Klumme

Guldfisk smasker højlydt, hvis man lytter efter

Ved havedammen er der masser af liv på en sensommeraften. Og sidder man stille på bænken, kan man iagttage dyrenes aftenrutiner, skriver Karen Syberg i denne klumme
Ved havedammen er der masser af liv på en sensommeraften. Og sidder man stille på bænken, kan man iagttage dyrenes aftenrutiner, skriver Karen Syberg i denne klumme

Klaus D. Bentzen/Biofoto

26. august 2019

Ved havedammen foregår alt i slowmotion. Jeg har en aftenbænk, hvor jeg kan sidde og holde øje med, hvad der sker, mens solen går ned, og der sker det samme hver dag. Blot en smule tidligere efterhånden som solen forsvinder tidligere.

Der er et lille sangerpar, som hele sommeren hver aften har sat sig i klokkebusken. Sangerparret har en gren, hvor de kan nå ned og drikke, så det gør de. De skiftes.

Bag min ryg kvidrer en anden lille sanger sit aftenkvidder i Mozartrosen. Ét kvidder. Det må være et af de sidste, inden den holder helt op. De fleste fugle er forstummet, selv solsorten synger ikke længere aftensang, den nøjes med at skræppe op. Sangerne flyver nok snart deres vej.

Jeg ville ønske, jeg kunne identificere de små sangere, men mine ornitologiske kundskaber rækker ikke. De er alle sammen grå på ryggen med beige bug og et spidst lille næb. Insektædere.

Stillidsen er derimod let genkendelig med sin røde maske, sorte kyse og gule vingestrejf. Den kommer også og drikker hver aften, men foretrækker en af de visne grene i Maidens Blush-rosen, som jeg af samme grund ikke nænner at fjerne.

Solsorten hopper gladeligt i med hele kroppen og basker larmende rundt, hvor vandet er lavest.

Når solsorten er kommet, går frøen i gang med at kvække. Den ligger og flyder lige under klokkebusken og puster blærerne på siden af hovedet op for hvert kvaaaak. De ligner ballontyggegummi.

Den anden frø, der aldrig siger noget, flyder rundt henne ved de gule iris, indtil den pludselig dykker og svømmer over til kvaaaak-frøen.

Åkanderne, der har blomstret hele dagen med store hvide blomster og gul midte, synes også, det er aften, de er ved at lukke butikken og folde kronbladene sammen. En blå mosaikguldsmed lander på et åkandeblad.

Imens er guldfiskene i gang med at æde sig igennem dammens bestand af myggelarver (håber jeg). Men hvor de dagen igennem glider lydløst rundt som orange lancetter, begynder de at smaske højlydt, når de går i gang med aftensmåltidet.

Hver aften.

Dueparret

Nu og da er der dog lidt afveksling i aftenrutinerne. En af de fire katte, der betragter vores have som sit territorium, kommer forbi og standser op, da den får øje på mig. Det er den røde. Den fikserer mig mistroisk med gule øjne, beslutter, at jeg ikke er farlig, drikker lidt, tilkaster mig endnu et mistroisk blik og spadserer lydløst videre. Katte er helt utroligt lydløse.

I aften sidder der også en due på toppen af vestgavlen. Bomstille. Så flyver en anden due hen til den, det larmer til gengæld utroligt højt. Den nys ankomne due lander et lille stykke fra gavlduen, vralter hen til den og stikker hovedet hen til dens hoved. Så gnider de hovederne lidt mod hinanden.

Derefter vralter nummer to due tilbage til udgangspunktet, og så begynder de begge at pudse sig eller få et aftensmåltid ud af de lus, de kan fiske ud af fjerene. Med ryggen til hinanden.

De minder om et gammelt ægtepar på badeværelset, hvor den ene er ved at børste tænder, mens den anden nipper skæghår af overlæben. Uden behov for at kommunikere.

Der er ingen tvivl om, at også de to duer danner par, men der er heller ingen tvivl om, at der ikke er noget, de gider betro hinanden på denne tid af aftenen.

Jeg sidder og venter. Alting foregår meget langsomt.

Små natsværmere flyver lydløst fra blomst til blomst i dueurterne, guldfiskene smasker.

Nu er begge duer pudset færdige, nu sidder de bare.

Og kigger. Længe.

Den sidst ankomne due, som jeg af en eller anden grund forestiller mig er hunnen, måske fordi hun er den mest kommunikerende, vralter igen et par skridt hen mod gavlduen, der stadig sidder bomstille. I modlyset ligner den en statuette.

Så sidder hunduen også stille. Jeg venter. De sidder.

Til sidst flyver hun over i asketræet.

Han bliver siddende. Jeg bliver siddende.

Først da han flyver, går jeg ind.

Guldfiskene smasker stadig.

Serie

Karens have

Lad ukrudtet gro, det er jo godt for klimaet. Rådyr, dræbersnegle og klimaforandringer set fra Møn. Mangeårig journalist på Information Karen Syberg bor i dag på sydhavsøen, hvorfra hun med jævne mellemrum rapporterer om små og store dramaer, der udspiller sig i hendes have. 

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Hans Larsen
  • Claus Bødtcher-Hansen
  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
David Zennaro, Hans Larsen, Claus Bødtcher-Hansen, Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

26/aug/2019

Kære Karen Syberg,
tak for en dejlig og meditativ beskrivelse :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Kære Karen ...
Jeg er vild med dine beretninger om samspil og konflikter i landbohaven. Dine indlæg er by far de mest poetiske bidrag til indvandrerdebatten her i landet. Love it!
Claus Simonsen