Kommentar

Georg Metz: Hjemsøgelsens afblæste risiko

Den nu alligevel-ikke-besøgende præsident, der nu absurd kalder Mette Frederiksen væmmelig, sidder i et farligt kaotisk rod på USA’s magtapparat og smadrer dagligt under pøblers jubel uerstattelige værdier
»Et besøg af præsidenten er stort: The President of the United States of America, det lyder som en fanfare med pauker og trompeter. Der er stil over opbuddet af republikkens majestæt, når Air Force One sænker hjulene i betonbanen med sin last større end livet,« skriver Georg Metz i ugens Intermetzo.

»Et besøg af præsidenten er stort: The President of the United States of America, det lyder som en fanfare med pauker og trompeter. Der er stil over opbuddet af republikkens majestæt, når Air Force One sænker hjulene i betonbanen med sin last større end livet,« skriver Georg Metz i ugens Intermetzo.

Mandel Ngan

23. august 2019

Kennedy var her i sin tid og gjorde sig sympatiske, men let overdrevne forestillinger om det danske socialvæsen. Men at John F. Kennedy havde været her, om end kun som kongresmedlem, blev noteret.

Johnson var her som vicepræsident og uddelte kuglepenne til de indfødte. Nixon, Ford, Carter, Reagan og gamle Bush holdt sig væk. Men Clinton var her og blev modtaget, sus i skørterne som Vorherres stedfortræder.

En underfrankeret Bush junior var her som led i Fogh Rasmussens kreative bogføring af sin karrierepleje. Bush som sådan var flink nok.

Og Obama var her. Omgivet af verdens ledere sad den smidige åndfulde mand som en strandet panter på bordkanten i et nedlagt møderum i Bella Centret og stirrede vantro på Løkke Rasmussen, der lige var faldet ud af sengen.

Hvis Kristian Jensen fører en lille sort bog over Løkkes brølere, er her et tip fra et datidigt klimatopmøde, ifald næstformanden har glemt noget.

Et besøg af præsidenten er stort: The President of the United States of America, det lyder som en fanfare med pauker og trompeter. Der er stil over opbuddet af republikkens majestæt, når Air Force One sænker hjulene i betonbanen med sin last større end livet.

I blå blink og sirener sætter besøget Puslingelands lilleputhovedstad Småsøvnig på den anden ende. Synet af præsidentkortegen af spejlblanke sorte stålmonstre er næsten nok. Bare et glimt af verdens mægtigste herlighed, med hvem de fleste folk på kloden – og trods forbehold – takket være udvandret slægt i staterne har personlige berøringsflader.

Præsidenten er en del af os selv – som en kvartfætter med genkendelige gener og tåleligt sprog. Alle de 44 i embedet siden Washington, selv de dummeste har man kunnet tale med. Især de moderne fra Roosevelt til Obama.

Når alt kommer til alt, deler vi fælles historie i parallelle forløb, et skæbnefællesskab, et værdigrundlag, som i perioder skulle tages med tang, men hvor det fundamentale i kultur og moral lå inden for samhørighedens rammer.

Sådan da.

Noget var nemlig i gære og er nu sprunget i luften.

Omnipotensens tankeløshed

Skribentens fremtrædende newyorkerrepublikanske, ja netop: kvartkusine røbede i velmagtsårene, uden nævneværdige forbehold for selv de mest forrykte konspirationsteorier, sin del af sit partis herrefolksmentalitet. Trods jøderiet i stamtræet fordredes utvetydig kristen hvid naturbestemt ret i stort og småt, mens sorte folk ikke var sagen.

Elskeligheden selv, denne kvarte kusine, tryg i sin danske families skød i forfædrenes gamle land. Men når det kom til stykket og amerikansk forrang til råstof, penge, skovrydning i Brasilien – utvivlsomt også retten til at købe Grønland – hård i filten som Manhattans grundfjeld.

Den afdeling af virkeligheden overses ofte af den stedlige Amerika skråstreg Trump-benovelse, hvor sidste led i disse dage vel ikke længere er i højeste kurs.

Ubehaget ved slagordet America First, en følelse utallige oplyste amerikanere deler, kaldes i højrepopulismens optik antiamerikanisme eller ligefrem had. God forbid.

Det er ikke had, men frygt i kritisk beredskab over for de konsekvenser, den oprivende politiske katastrofe kaldet Donald Trump fører med sig: Alt hvad der for fulde gardiner rulles ud materialiseret i en tilstundende økonomisk verdenskrise, legemliggjort i et megalomanisk, himmelråbende uoplyst løgnagtigt subindivid, hvor ordet psykopat løber i tanker og taster.

Begrebet The Ugly American, omnipotensens tankeløshed som beskrevet i Eugene Burdicks romanklassiker fra 1958, er ulykkeligvis fortsat latent.

Tillid til amerikansk global overhøjhed efter fatale fejlskud betinges af skiftende præsidenters karakter og politik: Nok spille med supermusklerne, men behersket, tak, og i samvirke med allierede og i reel forhandlingskontakt med uvennerne. Det hele beror på den person, der om få dage, afhængigt af den infantiles behovstilfredsstillelse, alligevel ikke kommer til Danmark.

Når selv Søren Espersen, Dansk Folkepartis svar på fædrelandets forsvar til sidste hjemmeværnsmand, river skægget op af bordpladen og ved Trumps krejlen om Grønland betegner gæsten som uforskammet over for det danske kongerige samt totalt forrykt, bliver man oven i sin kroniske bekymring ærlig talt forskrækket.

Præsidenter er gerne omgivet af kompetente folk til at klare ærterne.

Da præsident Wilson i sin tid fik et slagtilfælde, bestyrede hans hustru butikken, og det gik. En af de svagest udrustede, ovennævnte Bush jr. slap aldrig kontakten til forstandige, professionelle gammelrepublikanere og til sin far.

Bushs triste periode udartede, trods ambitioner, trods alt heller ikke til den ultimative konservative kapitale firmaovertagelse, som de yderste republikanere (og kvartkusinen) drømte om. USA’s politiske kultur overlevede.

Da således nummer 43 og den ultrakonservative Dick Cheney forlod Det Hvide Hus, trådte nummer 44 Barack Obama og Joe Biden stille og roligt til. Forestillingen om den sunde republik forankret i George Washingtons sanddruelighed og respekt for den demokratiske tanke og proces var uforandret; magtskiftet skete trods slag i bolledejen høfligt, statsskik og institutioner stod dengang distancen, og unionen holdt.

Den nu alligevel-ikke-besøgende præsident, der nu absurd kalder Mette Frederiksen væmmelig, sidder i et farligt kaotisk rod på USA’s magtapparat og smadrer dagligt under pøblers jubel uerstattelige værdier.

Men også her i sognet har Trump (haft?) sine proselytter. En sværmerisk, populistisk fascineret højrefløj, forblændet af falske påstande om usynlige eliters sammensværgelse og fake news mig her og der, dyrker hellere deres animositet mod Trump-skeptiske landsmænd og en kritisk presse, end de lægger afstand til en dysfunktionel autokratisk bølle, der selv forlangte at blive inviteret på et ikke just ønsket besøg, han nægter at aflægge.

Uforskammet.

Det siger Søren Espersen selv.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Poul Erik Pedersen
  • Hanne Ribens
  • Eva Schwanenflügel
  • Carsten Mortensen
  • Thomas Tanghus
  • Hans Larsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Tommy Clausen
  • Anders Reinholdt
  • erik pedersen
  • Niels Vest-Hansen
  • Tino Rozzo
Malan Helge, Poul Erik Pedersen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Carsten Mortensen, Thomas Tanghus, Hans Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Tommy Clausen, Anders Reinholdt, erik pedersen, Niels Vest-Hansen og Tino Rozzo anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Erik Riis

”forlangte at blive inviteret på et ikke just ønsket besøg, han nægter at aflægge”

Primitiv manipulator. Det var også ham, der ville manipulere det svenske retsvæsen, og hans politik over for Iran og Kina oser af primitiv manipulation.

Pietro Cini, Eva Schwanenflügel og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Tommy Clausen

Tumpen Trump fører sig frem i sit glashus, så glassplinterne flyver om ørene. Den ene dag er det retsvæsenet i Sverige, den næste 4 mørke amrikanske kongress kvinder, så pudesligt Grønland. Dermå da snart være nogen der kan spænde ben for han....

Torben Lindegaard

@Georg Metz

Rolig nu .... det er stadigvæk Nato, der er kernen i vores sikkerhedspolitik -
bare spørg Trine Bramsen -
og Nato er USA, tro ikke andet.

Jamen, kan vi da ikke tilslutte os PESCO sammen med alle de andre EU lande minus Malta ?? Der er godt nok et problem med vores Forsvarsforbehold; men det kunne vi vel diskutere og sætte til Folkeafstemning ??

Overhovedet, slet ikke .... siger Trine Bramsen .... det kommer slet ikke på tale.

Det er Nato og USA, der er rygraden i vores sikkerhedspolitik -
så vi hellere forliges med the Donald.

I sidste tweet forlangte han, at vi opfyldte vores løfte om at yde 2% af BNP til forsvaret.
Det svarer til en årlig meromkostning på kr 10 - 15 mia !!

Himmel & Hav -
vi kommer til at sende Mette Frederiksen & Dronningen til USA og bede om godt vejr igen !!