Folkekirken sidder stadig tungt på dåb, konfirmation, bryllup og begravelse

I en individualiseret tidsalder står folkekirken over for nye udfordringer. Mange sogne forsøger at tilpasse sig det moderne samfund ved at tilbyde diverse aktiviteter lige fra pilgrimsrejser, meditations- og musikgudstjenester, singleklubber, familieklubber og lignende, som inddrager den enkeltes egne erfaringer. Det er dog et fåtal af danskerne, som benytter sig af disse tilbud.

Samtidig er knap halvdelen af den danske befolkning åben over for ikkekristne ritualer som f.eks. humanistisk konfirmation. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, jeg har foretaget for Analyse Danmark i 2018.

Men betyder det, at danskerne er klar til at undvære folkekirken og de kristne traditioner?

Nej, det er fortsat flertallet af befolkningen, som er medlem af den danske folkekirke og som ønsker at bevare den kristne kulturarv. Kirken foretrækkes fortsat til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. For flertallet føles det bare mest rigtigt at lade kirken stå for overgangsritualerne – også selv om man ikke ellers benytter kirken.

Men når et flertal i den danske befolkning er åben over for ikkekristne ritualer, siger det også noget om, at vi lever i en tidsalder, hvor individets frie valg er i centrum. Når danskerne bliver spurgt til deres tro, er det sjældent en rendyrket kristen tro, men snarere en selvvalgt eller hjemmebrygget religiøsitet, som blander lidt fra forskellige religiøse og filosofiske retninger, som de refererer til. Denne eklektiske religiøsitet er især udbredt blandt de yngre generationer.

De unge vælger selv

Af undersøgelsen fra Analyse Danmark fremgår det også, at de yngre generationer ikke har samme tilhørsforhold til folkekirken, som de ældre generationer. Det ses blandt andet ved, at andelen af folkekirkemedlemmer er mindre blandt de unge end blandt de ældre, at de unge i højere grad end de ældre ønsker, at faget kristendomskundskab skal ændres, så det favner bredere, og at knap halvdelen af de 18-29-årige folkekirkemedlemmer har overvejet at melde sig ud af folkekirken.

I undersøgelsen kan man læse følgende citat fra en 20-årig kvindelig respondent, der har svaret ’andre grunde’ til, hvorfor hun er medlem af folkekirken: 

»Jeg er automatisk tilmeldt folkekirken, og så er jeg bare dér, indtil jeg beslutter mig for noget andet.« Svaret illustrerer, at de yngre generationer ikke har samme følelse af samhørighed og fællesskab med folkekirken, som de ældre generationer typisk har.

Frem for blot at overtage en overleveret tro er det vigtigt for det moderne menneske, at det selv har valgt, hvad det vil tro på. Den unge kvinde kan derfor uden at blinke melde sig ud af folkekirken i morgen og vil måske senere finde en anden, eventuelt religiøs sandhed, som passer hende bedre.

At unge mennesker i 20’erne tager afstand fra folkekirken er dog ikke noget nyt fænomen, men ganske naturligt i en alder, hvor man søger at finde sin egen sandhed. De yngre generationers afstandtagen til folkekirken betyder altså ikke nødvendigvis en svækket grad af religiøsitet i samfundet generelt. I stedet ses en individualiseret form for religiøsitet, som specielt er inspireret af Østens religioner, hvor meditation, yoga og troen på reinkarnation indgår.

Mange forældre mener i dag, at det må være op til barnet selv senere i livet at beslutte, om han eller hun vil døbes. Som konsekvens heraf er der sket et stort fald i andelen af børn, som bliver døbt i dag i forhold til tidligere. 81 pct. af de nyfødte børn blev døbt i 1990 – i dag er det ca. 60 pct. Herved støtter forældrene op om den øgede individualisering og giver barnet frit valg på alle hylder.

Kristen kulturarv

Især på den politiske højrefløj er der opstået et behov for at bevare og styrke danskheden, måske særligt på grund af globaliseringen og indvandringen fra ikkevestlige lande. Danskhed blev blandt andet defineret i en national kulturkanon i 2004-2006 med daværende konservative kulturminister, Brian Mikkelsen, i spidsen.

I 2016 stod daværende kulturminister, Bertel Haarder (V), bag en Danmarkskanon, som definerede de ti vigtigste danske værdier, som danskerne ville have med ind i fremtiden. I Haarders kanon står »den kristne kulturarv«, som den vigtigste værdi, danskerne ønsker at bevare.

Men diskussionen om nationale værdier og national identitet er polariseret både på Christiansborg og blandt befolkningen. Dog ikke i samme grad hos de unge som hos de ældre. Når de yngre generationer vokser op med skolekammerater, som ikke har noget religiøst tilhørsforhold eller tilhører andre religioner, sætter de tilsyneladende ikke automatisk lighedstegn mellem danskhed og kristendom, sådan som de ældre generationer og flere partier på højrefløjen har en overvejende tendens til at gøre.

Når knap halvdelen af den danske befolkning er åben over for et ikkereligiøst ritual som humanistisk konfirmation, og hvis de yngre generationers manglende tilhørsforhold til folkekirken fortsætter ind i deres voksenliv og alderdom, sætter det folkekirkens monopol på overgangsritualerne under pres. Det kan ændre kirkens indflydelse i samfundet i fremtiden.

Disse tendenser modsvares dog af en samtidig stigning i antallet af indmeldelser i folkekirken, som nogenlunde udligner antallet af udmeldelser. Indmeldelserne kommer blandt andet fra unge, der døbes inden deres konfirmation, genindmeldelser, voksendåb og konvertitter. I dag er ca. 74 pct. af den danske befolkning medlem af folkekirken.

Uforpligtende

Kristendom hænger for de fleste danskere sammen med kultur og traditioner. Religionen giver derved en fælles forståelse af ’det rigtige og gode liv’. Den danske folkekirke er uforpligtende og benyttes fortsat til højtider og rituelle handlinger af majoriteten, uden at det forpligter til at komme i kirken til hverdag.

Netop det uforpligtende medlemskab af folkekirken kan også være medvirkende til, at danskerne fortsat ønsker at bevare deres medlemskab, så de kan benytte kirken til de rituelle handlinger, som af mange opfattes som mere romantiske og ’rigtige’ i kirken end eksempelvis på rådhuset, hvis der er tale om bryllup.

De præster, som er interviewet til undersøgelsen fra Analyse Danmark, er alle åbne over for de forskellige måder at være kristen på og udtrykker, at de ikke er dommere over folks tro. Der er dog grænser for, hvad de vil gå med til, når borgere ytrer ønske om en rituel handling i kirken, uden at de vil have Gud skal indblandes.

Præsternes åbenhed over for forskellige måder at være kristen på kan tolkes som en accept af det moderne menneskes behov for individualitet og en accept af, at troen kommer indefra og ikke afhænger af kirken. Åbenheden kan dog også tolkes som et desperat forsøg på at fastholde medlemmerne ved at alle føler sig velkomne til at benytte kirken uanset graden af og formen på deres tro for at folkekirken kan bestå.

Uanset hvad er præsternes åbenhed formentlig en medvirkende årsag til, at selv om danskernes bånd til folkekirken ikke er stærkt i hverdagen, er båndet nærmest ubrydeligt, når det kommer til overgangsritualerne. Selv om nogle vælger alternative tilbud, såsom bryllup på rådhuset, navnefest eller humanistisk konfirmation, er de kristne traditioner fortsat den foretrukne måde at markere overgangsbegivenheder på.

Danskernes tilhørsforhold til folkekirken og den kristne tradition handler altså ikke så meget om religiøsitet eller konkret og jævnlig kirkegang, men er snarere en kulturel norm: ’sådan har vi altid gjort i min familie’.

Mette Birla Krøll er religionssociolog