Georg Metz: Sangene i Højskolesangbogen handler i oprivende grad om jøder

Det har vakt vrede i nationalkonservative kredse, at Højskolesangbogen overvejer optagelse af en ramadansang. Ophavsmanden er muslim – og dansk.

Men det kan han ifølge radikaliserede nationale ikke være. Ikke i hjertet. Folk af anden etnisk baggrund, dvs. demonstrativt farvede og muslimer – skal ligne en kloning af »Dengang jeg drog afsted«, Marie Krarup og fregatten Jylland for at få vinduesplads i kupeen.

Nu kan man mene, at en sang på dansk om en højtid for en kvart million ikkekristne danskere er noget nær det nærmeste, man kommer hjertelaget.

Ramadanen er på niveau med påske og jul, uden at kristendanskerne nødvendigvis holder disse højtider hellige, og alt taget i betragtning gået hen og blevet dansk. Som den jødiske sabbat er ramadanen, trods en fravalgt Inger Støjbergs syrlige mavefornemmelser for muslimske buschauffører i trafikken, gledet ind i sprog og kultur og altså nu på vej i den danske sang.

Hermed skulle højskolesangtraditionen være vel forvaret.

Men nej.

De opbragte mener, at et sådant nummer i Højskolesangbogen er et nummer for meget og en farlig invasion af det danske. Den lille kompakte blå bog er i denne optik, uanset bemærkelsesværdig foranderlighed i udgavernes løb, lige med ét blevet det ukrænkeligt allerdanskeste i nationens arv og eje.

Får muslimerne foden ned her, er glidebanen betrådt, og højskolesangen fortabt. Og hvad bliver forkastet til fordel for det forkastelige? Bertel Haarders »Lille venlige land« (nr. 385) måske?

Når der går skred i tingene, er selv det utænkelige tænkeligt.

Jøderne og danskheden

I gamle dage da en anden påtrængende minoritet, jøderne, begyndte at møve sig ind i danskheden, udtrykte ligervis mange bekymring for denne mosaiske infiltration.

Grundtvig mente, at Meïr Aron Goldschmidt, der skrev noget af det bedste dansk af alle, selvfølgelig ikke med dét navn og dét blod rullende kolerisk i den mørkøjede journalists årer, kunne blive rigtig dansk. Ikke af hjerte og blod. Ifølge de rene af legemsvæskerne flyder der den nationale sjæl af blod og jord. Ikke i hovedet, men konkret jord som jord og blod som blod.

Mere stålsatte folk end Grundtvig mente, at jøder overhovedet ikke – som i overhovedet ikke – havde noget at gøre i det danske, men var og forblev et utåleligt fremmedelement.

Grundtvig modererede sig og lod i formuleringen: menneske først, etnicitet og tro komme i anden række. Goldschmidt fik ganske vist dansk antisemitisme at føle, men blev ikke dyppet i tjære og rullet i fjer, og jøderne tiltog sig fodfæste og blev formelt ligestillede.

Det skulle man aldrig have tilladt.

Mange nationale og flere i kirkefolket faldt det ganske vist for brystet. Politiken blev udråbt som jødeavisen. Den højreradikaliserede kritiker Harald Nielsen betegnede avisen: Systemet Politiken; her huserede det fædrelandsnedbrydende komplot i frisind, ugudelighed med brødrene Brandes som al landsens ulykke.

Det kristne var det også så som så med, og jøderne i danskheden kan dårligt benægtes.

Som man således bladrer i den nu atter omstridte Højskolesangbog, handler sangene i oprivende grad om jøder:

»Abraham sad i Mamre-lund« (det siger sig selv); »Jeg gik i marken og vogtede får« (om jødekongen David); »Kong Farao var en ugudelig krop« (om jødeføreren Moses).

Når det ikke drejer sig om jødiske patriarker, konger, profeter og rene tosser fra den krigeriske mellemøstlige oldtid, er Højskolesangbogen desuden fyldt med tekster om Jesus – endnu en omskåret jøde som skrevet står.

Højskolesangbogen er langtidsindoktrineret af en jødisk konspiration, der sikkert som en skarnbasse i møg har boret sig ind i danskernes sjæl – og i Højskolesangbogen ...

Nogen vil gå til yderligheder for at bevare det danske: flaget, frikadellen, juletræet, ytringsfriheden og den danske sangskat, som vi kender den, uanset at skatten flyder over af jøder fra længe før opfindelsen af den muslimske tro og endnu mere infiltrerende langtidsholdbar.

At slippe yderligere fremmed etnicitet og en middelalderlig beduinreligion løs i sangtraditionen er et knæfald og accept af den skandale, Højskolesangbogen allerede ligger under for.

Redaktionen bør sløjfe afsnittet Bibelhistorien og finkæmme Grundtvig.

Gælder jødeudrensningen også jøden Jesus, bliver kun det sjove tilbage.

Højskolesangbogen kan blive den næste kamp

Efter ugens reaktioner at dømme gælder ytringsfriheden i vilden sky fortrinsvis, når dansk blod banker i kristne hjerter.

Teologen Iben Thranholm, der opstillede til Folketinget for et nyfascistisk parti, mente forleden i Berlingeren (apropos), at (kristen) gudfrygtighed er glemt. Nærer vi dén, er der bingo på alle plader.

Dertil kommer, at netop ytringsfriheden i Danmark ifølge Thranholm er overvurderet, at de politisk ukorrekte er frit vildt, og at Thranholm selv undertrykkes og forfølges. Det sidste kan en gudsforsagende sjæl undre sig over, al den stund teolog Thranholm ustandseligt skriver i avisen og meget meget meget ofte snakker huden fuld i egne radioprogrammer.

Alligevel er hun udsat for kronisk karaktermord.

Det sidste er ikke godt.

Men måske den forfulgte blot oplever, at nogen vejer den karakter, der gik ind for deportation af en kvart million danskere af anden tro, og finder karakteren for let.

De myter, som de tre store mellemøstlige religioner er fælles om, hvor den jødiske så uanstændigt rigt er repræsenteret i Højskolesangbogen, og hvor islam nu ser ud til at få en beskeden skandalepåkaldende plads, kan alle fortælle, hvorfor Iben Thranholm (og andre) bør udsætte nationalegoet for et hudløst selvopgør frem for at bagatellisere de efterlevede principper, der for skatteyderbetalte formuer sikrede Thranholms daværende partiformand og dermed Thranholm selv friheden til at håne, offentligt afsky samt i ytringsfrihedens navn afbrænde andre menneskers hellige skrift og kalde dét dansk.

Højskolesangbogen bliver måske det næste.