Det har vakt vrede i nationalkonservative kredse, at Højskolesangbogen overvejer optagelse af en ramadansang. Ophavsmanden er muslim – og dansk.
Men det kan han ifølge radikaliserede nationale ikke være. Ikke i hjertet. Folk af anden etnisk baggrund, dvs. demonstrativt farvede og muslimer – skal ligne en kloning af »Dengang jeg drog afsted«, Marie Krarup og fregatten Jylland for at få vinduesplads i kupeen.
Nu kan man mene, at en sang på dansk om en højtid for en kvart million ikkekristne danskere er noget nær det nærmeste, man kommer hjertelaget.
Ramadanen er på niveau med påske og jul, uden at kristendanskerne nødvendigvis holder disse højtider hellige, og alt taget i betragtning gået hen og blevet dansk. Som den jødiske sabbat er ramadanen, trods en fravalgt Inger Støjbergs syrlige mavefornemmelser for muslimske buschauffører i trafikken, gledet ind i sprog og kultur og altså nu på vej i den danske sang.
Hermed skulle højskolesangtraditionen være vel forvaret.
Men nej.
De opbragte mener, at et sådant nummer i Højskolesangbogen er et nummer for meget og en farlig invasion af det danske. Den lille kompakte blå bog er i denne optik, uanset bemærkelsesværdig foranderlighed i udgavernes løb, lige med ét blevet det ukrænkeligt allerdanskeste i nationens arv og eje.
Får muslimerne foden ned her, er glidebanen betrådt, og højskolesangen fortabt. Og hvad bliver forkastet til fordel for det forkastelige? Bertel Haarders »Lille venlige land« (nr. 385) måske?
Når der går skred i tingene, er selv det utænkelige tænkeligt.
Jøderne og danskheden
I gamle dage da en anden påtrængende minoritet, jøderne, begyndte at møve sig ind i danskheden, udtrykte ligervis mange bekymring for denne mosaiske infiltration.
Grundtvig mente, at Meïr Aron Goldschmidt, der skrev noget af det bedste dansk af alle, selvfølgelig ikke med dét navn og dét blod rullende kolerisk i den mørkøjede journalists årer, kunne blive rigtig dansk. Ikke af hjerte og blod. Ifølge de rene af legemsvæskerne flyder der den nationale sjæl af blod og jord. Ikke i hovedet, men konkret jord som jord og blod som blod.
Mere stålsatte folk end Grundtvig mente, at jøder overhovedet ikke – som i overhovedet ikke – havde noget at gøre i det danske, men var og forblev et utåleligt fremmedelement.
Grundtvig modererede sig og lod i formuleringen: menneske først, etnicitet og tro komme i anden række. Goldschmidt fik ganske vist dansk antisemitisme at føle, men blev ikke dyppet i tjære og rullet i fjer, og jøderne tiltog sig fodfæste og blev formelt ligestillede.
Det skulle man aldrig have tilladt.
Mange nationale og flere i kirkefolket faldt det ganske vist for brystet. Politiken blev udråbt som jødeavisen. Den højreradikaliserede kritiker Harald Nielsen betegnede avisen: Systemet Politiken; her huserede det fædrelandsnedbrydende komplot i frisind, ugudelighed med brødrene Brandes som al landsens ulykke.
Det kristne var det også så som så med, og jøderne i danskheden kan dårligt benægtes.
Som man således bladrer i den nu atter omstridte Højskolesangbog, handler sangene i oprivende grad om jøder:
»Abraham sad i Mamre-lund« (det siger sig selv); »Jeg gik i marken og vogtede får« (om jødekongen David); »Kong Farao var en ugudelig krop« (om jødeføreren Moses).
Når det ikke drejer sig om jødiske patriarker, konger, profeter og rene tosser fra den krigeriske mellemøstlige oldtid, er Højskolesangbogen desuden fyldt med tekster om Jesus – endnu en omskåret jøde som skrevet står.
Højskolesangbogen er langtidsindoktrineret af en jødisk konspiration, der sikkert som en skarnbasse i møg har boret sig ind i danskernes sjæl – og i Højskolesangbogen ...
Nogen vil gå til yderligheder for at bevare det danske: flaget, frikadellen, juletræet, ytringsfriheden og den danske sangskat, som vi kender den, uanset at skatten flyder over af jøder fra længe før opfindelsen af den muslimske tro og endnu mere infiltrerende langtidsholdbar.
At slippe yderligere fremmed etnicitet og en middelalderlig beduinreligion løs i sangtraditionen er et knæfald og accept af den skandale, Højskolesangbogen allerede ligger under for.
Redaktionen bør sløjfe afsnittet Bibelhistorien og finkæmme Grundtvig.
Gælder jødeudrensningen også jøden Jesus, bliver kun det sjove tilbage.
Højskolesangbogen kan blive den næste kamp
Efter ugens reaktioner at dømme gælder ytringsfriheden i vilden sky fortrinsvis, når dansk blod banker i kristne hjerter.
Teologen Iben Thranholm, der opstillede til Folketinget for et nyfascistisk parti, mente forleden i Berlingeren (apropos), at (kristen) gudfrygtighed er glemt. Nærer vi dén, er der bingo på alle plader.
Dertil kommer, at netop ytringsfriheden i Danmark ifølge Thranholm er overvurderet, at de politisk ukorrekte er frit vildt, og at Thranholm selv undertrykkes og forfølges. Det sidste kan en gudsforsagende sjæl undre sig over, al den stund teolog Thranholm ustandseligt skriver i avisen og meget meget meget ofte snakker huden fuld i egne radioprogrammer.
Alligevel er hun udsat for kronisk karaktermord.
Det sidste er ikke godt.
Men måske den forfulgte blot oplever, at nogen vejer den karakter, der gik ind for deportation af en kvart million danskere af anden tro, og finder karakteren for let.
De myter, som de tre store mellemøstlige religioner er fælles om, hvor den jødiske så uanstændigt rigt er repræsenteret i Højskolesangbogen, og hvor islam nu ser ud til at få en beskeden skandalepåkaldende plads, kan alle fortælle, hvorfor Iben Thranholm (og andre) bør udsætte nationalegoet for et hudløst selvopgør frem for at bagatellisere de efterlevede principper, der for skatteyderbetalte formuer sikrede Thranholms daværende partiformand og dermed Thranholm selv friheden til at håne, offentligt afsky samt i ytringsfrihedens navn afbrænde andre menneskers hellige skrift og kalde dét dansk.
Højskolesangbogen bliver måske det næste.
Kære Georg Metz, Tak for din fredagsklumme. Det er det første jeg læser hver fredag morgen. Den er oplysende, interessant og ofte meget morsom. Apropos denne fredags indlæg, er det beskæmmende læsning, og desværre ikke noget nyt i historien. Først var det jøderne, så muslimerne og nu mennesker, som tillader sig tvære født i et andet land. Alt, hvad der kommer udefra bliver mistænkeliggjort. For nogle måneder siden modtog jeg en mail fra Danmarks statistik med et spørgeskema. Stor var min forundring, da det føste spørgsmål var : Hvorfor kom du til Danmark!! Jeg er født i Hongkong og boede der med mine forældre til jeg blev halvandet år. Jeg går ud fra, at jeg fik dette spørgeskema, da jeg måske var en af dem, der skulle have tilbud om, at jeg kunne få et større beløb, hvis jeg rejste til mit hjemland - i mit tilfælde Storbritannien?!? Jeg grinede men blev også gal i hovedet, hvordan er det gået til, at vi her i Danmark er blevet så fremmedfjendske, ikke blot befolkningen men også staten, at vi skal chikanere folk, som tillader sig at være født i et andet land? Jeg græmmes over disse modbydelige tendenser i vores samfund. I øvrigt undrer det mig, at pressen ikke har oplyst, at også de som er født i udlandet med danske forældre har fået dette spørgeskema. Det viser noget om det vanvid der hersker, når det gælder os "der er fremmede" her i landet.
V. h. Lise Quistgaard Raben
Kære Lise,
Jeg hørte godt om det spørgeskema fra Danmarks Statistik, og søgte derfor aktindsigt i indholdet af skemaet, samt følgebrevet. Jeg noterede mig at det ikke gøres tydeligt at det er helt frivilligt om man vil svare selv om det indeholder den ministerielle kongekrone på brevhovedet. Jeg klagede over denne mangelfulde information, men det lader til at være helt bevist at man ikke informerer om dette.
Jeg håber at du arkiverede denne skrivelse fra Inkvisitionen lodret!
I snart 20 år har Venstre, ivrigt støttet af Dansk Folkeparti, forsøgt at ødelægge Danmark. Så kan en ramadansang i højskolesangbogen da virkelig ikke være et stort problem.
grunden til, at det jødiske fylder så meget er vel, at kristendommen udraderede vores egen mytologi og indførte den jødiske i stedet. Den nordiske mytologi blev erstattet af det gamle testamente, og dermed blev forbindelsen til det oprindelige skåret over.
Det kan man ikke klandre jøderne, men de kristen magthavere, der gjorde det.
@Lise Q. Raben "For nogle måneder siden modtog jeg en mail fra Danmarks statistik med et spørgeskema. . . ."
Velkommen i klubben. Vi er flere der blev gale i hovedet. Sikke en idiotisk måde at skrive til folk, i en tid hvor modbydeligheden trives mod de senest tilkommende.
"Præst og Adel,Borger,Bonde,
Kunstner,Skipper, Skolemand,
Kalder alt udansk det onde,
værger danskens fædreland,
og mens hver har sysler sine,
alle dog hinanden ligne,
har tilfælles Byrd og Blod,
modersmål og løvemod. "(1848)
Hvem skrev disse linjer? Det gjorde Danmarks mest opreklamerede dansker, alias N.F.S: Grundtvig.
I Folkehøjskolens sangbogs 15.udgave var de stadig med i visen "Folkelighed".
De forsvandt imidlertid fra den efterfølgende udgave. Hvilket giver håb for den kommende.
I virkeligheden er det jo udtryk for et gigantisk mindreværdskompleks, når alt og alle der ikke kan præstere aner tilbage til Ruder Konges tid mistænkeliggøres og søges udgrænsede i ghettoer og eksileringer fra dette miniput-kongerige.
PS. Hvis alle 'rejste hjem', skulle vi se langt efter pizza og shawarma, taxaer, SOSU-assistenter, hotelpersonale, rengøringsassistenter, pædagoger, jordemødre og læger, blandt andet.
Det ville blive interessant med den i forvejen rekordlave arbejdsledighed, hvem der så skulle varetage disse funktioner.
Kan ikke lige se for mig, at sengepraktikker løser dette problem..
Hvor mange af sangene i højskolesangbogen bliver egentlig sunget, når det kommer til stykket?
Til et Folk de alle hører,
Som sig regne selv dertil,
Står der i samme sang som citeres af Pietro Cini, det er da vist et andet synspunkt i det ophedede år 1848.
Skal Isam B indskrive sig i HS, burde Paludan vel også have en mulighed. I bedste fald KUNNE de opveje hinandens absurditeter. Metz, Isam B er ikke kvalificeret, med hans holdninger, til at optræde i HS, om jeg skulle bestemme
Jeg modtog også opfordringen fra DS om at besvare spørgeskemaet. Jeg noterede mig, at det var foranlediget af Udlændinge- og "Integrationsministeriet", aka under fru Støjbergs regi(me).
Det fremgik dog af den indledende tekst, at hele øvelsen var frivillig, så til trods for en rykker fra DS jeg gjorde som anbefalet længere oppe: lodret arkivering.
Der er dog personer, der har udtalt i nogle fb-grupper, at de modvilligt har besvaret skemaet af frygt for hvad der alligevel ville kunne ske, hvis de undlod at svare. Ikke noget godt tegn, hvis I spørger mig ...
ES: - skulle alle rejse hjem, så var der ingen tilbage i DK! For hvem kan dokumentere sine aner tilbage til "ertebøllekulturen". Vi danskere er, et sammenrend af nationaliteter, fra alle steder i verden. Vi har dog et "fod-slaw", der kan kaldes fælles kultur.
@ Peter Beck-Lauritzen
Det er jo netop pointen, Peter. De fleste af os er af 'blandet herkomst', og kan ikke dokumentere nogen form for etnisk 'renhed'.
Og vores fælles fodslaw, som du kalder kulturen, kan man også sige meget om.
Man har ikke meget tilfælles udenfor éns egen bopæl, egn og socialklasse, til trods for landets liden størrelse.
Betænk fx den kulturkrig, der foregår mellem "København", der af nogle anses for at repræsentere hele Sjælland - også kaldet 'Djævleøen' - og Jylland..
Eller hvad har en indgroet Amar'kaner tilfælles med en beboer i en svinedyr Strandvejsvilla?
Såfremt du hentyder til traditioner, er der også stor forskel på landsdelene.
Og 70% af medlemmerne af Folkekirken er ikke troende.
For bare halvtreds år siden var det lovligt at slå børn.
Og de fleste kvinder gik med hovedtørklæde.
For 100 år siden havde kvinder ikke stemmeret.
Vi er da alligevel kommet et langt stykke vej siden da..
Lad os nu også give muslimer samme chance for at være her på lige fod med andre..
Der findes idioter og fanatikere indenfor alle samfundslag. Det skal vi bekæmpe med sund fornuft og vores demokratiske værdier.
Ja , ja som min gamle biologilærer på gymnasiet sagde: Vi stammer alle fra Gorm den Gamles mulatkvinde. Det er da betryggende vi ikke er så indgiftede.