Georg Metz: Vi debatterer foie gras i vilden sky, mens menneskebørn sidder i usle lejre

Har man én gang spist foie gras af guldtallerken, er det svært at vænne sig til Stryhns med bacon fra papiret.

Foie gras betyder fed lever eller fedtlever, der lyder værre, hvad det for så vidt også er – i det mindste for anden og gåsen der nu igen redder agurketiden – eftersom dyret bliver slagtet umiddelbart for enden af den kronologisk set korte overfodring.

Den håndteres med tragt, kværn og nedstopper. Under denne fase af fuglens sidste timer hænder det, at den kreperer af leversvigt, inden opdrætteren får vredet halsen om på den, og det er jo ikke så godt.

Det er selvfølgelig heller ikke meningen. Heller ikke at dyret skal lide, hvilket kan siges at være en uheldig, men ikke usandsynlig følge af processen.

Når danske svineproducenter producerer deres dyr, er det heller ikke meningen, at bestanden skal lide. Grisen skal ikke mishandles, det er ikke et mål i sig selv og har aldrig været det.

Men i det omfang man kan sætte sig i grisens sted, er der næppe tvivl om, at dyret – uanset alle forsikringer om det modsatte – alligevel lider. Grisens liv har været noget griseri, hvor den aldrig fik lov at udfolde sine sande instinkter, bygge rede, tryne rundt i jorden efter rødder og smådyr, formere sig ad libitum, og i øvrigt passe sig selv. Men sådan fungerer hundreder af millioner af grises virkelighed jo ikke.

Slagteprocessen er heller ikke for de sarte; grisene hyler af den skræk, der også griber småkalve.

Med store angstfulde øjne længes de kun efter at blive hældt tilbage i koen. Et synligt utilsigtet plageri som denne skribent oplevede på et slagteri og derfor ikke spiste kalvekød i flere år. Eller var det en uge?

En lidelsesfuld affære

Mennesker spiser dyr. Bortset fra dem der ikke gør det, og som trods alt er i mindretal. Mennesker spiser dyr og gør det uhæmmet, altså, såfremt de har adgang til spiselige dyr.

Køds proteinrigdom betyder, at man ikke skal spise gulerødder og nødder døgnet rundt for at dække behovet for fedt og mæthed. Mennesker spiser dyr og spørger først, om dyrene lider, når der er mad nok.

Spørgsmålet om nødvendighed er naturligvis vigtigt. Såfremt en truet dyreart, eksempelvis de store skildpadder skal reddes, må man afstå fra suppen.

Torsken er nu igen truet, således at østers, som man myrder på køkkenbordet med en østerskniv, eller hummeren man smider levende i kogende vand, formentlig i år må erstatte nytårstorsken, hvis menuen da ikke står på flæskesteg af lidende gris eller filet af vidskræmt kalv.

En relevant pointe er naturligvis, at man ikke nødvendigvis behøver føje yderligere lidelse til den i forvejen lidelsesfulde affære, det er at være dyr i en menneskedomineret verden.

Men så glemmer man måske, at arternes succes bør vurderes i helheder. Koen er som art en succes, uanset at hin enkelte individ bliver slagtet. Men arten ko trives ved slagtofrene, da der bliver taget vare på de ellers ret hjælpeløse kreaturer.

Køerne får som modydelse både mad og pleje, og ligefrem hengivenhed eller kærlighed – i visse tilfælde blandt gårdens børn på linje med hunden, der kan betegnes som den helt store succes. Her i kulturlaget afslutter hunde normalt ikke livet med at komme på middagsbordet.

Fjerkræ

Ænder og gæs og høns er der rigeligt af. De er lette og hurtige at reproducere og kræver ikke overvældende nænsomhed og holdes i enorme produktionshuse, hvor de fodres op i rekordfart og havner i Netto til fem for en hund.

Disse kyllingers liv er miserabelt; de slagtede kræ bliver blot fyld i ubestemmelige gryderetter med godt med karry for at afhjælpe konsistensen af slattenhed og smagen af tunge ud ad vinduet.

Hvorvidt der er tale om dyremishandling er et definitionsspørgsmål. Det politiske niveau i et gammelt landbrugsland som Danmark har som regel været rundhåndet med at acceptere producenternes dårlige undskyldninger.

En rigtig hønsegård er noget andet, her udfolder dyrene sig lykkeligt, som de er indkodet fra Vorherres hånd. Eller hvordan er det nu?

H.C. Andersens litterære præcision viste sig ustandseligt, som når han lader Den grimme ælling begynde i en andegård. De fleste er næppe klar over, hvad begrebet andegård indebærer. Men Andersen, der ofte færdedes på landet, valgte bevidst andegården som metafor for verdens elendighed.

Skribenten har engang selv boet ved siden af en stor ande- og gåsegård et sted i Pyrenæerne. Andegården var et mareridt: vegetationen afædt og nedtrampet, alt bogstaveligt talt beskidt, en snadren og hvæsen døgnet rundt og ramme om uafbrudte sammenstød, hvor dyrene næbbedes, og de svage kanøfledes.

Hver morgen gik bondemanden ind i det, der lignede en KZ-lejr, samlede andelig sammen og hældte dem i grisetruget. Kampen i andegården handlede – som hos Andersen om et åleskind – kort sagt: om ædelse.

Dette blads mangeårige mad- og tv-anmelder, den navnkundige Leif Blædel, fortalte engang, da som nu der var debat om gåseleveren, at han faktisk havde set, hvordan det i virkeligheden foregår ved den omstridte fodring: Når bondemanden trådte ind i andegården med sin tragt, kom gæs og ænder fisende hen og stak næbet op mod tragten.

Her var jo ubegrænset med den mad, de ellers rendte rundt og sloges om.

Nogle læsere blev rasende på Blædel og truede sikkert også med at opsige avisen. Men Blædel, der som få var vedholdende, insisterede lidenskabeligt og sagligt i sit forsvar for en højt udviklet fødevare, der blot sætter menneskets udnyttelse af naturen i relief. Og som i øvrigt smager himmelsk med Eiswein til og ægte portvinssky.

Nu er der så atter ballade om foie grasen.

Debatten er et sikkert tilbagevendende slagnummer som halalslagtning og omskæring. Bekymringen for om andre påføres lidelse – her for forkælede ganers skyld – vækker slumrende kræfter, der ellers ikke blander sig i det danske samfunds behandling af menneskebørn i usle lejre.

Det er selvfølgelig også noget andet. Man spiser ikke børnenes fedtlever.