeruter på vej mod Europa.

Omar bekræftede, at de var på vej ind i Libyen, som er den store port til Europa. Måske befandt de sig lige nu midt ude i Sahara. Vi blev enige om, at det bedste, vi kunne gøre, var at bede for, at de var i live og ved godt helbred, og at de kom sikkert frem.

Der gik halvandet år, før vi igen talte om Ahmad og hans familie. Omar havde fået én besked fra sin ven i Libyen, fortalte han mig, og derefter intet.

Spørgsmålet om, hvad der var hændt dem, var ingen af os rede til at tage hul på. Jeg undlod at nævne alle de navnløse flygtninge, der er døde undervejs på de samme ruter, de tusindvis, der hvert år drukner, der dør af tørke i ørkenen, der ender som slaver eller i skumle fængsler.

Ahmad, Zainab og deres tre drenge var forsvundet fra verden.

Byrden af skyld, nederlag og dårlig samvittighed slap jeg ikke for. Kunne jeg have gjort noget?

Sofie Jama er oversætter og forfatter.

Et luftbillede af al-Hol-lejr i Syrien, der huser godt 73.000 IS-støttere, der blev i kalifatet til det sidste og nu befinder sig i den kurdiskkontrollerede lejr. Her er 25 danskere, anslår DR, og en syv måneder gammel, syg og forældreløs baby, der ikke er dansk statsborger, men har tilknytning til Danmark.
Læs også
Sedra Al-Yousef flygtede for fire år siden fra Damakus. I dag lever hun som ung kvinde og medicinstuderende i Danmark, men som følge af regeringens paradigmeskift og debatten om repatriering tør hun ikke at tænke længere end til sit nuværende semester.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lillian Larsen
  • Carsten Munk
  • Viggo Okholm
  • Eva Schwanenflügel
  • Thomas Tanghus
  • Troels Ken Pedersen
Lillian Larsen, Carsten Munk, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Andre før skribenten har måttet gi' op over for det danske indre vildsvinehegn. Men ikke sært at det er svært at forstå for fremmede at det forholder sig sådan.

Lillian Larsen, Liselotte Paulsen, Thorkil Søe, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Erik Kall og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar