Klumme

Georg Metz: Vi debatterer foie gras i vilden sky, mens menneskebørn sidder i usle lejre

Når fedtleveren vækker slumrende lidenskaber. Mennesker spiser dyr og spørger først, om dyrene lider, når der er mad nok
Foie gras betyder fed lever eller fedtlever, der lyder værre, hvad det for så vidt også er – i det mindste for anden og gåsen der nu igen redder agurketiden – eftersom dyret bliver slagtet umiddelbart for enden af den kronologisk set korte overfodring, skriver Georg Metz i denne uges Intermetzo. Her ses en foie gras farm i Ferndale i USA.

Foie gras betyder fed lever eller fedtlever, der lyder værre, hvad det for så vidt også er – i det mindste for anden og gåsen der nu igen redder agurketiden – eftersom dyret bliver slagtet umiddelbart for enden af den kronologisk set korte overfodring, skriver Georg Metz i denne uges Intermetzo. Her ses en foie gras farm i Ferndale i USA.

Don Emmert

Debat
2. august 2019

Har man én gang spist foie gras af guldtallerken, er det svært at vænne sig til Stryhns med bacon fra papiret.

Foie gras betyder fed lever eller fedtlever, der lyder værre, hvad det for så vidt også er – i det mindste for anden og gåsen der nu igen redder agurketiden – eftersom dyret bliver slagtet umiddelbart for enden af den kronologisk set korte overfodring.

Den håndteres med tragt, kværn og nedstopper. Under denne fase af fuglens sidste timer hænder det, at den kreperer af leversvigt, inden opdrætteren får vredet halsen om på den, og det er jo ikke så godt.

Det er selvfølgelig heller ikke meningen. Heller ikke at dyret skal lide, hvilket kan siges at være en uheldig, men ikke usandsynlig følge af processen.

Når danske svineproducenter producerer deres dyr, er det heller ikke meningen, at bestanden skal lide. Grisen skal ikke mishandles, det er ikke et mål i sig selv og har aldrig været det.

Men i det omfang man kan sætte sig i grisens sted, er der næppe tvivl om, at dyret – uanset alle forsikringer om det modsatte – alligevel lider. Grisens liv har været noget griseri, hvor den aldrig fik lov at udfolde sine sande instinkter, bygge rede, tryne rundt i jorden efter rødder og smådyr, formere sig ad libitum, og i øvrigt passe sig selv. Men sådan fungerer hundreder af millioner af grises virkelighed jo ikke.

Slagteprocessen er heller ikke for de sarte; grisene hyler af den skræk, der også griber småkalve.

Med store angstfulde øjne længes de kun efter at blive hældt tilbage i koen. Et synligt utilsigtet plageri som denne skribent oplevede på et slagteri og derfor ikke spiste kalvekød i flere år. Eller var det en uge?

En lidelsesfuld affære

Mennesker spiser dyr. Bortset fra dem der ikke gør det, og som trods alt er i mindretal. Mennesker spiser dyr og gør det uhæmmet, altså, såfremt de har adgang til spiselige dyr.

Køds proteinrigdom betyder, at man ikke skal spise gulerødder og nødder døgnet rundt for at dække behovet for fedt og mæthed. Mennesker spiser dyr og spørger først, om dyrene lider, når der er mad nok.

Spørgsmålet om nødvendighed er naturligvis vigtigt. Såfremt en truet dyreart, eksempelvis de store skildpadder skal reddes, må man afstå fra suppen.

Torsken er nu igen truet, således at østers, som man myrder på køkkenbordet med en østerskniv, eller hummeren man smider levende i kogende vand, formentlig i år må erstatte nytårstorsken, hvis menuen da ikke står på flæskesteg af lidende gris eller filet af vidskræmt kalv.

En relevant pointe er naturligvis, at man ikke nødvendigvis behøver føje yderligere lidelse til den i forvejen lidelsesfulde affære, det er at være dyr i en menneskedomineret verden.

Men så glemmer man måske, at arternes succes bør vurderes i helheder. Koen er som art en succes, uanset at hin enkelte individ bliver slagtet. Men arten ko trives ved slagtofrene, da der bliver taget vare på de ellers ret hjælpeløse kreaturer.

Køerne får som modydelse både mad og pleje, og ligefrem hengivenhed eller kærlighed – i visse tilfælde blandt gårdens børn på linje med hunden, der kan betegnes som den helt store succes. Her i kulturlaget afslutter hunde normalt ikke livet med at komme på middagsbordet.

Fjerkræ

Ænder og gæs og høns er der rigeligt af. De er lette og hurtige at reproducere og kræver ikke overvældende nænsomhed og holdes i enorme produktionshuse, hvor de fodres op i rekordfart og havner i Netto til fem for en hund.

Disse kyllingers liv er miserabelt; de slagtede kræ bliver blot fyld i ubestemmelige gryderetter med godt med karry for at afhjælpe konsistensen af slattenhed og smagen af tunge ud ad vinduet.

Hvorvidt der er tale om dyremishandling er et definitionsspørgsmål. Det politiske niveau i et gammelt landbrugsland som Danmark har som regel været rundhåndet med at acceptere producenternes dårlige undskyldninger.

En rigtig hønsegård er noget andet, her udfolder dyrene sig lykkeligt, som de er indkodet fra Vorherres hånd. Eller hvordan er det nu?

H.C. Andersens litterære præcision viste sig ustandseligt, som når han lader Den grimme ælling begynde i en andegård. De fleste er næppe klar over, hvad begrebet andegård indebærer. Men Andersen, der ofte færdedes på landet, valgte bevidst andegården som metafor for verdens elendighed.

Skribenten har engang selv boet ved siden af en stor ande- og gåsegård et sted i Pyrenæerne. Andegården var et mareridt: vegetationen afædt og nedtrampet, alt bogstaveligt talt beskidt, en snadren og hvæsen døgnet rundt og ramme om uafbrudte sammenstød, hvor dyrene næbbedes, og de svage kanøfledes.

Hver morgen gik bondemanden ind i det, der lignede en KZ-lejr, samlede andelig sammen og hældte dem i grisetruget. Kampen i andegården handlede – som hos Andersen om et åleskind – kort sagt: om ædelse.

Dette blads mangeårige mad- og tv-anmelder, den navnkundige Leif Blædel, fortalte engang, da som nu der var debat om gåseleveren, at han faktisk havde set, hvordan det i virkeligheden foregår ved den omstridte fodring: Når bondemanden trådte ind i andegården med sin tragt, kom gæs og ænder fisende hen og stak næbet op mod tragten.

Her var jo ubegrænset med den mad, de ellers rendte rundt og sloges om.

Nogle læsere blev rasende på Blædel og truede sikkert også med at opsige avisen. Men Blædel, der som få var vedholdende, insisterede lidenskabeligt og sagligt i sit forsvar for en højt udviklet fødevare, der blot sætter menneskets udnyttelse af naturen i relief. Og som i øvrigt smager himmelsk med Eiswein til og ægte portvinssky.

Nu er der så atter ballade om foie grasen.

Debatten er et sikkert tilbagevendende slagnummer som halalslagtning og omskæring. Bekymringen for om andre påføres lidelse – her for forkælede ganers skyld – vækker slumrende kræfter, der ellers ikke blander sig i det danske samfunds behandling af menneskebørn i usle lejre.

Det er selvfølgelig også noget andet. Man spiser ikke børnenes fedtlever.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ib Gram-Jensen

I en artikel har Dyrenes Beskyttelse for nylig givet en beskrivelse af Foie-grasproduktionen som er noget anderledes end Blædels.
(https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/fakta-om-foie-gras)

Birte Pedersen, Per Torbensen, Estermarie Mandelquist, Hanne Ribens, Katrine Damm, Torben Skov, Mogens Holme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Problemet med foie gras er, at det spises af mennesker, der har overskud. De kan vælge fedtleveren fra, men de vælger den til. Lørdagskyllingen har da sikkert lidt lige så meget som foie gras-anden, men lørdagskyllingen spises mestendels af folk, der ikke har overskud til at vælge den fra.

At undskylde sin overklasseæde og fedtlever med, at andre dyr har det værre eller lige så slemt, er udtryk for en decideret pinlig tilgang til moral.

Vi er decideret ovre i Liberal Alliance-segmentet af umenneskelig uredelighed og en argumentationstype, hvor man påstår, at der ikke findes fattige i Danmark, fordi der findes endnu fattigere folk andetsteds på kloden.

Daniel Joelsen, Jens Christensen, Birte Pedersen, Britta Hansen, Tino Rozzo, Per Torbensen, Klaus Lundahl Engelholt, Lise Lotte Rahbek, Estermarie Mandelquist, Benta Victoria Gunnlögsson, jørgen djørup, Bjarne Bisgaard Jensen, Else Marie Arevad, Lotte Tvede, Nette Skov, Katrine Damm, Carsten Wienholtz, Tom Andreæ, Torben Skov, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Nææh Georg Metz. Lige nu falder du igennem som særdeles useriøs! En af Animas folk har arbejdet undercover på en foie gras farm i Frankrig. Det er ikke for sarte sjæle :o(
https://youtu.be/gCGV8jfT0JM

Birte Pedersen, Klaus Lundahl Engelholt, Estermarie Mandelquist, Nette Skov, Hanne Ribens, Katrine Damm, John Poulsen, Mogens Holme, Gitte Loeyche og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ilja Wechselmann

hej Georg Metz, jeg synes du har en god sans for væsentlige paradokser, som kan åbne øjnene for, hvorledes dagsordenen slører de pinlige paradigmer - som f.eks. forholdet mellem befolkningen og vores nødstedte flygtninge. Mvh Ilja Wechselmann

Nonsens at blande dyremishandling sammen med børn i lejre....

Jens Christensen, Estermarie Mandelquist, Else Marie Arevad og Jacob Johansen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Både børn i lejre og tvangsfodring af gæs og ænder er vel mishandling på et overordnet plan.

Men jeg synes man skal passe på at bruge 'whataboutism' og relativisering i debatter som disse.
Det gør højrefløjen nemlig altid, som Anders Sørensen påpeger 13:31.

Fordi danske husdyr for det meste lider, har et miserabelt liv og en gruopvækkende død, betyder det jo ikke at tvangsfodring bliver bedre af den grund.

Birte Pedersen, Britta Hansen, Estermarie Mandelquist, Else Marie Arevad, Jacob Johansen, Nette Skov, Torben Skov, Troels Ken Pedersen, Thomas Tanghus og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Det hykleriske ved foie gras diskussionen er selvfølgelig, at det ikke handler om foie gras, men om at bashe på de "rige svin" der (åbenbart) spiser det. Så kan de fleste nemlig pege på nogle andre som de skyldige - og behageligt glemme, at alle (inklusive dem selv) er lige så slemme ift. at spise industrialiseret kød.

Bortset fra det meget enig med Eva Schwanenflügel: En debat om dyremishandling bør ikke bremses af relevansen af en debat om børn i flygtningelejre. Og det gør det jo heller ikke. Jeg tror, vi er mange, der er meget opmærksomme på, hvordan forholdene kommer til at ændre sig for flygtningebørnene i de danske koncentrede lejre.

Birte Pedersen, Britta Hansen, Chresten Michael Juul, Torben Skov, Erik Karlsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

En af mine gode bekendte spiser kun kød, som han selv har ombragt. Og da han hverken er landmand eller kunne finde på at sætte sine ben i et slagteri, må han jo gå på jagt, hvilket også fra tid til anden resulterer i et rådyr i fryseren.
Nu ville skæbnen en dag, har han fortalt, at han kom til at nævne det ved et middagsselskab, hvorefter han straks blev lagt for had af en deltagende pige, som mente, at han var ondskaben selv, når han kunne finde på at liste sig ud i en skov og skyde et rådyr med de store, store bambi-øjne.
At hun så selv valgte Cordon bleu til omtalte middagsselskab, kunne hun ikke se noget underligt i, men da han så spurgte hende, om hun selv kunne finde på at myrde grisen eller kalven, var hendes mund helt og aldeles lukket.

Birte Pedersen, birgitte andersen, Britta Hansen, Lise Lotte Rahbek, Katrine Damm, jørgen djørup, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

Dyreplageri er vel et dyreplageri, som er et dyreplageri. Så er den debat vel ikke længere.

Den dag menneskebørn vil have gavn af at folk spiser foie gras, vil jeg også spise det. Men det er der vel ikke tale om?