Kronik

Folketinget og civilsamfundet står stadigt svagere over for regeringen og embedsværket

Folketingsmedlemmerne kan umuligt nå i dybden med de 38.588 dokumenter om året, der er en vigtig del lovgivningsarbejdet, og interesseorganisationer inddrages mindre i lovprocessen. Er det demokratisk forsvarligt, spørger medlemmer af Demokratikommissionen Lisbeth Knudsen og Chris Preuss i dette debatindlæg
Folketingsmedlemmer skal tage stilling til stadig flere komplicerede problemstillinger, der kræver både en dyb indsigt på meget forskellige områder samt koordination med politikere i EU og resten af verden. Det gør det umuligt for folketingsmedlemmerne at træffe kvalificerede valg – der er simpelthen ikke tid, skriver medlemmer af Demokratikommissionen Lisbeth Knudsen og Chris Preuss.

Folketingsmedlemmer skal tage stilling til stadig flere komplicerede problemstillinger, der kræver både en dyb indsigt på meget forskellige områder samt koordination med politikere i EU og resten af verden. Det gør det umuligt for folketingsmedlemmerne at træffe kvalificerede valg – der er simpelthen ikke tid, skriver medlemmer af Demokratikommissionen Lisbeth Knudsen og Chris Preuss.

Yilmaz Polat

2. september 2019

Danskerne har mistet tilliden til både politikere og embedsmænd.

Begge grupper er bundskrabere, når danskerne rangerer faggrupper efter troværdighed.

Til trods for dette kører vores demokratiske institutioner videre efter det, der er fortidens og ikke nutidens virkelighed.

Den klare tendens er et mindre folkeligt folkestyre. Et folkestyre, hvor afstanden mellem de love, der vedtages, og de borgere, der skal leve efter dem, bliver større og større.

Med globaliseringen har politikerne skullet tage stilling til mange svære emner: Hvad er den bedste løsning imod klimaforandringerne? Hvad gør vi med grænseoverskridende skattesnyd og techgiganternes stigende indflydelse?

Disse og mange andre spørgsmål kræver både en dyb indsigt på meget forskellige områder samt koordination med politikere i EU og resten af verden af vores folkevalgte politikere. Selv vores helt almindelige hjemlige lovgivning er blevet langt mere kompliceret. 

Men i processen med at adressere disse svære politiske spørgsmål, synes vores folketing, den lovgivende magt, at halte kraftigt bagefter den udøvende magt, Regeringen, med embedsværket og ministerierne i ryggen.

Voksende arbejdsbyrde

Lovgivningsarbejdet er vokset både i mængde og kompleksitet, og det sætter vores politikere under pres. Det flytter mere magt til de embedsmænd, som fagligt dygtigt, men uden folkeligt mandat, kan formulere og implementere love med mindre tilsyn og inddragelse af Folketinget.

Antallet af dokumenter fra de lov- og beslutningsforberedende udvalg i Folketinget løb i folketingsåret 1985-86 op i cirka 10.000 og i 1995-96 i ca. 20.000. Men i folketingsåret 2015-16 var antallet steget til 38.588 dokumenter. Det viser Eva Kjer Hansen og Morten Flindt i deres bog Det Forsømte Folketing.

Antallet af sider i de dokumenter, som skal klæde vores politikere på til at kunne behandle lovene, skal snart tælles i hundredtusinder. Lovgivningsarbejdet tager ganske enkelt ikke hensyn til, at kompleksiteten i vores samfund er steget markant siden starten af 1900-tallet. Prisen, vi betaler, er faldende gennemsigtighed.

Arbejdsmængden for et folketingsmedlem synes i dag så stor, at det går ud over den tid, der skal bruges på at sætte sig grundigt ind i de lovforslag, som det er medlemmernes hovedopgave at forholde sig til.

De mange lov- og beslutningsforslag, som medlemmer af Folketinget skal igennem på et år, lægges oven i udvalgsmøder og gruppemøder – for slet ikke at tale om, at politikerne samtidig står til rådighed for både borgere og medier. Samlet set bliver det praktisk talt umuligt at være tilstrækkeligt forberedt som folkevalgt lovgiver.

Forhenværende minister og nuværende folketingsmedlem Eva Kjer Hansen skriver i føromtalte bog, at situationen i dag er så grel at »de folkevalgte har ikke overblik over, hvilke regler de vedtager, og de har mistet indflydelsen på den EU-lovgivning, som de er forpligtet til at gennemføre«.

Ligeledes udtalte et folketingsmedlem på et af vores første møder i Demokratikommissionen, at den følelse, som først og fremmest kendetegner folketingsarbejdet, er følelsen af afmagt.

Det er en ærgerlig og alvorlig situation, både for vores politikere og for borgerne i vores demokrati, der bør kunne have tillid til, at deres valgte repræsentanter deltager indgående i lovgivningsarbejdet med grundig forberedelse i alle faser af lovens tilblivelse.

I det lys er det værd at spørge, om det er demokratisk forsvarligt, at vores folkevalgte politikere i dag kun kan deltage marginalt i lovgivningsprocessen?

Få bliver hørt

Mens vores folkevalgtes medindflydelse på lovarbejdet er mindsket, synes de politiske og administrative beslutningsprocesser i embedsværket også at være blevet mere lukkede og med mindre folkelig inddragelse i de seneste år. Klart er det i hvert fald, at antallet af interesseorganisationer og andre aktører, som formelt høres i formuleringen af nye love og beslutninger, er faldet markant.

I 1980 fandtes der 186 beslutningsforberedende udvalg i centraladministrationen med deltagelse af forskellige interesseorganisationer

I 2010 var antallet blot 26. Og selv fra de inviterede aktører lyder det ofte, at de ikke kan udøve nogen nævneværdig indflydelse, fordi lovforslag sendes i høring med meget korte varsler og ofte er så afstemt med forligskredsen på forhånd, at der ikke er plads til reelle ændringer.

Et par enkelte sværvægtere af interesseorganisationer, typisk økonomiske aktører, bliver hørt meget og ofte, men langt størstedelen af de mindre, men fagligt vidende og ofte medlemstunge organisationer, høres kun sporadisk og perifert.

Konsekvensen er, at civilsamfund og interesseorganisationer har meget lidt at sige, når det kommer til lovgivningsarbejdet og vigtige politiske beslutninger. Som samfund går vi således glip af en mulighed for at involvere de relevante dele af civilsamfundet, som med deres praktiske viden og erfaringer kan kvalificere de love, der skal implementeres i virkeligheden uden for ministerierne.

Når vores folkevalgte også i stigende grad har fået mindsket muligheden for at deltage i lovgivningsarbejdet, tegner der sig et billede af, at magten til at træffe beslutninger er blevet begrænset til et stadigt mindre antal hænder i embedsværket, snarere end at være bredt folkeligt forankret.

Behov for nytænkning

Disse udfordringer sætter spørgsmålstegn ved, om vores demokratiske institutioner i dag er gearet til at kunne adressere samtidens store politiske udfordringer med en lovgivningsproces, som er både fagligt velkvalificeret og demokratisk funderet.

Det er tydeligt, at der i folkestyret i dag er færre folk involveret i udviklingen og kvalificeringen af nye love og beslutninger. Lovgivningsarbejdet på Christiansborg er kommet længere væk fra både befolkning, de folkevalgte og de demokratiske foreninger og interesseorganisationer. Man kan ikke andet end spekulere i, om dette er en medvirkende årsag til den historisk høje mistillid, som vi ser til politikerne og embedsværket.

Som henholdsvis initiativtager og formand for Demokratikommissionen ønsker vi at spørge, om det er på tide at nytænke den måde, vores demokratiske institutioner og vores demokratiske processer fungerer på. Særligt vores lovgivende magt og lovprocessen.

Nyere tiders forsøg med borgerforslag i Folketinget virker ikke til at have været succesfulde, og der er fortsat et behov for en stærkere demokratisk forankring af lovgivningsprocessen.

Er løsningen flere folketingsmedlemmer eller færre med mere faglig bistand? Mere magt til lokaldemokratiet via en ny strukturreform? Er flere vejledende folkeafstemninger et bedre bud? Eller måske obligatoriske høringer af borgere og civilsamfund?

Vi har ikke alle svarene, men sammen med resten af Demokratikommissionen ønsker vi at rejse denne vigtige debat på vores femte og sidste ordinære møde mandag. Vi glæder os til at præsentere vores samlede anbefalinger efter nytår.

Chris Preuss er formand for Dansk Ungdoms Fællesråd og Lisbeth Knudsen er chefredaktør på Altinget og Mandag Morgen. De er hhv. medlem af og formand for Demokratikommissionen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Jane Jensen
  • Tommy Clausen
  • Kurt Nielsen
  • Poul Erik Pedersen
  • Anders Reinholdt
  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
Bjarne Bisgaard Jensen, Jane Jensen, Tommy Clausen, Kurt Nielsen, Poul Erik Pedersen, Anders Reinholdt, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Lyder lidt som at skulle rydde op efter et godstog, der er kørt af sporet. Hvor skal man begynde og er skinnerne også ødelagt? Man får næsten lyst til at starte helt forfra, ikke sandt?

"Og selv fra de inviterede aktører lyder det ofte, at de ikke kan udøve nogen nævneværdig indflydelse, fordi lovforslag sendes i høring med meget korte varsler og ofte er så afstemt med forligskredsen på forhånd, at der ikke er plads til reelle ændringer."

Mon ikke det hele har noget at gøre med den topstyring (new public management) der efterhånden gennemsyrer hele den offentlige forvaltning med effektivisering, topstyring, regneark og universitetsuddannet ledelse (der dybest ikke aner hvad der foregår på gulvet), hvorefter ingen i systemet længere nede forventer at blive hørt?

Man kan jo også blive pisset så meget på, at man ikke længere gider give sit besyv med.

Arne Albatros Olsen, Per Torbensen, Tommy Clausen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Et meget vigtigt sted at sætte ind er at give Folketinget nogle reelle og langt stærkere juridiske muskler.
Der bør oprettes et sekretariat af dygtige jurister + andre faggrupper, og tilstrækkeligt mange af slagsen, som de alm. folketingsmedlemmer kan benytte. Det er desuden meget vigtigt at dette sekretariat skal være uvildigt.

Dette kan afbalancere det stærke misforhold mellem den meget store magt som Fagministerierne giver regeringen i forhold til folketingsmedlemmerne, der slet ikke har de samme "muskler".

Jesper Tynells bog "Mørkelygten" understreger vigtigheden heraf, da der er talrige eksempler på, at magtfulde embedsmænd i fagministerierne tilskærer fakta til gavn for regeringspartierne + udelader vigtige informationer til folketinget. Bl.a. fordi de kan være karrierefremmende at gøre dette.

Desuden skal offentlighedsloven ændres tilbage til tiden FØR at den nuværende "mørklægnings-lov" kastede et slør ind over regeringens arbejde. Det er meget vigtigt at undersøgende graver journalister kan holde den lovgivende magt ansvarlig. Dette vil også styrke folketinget i forhold til regeringsmagten.

"Ingen over eller ved siden af Folketinget"
Dette er rigtigt - men lige nu er det kun tilfældet i teorien.
Derfor er det YDERST vigtigt at styrke Folketinget og pressen i praksis.
Desuden skal relevante interesse organisationer inddrages langt mere end i dag, for det er dem som har skoen på, der véd hvor den trykker!

Carsten Wienholtz, Tommy Clausen, Anders Reinholdt, Kurt Nielsen og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Jeg har ikke færdige svar, på de problemstillinger kronikken rejser. Til gengæld vil jeg gerne tilføje et par elementer til magtanalysen.
1. Jeg har tænkt over om der er en sammenhæng mellem den afkobling, som forfatterne dokumenterer, der er mellem parlamentet og selve lovgivningsprocessen og så de strukturreformer der er sket på det lokale og det regionale niveau. Altså større kommunale og regionale enheder. Jeg overvejer om sammenhængen består i at der generelt er sket en centralisering af beslutningsprocessen, således at andre aktører ikke rigtigt får adgang til den politiske beslutningsproces. Er dette tilfældet kunne man forestille sig at centraliseringen også slår igennem på det parlamentariske niveau, således at det faktisk også bliver sværere at udøve parlamentarisk kontrol med beslutningerne. Fordi: den parlamentariske kontrol i så fald virker som et "irritationsmoment", for bureaukrati og beslutningstagere - i dette tilfælde de relevante fagministerier.
2. Et andet element kan være, at de folkelige bevægelser (fagforeninger, andelsvirksomheder, oplysningsforbund - og sikkert flere til) og de politiske partiers basisorganisationer (vælgerforeningerne) er blevet svækket. Igen her kan man vel iagttage en tendens til centralisering, som har mange årsager. Denne svækkelse har betydet at den demokratiske politiske debat har fået et begrænset rum, hvor den kan udspilles. Dette igen betyder at flere beslutninger overlades til det professionelle bureaukrati og de dertil hørende embedsmænd.
Overordnet set: vi står altså i en situation, hvor de institutioner der danner basis for den demokratiske debat er blevet svækket i de seneste mange år. Dette peger på at det kun kan være en del af løsningen at styrke folketinget og skabe mulighed for at de valgte parlamentarikere, uden for regeringen, får bedre arbejdsvilkår. Derfor må debatten også bredes ud til en mere generel debat, der har fokus på hvorledes vi kan udvikle den demokratiske styreform i Danmark. Målet må være at sikre at borgerne får reelle muligheder for demokratisk deltagelse. Skal den grønne omstilling lykkes, må den nødvendigvis gå hånd i hånd med et politisk demokrati der sikrer at borgerne slutter op om de radikale beslutninger der bliver nødvendige.
mvh. poul.

Problemkompleksitetsmaksimering er en yndet sport blandt jurister, magthavere og embedsmænd. Det sikrer effektivt, at ingen forstår en hujende fis af nogetsomhelst, hvilket sikrer at magthaverne i al almindelighed og i et demokrati kan optræde som små (og store) svindlere, uden at blive stillet til ansvar.

Det undergraver hastigt den demokratiske styreform ('Med lov skal land bygges') og ender med et feudalt samfund, hvor de rige - enkeltpersoner såvel som firmaer - optræder som fyrster der samarbejder med lovgivningsmagten, mens resten af befolkningen må finde sig i at blive reduceret til livegne borgere.

Så kære Information: om lidt er I nødt til at vende tilbage til jeres rødder som undergrundsavis. Eller også mister i mig som abonnent.

Det er for så vidt old news det her - men det er da dejligt, at det nu endelig også er nået helt frem til landets meningsdannere, at noget må gøres. Lisbeth Knudsen har ellers i mange år tilhørt de "traditionalister" i den danske demokratidebat, der igen og igen har fremført det synspunkt, at vi her i Danmark har et forbilledligt demokrati og en fornem balance mellem samfundets instanser, så hvis hun nu også kan få øje på seriøse problemer, så er der fandeme noget helt galt.