Kommentar

Forskere tvinges til at lefle for politikeres og interesseorganisationers særinteresser

Universiteterne er blevet til ansøgningsfabrikker, hvor forskerne bruger en god del af deres skattebetalte arbejdstid på at søge myndigheder, fonde og private organisationer om midler. Det fører til forskning, hvor konklusionen ofte er givet på forhånd, skriver forskningsleder Dion Rüsselbæk Hansen i dette debatindlæg
28. august 2019

Informations afsløringer om oksekødrapporten fra Aarhus Universitet er blot seneste udtryk for, at jagten på penge har nået nye højder på universiteterne. Også i debatindlægget »Forskernes kamp om midler er en vaskeægte molbohistorie« i Politiken den 12. august gør en lang række forskere endnu en gang opmærksom på (gad vide om nogen overhovedet lytter?), hvordan forskere på universiteterne bruger en del af deres skattebetalte forskningstid på at skrive ansøgninger og konkurrere med hinanden om eksterne bevillinger.

Alle kræfter, både nye og gamle, skal mobiliseres for at hente eksterne midler hjem. Som forsker tilskyndes man fra ledelsesmæssigt hold til jævnligt at fremkomme med en salgbar idé, når f.eks. Velux Fonden, Carlsbergfondet og Danmarks Frie Forskningsfond slår opslag op.

Inden for det universitære meritokrati (som er ideologisk fantasi par excellence) er den vigtigste merit for samtidens forsker at kunne skaffe midler. Og gerne private. Der er ikke noget, som er uinteressant og ligger for langt fra det, forskerne typisk arbejder med og er specialister i, når disse midler skal fremskaffes. Logikken om at alle kan omskoles, gælder for alvor på universitetet.

Det at være specialist og besidde en særlig form for faglig og saglig indsigt, der bygger på årelange studier, kan være en hæmsko, såfremt man ikke kan lægge det bag sig og være omstillingsparat i forbindelse med at byde sig til, når næste fondsansøgningsrunde kommer, og når myndighederne kalder på såkaldt eksperthjælp, der skal udføre myndighedsbetjening.

Bekvemme løsninger

Typisk handler myndighedsbetjening ikke om, at forskerne skal bidrage med nye, anderledes og indsigtsfulde måder at beskrive og forstå et givent problem på, der kan kalde på overraskende løsninger.

Og de skal helst heller ikke medvirke til at komplicere tingene, så de ikke fremstår klare og tydelige. Måske skyldes det, at man ofte fra ministerielt hold begynder med slutningen: at man har løsningen på forhånd, hvorfor det er problemet, der er det forbistrede problem, der skal overkommes.

Det er måske også derfor, at man konkurrenceudsætter myndighedsbetjeningen, så man er sikker på, at man kun betaler for de ’rigtige’ problemer, de entydige og definitive af slagsen, der passer til løsningerne, og ikke de ’forkerte’ problemer, de komplekse og vanskelige håndterbare af slagsen, der ikke passer til løsningerne.

Sidstnævnte problemer står i et konfliktforhold til et embedsværk, som inspireret af den tyske professor Byung-Chul Han kan siges at vægre sig mod det anderledes, det fremmedes negativitet, og alt det, der kan forsinke og destabilisere totalitære træk som transparens, klarhed, entydighed og definitivitet.

Skandalerapport

Vi må også være særdeles kritiske over for andre typer af samarbejde, som universiteterne indgår for at skaffe penge. De seneste ugers afsløringer om oksekødrapporten tyder på, at jagten på midler tilskynder forskere til at imødekomme interesseorganisationer som for eksempel Landbrug & Fødevarers særlige økonomiske interesser.

Også her var løsningen tilsyneladende givet på forhånd: ’Få os til at tage os bedre ud, og vis, at okse- og kalvekød ikke er så stor en klimasynder, som det forlyder.’

Spørgsmålet er, om vi er vidner til, at forskningens præmisser ændres radikalt. For meget tyder på, at der ikke skal forskes ud fra blandt andet altruistiske og sandhedssøgende idealer. Tværtom er præmissen, at man skal ’forske’ (eller hvad man skal kalde det) i det, der kan betale sig. Også selv om man skal kompromittere de nævnte idealer.

Det betyder, at der skrives stadig flere strategiske ansøgninger, hvori man viser sin (økonomiske) værdi i forhold til at understøtte interesseorganisationers og myndigheders særinteresser.

Forskningsfrihed

Spørgsmålet er så, hvad det er for en såkaldt fri, uafhængig og kritisk forskning, man understøtter på universiteterne, og som legitimerer det at bedrive universitet, når den i tiltagende grad spændes efter den strategiske og eksternt finansierede vogn?

Typisk er det den type forskning, der starter og slutter med bevillingen. Skal det undgås, bør man overveje, om ikke det er på tide at nedtone de strategisk funderede universitetslederes fikse ideer, der sjældent er gennemtænkte, fordi de altid skal komme hurtigt og helst først.

Ligeså bør man reducere ansøgningsiveren på universiteterne og i stedet give tid og rum til, at forskere kan afdække vigtige problematikker og komme op med nye ideer, der kan vise deres værd – også det værd, der ikke har med økonomi at gøre. Dette kræver en vis forskningsmæssig frihed til at tænke og til ikke at lade andre gøre tænkearbejdet for sig.

Dion Rüsselbæk Hansen, lektor og forskningsleder ved Pædagogik, Kultur og Ledelse, SDU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Steffen Gliese
  • Brian W. Andersen
  • Alvin Jensen
  • Steen K Petersen
  • Ib Gram-Jensen
  • Carsten Enevoldsen
Morten Lind, Steffen Gliese, Brian W. Andersen, Alvin Jensen, Steen K Petersen, Ib Gram-Jensen og Carsten Enevoldsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Enevoldsen

Dion Rüsselbæk Hansen (DRH) præsenterer en knivskarp analyse med en bedrøvelig status over forskningens ofte(st) manglende integritet. Med udgangspunkt i min egen deltagelse i forskning og forskeruddannelse fra 1985 samt redaktørarbejde i videnskabeligt tidsskrift kan jeg desværre bevidne, at de nævnte problemer ikke er nye - de er dog eskaleret betydeligt de seneste år. Jeg mener imidlertid, at der er flere syndere end nævnt af DRH. Den problematiske rolle udfyldt af den af DRH nævnte 'myndighedsbetjening' er korrekt, men hvem betjener myndighederne? De betjener jo de til en hver tid siddende ministre eller bredere, de gældende politiske vinde. Embedsværket er ikke tonedøvt, og det er forskerne bestemt heller ikke. Dermed bliver den manglende habilitet et problem for også den offentligt finansierede forskning - ikke kun for forskning finansieret af fx oksekødsbranchen. Men hvem får de politiske vinde til at blæse? DRH nævner ikke mediernes rolle. Jagten efter sensationer, skarpe vinkler på alting mv. kan hurtigt blæse op til storme, som politikere (og universitetsledelser samt fondsbestyrelser) slet ikke kan modstå. Når så samtidigt visse medier fører kampagnejournalistik - vel tydeligst erkendt af Information og Politiken omkring 'klimakampen' men ofte halvskjult - så får vi en uhellig alliance mellem politikere, forskere og medier. Jeg har gentagne gange hørt journalister erkende, at de altid kan finde en forsker, der kan understøtte en skarpvinklet historie. Så får den stakkels læser/seer præsenteret en rad af såkaldt 'førende forskere', der er mest leveringsdygtige i skarpt formulerede 'news'. Da den såkaldte 'reproducibility crisis' i forskningen er veldokumenteret, så er der sikkert ofte tale om 'fake news'. De 'førende forskere' fremfører ofte rendyrkede politiske holdninger under dække af forskeransættelsen, som så markant demonstreret af Marlene Wind år tilbage. Denne publicityjagt blandt forskere tilskyndes af universitetsledelser, der eksplicit belønner offentlig omtale - indtil Penkowa-sager o. lign. får dem til at løbe væk, når udåden, reelt skabt af dem selv, er fuldbyrdet. Omend jeg personligt er noget skeptisk overfor diverse troværdighedsmålinger, så er det for mig fuldt ud plausibelt, at politikere og journalister (medier) ligger i bund - bedrøveligvis ser det for mig ud til, at forskere (i hvert fald forskningsledere) ihærdigt jagter en bundplacering hos deres medskyldige. DRH nævner et redskab til at sikre forskeres uafhængighed: faste længerevarende betingelsesløse bevillinger. Jeg er helt enig, men Jeg har ikke et problem med, at forskere arbejder med/i/for interesseorganisationer (herunder myndigheder). Det skal blot gøres lysende klart, at der er tale om bestillingsarbejde - den der betaler for musikken, bestemmer også melodien. Her kan medierne blive en central aktør. De skal nøje undersøge OG fremvise deres 'eksperters' økonomiske interesser/afhængighedsforhold. Selvfølgelig skal fx en klimaforsker med mange års ekstern finansiering på et specifikt område ikke ekskluderes fra medierne (som tilsyneladende ønsket af visse medier OG forskere!!!), men de pågældendes konkrete argumenter skal konfronteres med modargumenter fra uafhængige fagfæller. Her er det slet ikke nok at henvise til publikationer med såkaldt 'peer review', der ofte foregår i lukkede logeagtige kredsløb.
Carsten Enevoldsen
Tidligere professor og forskerskoleleder, medredaktør ved tidsskriftet Animal

Morten Lind, Curt Sørensen, Frederik Rischel, Alvin Jensen, Steen K Petersen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Frederik Rischel

Jeg synes dog at der er forskel på “synderenes” ansvar.
Lobbyister er til for at fremme økonomiske interesser
Journalister er, i hvert fald tildels, til for at skabe historier der tiltrækker læsere
Politikere er en kategori for sig
Men forskere, de må da nu engang kunne forventes at være til for at levere brugbar viden, og ikke at fremme de ovenståendes sag. Jeg synes det er totalt rimeligt at slå hårdest ned på dem, i sager som den om oksekødsrapporten.

Morten Lind, Torben Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet går ganske rigtigt længere tilbage - til det tidspunkt, hvor embedsmænd får den ulyksalige idé, at også det offentlige system skal have en form af aflad for sine bevillinger.
Det er ellers stik imod hensigten med offentligt finansieret aktivitet, der ligger i dette regi for netop at kunne oppebære uafhængighed og en troværdighed baseret på, at man i kraft af faglig merit kan betros at varetage eget fagområde. Desuden jo ikke på egen hånd, men som syltet ind i et fagligt miljø, hvis eneste interesse er det privilegium at kunne beskæftige sig med det, man har opnået avanceret kendskab til. - På den anden side er der så en undervisningsforpligtelse på forskningsniveau, hvilket var båret af et miljø, der i de faglige foreninger også inddrog gymnasielærere i en fælles didaktisk overvejelse om at formidling af ny og nødvendig viden som kvalificerende for en senere uddannelse indenfor faget.

Carsten Enevoldsen

Som jeg læser kronikken fra Dion Rüsselbæk Hansen (DRH), og hvad jeg selv uforbeholdent mener, så er det offentligt ansatte forskeres opgave 'at levere brugbar viden', som Frederik Rischel skriver. Jeg vil her præcisere til 'uafhængig/uvildig' forskning. Men det er jo netop en hovedpointe i DRH's kronik, at de offentligt ansatte forskere i stigende grad selv skal skaffe penge til deres løn via ansøgninger, og at universitetsledelserne stort er ligeglade med, hvem der betaler. I flere forskningsmiljøer, jeg kender, er det almindeligt, at kravene til en forskergruppe er, at de selv skal skaffe ca. halvdelen af deres løn fra eksterne kilder (ellers er konsekvensen klar - 'Skik følge eller land fly) - og hertil regner jeg også 'myndighedsbetjening', der jo skal støtte de herskende politiske vinde. Der er nok også mange, der husker Helge Sanders 'strategi': 'Fra forskning til faktura'. Altså, når arbejdsgiveren kræver af forskeren, at vedkommende skal søge om alt muligt, så er det i det mindste forståeligt, at prostitution breder sig - men hvem er alfonsen?
Frederik Rischel skrev: 'Journalister er, i hvert fald til dels, til for at skabe historier der tiltrækker læsere'. Det er sikkert sandt, men jeg tvivler meget på, at chefredaktører vil indrømme det. Højstemt ynder de i hvert fald at betegne sig som 'Den fjerde statsmagt'. Udfylder de den rolle bare nogenlunde, så aftvinger de respekt hos mig, men min kommentar skulle give eksempler på, at journalisterne/medierne i vid udstrækning er lobbyister, der jagter 'clickbaits'. Som redskab i disse suspekte mål kan de bruge villige forskere.

Morten Lind, Torben Skov, Curt Sørensen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar